'Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe' ... hedder bogen egentlig (kan endnu ikke anbefales, da jeg ikke har læst den). Den er fra Murakamis hånd (fod). Men titlen er for god til ikke at undersøge nærmere.
Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at græde over spildt mælk, er at jeg egentlig ér frygtelig ked af det der skete, fordi jeg sagtens kan se, hvor flov du er. Jeg bryder mig egentlig slet ikke om at sige det, men jeg har ikke andre udtryk, der både er dækkende og upersonlige nok.
Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være ved at drukne i arbejde, er at jeg rent faktisk har svært ved at trække vejret indimellem. Underligt nok oftest når jeg ikke er på arbejde.
Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det må vi lige se på, er at det, vi ikke har fået gjort, nu gemmes væk i kassen for kronologisk fatalisme: Kommer jeg i tanke om det, får jeg det gjort. Egentlig gør jeg det usynligt.
Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være glad for at se dig, er at det for længe siden sidst, og det er jeg forfærdelig ked af.
Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at kunne huske, hvad det var jeg ville sige, er at jeg er bange for at dø.
Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det er sådan det er, er at der er kræfter i universet man ønsker at stå på samme side som.
Hvad jeg taler om, når jeg taler om at finde den rigtige vinkel på noget, er at begreber åbenbart har bløde punkter.
Hvad jeg taler om, når jeg taler om at noget kommer under huden på mig, er at huden er et elastisk hylster, som omgiver legement, og hvis noget påvirker mig stærkt nok, så bliver det en del af mig.
Hvad jeg taler om, når jeg taler om at have mod i livet, er at der nøjagtig lige så meget at være være bange for, som der er kræfter at bekæmpe det med.
Hvad jeg taler om, når jeg taler om at lede efter ord, er at jeg faktisk går på den her store bare bakkede mark og kigger ned mellem duggede stubbe og furer, og håber at finde et ord af guld, der kan samle mine tankers klædning med den brosche det rette ord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar