TANKE-SPROG-TANKE

HAIKU-IQ

Jeg holder meget af haiku-digte – eller slet og ret ’haiku’. Det er der mange grunde til. En af de vægtigste er for mig deres evne til at mime tanker. Der er som bekendt en række regler for et haiku: Tre vers, fem stavelser i første, syv i andet, fem i sidste. Derudover skal der helst være tale om en gengivelse af noget konkret og sluttelig skal de helst forankres i årstidernes cyklus. 
Det bedst kendte eksempel er Bashos haiku om frøen: (Basho, mesteren over dem alle, levede fra 1644-1694)

Den gamle dam –
en frø springer i –
lyden af vand

Hvis man tæller stavelser studser man nok over de lidt korte vers – men haiku’et er jo oversat fra japansk, og så går det ikke altid op på daaansk. Derudover er kravene opfyldt for det konkrete (dam og frø) og årstiden (frøen igen).
Ofte kan den faste form kan få tingene til at flyde og fylde – såvel i den kreative proces som i receptionen – men det er også stimulerende at bryde faste rammer. Jeg ved således ikke, om det er de meget faste formkrav, eller om det er modspillet til dem, der giver de gode haiku evnen til at mime tanker, men det er altså under alle omstændigheder tanke-ligheden, som jeg holder af ved dem.
Er Bashos haiku da at ligne med en tanke? Ja, det synes jeg. Det er måske ikke det som bedst illustrerer det – men derfor er der så meget desto mere grund til at bevise det.
De vi kalder digte i vores kulturkreds vil ofte være digte, fordi de nok kan være sanselige og konkrete, men også altid er reflekterede omkring et emne. Vore digte ’handler om’ noget. Tanken opstår på samme vis også ’om’ digtet. Den omslutter det og kultiverer det, hvorefter tanken føder digtets indhold. I haiku’et sker der noget andet. Det bliver ligesom til i læsningen af det – man optager og optages af det på samme tid.
I litteraturvidenskaben er sammenkædningen mellem zenbuddhisme og haiku-digtning uomgængelig, ikke mindst fordi Basho og andre mestre faktisk vár zenbuddhistiske munke. Og det er da heller ikke svært at se, hvorfor man laver denne kobling. Jeg tror også det er derfor tanke-ligheden kommer ind: Haiku’ene gengiver en situation man som mediterende munk kan fordybe sig i ved hjælp af tanken. Og kun den: 
Haiku’et ér tanken. Du kommer ikke længere ind i eller med digtet, end det. Det er lige som da Tjalfe skulle løbe om kap med Huge hos Udgårdsloke – han kom aldrig foran tanken – den er der altid allerede, lige meget hvor meget han anstrenger sig. Haiku’et – tanken om den situation, det beskriver – er færdigt, før du kan tænke mere om det. Jeg forklarer det famlende for mig selv med at haiku-digtet ’vender udad’. Det ér tanken om det, det beskriver. 
Hvori består så forskellen mellem de traditionelle vestlige digte og haiku så? Hvorfor er fx Søren Ulrik Thomsens digte ikke også tanker på skrift? 
Fordi han taler, tror jeg. Selvsagt registrerer, tænker og reflekterer han også, men sluttelig kommer så sangen. Bevares, vidunderlig sang. En arie som man henføres af og svømmer sammen med. Når man tænker med hans digte, tænker man sammen med den. Tanke-ligheden er sammenlignelige tanker. Åndelig kongruens. Vi forstår, hvad vi læser, han har tænkt, han har skrevet. Med (alle) sine (altid) passende ord. 
På en vis synes jeg haiku er trygge at læse. De er som knap man trykker på, og så ved man, hvad der sker. Som at knække en gren. Man griber fat i hver sin ende, man trækker helt forunderligt muligt ned i to sider af noget, der nærmest svæver mellem hænderne på én. Og hele tiden er man klar over at knækket kommer, at barken brydes og veddet kommer splintret til syne, hvis det er en frisk gren. Er det en tør kommer et lige og rent brud hurtigt og klart. Lyden knaldede. Dén bevægelse og viden i eet. 

Fra hvilket træ
den kommer, véd jeg ikke –
denne blomsterduft

Og så alligevel. I den samling af Bashos digte, som jeg læser lige nu, er der især eet digt, som har forfulgt mig, som jeg ikke ved om rummer denne tanke-lighed, og måske derfor ikke har været til at slippe:

År efter år
bærer aben
en abemaske

Selvom man kan læse i noterne, at situationen sådan set er konkret nok (digtet fortæller om et nytårsoptog (konkret begivenhed + årstid), hvor en abe med maske optræder), er det tydeligt det også er smerteligt symbolsk. Altså at det bevæger sig ad en vestlig tangent, der gerne vil tale om tegn og indhold, når vi taler sprog.
Jeg ved det ikke. Måske er det blot min bevidsthed og kultur, der går i dialog med digtet, for det fortæller jo netop ikke noget udover det vi sér. Tanken derimod, er i át vi ser denne abe med abemaske gennem tiderne. I det vi ser (læser) forstår vi, den tanke der er tænkt: Jeg ser nogen, som ikke er nogen, fordi den aldrig har været det. Ikke desto mindre er digtet et vovestykke udi haiku. Måske fordi det så entydigt fælder en dom. Tilmed en temmelig ikke-zenlig en af slagsen. 
Det bliver ikke bedre af (eller det gør det måske netop), at på japansk betyder ordet saru både 'abe' og 'ikke gøre noget'! Den maskerede abe i haiku’et er således tredobbelt passiv – fire, hvis tidsaspektet medregnes. Aben får i kraft af dens sproglige udtryk (japanske tegn) krænget en usynlig egenskab ud. Det er godt set, og præcist nok til at Basho igen overvinder den banale fristelse til at se teksten som et almindeligt symbolvædet digt.
Jeg tænker det er derfor de er så gode. Haiku’erne.

Ildfluer - haiku af Basho; udvalgt og kommenteret af Niels Kjær (Attika 2011)

Gyldendals åbne encyklopædi (www.denstoredanske.dk)

SELVBIOGRAFISK ELLER BIOGRAFISK TEKSTANALYSE

Lille fejl på læseren dér

Når man for det første er så træt af, at den eneste analysemodel alle kan på fingrene, er den finger man roder i andres navle med. Når man nu synes man i dekader har kæmpet forgæves mod den syndflod af homoseksualitet Hr Andersen (ingen over, ingen under = han bare ikke gjorde det med nogen!) er spulet fersk med. Når man nu selv i sit inderste altid har dyrket denne lastefulde læsning. Når man bare ikke kan lade være med at tænke, at det eneste rette modsvar til de aktuelle kaskader af selvbiografisk biased litteratur - vist efterhånden kategoriseret (og kanoniseret) som 'selvbiografisme' - må være det i exegesen altid forkætrede selv. Når man bare har fået nok af det formelle, hvad enten det så er formspændt struturalistisk eller derformeret dekonstruktuvistisk. Når man bare har løst til at bolle fiskefarsen med sit eget instrument. Så er det Jonathan Franzen siger, at:
[han og andre forfattere, Rød] "taler om dem selv, i håbet om at min oplevelse vækker en vis genklang med din egen".
Og så er det Aristoteles siger [om det vellykkede teaterstykke]:
"genkendelse er, som ordet selv angiver, en forandring fra uvidenhed til erkendelse og viden". [min uvidenskabelige, men ret morsomme fremhævning]
Og så er der Baudelaire hyler:
"Hykleriske læser - mit billede - min bror!"
Og så er det Gadamer roligt konstaterer:
Faktisk tilhører historien ikke os, det er os der tilhører historien. [og Gadamer siger meget andet end det - men ligegyldigt, hvad han så taler om, så taler han om at man er nødt til at selv at gøre noget]
Og så er det jeg konkluderende siger:
Selvbiografisk læsning var her før alle andre læsninger. I princippet var den første fiktive tekst samtidig den første selvbiografiske læsning af et liv.
Men jeg siger også:
Hvis du vil den selvbiografiske læsning skal du virkelig TURDE den. Vi snakker ikke empati eller mimesis. End ikke abstraktion eller fantasi. Overhovedet ikke 'godt at kende fra sig selv'. Vi snakker SELV-biografisk analyse og fortolkning med bogen i dit eget skød, hvorfra du skal fødes og leve og dø med de personer du måtte blive til gennem læsningen.
Og så siger jeg:
God fornøjelse. Måske er du side 9-pigen.

Der er hentet citater og ideer fra Franzens 'Pain Won't Kill You' (min oversættelse), Aristoteles' poetik (Poul Helms oversættelse), Brainy Quote (min oversættelse), Ivan Z. Sørensens: Dantes øjeblikke.

Quote
"Når folk hellere vil læse om afdøde kunstneres liv end at forstå deres kunst (hvilket bogmarkedet konstant vidner om) og når de støttes i dette i et væld af skribenter, der tror, at vejen til at forstå en kunstners værk går gennem vedkommendes liv, så får kunstnerlivet en særlig feticheret status, som man bør være på vagt overfor. For den er fuld af fejslutninger, og det er dem der gør, at folk bliver overraskede over at Kafka var i godt humør, at Hemingway var svagelig og at Van Gogh udviklede en ganske velovervejet og møjsommelig malerteknik. Man vil hellere høre det modsatte."

Torben Sangild på kunsten.nu (hermed anbefalet)
Bemærk den charmerende freudianske svipser i ordet 'fejlslutninger'!

Isbjergteknikken - ispindteknikken

Pindebrænde


Med den succes som Helle Helle oplever for tiden, og den deraf følgende hypede isbjergteknik/minimalisme, som ikke mindst dominerer litteraturfeltet og -snakken hos store og små, må det være på tide med et fokusskift og noget nyt at putte i munden; Carver, Hemingway og Herman Bang-bolsjerne er forsuttede og fascinationen af at kunne sige et avanceret -ismeord skal tales imod. Fascinationen af at kunne sige og vide isbjerget er en metaforisk gengivelse af en LITTERÆR TEKNIK! har nu givet så mange våde pletter på forsiden af folks bukser, at jeg har brug for noget nyt at snakke litteratur med. Jeg har nemlig også en mistanke om, at begrebets styrke og fascinationskraft både trækker en bestemt slags litteratur frem på hylderne og skuffer en anden tilbage. Om dette handler følgende:
Kald det barnligt, plat, intellektuel trods eller bare ligegyldigt - men når isbjergmetaforen har vist sig at være være så levedygtig, som den har, så vil jeg påstå, at dens modsætning må have samme potentiale: Ispinden. I litterær sammenhæng: Ispindteknikken. Altså den slags litteratur, hvor der nærmest ikke er overladt noget til fortolkning og 'læsning mellem linierne'/de sparsomme oplysninger/dialoger/ fortællerkommentarer. Alt fremstilles i sin egen tydelige pinlighed, seksualitet, moral, ideologi eller hvad den aktuelle (ispindtekniske)tekst måtte have på dagsordenen. Ikke nødvendigvis en 1:1 matchende 'maksimalisme' - men tæt på en ekspliciteret virkelighedsgengivelse med ror, hvor alt man som læser skal tage stilling til er, hvilken pind forfatteren holder isen/teksten med (evt. på, hvis man godt kan lide den metafor .. sidder en pindis PÅ pinden, eller er pinden sat I isen?) Så at sige: Er det fx Freud, Marx, Jesus - hvis det skal være pindemænd? Er det fx magtfuldkommenhed, moralsk fordring eller kønnets svigt - hvis det skal være systemiske grene forfatteren har hygget sig med at stikke op i klumpen?
Det er oplagt vi i tekstudvalget mere end tangerer realismen og det der er værre (H.C. Branner, Pontoppidan, Nexø, Kirk, hvis det skal være de gamle klassikere) men prøv med andre fyldige tekster: Blixen, Høeg, S.Å. Madsen ... og se det for dig (det er en metafor, jo!): Kan de store fortællende, snakkende, redegørende tekster ikke netop kun holdes på plads med en (een) pind? Og kunne vi ikke diskutere hvilken pind så, frem for, hvad det der er der ikke står i teksten; i.e. mellem linierne? Det er som forskellen på en bismarcksklump og et altheabolsje: Klumpen gør talen uklar og flænser ganen op med (for slik, nogle meget) uvæsentlige og unødige elementer, hvor altheabolsjets glatte og venlige mandelovalform leger med tungen og gør talen klar.
Hvis man ønsker at undersøge dette forhold yderligere (og eksessivt) vil jeg anbefale Lone Aburas' roman "Den svære toer", som  ganske vist nok er en af den slags ispinde, der smelter så hurtigt at man står tilbage med en fedtet hånd, isen i sandet/tabt på gaden, et forbløffet ansigt og forfatterens pind alene - men det ser sjovt ud. Og som læsning/fortolkning betragtet er det øjeblikkeligt opkvikkende.