NYE DUMME ORD - OG KLOGE

Kan De veksle en dummer?

Gammeldum - når gamle mænd overvurderer sig selv, eller ikke er i stand til at indse deres reelle alder. Pandæmonisk udbredt i grupper af mænd i alderen 35 - 65.

Bagdum - hvad man er, når man nægter at indse noget er gået galt, eller følger uheldigt op på en i forvejen skæv strategi. Pandæmonisk udbredt i grupper af mænd i alderen 5 - 65.

Klogdristig - hvad man kan siges at være, når man tager en chance, som ikke er en chance. Enhver ved bedst selv, hvornår det er han gør det - og om han kan tillade sig at prale med det.

Dumme Åge - ham som nægter nogensinde at prøve at sige noget bare en lille smule intelligent, fordi han tror hans job er at være dum på alles vegne. Som sin fætter 'Kloge Åge' er hans mest irriterende træk, at han har ret: Alt kan fordummes. Men de fleste ting kan også brændes eller glemmes på en kold perron.

Klogebøder - systemet tilskrev at de skulle med. Jeg ved ikke i hvilken sammenhæng man kunne møde en klogebøde … udover i et fællesskab, fx på en ø i Limfjorden eller en café på Kødtorvet, hvor man ikke tolererer analytisk sans.

Dumbphone - ja hallo! Det kan man da lige så godt kalde apparatet. Taget i betragtning hvor meget af ens selvstændige hjerneaktivitet den æder og op med sin lokkende hukommelse og de meningsløse tidsfordriv. Jeg er ærligt talt blevet i tvivl om, hvem der er den smarteste af vi to, bare fordi den har et brandet forspring, og jeg rutinemæssigt, dagligt glemmer mit eget navn, og svarer "Hej," i stedet for "Homo Sapiens," når den ringer.

PERVERSE REGNSKABER

Checks and tolerances

Hvor mange deltagere fra de forskellige talentshows skal ryge ud i glemsel, intethed og eksistentiel krise, før man sige underholdningsfjernsynet har ædt sin egen målgruppe?

Hvor mange timers reality-shows skal der til, før man kan sige en tv-optræden er blevet lige så virkelig som en tilværelse?

Hvor mange mennesker skal opleve slankekure som forgyldte portaler til umenneskelige perioder med humørsvingninger og elevatorvægt, før man kan sige det er federe at lade være?

Hvor mange gange skal man sige nej tak til et super godt tilbud, før man bliver så træt af det, at man køber noget man ikke har brug for?

Hvor mange gange skal man opleve at have været helt afhængig af at være online, før man ikke tør bevæge sig ind i offline zoner? 

Hvor mange gange skal man glemme at give visse typer en chance, før man ikke engang overvejer det længere?

Hvor mange gange skal man køre på genbrugsstationen med ting fra fortiden, før man bliver historieløs?

Hvor mange gange skal man sige til sig selv, at det hele nok skal gå, før man rent faktisk tror man har indflydelse på fremtiden?

Hvor mange eldrevne ting skal man eje, før man kan sige at man er strømnarkoman? 

Hvor mange gange skal man falde i søvn til tv-nyhedsudsendelserne, før man automatisk bliver træt, når nogen siger noget om samfundet?

MIG OG MAGRITTE

Snit gaflen i øjet

Da jeg vågnede i morges forstod jeg pludselig Rene Magrittes billeder!

Nu er det ikke sådan jeg vil sige, at jeg ikke tidligere har forstået dem. Hans billeder repræsenterer dels et livslangt personligt bekendtskab, hvor jeg har fulgt min egen udvikling i hans fantasier - fra det første ungdommelige, af tegneseriens akkuratesse formidlede møde, over det, af egen kreative kraft og praksis ((collagen)) fatale møde, til det modne af sproget og skæbnen dybere møde på det seneste. Dels et af professionel indsigt og, kunstteorien faciliteret møde, hvor især Magrittes dyrkelse af det han kaldte 'poesien' har bragt gode analyser og forståelse med sig. Den private fetisch og fascination har aldrig egentlig beflittet sig med analyse og forståelse som sådan, den har blot boltret sig i hans kompromisløse og insisterende magi - hans billeder er frisættende sære. Kunsthistorisk betragtet kan han både læses ind i og udenfor surrealisterne, fordi man indadtil fornemmer anarki, sjæleliv og et muligt opgør med det borgerligt bornerte i hans motiver, men udefra set fornemmer en finesse og finhed - måske poesien og det æstetiske projekt - der både er for ædelt og banalt til periodens rå og provokerende isme.

Imorges - hvem ved, måske som resultat af en drøm - stod en tredie forståelse imidlertid klar ved mit hode. Logisk set  vel en samling og formæling af de to ovenfor nævnte spor. Imidlertid tror jeg, på en slags linie med drømmens jomfruelige og upersonlige (læs. ubevidste) karakter, det er en forståelse som er mere loyal mod lærredet og Magrittes inspiration. Det var (med) billedet 'Terapeuten' fra 1937 jeg forstod et yderligere aspekt ved hans kunst:

Det jeg forstod var, at Magrittes billeder handler om tanken - bevidstheden om De vil. Det som ikke passer ind, mangler eller er erstattet med noget fremmed i hans billeder, er det samme som tanken. Således fylder jeg fugleburets rum op med mine tanker - om fugleburet selv, eller det mærkelige ved det - hvorved billedet - og jeg, bliver fuldkomment. Hans mest kendte billede af manden med æblet svævende foran blikket (Son of Man, 1964), er et billede på, at fordi manden tænker - fx på et æble, forsvinder han, men tanken bliver tydeligere, ja virkelig. Det gør min tanke imidlertid også - blandt andet (hvis ikke KUN; tilgiv mig, forståelsen er stadig sprød) i kraft af det rum æblet skaber for både manden og jeg. Kunsten og beskuerens fællesskab. Dette er ikke et maleri, det er virkelighed. Se:

SUPERSKURKENES HJÆLPERE

Zizek'O'Rama

Er det bare mig, eller virker superskurkenes hjælpere altid som en understregning af den dårlige fortælling?

Selvfølgelig snakker vi i forvejen om konstruktioner, hvor skurkens mål typisk er magtovertagelsen eller ragnarok, hvorfor han har brug for en del hjælpere, og som sådan befinder vi os altid allerede ude på overdrevet. Men jeg har aldrig forstået hvor de kom fra. Hvem er de, hjælperne? Er de hvervet fra befolkningen på den lille ø i hvis hemmelige huler Headquarters er skjult - og hvordan kan der så overhovedet være nogen til at befolke øens overflade og idylliske landsbyer tilbage? Har man slået annoncer op på 'Lejesoldaten's grå sider? Og hvordan er det overhovedet muligt at holde sin gigantiske operation hemmelig med så mange potentielle lækager rendende rundt i kiksede uniformer og/eller underkastet ydmygende disciplin?

Måske er de bare filmkunstens ultimative statister. En flok folk udstillet som kulisser for graden af superskurkethed hos den pågældende fjende. 

I krigsfilm, hvor statisternes rolle er mindst lige så bærende, tænker man aldrig over det, men der får de måske også lov at være mennesker eller bare skæbner. Superskurkenes hjælpere ejer intet af den art. Så skal vi helt op til den højre hånd, før vi får et tegn på liv. Stormtropperne fra Star Wars er på mange måder indbegrebet af den ubehjælpsomme hjælper: Udstyret med klodsede uniformer, upersonlige stemmer, tendens til tumpethed og udraderet som fiskefoder i fodringstid. 

Måske er det blot afslørende, at hjælperne er faldet for en skurk, som vi i forvejen ved er forkert på den, hvorfor de må være utroligt enfoldige, for at være endt på kontrakt hos netop ham den vulgære, perverse, megalomane etc. Hvilket bringer mig tilbage til det indledende spørgsmål: Hvor kommer de fra, hvis ikke fra plottet og fiktionen?

Måske kommer de fra det lag af fiktionen ved superskurkene der handler om at være en trussel mod demokratiet. Hvis vi et øjeblik betænker de skurke vi kender som INGEN hjælpere har, så bliver de jo øjeblikkeligt til psykologiske skabninger - figurer som inkarnerer sjælelig smerte, utæmmelighed eller bare angst. Deres film er typisk katharsiske foretagender, som hvis overhovedet kun har en politisk tone som etisk afpuds fra en mere human skinke. Fra Psycho til Cape Fear, fra Se7en til Motorsavsmassakren og fra dyngen af stinkende kriminalintriger lugter det af freudianske fordringer eller i det mindste sokratiske krav om at lære sig selv bedre at kende. Er skurken derimod udstyret med en talstærk - omend umælende og enfoldig - opbakning fra sine mange hjælpere, så er individualiteten afviklet, og en anden kamp og fortælling i spil. Fx den demokratiske eller måske mere i overensstemmelse med mediet; den om oplysning til folket.

Dette gør egentlig de lidt kejtede superskurke og deres udstyrsstatister nemmere at acceptere. Hvis man tror på lys.

MIT TDC - en analyse

Ring my bell

Nu har jeg - og sikkert også De i flere måneder set, kigget og lyttet til TDC's seneste kampagne, hvor en række af kendisser som Casper Christensen, Peter Frödin og (faustisk akustisk) L.O.C. har figureret - måske endda i ordets bogstavelige forstand. For hvorfor er det dog de er så gode - de spots og annoncer? For det ér de. Jeg kan ikke lade være med at se på dem, måske endda nyde og dyrke dem en lille bitte smule, hvilket selvsagt irriterer mig, men jeg gør det altså ubehjælpeligt alligevel. 

I lang lang tid troede jeg det var fordi motiverne var paparazzi-agtigt orkestrerede: Man fangede ligesom personerne i nogle intime situationer og skyndte sig at kigge så godt som muligt efter, for nu ikke at misse noget. Her taler vi selvsagt mest om den med hr. Christensen og frk. Mikkelsen, men også Frödins havde et skær af dokumentarisme.

Men det er ikke det. Alfald ikke det hele. 

Der er jo også noget endorsement-agtigt over sagen. I cremet cocktail med markedsanalysen, der dikterer idoler og stilikoner til det yngre segment. Således ser vi ingen Jes Dorph tjekke post eller Suzanne Brøgger streame videoer. Vi ser fitte fjæs og rotteræs-betvingere. Vi ser folk der vides hvem er ved første blik - men ikke mere end at man føler sig alene om at vide det.

Men det er ikke det. Alfald ikke det hele.

Først i dag ved avisen gik det op for mig. 

I annoncen står omtalte (faustisk faktiske) L.O.C. i helt traditionel sms-læse-attitude et helt ikke-steds-agtigt sted. Ansigtet let lyst op af skærmen i hans hånd. Den personaliserede håndskrift svævende autentisk over ham. Og jeg kunne sandelig se mig selv! Og jeg kunne endelig forstå, hvad det er de har gjort. De har fundet det almindelige frem hos de ualmindelige, så vi bedre kan se, hvor tæt vi er på dem. Det er ikke Oh Land som stjerne vi ser og stræber efter. Det er satangalemig Oh Land som mig!

Så med TDC bliver jeg ikke som en kendis - men kendissen ligesom mig, så jeg kan føle mig som den. Det minder om mantraet fra Joachims og Alexandras skilsmisse, der (frydefuldt) konstaterede hvor meget de var som os. Hvad der skulle gøre dem bedre royale? Det er en forunderlig verden af varer og udveksling vi lever i.

The Double Complete.

HÅNEN SOM FORSTÅELSE

Udstillingspraksis

 

"Se den fede nar! Han er da vist godt selv klar over den er helt gal med vægten. Eller også har hans blodtryk bare besluttet sig for at få ham til at se flovt på vegne af hans deller."

 

"Hallo dame - madam Mimre, røg hattenålen gennem hovedet i morges, hvor pudderskyerne hindrede udsynet til  det guldindrammede spejl?"

 

"Er hun en MILF?!"
"Hun er en MILF, hvis der var en MILF, så er hun den. Du er fandme heldig at ha' sådan en mor, mand"

 

"Du mener hende, der ligner tapet ... på en god dag?"
"Ja. Savsmulds."

 

Som alt andet på dette sted er det bare en intuitiv teori - den kan findes i lignende eller sågar samme form andre steder, eller den kan være forkert. Det kan også være den er så banal, den egentlig slet ikke er fremsætbar. Og undskyld for det lange tilløb, men dels er det fordi jeg er flov over min egen praksis i til- omtalen af mine medmennesker, og dels ved jeg ikke helt hvordan jeg skal arbejde mig ind på sagen.

Men: Som De kan se af indlæggets titel handler det om at bruge den onde karakteristik, når vi skal forstå, tale med og omtale andre mennesker. Jeg tror jeg så mønstret i min egen måde at navigere på. I den bedste mening naturligvis, og humoristisk, men alligevel, så kan jeg godt finde på at bruge mine medmenneskers svaghed som udgangspunkt for kommunikation og dermed forståelse. Ovenstående eksempler er tænkte - men vi er ikke langt fra noget, jeg kan høre mig selv og andre sige.
Selvsagt er der forskel på den direkte konfrontation og distancen - men dybest set tror jeg vi i disse ulykkelige tider er tilbøjelige til at tage udgangspunkt i fejlene og det fjogede. Jeg har således en svaghed for sko, accessories og selvværd, som jeg da ikke et sekund betvivler bliver ud- og afmålt i andre sammenhænge end mit eget hode. Tænk over hvordan De selv gerne starter med det, der ikke fungerer hos andre (Jeg ser det, der blev skrevet en Bog om det, for snart længe siden! Jeg vidste der var noget bekendt ved det.), frem for deres kvaliteter. Spørgsmålet er hvorfor? Hvorfor gå den vej?
Hvorfor stand-up'ernes standret? Hvorfor reality'tv's freakshow? Hvorfor dokumentarfilmenes gabestok? Hvorfor den hurtige hån? (Og er jeg den eneste der ser middelalderen tale med?)
Af to grunde: Humor er det nye ironi - det er sjovt, og man kan med humor få sagt mere end een ting ad gangen, så den sparer tid i forhold til analysen (som sidst var på mode i 70'erne?). Og vi har som bekendt satanædemig travlt for tiden.
Og så fordi alt det vi ellers gør, er at kæmpe for at opretholde en vis standard gennem vores virtuelle, virkelige og i begge sammenhænge stilkonstituerende apparrition. Hånen er en slags modbevægelse (efter Biblen kom Kapitalen - og med de to bøger i biblioteket kan man komme langt ... nej, Peter Plys skal stå imellem dem) til al den stukkatørpraksis vi fylder vore hjem og rynker med. Nogen skal jo gøre det. Noget skal jo gøre det: Pege på vore utilstrækkeligheder.
Blot skal man spørge sig selv, om det vi kalder afmontering - som kan være en virkelig god og nærende ting for eget og andres kringlede jegforståelse - ikke her faktisk er gemen selvhævdelse, som har forklædt sig i uhellig alliance med humoren?
Hvad siger du - din letlæste, lille plirrende lort?

EN BLOG ER EN BRIKS ER EN BLOG

Analysander den Store

Er en blog egentlig ikke en briks? Lægger man ikke sig selv derop, som en anden analysand, der snakker løs om sine store og små fortræde- og tilbøjeligheder, mens fader Freud (web 2.0) sidder roligt ved hovedgærdet? Kan De se ligheden - om ikke andet metaforisk?
Er en blog egentlig ikke en briks, hvor man ligger og stønner store og små sammenhænge og neuroser ud i et forfængeligt håb om at de bliver til noget ... andet?
Men. Hvis en blog egentlig er en briks - hvem bliver man så analyseret af, hvis ikke sig selv; sit eget blik potenseret ud i massernes mighed - alternativt visonært af den eene, der virkelig forstår det man blogger om? Og hvad er man så gået i, hvis ikke selvanalyse, for ikke at sige selvsving. Man erindrer her Freuds selvanalyse: Noget han gik i, angiveligt fordi der ikke var andre end ham, der mestrede (psyko)analysen godt nok, men reelt helt sikkert for ikke at blive besværet med andres opfattelse af hans helt eget hysteri.
Og. Når en blog egentlig er en briks, så kan man pludselig meget bedre forstå, hvorfor der er så mange, der blogger.
Eller. Når en blog egentlig er en briks, kan man så bedre forstå, hvorfor der er så mange, der blogger? 

STAND-UP'ERNE ER DANMARKS NYE TANTER

Spank-up straight

Alle har, eller har haft en tante. Min hed tante Anna. Hun var vel 1,65, kompakt bygget, stram i masken, sølgråt hår samlet i knude og holdt ind til hodet med nåle, sorte kjoler og frakker - sidstnævnte af den slags der ligner en genanvendt puddelhund og en snert af cerut i auraen. Hendes stemme og håndtryk var en meget nøjagtig repræsentation af ovenstående - og hendes stående replik var, at man skulle se på den man sagde goddag til. Da jeg var barn alle de gange jeg sagde goddag til hende, skal jeg ikke med sikkerhed kunne sige om hun sagde sin replik som kritik eller kultur. Hovedsagen i denne sammenhæng er at placere hende up front på følgende:
Jeg kan desværre, desværre ikke huske hvad der fik min hjerne til at slutte sig til ovenstående påstand - at stand-up'erne er blevet Danmarks nye tanter - men v'ed ret præcist at tanken blev fuldendt ved gensynet med Andens 'på coke-show' forleden. Nu er Anden selvsagt en af de mere taknemmelige eksempler i denne sammenhæng, men jeg tror tantologien holder til mere end ham. Stand-up'ere er tanter fordi de altid prædiker om, hvad der er rigtigt og forkert. De peger fingre af det forkerte og roser det rigtige - de er med andre ord dybt moralske i deres analyser og konklusioner. Jeg ved godt de ikke nødvendigvis prædiker Emma Gads snerpede værker, men konstruktionen med eksempler på henholdsvis forkert og rigtig adfærd er 100% moraliserende. Og nu vi snakker om Emma Gad, er det jo ganske almindeligt, at de fleste stand-up'ere helst beskæftiger sig med perversionen - det udartede og dermed nye, som har vredet det gode gamle af led. Læg dertil den iøvrigt meget tankevækkende iagttagelse, at genren (som tanten) er ualmindelig fast og dermed traditionsbunden. Der findes ingen avantgarde! Ikke at det generer mig, det er endda både betryggende og berigende, at formen er så fungibel, men det er altså også lige tante-Tut-taler-altid-om-de-samme-ting-på-den-samme-måde agtigt.
Den sidste pointe henter vi fra vanlig antropologisk/sociologisk senmoderne kilde: Familiernes op- og traditionernes nedbrud: Der ér ingen tanter mere! De unge møder ikke disse håbløst latterlige uldindpakkede snakkende kvinder ved hverken højtider eller eftermiddagste. Selvfølgelig er de familiestrukturelle tanter der stadig, men deres titler og især deres opdragende adfærd er forduftet af grunde jeg tør gisne om i en anden sammenhæng senere. Resultatet er under alle omstændigheder at 1) en flok komikere har indtaget og udfyldt tanternes plads som hysteriske, moralske og kærlige kællinger, og 2) vi har stadig brug for tanter til at udfodre vores selv- og sociale syn.