AVISLÆSERE FORENER EDER

avisens sider sejler forbi

lige under næsen for nyheder

er de små storme 

jeg inviterer ind 

i mit i forvejen 

fyldte hovede

passive katastrofer og analyser

af inaktiv fremtid

jeg bruger lidt af mig selv

hver gang jeg bladrer

fordi jeg slikker

på min pegefinger

den skal holdes fugtig i uvejret 

jeg skal bruge den

hvis magten skulle komme strygende forbi

forklædt som fred

den kan alt det jeg skal kunne

for at overleve

pege

ytre

stemme

skyde

gøre døv

DET REGNER

det regner

jeg skriver alting ned på papir

ting skylles rene for støv og pollen

står blanke tilbage og ruster

gaderne giver slip på deres skodder og slikpapir

til ukendte egne

overflader forklædt med sig selv i vand

papiret er så skrøbeligt

FEM POSTKORT FRA PIRANDELLO

HAVET · SPROGET

Så skrev han det færdigt, foldede det til en båd. 

Havet kan suge digtet op, tænkte han. 

Ved stranden står et barn og skriver et navn med en pind. 

Tænker det omvendte. 

Så skrev han det færdigt, foldede det til en båd. 

Digtet kan suge havet op, tænkte han. 

Ved stranden står et barn og skriver et navn med en pind. 

Tænker det omvendte. 

Så foldede han det færdigt, skrev det til en båd. 

Digtet kan suge havet op, tænkte han. 

Ved stranden skriver et barn et navn og står tilbage med en pind. 

PAPIRMAND 3 [BLOMSTERVARIANT]

PAPIRMAND 2

PAPIRMAND

Teksten er altid klogere end dig.

CITY

Jeg har brug for ærlighed, for der er for mange løgne, siger hun, og læner sig op ad en væg, et rum, et hus, en by - skæv og splittet ad som makulerede dokumenter.

(B)ALL POINT(S)

CARDBOARD BYGONE

MAN PRØVER AT HUSKE, HVORDAN NOGET FØLTES

Følelsen er i hukommelsen, men kun som en vag fornemmelse. Et falmet fotografi.
Jeg tænker fx på en ølbrik. Dens ru pappede overflade. Bulerne fra kondens og skum. Dens syrlige og øllede duft. Hofhunden og dens blik (evt.). Kvadratet med de rundede hjørner - ganske let flossede. Formatet. Farvetrykket. Tykkelsen. Jeg har det hele i hukommelsen, men jeg kan ikke holde den.
Min pegefinger og min tommeltot lukker ikke sammen om andet end min barn- og ungdoms minde. Som om den gestus man oftest anvender for at beskrive, hvor tyndt eller småt noget er; det være sig pikke, argumenter eller tid tilbage, håner intellektets formåen.

HVOR ER JEG NU?

Papirtigre og paphoveder

Jeg har mistet min kalender. Eller forhåbentlig forlagt den i sommerhuset (200 km væk, sic). Det sætter gang i nogle tanker. Dels om hvilket menneske jeg dog må være, at jeg endnu ikke har fået organiseret mig med en virtuel kampplan og automatisk opdatering. Sådan et liv, hvor datoer forsvinder, når dagen er brugt. Dels om hvilket menneske jeg må være, at jeg nærmest ikke kan forestille mig jeg skal på arbejde i morgen og resten af ugen, fordi jeg helt konkret forbinder arbejdet med den fysiske genstand min kalender er. Jeg tænker ugen gennem siderne, punkterne, tegningerne og fluebenene. 
Mest tænker jeg dog over, hvad der er sket med papirets skurkerolle. Jeg taler om de hemmelige arkiver, de fortroligt stemplede charteques, de smuglæste breve, de oprettede sager med noter, gennemslag, fotokopier og billeder. Jeg tænker på billedet af mørke mænd, der kigger på hvide papirer foran blanke stålskabe. Jeg tænker på bureaukrater, stempler, registranter og protokoller - hængemapper, hulkort og hæftemaskiner. Støvede sagsakter, krøllede referater og tårnhøje ind- & udbakker. Jeg tænker på, at engang var billedet på en usympatisk, ugidelig penneslikker altid forbundet med papir. Der var papir i billedet et eller andet sted. På samme måde med de hemmelige tjenester og ulovlige aflytninger; alt skulle nedfældes eller eksistere på papir. Papir var magt og magtmisbrug var uomgængeligt knyttet til dokumenter.
I dag … i dag kunne noget hånd-, blik- og følelsesløst læse dette indlægs statsfjendtlige udsagn og gemme det i ingenting. Bureaukraterne er nu bevæbnet med en skærm og et bagvedliggende sort hul, som kun programmer kan rejse i. Kongerne regerer ikke fra bjerge af papir, men gennem et omnipotent blik, hvis parametre skifter hurtigere end dine øjne kan læse disse bogstaver, og hvis robotter færdes hjemmevant i områder med det ildevarslende navn 'optiske fibre'.
Jeg siger ikke vi er værre eller bedre stillet uden papir. Jeg observerer bare. Og kommer pludselig i tanke om, at da jeg i sidste uge pludselig stod med en anseelig mængde kontanter i form af sedler, så kunne jeg ikke komme af med dem, fordi min bank ikke længere har kasser. 
Det er forunderlige tider. For papiret foruroligende. For papirmennesker ulykkelige.
Skriver jeg. 

BOGENS FORTID ER DENS FREMTID

I slutningen var ordet

Det var en fornøjelse på kanten af en indsigt da jeg forleden var på bogudsalg i Helligåndskirken i København. Måske fordi der virkelig er noget at komme efter, hvis man vil betale til tiden. Men helt sikkert fordi blandingen af rum, lys, bøger og mennesker giver en helt særlig stemning. Der røres i en gryde, der drejes på et hjul, der tændes og slukkes.
Udsalget kører altid over en række dage, hvor bøgernes pris sænkes dag for dag efter et såkaldt hollandsk princip. Selvfølgelig er det et (hollandsk) købmandskneb, men det er også med til at understrege det tilfældige møde mellem skrift og tanke. Det er ikke sikkert jeg ser dette værk igen.
Der er en samling af bibliofile, fremmedsprogede, unge og gamle, alle mumlende, sukkende, bladrende, søgende. Det er et lunt veloplyst skatkammer, der dufter skarpt og gyldent af papirets egen parfume. 
Jeg kan godt lide bøger. Gamle bøger er på sin vis lidt mere bøger end nye. Således læser jeg pt. Murakami fra min lokale boghandler i Hadsten, og føler mig lidt ensom når jeg vender siderne. På natbordet ligger også en række noveller af Musil, som jeg bestemt ikke er den første til at læse. Således føjes endnu en dimension til bogens kvaliteter. Når man genlæser sine bøger er mødet et andet mere kendt. Selvom man også kan møde sig selv som fremmed, hvis bogen man genlæser blev fortæret for mange år siden; noget professor Anne-Marie Mai har talt for i forbindelse med 'Læsningens magi'.
På udsalg ligger bøgerne med ryggen opad. Det er i sig selv en atmosfærisk forstyrrelse af de bedre, at man nærmest læser på sit eget grundlag. Ryggene byder sig til, og skriften kringler sig vej. Det er  litterær topografi - et boglandskab, hvor folioformaterne strækker sig som bjergkæder og digtsamlingerne skaber dale. Gå ind i det landskab. Mød de tekster. Tag om de bøger. Bliv taget. Het is een aanbod u kunt niet bestand tegen.

REBLIK - H.C. Andersens nye eventyr

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Parafili for papir

 

Hele den lykkelige affære med H.C. Andersens nyopdagede eventyr skal ikke kommenteres her. Hverken når det kommer til den evindelige uundgåelige biografiske tolkning, eventyrets mere eller mindre lødige eventyrtræk eller den unge Andersens talent og interesser.
Påpeges skal det i stedet, at eventyret blev skrevet, kopieret, gemt, glemt og opdaget alene af den grund, at det befandt sig på papir.
Vi er en stor, stor gruppe mennesker som samtidig med at glædes over opmærksomheden på Andersen, også fyldes af en helt særlig kriblende glæde over det uafviselige faktum, som dagens fund har slået fast: Papir husker, papir findes, papir tager altid ukritisk imod, papir har sjæl, papir er bevis, papir er så helt igennem vellykket en sammensætning af materialer og funktion man kan forestille sig, og papir er indtil videre det bedste svar på tidens nådesløse gang. Papir er og bliver en garanti for at vi mennesker kan tænke og kommunikere uden for vore hoder.
At Andersen også vidste dette vidner hans tegninger og papirklip om. Og 'Pennen og Blækhuset'. Og 'Nissen hos Spækhøkeren'.
Dette står på en blog. Stol ikke på det før det er printet.

http://politiken.dk/poltv/nyheder/kultur/ECE1841210/dokumentation-se-det-historiske-papir/