Viser opslag med etiketten ord. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ord. Vis alle opslag

tirsdag den 27. juni 2023

NY BOG

 
















Klokken er 9 om morgenen. Jeg har sat mig ved bordet, trukket uret op, hældt te i min kop og ved ikke om der kommer tekst, når den her slutter. 
Det er som en udsigt, hvor alt det man ikke kan nå er smukt selvom man godt ved, at man kan komme derhen. Men hvorfor sejle ud på havet eller krydse dalen, hvordan nå ud til en solnedgang eller eller ind i et bjergs skygge?
Det at skrive ligger som en spænding i mit bryst, et let næsten hostende åndedrag øverst på lungerne. Hjertet har sit egen opskruede rytme som jeg ikke kan diskutere med. Hovedet prøver at blive mellem ordene og hænderne. Jeg holder gråden tilbage med en vilje jeg ikke kender. 
Det blæser udenfor. Bladene suser og rasler ude at trit med gårdsdagens sydende højsommer. 
Jeg lader som om jeg skriver.


søndag den 9. januar 2022

(DER ER) INGEN POETIK







































(det er) lyden fra en lås 
der bryder min tanke op
jeg lytter og venter uforstandigt
men tror det er længslen jeg mærker 
for den plejer jeg at kunne forstå
jeg sender fugle op som løse tegn og ved godt de ikke er mine 
men det blå ejer jeg på en måde
jeg har ingen poetik
ønsket om at være en anden er virkeligt


lørdag den 24. marts 2018

ROMER II























Jeg har siddet hér engang 
og skrevet til en afdød veninde 
før jeg og hun vidste 
det var det jeg gjorde

Ord har tid
Ord bliver tid
Ord skaber tid

Ord vil tid

og ord er

Nu

sidder jeg her igen



lørdag den 18. november 2017

KIEFERHOMEN IV (Galla)

























Alle de ting man dør fra og vågner op til. Det er de ting man ikke husker man har. Før man ser dem igen. Mennesketing. Man ville kunne kende en knap. Et bogstav. Et øje. Inde i hodet alle disse unødvendige ting. Må de ligge i bevidsthedens uendelige kategorier. Billedflader. Tegn.

Man går i en ørken som ikke er ørken og møder uanvendeligt sig selv. 

Arvestykker spøgelser gennemsigtige parader. Perler foran brændende bygninger og lys. En metalstige i et hul. En fortælling. Glimtende. Genkendelsens blikhviler.


søndag den 7. maj 2017

I SPROGET LIGGER















Jeg kan bruge et ord som telefoncentral, på trods af, at jeg aldrig har levet samtidig med en, endsige ringet til den. Jeg kan sige heksesabbat, amputation og autodafe. Florrisant, honningpumpe, adjudant. Parese. Jeg kan tale i datid. Jeg talte da. Jeg kan bruge fremtiden. Ikke op. Kommende, senere, distante. Vil blive spillet. Skal elskes. Bliver fundet. Sige ord er sten på stranden. Åbne sproget. Tale om sorg. Der er huller som i alt andet organisk materiale. Hvor man falder ned mellem sematiske plader. Emanciperede øer. Ører. Jeg kan sige jeg kan sige. Kan jeg sige.

lørdag den 17. oktober 2015

SEKS HELT NYE ORD PÅ DANSK




















Det er altid godt at motionere sproget - og nogle gange er det endda, som om det er kommet helt ud af form. Fx når man man mangler ord for noget, man bør kunne tale om lige på og desperat. Her er seks nye sådanne jeg har haft brug for på det seneste. Forklaring følger: Datamorgana, døkø, klimaseptikere, fejlemanciperet, egocentral, hudflov.

Datamorgana
Et datamorgana er selvsagt en fejllæsning. Typisk på internettet. Et skævt, fordomsfuldt, frygtsomt eller på anden vis forskruet blik kastet på en uskyldig mængde data, som så tages til indtægt for usandheder af mere eller mindre uhyrlig grad - med tilsvarende mere eller mindre uhyrlige konsekvenser. Det er et fænomen, der gælder i både absolut som paranoid forstand. Absolut er der fx tale om et datamorgana, hvis man bruger likes, hits, kommentarer eller lignende som argument for andet end antal. Nettet er relativismens våde drøm. Paranoidt er det fx at tro noget om sig selv i relation til likes, hits, kommentarer eller lignende. Nettets darwinisme er ikke sund.

Døkø
Et begreb der kan finde anvendelse i sammenhænge lige fra modefænomener til velfærdsydelser. Jeg savner at kunne placere alle mulige modige vækstpotente forsøg i lange aspirerende linier til den kapitalens spøgelseshær, der danser på finansfyrsternes grave, men jeg savner også at man taler ærligt om, at der ikke længere er penge nok til alle, hvorfor nogle nu må dø, før andre kan få ... det de har krav på?

Klimaseptikere
En tand mere miljøbevidst end hippien eller den grønne forbruger. En grad mere ræd for temperaturstigninger og lungesygdomme end andre mere pragmatiske beboere på kloden. En forkæmper som tror det er muligt at vende tilbage til naturen, som den var engang. Ren og ubesmittet. Jeg mener det egentlig ikke som et skældsord, men som udtryk for en kompromisløshed, der kan føre til en slags isoleret undergang, fordi man er nødt til at acceptere end vis mængde snavs, som man siger.

Fejlemanciperet* 
Kunne for så vidt godt være en klimaseptiker, men udtrykket er nok mere opstået som en pasende beskrivelse af tidens manglende udsyn og basale viden. Medmenneskelighed. Mange mennesker tror sig emanciperede - men kun fordi de ikke ved bedre. Ikke ved andre har løbet de døre ind for hundrede år siden, ikke aner, at de det kalder emancipation kalder andre, mere rummelige og empatiske mennesker for asocial adfærd, ikke ved, at det være emanciperet er et sats, en udsat position, noget der skal komme andre undertrykte til gode.
Udover det er emacipation selvsagt altid en slagmark mellem dem der vil og dem der ikke vil tillade det. Her prøver jeg så at stå i midten og sælge billetter til den sande galej, hvor man primært befrier sig selv ved at forstå hvem og hvad man er.

Egocentral
Ligger på samme hårfine streng af frelsthed og fanatisme som fejlemanciperet. Må gerne fejlhøres som ordet 'central' lyder i telefoncentral eller taxacentral, men er tænkt som en beskrivelse af det man ikke kan undvære, hvis man skal bevare, have, danne, dyrke sit selv. I udtalen skal trykket skal altså ligge i 'tral', på samme måde som man siger centrifugal.
Som med døkøen er vi nået dertil i verden og historien, at ego'et det vigtigste vi har. Det er deri verden opstår og bliver til, det er deri livet finder sted. Først mig. Hvad enhver så måtte finde egocentralt for sig må være op til - ja, den enkelte. Man kan have sine formodninger om, at der vil være en jævnt stor fællesmængde omkring kærlighed, tryghed, følelser og lignende - men jo altså ikke det vi kalder fællesmenneskelige værdier. Nej, egocentrale værdier.

Hudflov**
Et kort og fyndigt ord som dækker alle os, der ikke altid er parat til at vise maveskind eller brystmuskulatur. Kunstgrebet ligger i at det selvfølgelig er hjernen, der træffer den afgørelse, men det er som om det er huden - sic; det elastiske hylster - der bestemmer det alligevel. Hudflov er en følelse som naturligvis (dobbelt sic) først mærkes, når man kommer i en situation, hvor huden pludselig kommer til syne - især uventet kan man føle sig hudflov. Hvis t-shirten smutter med op, når man tager sin striktrøje af. Hvis mormorarmen hænger ned, når man rækker ind efter kaffekanden. Hvis de hvide ben uventet stikker ud af de for korte shorts.


* Hørte det første gang fejlemanciperet brugt af Per Stounbjerg (Aarhus Universitet) i en karakteristik af Nora fra Henrik Ibsens 'Et Dukkehjem
** Tjekkede for en sikkerheds skyld - og ganske rigtigt fandtes det før min fantasi, omend i en anden kontekst på bloggen Et øje blæk