SPEJLET I ÅR OG I NÆSTE

SAUSSURE LA ROUTE

It's a dog's

Her har været et billede af en hund engang. Der har nok også været en tekst. Man kan faktisk lige ane et “ER OGTER IEG!” Men mest af alt er det en rest, et tømt tegn, en ikke-advarsel. Som på den anden side ikke behøver ikke at være gældende, da hunden - dens fysiske manifestation - sagtens stadig kan befinde sig i huset, selvom skiltet(s betydning) er forsvundet.
Ved hundeomridsets ene øre (man antager dens højre), ligger der ligesom en skygge bagved, som gør skiltets tømthed for hund endnu mere mystisk. Skyggen signalerer nemlig krop og dimension, men altså i et fladt og meningsløst univers. Det bliver en slags forstærkning af vores ransagende blik, som nærmest kommer bagom hundemasken.
Bemærk også, hvordan den efterladte omridsstreg, af hvad man formoder er en eks-schäfer, har fået en næsten Pluto-agtig karaktér. En regulær modsætning til vagthunden som symbol.
Mærkligst er dog det andet øre, hvis oprindelige form er umulig at afkode. Hvorfor er den endt med at ligne en udgravning? Det betyder paradoksalt nok, at de andre tegnrester; i.e. ikke-hunden - faktisk bliver tydeligere og stærkere at aflæse. Som når man ser et halvt klistermærke og automatisk danner helheden.
Skiltets pointe er at vi genkender det som et advarselsskilt, men læser det som et tegn på tid, der svækker advarslen. “Det er så længe siden dette skilt blev sat op, at hunden må være død.” Vi er ikke langt fra Kierkegaard legendariske “Her rulles”-skilt, som stod i pantelånerens vindue. Men kan alligevel ikke vide, om huset stadig har en hund - eller pantelåneren også har en rulle til salg.

 











I det gamle rom lavede man sine ‘Cave Canem’-skilte af mosaikker, som stadig står strålende og tydelige i dag, uden vi skænker egentlige og ægte hunde en tanke.

FEM STORE SEMANTISKE GÅDER FRA TEGNESERIEUNIVERSET

Kan De se, hvad jeg mener?

1) Hvorfor bliver z’erne større, når de forlader den sovende figur?
Z’et angiver jo en snorkelyd - eller sovelyd er nok mere korrekt - og størrelsen må derfor henvise til lyden, altså niveauet. Men lyden må da være højere jo tættere man er på den sovende tegneseriefigur?
Måske er z’erne karikeret over æteriske størrelser som damp og røgringe, der som bekendt fylder mere og mere som tiden går, men samtidig mister deres konsistens. Det vil være en logisk konsekvens af genren, da bogstaverne jo også er frigjort af taleboblen, og derfor er fri til at være fysiske! Man kan i den anledning trække ligheder til udtrykket at ‘snorkboble’, hvor søvnen også har en slags repræsentation udenfor den sovendes krop.

2) Hvorfor er smerte markeret med en stjerne?
Stjernen kan jo være alt fra et ledetegn til et astronomisk faktum, men da ikke muligt hverken grafisk eller indholdsmæssigt at forbinde med smerte? 
Måske er stjernen valgt som en slags parallelillustration på den måde smerte registreres. Hvis man er bekendt med smerter af en vis kaliber, ved man også at den kan ‘stråle’ fx ned i låret eller ud i underarmen. Stjernens takker (i visse tilfælde blot streger) kan altså repræsentere selve den måde smerten synaptisk rejser fra midtpunktet; det som fremprovokerer smerten, og så ud i kroppen. Det interessante er dog at vi forstår billedet - hvis ikke intuitivt, så trods alt kulturelt umiddelbart.
Stjernen kan også være et forsøg på at gengive det glimt man ser (måske; for det gælder vel ikke nødvendigvis for alle?), hvis man slår hovedet voldsomt. Men at gøre det til en stjerne er en fortolkning, som lige så vel kan være hentet i ikonografien eller fyrværkeriet.

3) Hvad siger Woodstock? Alternativt: Hvorfor taler Woodstock med pinde? Endnu mere alternativt: Hvilket sprog taler Woodstock?
Den grafiske provokation Woodstocks udsagn er befriende. Her er (eller var; R.I.P. mr Schulz) en tegner, som forstod at vise hvor lidt indsigt vi sølle mennesker har i kæle- og andre dyrs kommunikation. Men hvorfor vælge pinde - alternativt streger? Måske fordi Woodstock er en simpel skabning, der ikke kaster sig ud i mere komplicerede formuleringer? Måske fordi pinde og fugle deler et vist interessefællesskab? Jeg mindes en roman (‘Fuglene’) af Terje Vesaas, hvor hovedpersonen (en retarderet ung mand) læste beskeder fra fuglene i den fugtige søbred. Vi er nok tæt på med Woodstocks ‘bogstaver’. Den sandsynlige forklaring kan dog meget vel ligne nedenstående bandeordstegn: Vi skal se han siger noget, men vi må selv pinde ud, hvad det er.

4) Hvad laver spiralen i bandeordstegnene?
Det siger sig selv, at yngre læsere kan forundres over, hvad hashtag’et og snabela’et laver i ederne, men her på bloggen ved vi godt det var tegn, som i tegneseriens barndom ingen, eller meget begrænset funktion havde, og derfor var velegnet at smide ind, hvis læserne skulle bruge deres egen fantasi, til at oversætte de grove udsagn med. Det samme gælder for asterisken, som (heldigvis) endnu ikke er blevet annekteret af det grasserende virtuelle sprog. Spiralen er mystiskere - for den findes ikke på tastaturet og dens symbolske betydning leder umiddelbart i helt andre retninger end sgu og fanden.
Spiralen handler mere om tid, evighed og/eller overnaturlige kræfter. Det kan selvfølgelig i sig selv kvalificere den til en bandeordsfunktion: For syv tusinde sataniske troldmænd, som Haddock måske kunne have sagt. Men jeg tror enten spiralen er hentet ind som svimmelheds/kvalme/smerte-tegnet, som man også kan møde, hvis en figur er fuld eller af anden grund påvirket af kræfter udefra, men det kán også være spiralen er hentet ind som fjeder - sprængfarlig fyldt med edsvoren energi - eller også, hvad der måske er mest tænkeligt, så er spiralen simpelthen velegnet på grund af sin slående lighed med lorten.

5) Hvorfor en tankeboble? Og hvorfor små bobler op til en tankeboble?
Egentlig misvisende at det kaldes en tankeboble, da det mere ligner en sky, end en boble. De små bobler er dog … bobler. Ordlyden viser dog også hen til den mest sandsynlige forklaring på dette internationale ikon. Tanker er uhåndgribelige og flygtige størrelser på samme vis som (sæbe)bobler og (himmel)skyer. Skyformationen antyder dog også en vis ophøjethed ved tænkningen - uagtet der kan findes mere eller mindre ædle motiver gemt i figurernes tanker. Man kunne supplere med at de små bobler er endnu en illustration på tankens væsen: Det associative, springende og akkumulerende.
Jeg vil dog gerne tilbyde endnu en forklaring på tankeboblens form - nemlig den åbenlyse, at den deler omrids med den grafiske repræsentation hjernen ofte har. Tænk lidt over det.

BOGSTAVFIGUR

NOW OPEN FOR FUNNY BUSINESS … PLEASE

HAVE A NICE DAY

You were just a face in the crowd

Out in the street, walking around

Den simple gengivelse af et ansigt - de to prikker og munden - siges at være det billede vi hurtigst genkender. Man kunne kalde det et ursymbol og reflektere over, om der er forskel på verdens grafiske repræsentation og sproglige - bogstaverede? Det er under alle omstændigheder denne dybtliggende genkendelsesmekanisme, der får folk til i tide og utide at udbryde "Se! Det ligner et ansigt." Det kan være mere eller mindre passende, og mere eller mindre irriterende. Men reglen gælder ligefuldt for undertegnede, så da jeg forleden nat mødte denne herre;

kunne jeg ikke andet end registrere, at den lignede et ansigt.

Denne version af ansigtet ligger dog i en lidt anden retning, end man måske tænker det glade grafiske ansigt, som også kendes fra remsen om Nikolaj. Her er vi sporet ind på det mere dystre eller uudgrundelige ansigt. I et essay om "Ø'et i død" skriver P.C. Jersild om netop denne figur - da død som bekendt staves 'död' på svensk. Han sammenligner blandt andet Ö'et med Munchs 'Skriget'. Der er noget om snakken.
Michael Kvium har også et forhold til den dystre repræsentation. Fx i et billede som dette;

hvor han bruger fingeraftrykket til at generere ansigtet. Kvium er også fascineret af den hurtige aflæsning, men han trækker ikonet mere i retning af det tomme og truende, som han har for vane. Sjældent filosofisk ser vi Kvium anvende prikkerne i dette værk:

Det mest udbredte simple ansigt er selvfølgelig 

'en, som har sejret så massivt, at den nu kan bøjes og trækkes efter alle sprogets regler, uden at stave eller sige så meget som en lille lyd : P hvilket egentlig er i meget fin sync med den ursproglige oprindelse - selvom det er tankevækkende, at symboler som korset, hjertet og duen ligger langt senere i udviklingen af den menneskelige bevidsthed og kommunikation.

Det gør det måske en lille bitte smule mere interessant - og glædeligt - at bruge den : )

Her er nattens ansigt for øvrigt i u-uhyggeligt dagslys:

Og her følger flere ansigter fra den virkeligt hverdagslige hverdag:

P.C. Jersild og Lars Adelius: Afslutningen - tanker om døden (1993)

UPi RØVEN

Ortografisk imperialisme

Man har bemærket et nyt automobil på vejene. Den hedder up! Og selvom KIA Cee'd vel teknisk set var først, så er brugen af tegnsætning dog så meget mere åbenlyst provokerende hos Volkswagen-modellen. Nu er der både det ene og det andet at sige til denne omsiggribende ortografiske imperialisme, som up! er seneste eksempel på (andre kunne være ARoS, iPhone, apollo …).

Det ene: Jeg bliver lidt forstemt over at kunne genkende den elskede avantagarde, som den så ud hos futuristerne, surrealisterne og dele af modernismen i disse sprogligt grafiske eksperimenter - som jo netop ikke er hverken eksperimenter eller avantgarde, men simpel markedsføringsteknik. Kan hænde nogle af futuristerne synes om det på bagsmækken af en bil, men jeg synes der er noget virkelig sørgeligt over at se avantgarden ende i kølemontren frem for museummernes ditto.

Det andet: Jeg bryder mig ikke om at reklamere for nogen eller noget i hverken den ene eller den anden praksis. Og når det kommer til hvad jeg kan og vil sige, så kræver jeg min frihed - og jeg kræver bogstavernes med. Det kan ikke være meningen, at visse egennavne pludselig også gør hævd på om jeg skal stille det ene eller det andet bogstav efter hinanden, når jeg skriver realplayer og acer. Det betyder jo at de styrer mit sprog, og så er der ikke langt til sprogpolitik, som vi har set det i tidligere gustne historiske perioder. 

Og hvad angår up! i særdeleshed dette: Som automobil befinder man sig altid allerede i et ret velordnet og reguleret semiotisk system, hvor tegngivning ikke bare er afgørende, men i visse situationer kan være livsvigtig. Og her kan det ikke nytte noget at man kommer med en påstand om at man altså er lidt mere bil end andre biler - hvad jeg ikke kan opfatte udråbstegnet som andet end. up! her kommer jeg! up! hold afstand! up! ich bin ein besserer Auto als DU! Den slags tegngivning tolereres ikke i mit trafikale alfabet.
-
Just hjemkommet fra Wien (hermed anbefalet) dette billede:

som udover at vise skønheden ved det kønnede sprog, også er et eksempel på en autoriseret brug af store og små bogstaver i det samme ord. I Wien gør man det for ikke at henvende sig specifikt til nogen af kønnene - eller rettere, for at undgå altid at tale mandens sprog.

LIMINAL NOSTALGI

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fortids forbrug er nutids clou

Der har aldrig været og vil aldrig blive noget forsonende over at sælge sit lort til så mange som muligt. Men der kan være noget formildende over annoncer, når der er gået tilstrækkelig lang tid. Det er vel det vi praktiserer, når vi hænger plakater op med OTA solgryn, CIRKEL kaffe og Peter Carlsen maler GILLETTE & NILFISK damer fra 50'erne? (Det er velsagtens også noget af det vi indtager med MAD MEN ... damer?)
En del af nostalgien bunder sikkert også i den barnlige, og derfor per se uskyldige glæde vi oplevede ved forbruget, da vi var små. Varer var dengang også både bedre og mere sanselige, hvor de i dag har en tendens til at være formaliseret tjekkede og mindst ligesåmeget andres øjendom som ens ejendom, når de først er indkøbt.
Ikke desto mindre eller måske netop derfor skal ovenstående annonce fra Populær Mekanik årgang 1966 bringes her på bloggen. Der er så meget der er vellykket og uhildet ved den. Selvom den anvender reklamens ældste trick (nej, jeg siger det ikke), så er den altså åbenlys ærlig, fordi alle ved, at man ikke har brug for - eller kan lime en kængurus pung, på trods af det er det den umiddelbart denoterer. Det er som om kænguruerne også ved det! De ved hvertfald på forhånd at sagen er gal, for den lille kænguru har helt sikkert set sådan ud hele vejen ned gennem hullet, og den voksne kængurus kropsholdning med benene (det er vel ben?) fornærmet i siden antyder det samme: 'Nu viser vi det lige een gang til, men det virker altså ikke!' Derfor understreger billedet også produktets kvalitet; selv de mest umulige problemer kan UHU limen klare.
Men fonten (Underground), den luftige opsætning og det faktum at vi kan se signaturen er nu også vellykkede i en retrograd, der gør dagens annoncer sleske og ferske. Jeg kender ikke tegneren, men kan jo sagtens se slægtskabet med Sikker Hansen og Aage Rasmussen - som jo selvføleglig var tendentiøse, men ikke mere end toget stadig kører og kaffen stadig koger uimodståeligt på deres plakater.
Hvem ved også, hvad det er man ser og elsker, når man ta'r pungen frem for at betale for et godt billede? UHU lim kan stadig købes, men jeg foretrækker nu TOMBO.

Press pause press play press foreplay

Saussure la route 2

I dag - netop i dag, da jeg sad uden min iTunes-sang-bank og derfor havde søgt nye veje - nærmere bestemt Last.fm (hermed anbefalet) så jeg det frygteligt klart! Jeg blev nærmest chokeret over det åbenlyse og vulgære ved det. Senere kom overvejelserne og eftertanken. Og alle dele kommer her:
Fallossymboler og penisattrapper er der der ved Gud nok af. Og det både i den tingslige så vel som den repræsentative og (ikono)grafiske verden: Pilene, våben, nøgler, paraplyer, knive, tuber - det er til at gå til i og af over, hvor banalt, genitalmimetisk manden har udformet sine redskaber og tegn.
De kvindelige vaginasymboler er ofte mere abstrakt-metaforiske: "Vi må dybere ind", "der er huller i hans argumentation", "han er helt opslugt af det" og lignende. Og uden at være (alt for) kønskonservativ, så finder jeg denne forskel ganske logisk: det konkrete penetrerende på den ene side, og det reflekterende absorberende abstrakte på den anden.
Men så skulle jeg lige trykke på pauseknappen på min (apropos!) "Florence and the Machine-radio" på Last.fm-grafikken - og hvad så jeg så ved siden af play-pilen (penishodet)? Jeg så to velvoksne, ja svulmende "labia majora" - som jeg tilmed var tvunget til at føre min (repræsentative ganske vist, men alligevel) finger hen på! Har andre ikke set dette?! Har den oprindelige designer af pauseknappen overhovedet været intellektuelt i nærheden af dette ursymbol? Eller har han tænkt i musikalsk, kronologisk interval-symbolik?
Fra nu af aldrig mere en pauseknap uden denne association - og næsten værre: Hvorfor pause og vagina? Hvor passer pause ind i den genitalikonografiske logik? Er det pause som i modkronologisk 'tilbage' - 'ind i skødet igen'? Eller er det mere pause som i tid til en 'frugtbar' overvejelse af det man er i gang med at afvikle?
Vi er nok nødt til at have alle tegnene med, for at retablere logikken. Afviklingsikonerne repræsenterer selvfølgelig kønsorganerne, fordi al afvikling er at sammenligne med samlejet og det lystfyldte. Om det er musik, billeder eller en tale af Lenin - så bliver det til en leg og et forløb, hvor man kan navigere sin lyst, sin interesse og sin hengivelse. Selvfølgelig via sin kontrol, som altid er sexet og stimulerende. Og hvad med stopknappen, siger du. Firkanten er materien, stoffet; et kendt symbol - knappen er således både en påmindelse og en bevidstgørelse af, AT der afvikles og elskes noget. Det konkrete - som så ganske rædselsfuldt forræderrisk bliver lig med den virkelighed, der omgiver de to legesyge knapper - der altså igen fremstår som grafiske repræsentationer. Voila. Og tak for i aften. Nu skal jeg lige spille noget af på min pc.

21.12.12 - Vil du sammenligne billeder og ikonografi kan jeg anbefale følgende website fra den kinesiske kunstner Chin Chin Wu. Hendes projekt byder på en del billedmateriale, som for altid vil ændre dit syn på kvindes skamlæber:

http://www.chinchinwu.net/?cat=39

CIGARETTEN HEDDER CALM

Cig navnet

Har man ellers øjnene med sig, så er det ikke svært at se, hvilken type bogstaver man foretrækker til cigaretpakkens navn. De skal først og fremmest være condensed. Og så må der meget gerne være seriffer på. Nu er anden lighed imidlertid gået op for mig: Der findes også bogstaver som er gennemgående for cigaretnavne!
Fonten er nem at forklare; Det er et spørgsmål om at signalere en vis maskulinitet, som man gerne ser i de gode gamle westerns. Fordi vi mænd godt kan lide cigaretter - og fordi rygere (af begge køn) gerne vil forbinde deres rygning med en slags frihedstreng og frihedshævdelse og frihedsdyrkning, som de glade cowboys aldrig skænkede en tanke, fordi de var sultne. De navne som står med rene fonte (Prince - Look - Mistral) er ofte til piger, som gerne vil have et mere elegant udtryk ... det er straks sværere at forklare overvægten af L'er, M'er, A'er og C'er i cigaretternes navne (Pall Mall, L&M, Marlboro, Camel, Phillip Morris, Skjold, LD, Corner, ...).
Javel, selvfølgelig har Marlboro sat mange af de her omtalte standarder for font og navn - men vi står stadig med et tydeligt mønster, som ikke udelukkende kan stamme fra Marlboro - eller for så vidt godt kan, men det er en forbindelse, der nu ligger så langt tilbage, at dem der køber cigaretter med seje navne, ikke køber dem fordi de lyder 'Marlboro-agtige', men fordi de lyder fede og ser fede ud ... dette princip er superlækkert og kan udforskes i det uendelige! Findes der en sociologisk term eller praksis, der dækker det? Det er ligesom gummistøvlens 'Wellington-syning', som ingen kender baggrunden for, men helt bestemt mener skal være på en ordentlig gummistøvle. Eller det er ligesom med at give hånd .. alle gør det, ingen ved hvorfor man oprindeligt gik i gang med det! "Kultur er det man ikke stiller spørgsmål ved, når (mens?) man gør det." Tag DEN til rækken af kloge kulturdefinitioner.
Men hvad ER det man (er endt med at) synes der er så godt ved L, M, A, og evt. C - hvis man er ryger? Vi lader bogstaverne stå et øjeblik, så man kan danne ordet "calm" ... men det er ikke godt nok!
M & A er jo 'mor-bogstaver'; MAMA!, hvilket passer fint til patten man sutter på, når man ryger. (Uha - omvendt sutuation: Man suger på sin Pall Mall og ind kommer tjæregul mælk! Uha uha, endnu værre: Man sutter på en (sin) pat og får nikotinmættet røg i munden!). M & A er imidlertid også nogle af alfabetets bogstaver, som 'står' ualmindeligt godt - de er i balance og kontrol - hvilket jo er typisk for rygerne (altså at de er gode til at falde ned og slappe af). Udover det kan begge bogstaver også betragtes som nogle af alfabetets mest ornamenterede og smukke. Især da når serifferne kommer i sving. Men hvis sidstnævnte argument skal sælges, så skal rygere være mere æstetiske mennesker end ikke-rygere?
L & C vil jeg forbinde med henholdsvis det stolte og pekuniære. L'et knejser (måske endda potent) med sin form, og blander sig ofte i statussammenhænge på den der cigaretnavnagtige måde: Adel, Nobel, Royal, Earl .. Men vigtigere er nok, at bogstavet i sin minuskeludgave ligner selve cigaretpakkens indhold - så der kan sagtens være tale om en direkte begærsoverførsel til bogstavet. C'et er et centi-bogstav, et talbogstav, som dermed peger på cigarettens adgang til en større mængde "c-notes" eller måske bare coins. Jeg husker  dog tilbage fra de gode gamle paranoide dage, at man kunne finde en (lidt primitiv, men dog en) mand med en erigeret penis i "Camelens" forben og overkrop - hvorefter man trumfede med den gravide mave! (i.e. kamelens pukkel - ingen nævnede nogensinde sodomi?) - her kunne C'ets gravide bue også spille en rolle. Jeg tror imidlertid C'et som L'et kan kobles på pakkens indhold: Cigaretter - men helst vi jeg tro C'et mimer månens form og dermed forbinder cigaretten med måne, mystik og alkymi. For sådan er røgen også.
Og hvorfor findes der ikke et ord, som rygere kan sige, ligesom drikkere siger, når de siger "skål"? Dét ord her som afslutning.

Afsopret

Saussure la route 1

Motorvejsskiltet kan læses på flere måder: En grafisk gengivelse af, hvordan en motorvej ser ud - to spor, som med jævne mellemrum krydses af en bro. To potente linier, som ganske vist udfordres af et objekt, men alligevel formår at fortsætte. En kompleks grafisk (de)konstruktion, hvor den understøttende konstruktionen også kan fungere som brosymbol og grafisk gengivelse af autoværnet. En mere psykoanalytisk repræsentation af barndommens racerbaners blanke stålspor, og hegnenes hvide plastgreb, der skulle holde de iltre Porscher og BMW'er på den ru sorte plast.
Under alle omstændigheder tiltrækker den tværliggende størrelse sig en del opmærksomhed. Kognitivt er det spændende, at forhindringen er nødvendig for at kunne repræsentere den lige og hurtige vej, som jo må være det begærede. Eksistentielt (lyrisk) set er broen jo et alternativ, en fristelse - et ønske om afsporing. Bommen byder sig til, skrævende og krævende opmærksomhed. Muligt afkørslerne har numre og stednavne knyttet logisk til sig, men for alle os, der ikke skal derind, er broerne de rene hvide pletter på danelagnet.
Enkelte gange står der mennesker på broen og kigger ned - eller måske netop mod det omvendte perspektiv af væk. Andre gange hopper gyllevogne på traktorernes ballondæk på tværs med slanger og mudderklumperne sprøjtende som fra en rural supernova af esoterik. Langt de fleste gange er broen tom. Et spor undermineret af ruten og GPS'ens bud. Den eene gang man har været på en uvedkommende afkørsel, har været for at håne potentialet ved at bruge den til at pisse på eller vende vognen, fordi man er kørt for langt. Jeg vil gerne. Jeg vil helst. En dag tager jeg chancen. Ser hvem der bor på broen.