Jeg har en god ven, som ALTID sender mig postkort. Han rejser vel at mærke meget mere(!) end langt de fleste. Hatten af for det gentagne bøvl og bax med at fikse frimærker, postkasser, passende motiver og ikke mindst tid til teksten (selv den korteste tekst skal jo have etellerandet omdrejningspunkt eller i det mindste en oneliner ...). Jeg er ham meget taknemmelig for det, og ville meget nødig undvære hans, og postkort i det hele taget (hvert kort er en understregning af noget større; jeg ville fx meget hellere undvære takkekort, som oftest ikke rigtig peger på noget ud over det åbenlyse bytteforhold), og tror egentlig også de er en af årsagerne til at jeg skriver postkort - også til andre end ham selvsagt. For vi er ikke alene, kan man se. Alle steder man kommer ... tæt på ALLE steder faktisk, tænk lige på det ... er der al fald standerne med postkortholdere og postkort. Javel af vekslende lødighed, falmethed og repræsentation, men de står der! Trods dette gik det først denne sommer op for mig, at der også i denne sammenhæng findes to slags mennesker: Dem der skriver postkort, og dem der ikke gør. Om de første handler det næste.
Postkortet i sig selv er jo fascinerende - et arkivalie, et dokument, en slags andenhåndssouvenir. Dets tidsaspekt alene er voldsomt forførende, for slet ikke at tale om aporetikken og ontologien i de bortkomne kort! Alle disse elementer, samt grafologien og layoutet, er vi nødt til at gemme til en anden gang. For her skal undersøges selve motivationen - årsagen til at man skriver dem. Rettere, paradokset i at man skriver mindst lige så meget om sig selv, som til den anden - hvis ikke mere om sig selv. For det er vel i sammenhængen svært at se kortene som oplæg til at man skriver om modtageren og hans/hendes liv (fraset selvfølgelig god-bedring-kortene, som måske også stadig findes derude et sted? Sammen med de andre fortrykte gratulationer/kondolencer ... men her er vi vist inde takkekort-kuvert-afdelingen igen), fordi man jo eksplicit skriver fra et sted vedkommende IKKE er, og derfor bør orienteres om. Man kan selvfølgelig savne den anden, og i den grad ønske ham/hende derhen (hvorefter anakronismen slår nødesløst ned igen!), men postkortet er dybest set en mere eller mindre klædelig selvpromovering: "Her er jeg, jeg har det så godt så godt, og bagefter skal jeg noget andet godt." Man kan ikke kalde det en ren løgn, men usandheden, eller tilskæringen af virkeligheden trives også i en eller anden udstrækning som del af den personlige fortælling på postkortet. Man kunne måske også kalde det fiktion. I så fald er det jo en fiktion som på elegant vis suppleres af den oftetst redigerede virkelighed motiverne rummer.
Selvfølgelig vil langt de fleste ikke stå model til at kalde deres hilsner for selvpromoverende, men hvordan ser det ud i en mindre selvpromoverende grad: Som et venligt hensyn, hvor forholdene ikke kan stille een anderledes, skriver man lidt af sin egen historie til dem man antager kunne tænkes gerne at ville vide, hvordan og hvor man er (ca) pt.? Enhver kan se der er for mange passivformer til at den slags postkort bliver vellykkede: "Her kan man beskinnes af solen, vædes i havet og fascineres af klipperne"! Sandheden må ligge et andet sted. Jeg tror jeg skriver fordi jeg gerne vil vise modtageren at jeg tænker på ham, jeg skriver også fordi kortet kan understrege det større, at jeg er et sted og min modtager et andet, men kloden og stoffet er stadig det samme. Omdrejningspunktet er det samme, og linierne trækkes som skønne lysebrune elastikker på den oplyste globus. Skriv snart. Jeg er hjemme igen.
onsdag den 13. juli 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar