It's a dog's
Her har været et billede af en hund engang. Der har nok også været en tekst. Man kan faktisk lige ane et “ER OGTER IEG!” Men mest af alt er det en rest, et tømt tegn, en ikke-advarsel. Som på den anden side ikke behøver ikke at være gældende, da hunden - dens fysiske manifestation - sagtens stadig kan befinde sig i huset, selvom skiltet(s betydning) er forsvundet.
Ved hundeomridsets ene øre (man antager dens højre), ligger der ligesom en skygge bagved, som gør skiltets tømthed for hund endnu mere mystisk. Skyggen signalerer nemlig krop og dimension, men altså i et fladt og meningsløst univers. Det bliver en slags forstærkning af vores ransagende blik, som nærmest kommer bagom hundemasken.
Bemærk også, hvordan den efterladte omridsstreg, af hvad man formoder er en eks-schäfer, har fået en næsten Pluto-agtig karaktér. En regulær modsætning til vagthunden som symbol.
Mærkligst er dog det andet øre, hvis oprindelige form er umulig at afkode. Hvorfor er den endt med at ligne en udgravning? Det betyder paradoksalt nok, at de andre tegnrester; i.e. ikke-hunden - faktisk bliver tydeligere og stærkere at aflæse. Som når man ser et halvt klistermærke og automatisk danner helheden.
Skiltets pointe er at vi genkender det som et advarselsskilt, men læser det som et tegn på tid, der svækker advarslen. “Det er så længe siden dette skilt blev sat op, at hunden må være død.” Vi er ikke langt fra Kierkegaard legendariske “Her rulles”-skilt, som stod i pantelånerens vindue. Men kan alligevel ikke vide, om huset stadig har en hund - eller pantelåneren også har en rulle til salg.
I det gamle rom lavede man sine ‘Cave Canem’-skilte af mosaikker, som stadig står strålende og tydelige i dag, uden vi skænker egentlige og ægte hunde en tanke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar