HAVE A NICE DAY

You were just a face in the crowd

Out in the street, walking around

Den simple gengivelse af et ansigt - de to prikker og munden - siges at være det billede vi hurtigst genkender. Man kunne kalde det et ursymbol og reflektere over, om der er forskel på verdens grafiske repræsentation og sproglige - bogstaverede? Det er under alle omstændigheder denne dybtliggende genkendelsesmekanisme, der får folk til i tide og utide at udbryde "Se! Det ligner et ansigt." Det kan være mere eller mindre passende, og mere eller mindre irriterende. Men reglen gælder ligefuldt for undertegnede, så da jeg forleden nat mødte denne herre;

kunne jeg ikke andet end registrere, at den lignede et ansigt.

Denne version af ansigtet ligger dog i en lidt anden retning, end man måske tænker det glade grafiske ansigt, som også kendes fra remsen om Nikolaj. Her er vi sporet ind på det mere dystre eller uudgrundelige ansigt. I et essay om "Ø'et i død" skriver P.C. Jersild om netop denne figur - da død som bekendt staves 'död' på svensk. Han sammenligner blandt andet Ö'et med Munchs 'Skriget'. Der er noget om snakken.
Michael Kvium har også et forhold til den dystre repræsentation. Fx i et billede som dette;

hvor han bruger fingeraftrykket til at generere ansigtet. Kvium er også fascineret af den hurtige aflæsning, men han trækker ikonet mere i retning af det tomme og truende, som han har for vane. Sjældent filosofisk ser vi Kvium anvende prikkerne i dette værk:

Det mest udbredte simple ansigt er selvfølgelig 

'en, som har sejret så massivt, at den nu kan bøjes og trækkes efter alle sprogets regler, uden at stave eller sige så meget som en lille lyd : P hvilket egentlig er i meget fin sync med den ursproglige oprindelse - selvom det er tankevækkende, at symboler som korset, hjertet og duen ligger langt senere i udviklingen af den menneskelige bevidsthed og kommunikation.

Det gør det måske en lille bitte smule mere interessant - og glædeligt - at bruge den : )

Her er nattens ansigt for øvrigt i u-uhyggeligt dagslys:

Og her følger flere ansigter fra den virkeligt hverdagslige hverdag:

P.C. Jersild og Lars Adelius: Afslutningen - tanker om døden (1993)