CARITAS

KIEFERHOMULLUS I

PORTRÆT [detalje]

“Vi troede i Vesten, at den økonomiske globalisering ville få verden til at konvergere og automatisk føre til politisk demokrati. Sådan så det også ud lige efter Den Kolde Krig. Russerne handlede lystigt med tyskerne, og kineserne opkøbte den amerikanske gæld, mens Apple lagde sin produktion i Kina. Men vi er blevet skuffede. Kapitalismen som økonomisk system er politisk promiskuøs. I stedet for altid at gifte sig med friheden har vi set, at kapitalismen lige så vel kan hoppe i seng med autoritære herskere.”- Michael Ignatieff

Læs mere i Annegrethe Rasmussens artikel ‘En truende udemokratisk kapitalisme’

DAGBOGSSKABELON

NEDENUNDER-UNDER

Som med Piero Manzonis 'Socle du Monde'

og som med giganten, der dukker op under skibet i 'Time Bandits'

så kan et par snore der stikker op fra stranden godt give anledning til et par tanker inden søvnen tager over i nat:

KROPREPLIKKER

EN BREVSKRIVERS ERKENDELSE

Porto pris

Man betaler otte kroner for at sende et brev i Danmark. Otte kroner har længe været mange penge, for at sende et simpelt brev. Men i går gik portoen på breve fra at være dyr til at være billig! Med eet slag som man siger.

For det første skrev jeg rent faktisk et brev i går. (Hvor mange af de mennesker, som synes otte kroner er alt for meget, har rent faktisk sendt et brev til otte kroner?) Og fordi jeg skrev det brev, forstod jeg pludselig, hvor værdifuldt det var, til så beskeden en pris.

For otte kroner fik jeg lov at koncentrere mig om, forstå og derefter fortælle om nogle ting i mit liv, som jeg synes er vigtige. For otte kroner fik jeg drukket og smagt på min kaffe som en ægte stimulans, der skulle få mine tanker på gled, og honorere dem, når de gjorde det. (Jeg regner ikke omkostningerne ved kaffen med, okay?) For otte kroner fik jeg følelsen af, at det for en gangs skyld var mig, der kontrollerede tiden, fordi man ikke bare lige kan skrive et brev - i hånden! vel at mærke; det kræver en lille time fyldt til randen med dejligt konkrete ting som blæk og papir og streger gennem ø'er og mellem ord. For ikke at snakke om den meditative ro, der ligger i at sende sine ord af sted på en rejse, der skal tilbagelægges over kilometervis veje og bakker. For for otte kroner fik jeg en dejlig svimmel fornemmelse af, at verden og klodens krumning rent faktisk findes; at der ligger en by for enden af kuvertens rejse - ikke bare som en virtuel destination, nej sgu! Brevet ender på et bord i min vens rolige hænder under hans milde øjne. 

Og så fik jeg for otte kroner, noget der åbenbart er ved at være truet: En sikker kommunikationsforbindelse. I lyset af de sidste mange afsløringer af, hvor meget man bliver overvåget, er otte kroner et ubegribeligt lille beløb, når man betænker det kan købe een frihed, selvstændighed og fred til at skrive om de ting man synes er vigtige, uden fare for at noget belaster privatsfæren.

Otte kroner. Alt inklusive.

HVOR ER JEG NU?

Papirtigre og paphoveder

Jeg har mistet min kalender. Eller forhåbentlig forlagt den i sommerhuset (200 km væk, sic). Det sætter gang i nogle tanker. Dels om hvilket menneske jeg dog må være, at jeg endnu ikke har fået organiseret mig med en virtuel kampplan og automatisk opdatering. Sådan et liv, hvor datoer forsvinder, når dagen er brugt. Dels om hvilket menneske jeg må være, at jeg nærmest ikke kan forestille mig jeg skal på arbejde i morgen og resten af ugen, fordi jeg helt konkret forbinder arbejdet med den fysiske genstand min kalender er. Jeg tænker ugen gennem siderne, punkterne, tegningerne og fluebenene. 
Mest tænker jeg dog over, hvad der er sket med papirets skurkerolle. Jeg taler om de hemmelige arkiver, de fortroligt stemplede charteques, de smuglæste breve, de oprettede sager med noter, gennemslag, fotokopier og billeder. Jeg tænker på billedet af mørke mænd, der kigger på hvide papirer foran blanke stålskabe. Jeg tænker på bureaukrater, stempler, registranter og protokoller - hængemapper, hulkort og hæftemaskiner. Støvede sagsakter, krøllede referater og tårnhøje ind- & udbakker. Jeg tænker på, at engang var billedet på en usympatisk, ugidelig penneslikker altid forbundet med papir. Der var papir i billedet et eller andet sted. På samme måde med de hemmelige tjenester og ulovlige aflytninger; alt skulle nedfældes eller eksistere på papir. Papir var magt og magtmisbrug var uomgængeligt knyttet til dokumenter.
I dag … i dag kunne noget hånd-, blik- og følelsesløst læse dette indlægs statsfjendtlige udsagn og gemme det i ingenting. Bureaukraterne er nu bevæbnet med en skærm og et bagvedliggende sort hul, som kun programmer kan rejse i. Kongerne regerer ikke fra bjerge af papir, men gennem et omnipotent blik, hvis parametre skifter hurtigere end dine øjne kan læse disse bogstaver, og hvis robotter færdes hjemmevant i områder med det ildevarslende navn 'optiske fibre'.
Jeg siger ikke vi er værre eller bedre stillet uden papir. Jeg observerer bare. Og kommer pludselig i tanke om, at da jeg i sidste uge pludselig stod med en anseelig mængde kontanter i form af sedler, så kunne jeg ikke komme af med dem, fordi min bank ikke længere har kasser. 
Det er forunderlige tider. For papiret foruroligende. For papirmennesker ulykkelige.
Skriver jeg. 

PARALLELLE LIV

SUPERSKURKENES HJÆLPERE

Zizek'O'Rama

Er det bare mig, eller virker superskurkenes hjælpere altid som en understregning af den dårlige fortælling?

Selvfølgelig snakker vi i forvejen om konstruktioner, hvor skurkens mål typisk er magtovertagelsen eller ragnarok, hvorfor han har brug for en del hjælpere, og som sådan befinder vi os altid allerede ude på overdrevet. Men jeg har aldrig forstået hvor de kom fra. Hvem er de, hjælperne? Er de hvervet fra befolkningen på den lille ø i hvis hemmelige huler Headquarters er skjult - og hvordan kan der så overhovedet være nogen til at befolke øens overflade og idylliske landsbyer tilbage? Har man slået annoncer op på 'Lejesoldaten's grå sider? Og hvordan er det overhovedet muligt at holde sin gigantiske operation hemmelig med så mange potentielle lækager rendende rundt i kiksede uniformer og/eller underkastet ydmygende disciplin?

Måske er de bare filmkunstens ultimative statister. En flok folk udstillet som kulisser for graden af superskurkethed hos den pågældende fjende. 

I krigsfilm, hvor statisternes rolle er mindst lige så bærende, tænker man aldrig over det, men der får de måske også lov at være mennesker eller bare skæbner. Superskurkenes hjælpere ejer intet af den art. Så skal vi helt op til den højre hånd, før vi får et tegn på liv. Stormtropperne fra Star Wars er på mange måder indbegrebet af den ubehjælpsomme hjælper: Udstyret med klodsede uniformer, upersonlige stemmer, tendens til tumpethed og udraderet som fiskefoder i fodringstid. 

Måske er det blot afslørende, at hjælperne er faldet for en skurk, som vi i forvejen ved er forkert på den, hvorfor de må være utroligt enfoldige, for at være endt på kontrakt hos netop ham den vulgære, perverse, megalomane etc. Hvilket bringer mig tilbage til det indledende spørgsmål: Hvor kommer de fra, hvis ikke fra plottet og fiktionen?

Måske kommer de fra det lag af fiktionen ved superskurkene der handler om at være en trussel mod demokratiet. Hvis vi et øjeblik betænker de skurke vi kender som INGEN hjælpere har, så bliver de jo øjeblikkeligt til psykologiske skabninger - figurer som inkarnerer sjælelig smerte, utæmmelighed eller bare angst. Deres film er typisk katharsiske foretagender, som hvis overhovedet kun har en politisk tone som etisk afpuds fra en mere human skinke. Fra Psycho til Cape Fear, fra Se7en til Motorsavsmassakren og fra dyngen af stinkende kriminalintriger lugter det af freudianske fordringer eller i det mindste sokratiske krav om at lære sig selv bedre at kende. Er skurken derimod udstyret med en talstærk - omend umælende og enfoldig - opbakning fra sine mange hjælpere, så er individualiteten afviklet, og en anden kamp og fortælling i spil. Fx den demokratiske eller måske mere i overensstemmelse med mediet; den om oplysning til folket.

Dette gør egentlig de lidt kejtede superskurke og deres udstyrsstatister nemmere at acceptere. Hvis man tror på lys.

PANGRAM

Alt hvad alfabetet kan

Læs ikke længere, hvis du har de små timer kære og en svaghed for ord og ære. Pangrammet er en sætning sammensat af et alfabets bogstaver. Ultimativt KUN af de bogstaver, der er i alfabetet. Med det danske alfabet har Kenneth Rosenkilde (hil!), hvis navn i sig selv indbyder til et anagram, som jo er en beslægtet ordleg, gjort det med følgende sætning: "Høj bly gom vandt fræk sexquiz på wc." (29 bogstaver!) At sætningen er gjort med  de 29 unddrager den kritik - men ellers ser man gerne pangrammet udført som en logisk (men da gerne sjov, for søren) sætning, uden fremmedord, forkortelser og egennavne. Som det engelske pangram: "The quick brown fox jumps over the lazy dog," som jo emmer af eventyr og jagtmarker. OG vil nogle nu have bemærket, flere ens bogstaver! Men se det er jo det smukke ved denne leg. Den slags slinger tolereres, hvis sætningen har andre kvaliteter - så længe den ikke bliver urimelig lang, selvsagt.
Og ja, på denne smukt og svært udspændte line og i disse sene timer har deres øjen-, stum-, brok-, blog- og sprogtjener sammenflikket følgende pangram: Qua goms exces flød whisky jævnt på bazar. (34 bogstaver.)
Den vil og kan diskuteres - men jeg er meget tilfreds. Ikke nødvendigvis færdig med pangrammet, men indtil videre godt brugt af det.

PS
Kenneth Rosenkilde hedder Hinkened Enkelsort
PPS 27.12.11
på www.h33.dk (hermed anbefalet - omend den er ikke er forfrisket) kan du finde mere om pangrammer, men også noget om 'autogrammer' (Dette autogram er skrevet for at stå i denne parantes) og Sallowsgrammer (Her er en sætning med 33 bogstaver og to tal) og meget mere af den slags, der går benærende nær en grænse i sproget.