Isbjergteknikken - ispindteknikken

Pindebrænde


Med den succes som Helle Helle oplever for tiden, og den deraf følgende hypede isbjergteknik/minimalisme, som ikke mindst dominerer litteraturfeltet og -snakken hos store og små, må det være på tide med et fokusskift og noget nyt at putte i munden; Carver, Hemingway og Herman Bang-bolsjerne er forsuttede og fascinationen af at kunne sige et avanceret -ismeord skal tales imod. Fascinationen af at kunne sige og vide isbjerget er en metaforisk gengivelse af en LITTERÆR TEKNIK! har nu givet så mange våde pletter på forsiden af folks bukser, at jeg har brug for noget nyt at snakke litteratur med. Jeg har nemlig også en mistanke om, at begrebets styrke og fascinationskraft både trækker en bestemt slags litteratur frem på hylderne og skuffer en anden tilbage. Om dette handler følgende:
Kald det barnligt, plat, intellektuel trods eller bare ligegyldigt - men når isbjergmetaforen har vist sig at være være så levedygtig, som den har, så vil jeg påstå, at dens modsætning må have samme potentiale: Ispinden. I litterær sammenhæng: Ispindteknikken. Altså den slags litteratur, hvor der nærmest ikke er overladt noget til fortolkning og 'læsning mellem linierne'/de sparsomme oplysninger/dialoger/ fortællerkommentarer. Alt fremstilles i sin egen tydelige pinlighed, seksualitet, moral, ideologi eller hvad den aktuelle (ispindtekniske)tekst måtte have på dagsordenen. Ikke nødvendigvis en 1:1 matchende 'maksimalisme' - men tæt på en ekspliciteret virkelighedsgengivelse med ror, hvor alt man som læser skal tage stilling til er, hvilken pind forfatteren holder isen/teksten med (evt. på, hvis man godt kan lide den metafor .. sidder en pindis PÅ pinden, eller er pinden sat I isen?) Så at sige: Er det fx Freud, Marx, Jesus - hvis det skal være pindemænd? Er det fx magtfuldkommenhed, moralsk fordring eller kønnets svigt - hvis det skal være systemiske grene forfatteren har hygget sig med at stikke op i klumpen?
Det er oplagt vi i tekstudvalget mere end tangerer realismen og det der er værre (H.C. Branner, Pontoppidan, Nexø, Kirk, hvis det skal være de gamle klassikere) men prøv med andre fyldige tekster: Blixen, Høeg, S.Å. Madsen ... og se det for dig (det er en metafor, jo!): Kan de store fortællende, snakkende, redegørende tekster ikke netop kun holdes på plads med en (een) pind? Og kunne vi ikke diskutere hvilken pind så, frem for, hvad det der er der ikke står i teksten; i.e. mellem linierne? Det er som forskellen på en bismarcksklump og et altheabolsje: Klumpen gør talen uklar og flænser ganen op med (for slik, nogle meget) uvæsentlige og unødige elementer, hvor altheabolsjets glatte og venlige mandelovalform leger med tungen og gør talen klar.
Hvis man ønsker at undersøge dette forhold yderligere (og eksessivt) vil jeg anbefale Lone Aburas' roman "Den svære toer", som  ganske vist nok er en af den slags ispinde, der smelter så hurtigt at man står tilbage med en fedtet hånd, isen i sandet/tabt på gaden, et forbløffet ansigt og forfatterens pind alene - men det ser sjovt ud. Og som læsning/fortolkning betragtet er det øjeblikkeligt opkvikkende.