HVOR ER JEG NU?

Papirtigre og paphoveder

Jeg har mistet min kalender. Eller forhåbentlig forlagt den i sommerhuset (200 km væk, sic). Det sætter gang i nogle tanker. Dels om hvilket menneske jeg dog må være, at jeg endnu ikke har fået organiseret mig med en virtuel kampplan og automatisk opdatering. Sådan et liv, hvor datoer forsvinder, når dagen er brugt. Dels om hvilket menneske jeg må være, at jeg nærmest ikke kan forestille mig jeg skal på arbejde i morgen og resten af ugen, fordi jeg helt konkret forbinder arbejdet med den fysiske genstand min kalender er. Jeg tænker ugen gennem siderne, punkterne, tegningerne og fluebenene. 
Mest tænker jeg dog over, hvad der er sket med papirets skurkerolle. Jeg taler om de hemmelige arkiver, de fortroligt stemplede charteques, de smuglæste breve, de oprettede sager med noter, gennemslag, fotokopier og billeder. Jeg tænker på billedet af mørke mænd, der kigger på hvide papirer foran blanke stålskabe. Jeg tænker på bureaukrater, stempler, registranter og protokoller - hængemapper, hulkort og hæftemaskiner. Støvede sagsakter, krøllede referater og tårnhøje ind- & udbakker. Jeg tænker på, at engang var billedet på en usympatisk, ugidelig penneslikker altid forbundet med papir. Der var papir i billedet et eller andet sted. På samme måde med de hemmelige tjenester og ulovlige aflytninger; alt skulle nedfældes eller eksistere på papir. Papir var magt og magtmisbrug var uomgængeligt knyttet til dokumenter.
I dag … i dag kunne noget hånd-, blik- og følelsesløst læse dette indlægs statsfjendtlige udsagn og gemme det i ingenting. Bureaukraterne er nu bevæbnet med en skærm og et bagvedliggende sort hul, som kun programmer kan rejse i. Kongerne regerer ikke fra bjerge af papir, men gennem et omnipotent blik, hvis parametre skifter hurtigere end dine øjne kan læse disse bogstaver, og hvis robotter færdes hjemmevant i områder med det ildevarslende navn 'optiske fibre'.
Jeg siger ikke vi er værre eller bedre stillet uden papir. Jeg observerer bare. Og kommer pludselig i tanke om, at da jeg i sidste uge pludselig stod med en anseelig mængde kontanter i form af sedler, så kunne jeg ikke komme af med dem, fordi min bank ikke længere har kasser. 
Det er forunderlige tider. For papiret foruroligende. For papirmennesker ulykkelige.
Skriver jeg.