Viser opslag med etiketten angsten for døden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten angsten for døden. Vis alle opslag

fredag den 1. januar 2021

FRYGT OG LEDE I CORONAENS TID

 



På årets første dag en hilsen fra det helt private, hvor jeg som så mange andre har taget ophold i højtiderne. Det er trættende og frustrerende - ikke kun fordi man gerne vil selskaberne med andre og absolut ikke ser frem til 14 (…) dage med virtuel undervisning, men også fordi corona er en force majeure, som spiller alt af bordet. Vist kan man pille i den førte politik og de endeløse rækker af tal og statistikker, men hovedsagen er, at noget større end os har sat rammerne for os hver især og især i fællesskaberne.

Coronaen er noget absolut. Og globalt. Døden light for langt de fleste af os - desværre selve døden for nogen. Den er ikke regional, og bedst som vi stod på tærsklen til en globalisering, der var økonomisk, geografisk og multikulturel turistet, brød dens verdensomspændende smitte det hele ned i små overskuelige stumper og stykker og personer, der på samme tid var isoleret og fælles om at være i fare. Nationerne trak vaccinerne og overbevisningerne til sig og kiggede kun på de andre, som nogen der var i større eller mindre problemer end den selv. Fordi coronaen ikke er særlig sygdom, som kun rammer nogen, men derimod en meget demokratisk sygdom, som kan ramme alle er den noget absolut - og måske derfor en lille smule truende, når man ikke ved, hvad man skal tænke om noget så defineret.

Jeg er godt klar over der er folk som hinter til klima og især overbefolkning med deraf følgende zoonoser - og jeg er sådan set klar nok til at acceptere det som en delvis årsag, men det udspring er stadig næsten for ideologisk eller fatalt. Jeg har da også haft mine raserianfald over de kinesiske wet-markets, men kan jo også godt se, at hovedparten af vreden er idiosynkratisk og kulturelt biased. Jeg er også klar over, at noget ruller historiens store influenzahjul ud, som en mere lødig fatalisme, men heller ikke den giver mig noget at stå imod med.
Det er et blamegame uden game - eller måske skyld uden sammenhæng - og derfor er vi tæt på at ramme det meningsløse som standard - ikke vilkår, for var det bare det, kunne vi gribe til eksistentialismens meningsløshed, og det har jeg ikke haft held med at kunne gøre indtil videre.

Jeg tror måske det er fordi corona ikke er særlig abstrakt - altså ligesom livet eller døden eller kærligheden. Det er hvertfald blevet noget, vi skal forholde os meget konkret til og måske er det derfor at alle de sprækker, som man kunne lirke op, for at få lyset til at trænge ind bliver kittet til?
Vist lyser det op, at vi kan hjælpe hinanden, at vi er duelige, sejlivede, realister og ikke vil lade os slå ud. Vist er det både opløftende og tankevækkende, at (regerings)politik er mulig og derfor at demokratiet rent faktisk fungerer til andet end valg og skinøkonomiske debatter. Men coronaen er jo meget konkret en sygdom, der smitter og der er ikke mange, der forsøger at italesatte den som andet. Det tror jeg vi bliver nødt til.
To ting rinder mig i hu - den gamle graffiti “Livet er en dødelig seksuelt overført sygdom” og så dem, der i 80’erne forsøgte at gøre AIDS til Guds straf - og der er jeg nok mere på den første end den sidste i den aktuelle situation: Corona skal ikke kun være noget konkret, det er nødt til at være noget vi kan forholde os til med andet end frygt eller lede. For sådan synes jeg det har været i langt det det meste af krisen.

Begrebsparret frygt og lede vil mange sikkert forbinde med Hunter S. Thompsons legendariske (gonzo-)artikelserie og roman Fear and Loathing in Las Vegas fra ’71, eller Terry Gilliams mindst lige så legendariske film af samme navn fra 1998. Det er imidlertid ikke Thompsons idé at stille disse to begreber op overfor hinanden, men en beskrivelse, der i det engelske sprog meget rammende forklarer følelsen af at være underkastet en stat, der ikke tager hånd om en på en betryggende måde - og samtidig ikke vide, hvad man skal stille op med det. Visse sprogfolk fører udtrykket tilbage til Søren Kierkegaard og hans beskrivelse af, hvordan man kan været underlagt et religiøst regime med ‘frygt og bæven,’ fordi man ikke ved, hvoraf frelsen kommer på den yderste dag.

At anvende det i dag til at beskrive coronaens greb har to formål. Dels kan jeg bedre forstå, hvorfor det er så udmattende, når jeg først har indset den uendelige pendulering mellem frygten for sygdommen over til leden ved at skulle følge den politiske styring af samme, men dels kan den måske vise en vej gennem disse tider, der ikke bare er et nej til frygten, der så fører til lede, der fører til frygt, hvis ens nej uvilkårligt leder til, at man ikke passer på. Som det er sat op her ligger spleen vel også ligefor, hvis man vil undertrykkes af pandemien på en mere tjekket måde. Problemet med spleen er bare, at den sætter en ære i ikke at handle, men blot lade sig føre med under en affekteret eller dekadent protest. Hvad er pendulet med andre ord fæstnet til, mens vi svinger mellem disse to yderpositioner, når det hverken er Gud eller meningsløsheden men så at sige en menneskelig overført - potentiel - dødelig sygdom?

Jeg tror pendulet er fæstnet til det alle iagttagelser er fæstnet til: Tanken. Bevidstheden er måske bedre at bruge. Og med den vores individuelle stillingtagen. Og her mener jeg lige præcis ikke til det politiske eller medicinske. Vi skal tage stilling til, at vi er regeret af en force majeure. At verden har unddraget sig vores vilje og at vi altså derfor igen skal finde et ståsted i den. Corona gør med andre ord både dig og verden tydeligere. I verden spredes den konkrete virus mellem mennesker og dens karakter er (måske derfor) af mange desværre blevet besjælet, som om den ér noget menneskeligt: En gæst, den er snu, den er lumsk - der altså færdes mellem mennesker. Men den er ikke beslægtet med os, den er ikke politik, den er ikke skyldig, den er heller ikke uskyldig - den er noget konkret i verden, som aftvinger handlinger hos os, der bebor verden. Hvis den er noget er det netop u-menneskelig, for når vi føler frygt og lede, er det fordi den får os til at vende os væk fra det menneskelige. At handle. Forbedre, Forstærke og ikke mindst finde. Håb, trøst og nye veje. Og dét vil jeg gerne gøre. 

Godt nytår.



tirsdag den 20. september 2016

HVIS DETTE ER ET SVAR - HVAD ER SÅ SPØRGSMÅLET?

















Hvad skal man stille op med de voldsomme begivenheder man rammes af i sit liv? Især dem der har en evne til at drage meningen ud af samme, fordi de på ingen måde har logisk konsekvens eller åbenlys årsag. Vi taler om ulykker, nærdød og alskens ødelæggelse uden gyldig hjemmel.
Måske er man bekendt med den angelsaksiske vending “if this is the answer, what is the question?” - alternativt “if this is the answer, I want to know the question,” som jeg tror man primært bruger i kvikke eller ’sjove’ sammenhænge. Ikke desto mindre er grebet godt og abstraherende, hvis man er slået af forundring eller bare momentan dumhed over et uheld.
Så selvom jeg er klar over jeg roder i kassen med overtro og fatalisme, kan jeg godt komme til at tænke over, om de ulykker vi rammes af, er et svar på noget vi har søgt. En slags reaktion på at vi mere eller mindre bevidst har hamret løs på døren ind til noget ukendt, fordi vi ville have vished.
For ér ulykken et svar, er det jo et svar, der umisforståeligt viser dig på plads som udsat, skrøbelig, prisgivet, gudløs, sårbar - vælg selv, fortsæt selv. Men dermed bliver svaret også en understregning af, at det vi ofte glemmer, når noget nager os, er at vi er menneskelige og dødelige. Vi kan miste alt det vi har - og livet med.

Sådan betragtet er det ikke et dårligt eller uanvendeligt svar. Banalt, javel. Langtfra tilfredsstillende i den givne situation. Tilmed tæt på carpe diem-retorikken, som jeg aldrig har dyrket eller anbefalet, men dog med den afgørende forskel, at svaret handler om hele livet - det at være i livet - ikke et nu her og der. Svaret er en opfordring til at vende sig mod livet, hvor det er. I alt det, der ikke er uvished og ulykker.


lørdag den 14. december 2013

ET SPØGELSE ER ET SPØGELSE I ET LAGEN



















Bedsheet stories

Indskydelsen og eftertanken kommer fra Robert Musil, der i en af sine mange undersøgelser skriver:

"Men når ånd står alene, som nøgent navneord, bart som et spøgelse, man ville låne et lagen - hvordan forholder det sig da? Man kan læse digterne, studere filosofferne, købe billeder og føre nattevise samtaler: men er det ånd man får ved det? Sæt at det er ånd: men ejer man den så? Denne ånd er uløseligt bundet til den tilfældige skikkelse, den optræder i! Den går gennem det menneske, der gerne vil optage den i sig, og efterlader kun en ler rystelse. Hvad stiller vi op med al den ånd?" ('Manden uden egenskaber' i Karsten Sand Iversens oversættelse fra 1995).

Musil siger således at spøgelset er nøgent, hvorfor det har behov for et lagen - i overført betydning mener han selvsagt, at ånden er bar og derfor uden genkendelige eller karakteristiske træk og har brug for noget, der kan formidle den. Og den diskussion er i selv spændende - men for mig kom det til at handle om, hvorfor spøgelser er iklædt lagener? 
Hvis man vi have billeder andre steder fra end den levende fantasi er Christian Lemmerz 'Todesfigur' ganske velegnet:


Den umiddelbare sammenhæng til Musils metafor, er naturligvis, at spøgelser ikke er synlige, hvorfor de iklæder sig et lagen - for, må man gå ud fra, at blive netop synlige for dem de op-, og eller hjemsøger. Det er imidlertid en lidt underlig tanke, at et spøgelse således ville gå igennem linnedskabet for at finde en passende robe, for slet ikke tale om, hvordan dette væsen - der jo er æterisk - kan gribe og klæde sig i noget som helst. Spøgelset iklædt lagen, som går gennem vægge må således have haft lagenet med 'hjemmefra'.
Og faktisk handler flere forklaringer på, hvorfor spøgelset er iklædt et lagen da også om, at man ofte svøbte den afdøde i et klæde i kisten. Så når den afdøde af den ene eller anden grund ikke var færdig med det dennesidige, så foregik gengangen iklædt et lagen. Hvad skulle de ellers tage på? Blandt andet Evald Tang Kristensen har gengivet, at man brugte lagenet som forklædning, hvis man ville skræmme nogen, og her er vi vel tilbage i 1800-tallet.
En anden kilde her på det på mange måder spøgelsesagtige net nævner imidlertid teatret som afgørende for at vi kan se spøgelser, når vi ser lagener. Således stod man ligeledes i 1800-tallet og havde brug for en anden måde at gengive spøgelser på, som var mindre klodset og dermed mindre latterlig, end den indtil da brugte rustning man blandt andet kan finde hos Shakespeare. Altså egentlig samme princip som Musils nøgne ånd, lagenspøgelsets garderobe og vel også begravelses'tøjet', hvis gengangeren var af en vis byrd. Her skal indskydes, at traditionen med at spøgelser kan gå rundt i rustninger ikke er mig helt ubekendt:


Nogen får på teatret så den tanke, at en række af spøgelsets (andre) træk vil kunne gengives med et lagen: Det svævende, amorfe, anonyme, det i princippet (igen) usynlige og ukendte. Og sådan opstår billedet af spøgelset som iklædt et lagen. Vi kan jo ikke udelukke at den kreative rekvisitør har brugt nøjagtig samme associationsrække som vi har, nemlig ligklædet. Men en af konsekvenserne af denne forhistorie er så, at den bonde Evald Tang omtaler altså lige så godt kunne have fået ideen fra teateret som fra overtroen … eller virkeligheden.
Jeg er pinligt bevidst om at jeg egentlig ikke 'løser' nogen gåde med dette indlæg. Men jeg er lidt mere afklaret med det paradoksale i spøgelsets på een gang afklædte, påklædte og iklædte gyselige lagenkostume. 
Godnat. Husk at lægge rent på.


lørdag den 12. januar 2013

HOS LÆGEN


























Et nedkogt kammerspil

Patienten: Jeg har ondt i livet.
Lægen: Højre eller venstre side?
Patienten: Jeg har også ondt i hodet.
Lægen: Jeg har nogle piller som kan save hodet af og derved tage de værste smerter.
Patienten: Jeg har ondt af mig selv.
Lægen: Det er jeg ked af at høre. På Deres vegne naturligvis.
Patienten: Jeg har ondt i blodet.
Lægen: Her kan vi tage en prøve.
Patienten: Rorschach?
Lægen: Var det højre eller venstre side, de sagde?
Patienten: Jeg kan prøve.
Lægen: Mener De at forstå?
Patienten: Nej. Det modsatte.
Lægen: Udstå?
Patienten: Nærmest.
Lægen: Det kan forklare nogle af smerterne.
Patienten: Som sagt.
Lægen: Jeg tror vi skal tage en leverbiopsi.
Patienten: Jeg mener nu nok jeg er klar over at jeg lever.
Lægen: Men biopsien er uvildig.
Patienten: Men jeg er uvillig.
Lægen: Det kan forklare nogle af smerterne.
Patienten: Har De nogle piller der kan save livet af?
Lægen: Sidste dør på egen hånd.
Patienten: Ak ja.
Lægen: Selv tak.

lørdag den 1. december 2012

HÅNEN SOM FORSTÅELSE

Udstillingspraksis
 
"Se den fede nar! Han er da vist godt selv klar over den er helt gal med vægten. Eller også har hans blodtryk bare besluttet sig for at få ham til at se flovt på vegne af hans deller."
 
"Hallo dame - madam Mimre, røg hattenålen gennem hovedet i morges, hvor pudderskyerne hindrede udsynet til  det guldindrammede spejl?"
 
"Er hun en MILF?!"
"Hun er en MILF, hvis der var en MILF, så er hun den. Du er fandme heldig at ha' sådan en mor, mand"
 
"Du mener hende, der ligner tapet ... på en god dag?"
"Ja. Savsmulds."
 
Som alt andet på dette sted er det bare en intuitiv teori - den kan findes i lignende eller sågar samme form andre steder, eller den kan være forkert. Det kan også være den er så banal, den egentlig slet ikke er fremsætbar. Og undskyld for det lange tilløb, men dels er det fordi jeg er flov over min egen praksis i til- omtalen af mine medmennesker, og dels ved jeg ikke helt hvordan jeg skal arbejde mig ind på sagen.
Men: Som De kan se af indlæggets titel handler det om at bruge den onde karakteristik, når vi skal forstå, tale med og omtale andre mennesker. Jeg tror jeg så mønstret i min egen måde at navigere på. I den bedste mening naturligvis, og humoristisk, men alligevel, så kan jeg godt finde på at bruge mine medmenneskers svaghed som udgangspunkt for kommunikation og dermed forståelse. Ovenstående eksempler er tænkte - men vi er ikke langt fra noget, jeg kan høre mig selv og andre sige.
Selvsagt er der forskel på den direkte konfrontation og distancen - men dybest set tror jeg vi i disse ulykkelige tider er tilbøjelige til at tage udgangspunkt i fejlene og det fjogede. Jeg har således en svaghed for sko, accessories og selvværd, som jeg da ikke et sekund betvivler bliver ud- og afmålt i andre sammenhænge end mit eget hode. Tænk over hvordan De selv gerne starter med det, der ikke fungerer hos andre (Jeg ser det, der blev skrevet en Bog om det, for snart længe siden! Jeg vidste der var noget bekendt ved det.), frem for deres kvaliteter. Spørgsmålet er hvorfor? Hvorfor gå den vej?
Hvorfor stand-up'ernes standret? Hvorfor reality'tv's freakshow? Hvorfor dokumentarfilmenes gabestok? Hvorfor den hurtige hån? (Og er jeg den eneste der ser middelalderen tale med?)
Af to grunde: Humor er det nye ironi - det er sjovt, og man kan med humor få sagt mere end een ting ad gangen, så den sparer tid i forhold til analysen (som sidst var på mode i 70'erne?). Og vi har som bekendt satanædemig travlt for tiden.
Og så fordi alt det vi ellers gør, er at kæmpe for at opretholde en vis standard gennem vores virtuelle, virkelige og i begge sammenhænge stilkonstituerende apparrition. Hånen er en slags modbevægelse (efter Biblen kom Kapitalen - og med de to bøger i biblioteket kan man komme langt ... nej, Peter Plys skal stå imellem dem) til al den stukkatørpraksis vi fylder vore hjem og rynker med. Nogen skal jo gøre det. Noget skal jo gøre det: Pege på vore utilstrækkeligheder.
Blot skal man spørge sig selv, om det vi kalder afmontering - som kan være en virkelig god og nærende ting for eget og andres kringlede jegforståelse - ikke her faktisk er gemen selvhævdelse, som har forklædt sig i uhellig alliance med humoren?
Hvad siger du - din letlæste, lille plirrende lort?

mandag den 15. oktober 2012

HVAD JEG TALER OM, NÅR JEG TALER OM AT
















'Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe' ... hedder bogen egentlig (kan endnu ikke anbefales, da jeg ikke har læst den). Den er fra Murakamis hånd (fod). Men titlen er for god til ikke at undersøge nærmere.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at græde over spildt mælk, er at jeg egentlig ér frygtelig ked af det der skete, fordi jeg sagtens kan se, hvor flov du er. Jeg bryder mig egentlig slet ikke om at sige det, men jeg har ikke andre udtryk, der både er dækkende og upersonlige nok.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være ved at drukne i arbejde, er at jeg rent faktisk har svært ved at trække vejret indimellem. Underligt nok oftest når jeg ikke er på arbejde.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det må vi lige se på, er at det, vi ikke har fået gjort, nu gemmes væk i kassen for kronologisk fatalisme: Kommer jeg i tanke om det, får jeg det gjort. Egentlig gør jeg det usynligt.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være glad for at se dig, er at det for længe siden sidst, og det er jeg forfærdelig ked af.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at kunne huske, hvad det var jeg ville sige, er at jeg er bange for at dø.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det er sådan det er, er at der er kræfter i universet man ønsker at stå på samme side som.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at finde den rigtige vinkel på noget, er at begreber åbenbart har bløde punkter.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at noget kommer under huden på mig, er at huden er et elastisk hylster, som omgiver legement, og hvis noget påvirker mig stærkt nok, så bliver det en del af mig.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at have mod i livet, er at der nøjagtig lige så meget at være være bange for, som der er kræfter at bekæmpe det med.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at lede efter ord, er at jeg faktisk går på den her store bare bakkede mark og kigger ned mellem duggede stubbe og furer, og håber at finde et ord af guld, der kan samle mine tankers klædning med den brosche det rette ord.


onsdag den 5. september 2012

 
Peter Laugesen i 'Konstrueret situation'
 
 
Hvad jeg vil er et klart
og sindsygt almindeligt sprog
der flækker staten på langs
og kommer på tværs af alt
hvad præster af alle slags
kan sige til trøst for dem
der ikke tør se sig selv
i dødens spejl.
 
som hørt i P1's 'Besøgstid' (hermed anbefalet) - og svimlende i sin både og anti- og alligevel i særdeleshed stærkt fremaddrevne sprogproces over dødelig fatteevne.
 
Citatet er klippet på en norsk hjemmeside, så jeg ved ikke om det er en norsk eller en Laugesensk findte, at "sindssyg" står som "sindsyg" - eller blot en trykfejl. Taste-, sving- og sværtefejl ville han måske tænke. Hvad værre/vigtigere/væsentligere er, er at da han sagde teksten i radioen sagde han faktisk "dødens strålende spejl". Den sindssyge version spejlet her: Hil.
 
Hvad jeg vil er et klart
og sindssygt almindeligt sprog
der flækker staten på langs
og kommer på tværs af alt
hvad præster af alle slags
kan sige til trøst for dem
der ikke tør se sig selv
i dødens strålende spejl.


tirsdag den 20. marts 2012

SSiger: D















DØSKRITERIER
DØSLEJE
DØSSTØD
DØSKULDE
DØSULYKKE
DØSANGST
DØSDOM
DØSDAG
DØSMÅDE
DØSRALLEN
DØSSTUND
DØSFÆLDE
DØSSYND
DØSFJENDE
DØSBUDSKAB
DØSKAMP
DØSØNSKE
DØSÅRSAG
DØSMASKE
DØSMÆRKE
DØSFALD
DØSFORAGT
DØSGANG
DØSATTEST
DØSRIGE
DØSDRIFT
DØSKYS

søndag den 18. marts 2012

EN BLOG ER EN BRIKS ER EN BLOG

Analysander den Store

Er en blog egentlig ikke en briks? Lægger man ikke sig selv derop, som en anden analysand, der snakker løs om sine store og små fortræde- og tilbøjeligheder, mens fader Freud (web 2.0) sidder roligt ved hovedgærdet? Kan De se ligheden - om ikke andet metaforisk?
Er en blog egentlig ikke en briks, hvor man ligger og stønner store og små sammenhænge og neuroser ud i et forfængeligt håb om at de bliver til noget ... andet?
Men. Hvis en blog egentlig er en briks - hvem bliver man så analyseret af, hvis ikke sig selv; sit eget blik potenseret ud i massernes mighed - alternativt visonært af den eene, der virkelig forstår det man blogger om? Og hvad er man så gået i, hvis ikke selvanalyse, for ikke at sige selvsving. Man erindrer her Freuds selvanalyse: Noget han gik i, angiveligt fordi der ikke var andre end ham, der mestrede (psyko)analysen godt nok, men reelt helt sikkert for ikke at blive besværet med andres opfattelse af hans helt eget hysteri.
Og. Når en blog egentlig er en briks, så kan man pludselig meget bedre forstå, hvorfor der er så mange, der blogger.
Eller. Når en blog egentlig er en briks, kan man så bedre forstå, hvorfor der er så mange, der blogger?