ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Teksten kan jo være både god og meningsfuld nok. Men billedet er simpelthen for meningsløst. Barnet skader sig da ikke mindre ved faldet fra toilettet, fordi det får fat i et stort glas Panodiler? Eller et lille for den sags skyld.
Det er klart nok at billedet skal fange opmærksomheden - men når man spilder den med meningsløse pointer er det et dårligt valg. 
Lige så dårligt som at få sit logo til at ligne noget fra Patrick Bateman eller Bear Grylls basispakke, der truer det stakkels barn fra den altid farligste uventede side.
Det er lige til at få ondt i hodet af.

MIT TDC - en analyse

Ring my bell

Nu har jeg - og sikkert også De i flere måneder set, kigget og lyttet til TDC's seneste kampagne, hvor en række af kendisser som Casper Christensen, Peter Frödin og (faustisk akustisk) L.O.C. har figureret - måske endda i ordets bogstavelige forstand. For hvorfor er det dog de er så gode - de spots og annoncer? For det ér de. Jeg kan ikke lade være med at se på dem, måske endda nyde og dyrke dem en lille bitte smule, hvilket selvsagt irriterer mig, men jeg gør det altså ubehjælpeligt alligevel. 

I lang lang tid troede jeg det var fordi motiverne var paparazzi-agtigt orkestrerede: Man fangede ligesom personerne i nogle intime situationer og skyndte sig at kigge så godt som muligt efter, for nu ikke at misse noget. Her taler vi selvsagt mest om den med hr. Christensen og frk. Mikkelsen, men også Frödins havde et skær af dokumentarisme.

Men det er ikke det. Alfald ikke det hele. 

Der er jo også noget endorsement-agtigt over sagen. I cremet cocktail med markedsanalysen, der dikterer idoler og stilikoner til det yngre segment. Således ser vi ingen Jes Dorph tjekke post eller Suzanne Brøgger streame videoer. Vi ser fitte fjæs og rotteræs-betvingere. Vi ser folk der vides hvem er ved første blik - men ikke mere end at man føler sig alene om at vide det.

Men det er ikke det. Alfald ikke det hele.

Først i dag ved avisen gik det op for mig. 

I annoncen står omtalte (faustisk faktiske) L.O.C. i helt traditionel sms-læse-attitude et helt ikke-steds-agtigt sted. Ansigtet let lyst op af skærmen i hans hånd. Den personaliserede håndskrift svævende autentisk over ham. Og jeg kunne sandelig se mig selv! Og jeg kunne endelig forstå, hvad det er de har gjort. De har fundet det almindelige frem hos de ualmindelige, så vi bedre kan se, hvor tæt vi er på dem. Det er ikke Oh Land som stjerne vi ser og stræber efter. Det er satangalemig Oh Land som mig!

Så med TDC bliver jeg ikke som en kendis - men kendissen ligesom mig, så jeg kan føle mig som den. Det minder om mantraet fra Joachims og Alexandras skilsmisse, der (frydefuldt) konstaterede hvor meget de var som os. Hvad der skulle gøre dem bedre royale? Det er en forunderlig verden af varer og udveksling vi lever i.

The Double Complete.

HVEM TÆNKER HVAD OG HVORFOR?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Knald i låget

Hvorfor er det de tillader sig at tro, at man ikke kan tænke andet end at den nye kvalitet så er bedre end den gamle?
Hvorfor er det at de tror man ikke tænker over, om man så har spildt sine penge på deres tidligere produktion, som åbenbart var ringe nok til at skulle forbedres? Og i tilkøb til dette - da slet ikke ønsker at handle med sådan nogle fuskere igen?
Hvorfor er det at de tror at man kan klæbe hvad som helst på en vare og så sælge 10% mere?
Fordi jeg har spist det, der var under låget.
Undskyld. Min hjerne er som jordbærmarmelade.
Det er en ny kvalitet ved den.

LIMINAL NOSTALGI

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fortids forbrug er nutids clou

Der har aldrig været og vil aldrig blive noget forsonende over at sælge sit lort til så mange som muligt. Men der kan være noget formildende over annoncer, når der er gået tilstrækkelig lang tid. Det er vel det vi praktiserer, når vi hænger plakater op med OTA solgryn, CIRKEL kaffe og Peter Carlsen maler GILLETTE & NILFISK damer fra 50'erne? (Det er velsagtens også noget af det vi indtager med MAD MEN ... damer?)
En del af nostalgien bunder sikkert også i den barnlige, og derfor per se uskyldige glæde vi oplevede ved forbruget, da vi var små. Varer var dengang også både bedre og mere sanselige, hvor de i dag har en tendens til at være formaliseret tjekkede og mindst ligesåmeget andres øjendom som ens ejendom, når de først er indkøbt.
Ikke desto mindre eller måske netop derfor skal ovenstående annonce fra Populær Mekanik årgang 1966 bringes her på bloggen. Der er så meget der er vellykket og uhildet ved den. Selvom den anvender reklamens ældste trick (nej, jeg siger det ikke), så er den altså åbenlys ærlig, fordi alle ved, at man ikke har brug for - eller kan lime en kængurus pung, på trods af det er det den umiddelbart denoterer. Det er som om kænguruerne også ved det! De ved hvertfald på forhånd at sagen er gal, for den lille kænguru har helt sikkert set sådan ud hele vejen ned gennem hullet, og den voksne kængurus kropsholdning med benene (det er vel ben?) fornærmet i siden antyder det samme: 'Nu viser vi det lige een gang til, men det virker altså ikke!' Derfor understreger billedet også produktets kvalitet; selv de mest umulige problemer kan UHU limen klare.
Men fonten (Underground), den luftige opsætning og det faktum at vi kan se signaturen er nu også vellykkede i en retrograd, der gør dagens annoncer sleske og ferske. Jeg kender ikke tegneren, men kan jo sagtens se slægtskabet med Sikker Hansen og Aage Rasmussen - som jo selvføleglig var tendentiøse, men ikke mere end toget stadig kører og kaffen stadig koger uimodståeligt på deres plakater.
Hvem ved også, hvad det er man ser og elsker, når man ta'r pungen frem for at betale for et godt billede? UHU lim kan stadig købes, men jeg foretrækker nu TOMBO.

Spørgeskema til den trætte og modløse annoncelæser

WYSIWyou get to see

Hvad får sex i annoncer solgt mere end masturbation? Som man ved af?

Hvordan oplever du annoncer? A) Som banegårde B) Som kirkegårde C) Som helvedes forgård?

Savner du også en side 9-annonce - helt klædt af og bare charmerende ligetil?

Hvilken form for ironi gør sig gældende, når man bedst husker den eklatant dårlige annonce (fx for en discountbutik) og ikke kan kende forskel på alle de dyre modehuses?

Griner reklamefolkene mest når de laver A) Annoncer der skal være morsomme B) Annoncer for afføringsmidler/acnecreme/viagra/baconmix C) Annoncer for politiske partier D) eller når de går hjem fra arbejde?

Har De nogensinde gennemskuet en annonce som A) Et udsagn trykt på en æltet papirmasse, der skal blive til en æltet papirmasse igen og eventuelt ende i nogens ende som toiletpapir B) En slags kontrakt, hvor det eneste med småt er reklamebureauets navn C) Et billede af en ret i et cafeterie?

Hvis du nogensinde skulle tro på en testemonial, skulle den så være for A) En skilsmisseadvokat B) En bedemand C) En psykiater?

Når du sidder og bladrer og bladrer og kun ser annoncer i din avis eller dit blad, hvad tænker du så på?

Hvilken slags ironi skal man lægge i, at annoncer for produkter til mænd ofte bruger kvinder som blikfang, og annoncer henvendt til kvinder også bruger kvinder?

Har ordet unisex ikke ni stavelser for meget?

Hvorfor ser man ikke længere annoncer, hvor man kan klippe noget ud og skrive sit navn på? A) De ting der står på bagsiden er blevet for vigtige B) Internettet