AVISLÆSERE FORENER EDER

avisens sider sejler forbi

lige under næsen for nyheder

er de små storme 

jeg inviterer ind 

i mit i forvejen 

fyldte hovede

passive katastrofer og analyser

af inaktiv fremtid

jeg bruger lidt af mig selv

hver gang jeg bladrer

fordi jeg slikker

på min pegefinger

den skal holdes fugtig i uvejret 

jeg skal bruge den

hvis magten skulle komme strygende forbi

forklædt som fred

den kan alt det jeg skal kunne

for at overleve

pege

ytre

stemme

skyde

gøre døv

1936

 

Mange mennesker befinder sig i vore dage ikke i en naturlig tilstand, når de læser en bog, men føler sig underkastet en operation de ikke har tillid til. 

Robert Musil - 1936

DEN GRIMME FLYGTNING DEN FRYGTELIGE SANDHED

De fleste vil vide, hvad jeg taler om, når jeg taler om Janteloven ligesom de fleste kender Den grimme ælling. Men det er nok færre, som har læst den bog Aksel Sandemose skrev rundt om Janteloven, ligesom det nok også er de færreste, der faktisk kan huske, hvad og hvor meget ællingen skal igennem, før den finder ud af, at den er en svane. I de ukendte og ulæste dele af to af nationens mest berømmede og berygtede tekster ligger imidlertid både en skræmmende lighed og en afgørende forskel, vi af samme infamøse grunde er nødt til at se nærmere på i dagens Danmark. For selvom vi aldrig kunne finde på at se os selv som mobbere, så er Sandemoses roman gennemvædet at vrede og had til samfundets indgroede hakkeordre og Andersens eventyr mærkeligt naivt indforstået med den. Begge tekster handler excessivt om at plage og udskamme én, så man næsten ikke kan holde på livet længere, og siden vi stadig med og uden vidende holder disse to tekster frem som en slags konsensuskort i et Danmarksspil, der er blevet både 179 og 89 år ældre siden dengang, så må der jo være noget ved Esben Arnakke og ællingen som vi fornemmer en sandhed eller to i.

Egentlig ville jeg gerne have indledt dette essay med det faktum, at Aksel Sandemose skrev En flygtning krydser sit spor inspireret af H.C. Andersen og især hans eventyr om Den grimme ælling, fordi Andersens poetiske realisme og lykkelige slutninger må have stukket ham så smerteligt i både øre, næse og hals sammenholdt med de erfaringer han selv gjorde sig med Danmark og danskerne, men jeg har ikke kunnet få det bekræftet nogen steder, og jeg tror egentlig også hans inspiration var af alt andet end litterær karakter. Så vi må altså nøjes med at betragte de åbenlyse ligheder mellem teksterne og selv håndtere det korrigerede portræt Sandemoses bog får tegnet af den antropomorfe og fjerklædte danske helt.

For at Andersens eventyr kan lykkes som moralsk litteratur, er man ikke bare nødt til at acceptere antropomorficeringen, men også den præmis, at når man er født i en andegård, så kan man ikke være andet end en and - og i ællingens tilfælde altså en mislykket sådan. Faktisk optræder der en anden and i eventyret, som åbner mulighed for at ællingen inden i det meget større æg er en kalkun! Men hun er blot en eventyrlig-retorisk gendrivelse, der skal fremhæve svanen som den ælling, der skal bevise hvor meget byrd og barsel dominerer i et hierarkisk samfund. Andersen får naturligvis hjælp af sproget, for han omtaler ikke svanen som andet end en ælling, hvad der gør alle læsninger efter den første lidt løgnagtige, men til gengæld løfter slutningen, hvor svanen helt besynderligt – men meget andersensk – kan tage afsked med læseren, når den siger: "Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling." Her får man fornemmelsen af at ællingen nærmest ved et tilfælde har fået rollen som svane (måske er det omvendt) ved en casting den tilfældigt endte i, dårligt nok har sanset at indspilningen var begyndt og knap ænset de var ved at skyde slutscenen. Og hvis man undervejs havde undret sig over, hvordan den da havde kunnet udholde alle de nap og al den hån den blev tildelt, så får man med replikken fornemmelsen af, at det er fordi den er dum. Andersen siger ganske vist det er fordi den har ”et godt hjerte,” men vi ved det er det samme. Og det gør han også, for der er jo ikke så dejligt ude på landet, som han ellers indleder eventyret med at sige. Han ved udmærket, hvad der skal ske og at det bliver ikke rart. 

Eventyret er skrevet som en omvendt gøgeunge-fortælling, hvor Den grimme ælling instinktivt praktiserer det modsatte af gøgeungens overlevelsesstrategi, nemlig selvudslettelse. Således får vi klækket en ælling, som på forhånd rummer alt det byen Jante ved ihærdig mobning internaliserer og dermed ødelægger Esben Arnakke med. Du skal ikke tro du er en svane. Du skal ikke tro du er andet og mere end vi er. Du skal faktisk tro du er mindre end det vi er, for vi ved bedre.

Måske er det en løsning at spille dum overfor så voldsomme anklager? For den kraft Den grimme ælling stadig suger næring fra hos alle os, der ikke kan glemme den, handler måske om, at vi drømmer om ikke at mærke mobningen, når den står på – fx ved at lade som om vi ikke forstår den. Det er samfundets skyld, sagde vi engang. Først som en erkendelse, siden en sandhed og sluttelig ironisk som eksemplarisk udskamning af det uformående menneske, der ikke kunne (for)klare sin egen ulykke. Det er tid at støve det slogan af igen. Og det er tid til igen at forstå, hvor dybt Andersen begreb den danske folkesjæl. Det er lige meget hvem du er og ender som, for kanøflet bliver du og kanøflet ender du. Du kan spille dum eller du kan se det i øjnene. Klart at Andersen - som vi oplever det gennem hans mange variationer med tudser, porcelænsfigurer og konfirmander - kan lade rollen og tilliden hvile i den genetiske fatalisme, som vi læsere vel også deler, når tanken falder på, hvad vi kan blive til, hvis vi blot kan finde den kongelige kilde, der rinder i os. Men måske kan vi også se udspringet til den hån og nedrakning vi og beboerne i Jante praktiserer som det eneste mulige alternativ til den nation af prinser og prinsesser Danmark jo ikke er og aldrig (spoiler alert) bliver? Kan man sige at Andersen kalder den og Sandemose siden bekræfter den?

I En flygtning krydser sit spor spiller dumheden også en afgørende rolle, men her bliver den uafladeligt tildelt én af andre, der ikke vi have man skal være klogere end dem, og det i en smertende grad man er nødt til at læse bogen for at forstå. Men hvis man vil overleve, tænker Esben – modsat ællingen, må man insistere på at have et intellekt, og insisterer man, kæmper man ikke kun mod de andres påstande om, hvor dum man er, men også med ens egen frygt for at de har ret. For hvis man ér dum, ér man det de andre siger og altså ikke sig selv – og derfor slet ikke nogen. Et nul. Ligesom det er slående hvor genkendeligt vores hverdagslige håb om, at vi nok skal blive en succes, bare vi skamfuldt dukker hovedet for de andres hån, kan spejles i eventyret, så er det uhyggeligt, hvor genkendeligt følelsen af at tappe sig selv for al mod og selvtillid stillet overfor forestillingen om de andres blik, man genfinder i fortællingen om Jante. 

Imposter-syndromet, som vi ikke har fundet et dansk ord for, men forsøgsvis kunne kalde snydepels-badebillet-røvrender-falskspiller-distanceblænder-egoman-underpræstations-dengse-spytslikker-hykler-maskepi-faking-overlegensheds-komplekset, blev navngivet helt tilbage i 70’erne, hvor man i denne sammenhæng så småt begyndte at skulle kunne klare sig selv, hvis man ville være nogen, men er især i de senere år dukket op mere eller mindre proportionalt med de problemstillinger vi især møder hos ungdommen og de unge mennesker i samfundets jernbur.

En flygtning krydser sit spor beskrives nogle gange som en slags kriminalroman, fordi Esben slår en mand ihjel i Misery Harbour og Aksel by proxy prøver at opklare hvorfor – eller rettere hvem der havde skylden. Det havde Jante. Hele byen. Ikke ulig nogle af de fortællinger vi mødte i krimier fra 1970’erne – dengang de var noget ved og svenske. Der er en sproglig pointe i at drabet er udslag af den lovmæssighed, der ligger i at udåd fører til udåd og at Janteloven således skaber sine egne forbrydere. Først pisser du på mig, og så siger du jeg lugter. Før jeg læste bogen og i øvrigt siden blev bedre bekendt med Aksel Sandemoses liv så jeg loven som noget han havde opdaget ved danskerne, jeg forstod ikke hvor smerteligt han havde erfaret det og slet ikke hvor frygteligt det er selv at blive offer for det.

Da bogen udkom første gang i 1933, blev den måske meget naturligt af nogle læst med afsæt i Sigmund Freuds ideer om den traumatiserede barndom, selvom Sandemose ikke var bekendt med dem sådan som man kunne se det hos fx H.C. Branner. Men selvom barndommen unægtelig udgør hovedstenen i Sandemoses fortælling om en menneskeskæbne, synes jeg en tænker som Hannah Arendt langt bedre vil kunne løfte opgaven med at se, hvad der slog John Wakefield ihjel, hvis vi skal gøre bogen til en beskrivelse af et aktuelt sociologisk fænomen. Og det synes jeg vi skal. Med Arendt får vi blandet det bevidste i det ubevidste og dermed en mulighed for både selv at forstå, men også for andre at forstå, hvilken modgift der er brug for – fx i skolesystemet. 

Jeg synes egentlig også vi skal læse Den grimme ælling sociologisk; tage til efterretning, at langt de fleste kender eventyret, men har glemt alt om, hvordan det ender lykkeligt og dermed alle de dele der mest minder om deres liv. Det er en ironi, der langt overstiger den, Andersen koketterer med i den sprogtone vi nogle gange tager for det mest avancerede ved ham.

 

Mens jeg har gået og tænkt over dette essay er jeg flere gange vendt tilbage til billedet af Janteloven som en ulykke, man simpelthen ikke kan undgå at blive tiltrukket af. Man må se hvor voldsomt det er, om der er blod, hvor mange der er involveret og så skal man lige have bekræftet, at man ikke selv er involveret, så man kan mærke at det heller ikke var i dag det skete. Hvad er det dog for en kraft?

Jeg har altid instinktivt ledt efter den ubesatte position i alle de sammenhænge jeg har skullet deltage i. Kald det et oprør mod Janteloven eller et naivt forsøg på at overleve den; det er under alle omstændigheder endt med at forme mig. Med janteloven synes jeg det er svært at finde et ståsted, der rummer et minimum af provokation, for det er som om alle positioner er besatte. Det skulle det lige være det at påstå, at der ingen ubesatte positioner er, fordi alle danskere enten tager bestemt afstand fra fænomenet, men alligevel underkaster sig det ved at frygte det, eller også mener man trods alt der er noget brugbart i den, men hader sig selv for at tænke det. Vi er med andre ord grimme og ællinger og på flugt lige meget hvad. Kede af vore kroppe og liv, hævngerrige og blåøjet bevidstløse og ude af stand til at modnes af frygt for at være blevet færdige helt forkert. Måske er det paradoks det mest danske i denne sammenligning; at vi alle sammen ønsker vi var nogle andre end vi er, og kan vi ikke blive det, kan vi i det mindste forbande det vi er rundet af: Mobningen, nedrakningen, afvisningen, hånen, skammen og … de andre. Undtagen mig, naturligvis. Som sammen med Aksel Sandemose og H.C. Andersen undsiger denne umenneskelige dømmen - selv over dem som dømmer. Gør vi ikke det, vil vi aldrig undslippe hånens dynamik. Det er enten dét eller den individualiserede uendelige eskapisme.

 

LÆSEREN

MED AUSTER OG DESCARTES I TANKERNE I TOGET

Tænker, erindrer, læser, sover, erkender og rejser på samme tid. Øjnene åbner og lukker. Læser og kigger. Staver og falder i staver. Billeder glider forbi og sejler igennem. Handlinger, personer, fremtid. Symboler og hegn. Vejr. Lys. Mørke. En simultanitet på sporet mellem København og Aarhus. Unik og kompleks.

Men der er een position [kalder vi det] over dem alle. Den der opdager alt det, jeg gør, på samme tid som jeg gør det. Som kan opfatte det hele ske og kun gøre det. En suveræn position. Mon den er min?

Også læsningen af Paul Austers ‘Rejser i Scriptoriet’ - som jeg har med på rejsen - er flersporet. For jeg genkender både Kafka og Conrad i teksten, men selvfølgelig også Austers egne tekster. Skrift, læsning og aflæsning af læsning snor sig ind i sporene, forsvinder og dukker op som pælene udenfor, som landsbyer man synes man kender. 

Der er dem der taler om teksten - også med afsæt i ordets etymologi -som noget, der er vævet eller flettet. Lag som danner en tekstur, en flade, der består af et uendeligt antal berøringspunkter og fremstår som et mønster. I så fald er min tekst de lagner, der hænger til tørre langs med banen og bølger i vinden og fanger lyset, der trænger ned mellem de drivende skyer.

Det er derfor jeg elsker toget og togets bevægelse. Bevægelsen er den bevidstløse bevidsthed. Man ved man bevæger sig - det aktiverer bevidstheden, så alle tanker tænkt ud over bevidstheden om bevægelsen er på en måde sikrede eller sikre: De findes. Descartes tænkte kun. Han kørte ikke med tog.

NÅR FØRST MIN TUNGE

ROMAN vs MANOR

Sidetallene er det mest pålidelige i en roman. Man fristes til at sige, de er det eneste man kan tage for pålydende.
Det er alene dem, som holder læsningen - og dermed læseren - fast i det formål at nå igennem og få bekræftet alt det, der er romantisk ved en roman: Dens morale og mening, og med disse postulatet om at man forstod så og så meget af en mulig virkelighed. i.e. fiktionen.
Men sidetallene byder sig til som et faktum. Det faktiske ved romanen; at man læser og mens man læser befinder sig i et forløb.
Der er intet kunstigt ved det forløb. Ligesom størrelsen på lærredet ofte har indflydelse på prisen hos galleriet, så har antallet af sider ofte også indflydelse på prisen på romanen. Virkeligt.

Sidder De en dag således med en roman, der ikke umiddelbart kan forbindes med en mulig virkelighed, så læs - eller måske rettere; tæl Dem gennem dens skildring, og De vil opleve romanens forløb på ny, nu blot viklet ind i deres egne virkeligt talte tanker.

NØJAGTIG REVERSIBEL POESI

SELVBIOGRAFISK ELLER BIOGRAFISK TEKSTANALYSE

Lille fejl på læseren dér

Når man for det første er så træt af, at den eneste analysemodel alle kan på fingrene, er den finger man roder i andres navle med. Når man nu synes man i dekader har kæmpet forgæves mod den syndflod af homoseksualitet Hr Andersen (ingen over, ingen under = han bare ikke gjorde det med nogen!) er spulet fersk med. Når man nu selv i sit inderste altid har dyrket denne lastefulde læsning. Når man bare ikke kan lade være med at tænke, at det eneste rette modsvar til de aktuelle kaskader af selvbiografisk biased litteratur - vist efterhånden kategoriseret (og kanoniseret) som 'selvbiografisme' - må være det i exegesen altid forkætrede selv. Når man bare har fået nok af det formelle, hvad enten det så er formspændt struturalistisk eller derformeret dekonstruktuvistisk. Når man bare har løst til at bolle fiskefarsen med sit eget instrument. Så er det Jonathan Franzen siger, at:
[han og andre forfattere, Rød] "taler om dem selv, i håbet om at min oplevelse vækker en vis genklang med din egen".
Og så er det Aristoteles siger [om det vellykkede teaterstykke]:
"genkendelse er, som ordet selv angiver, en forandring fra uvidenhed til erkendelse og viden". [min uvidenskabelige, men ret morsomme fremhævning]
Og så er der Baudelaire hyler:
"Hykleriske læser - mit billede - min bror!"
Og så er det Gadamer roligt konstaterer:
Faktisk tilhører historien ikke os, det er os der tilhører historien. [og Gadamer siger meget andet end det - men ligegyldigt, hvad han så taler om, så taler han om at man er nødt til at selv at gøre noget]
Og så er det jeg konkluderende siger:
Selvbiografisk læsning var her før alle andre læsninger. I princippet var den første fiktive tekst samtidig den første selvbiografiske læsning af et liv.
Men jeg siger også:
Hvis du vil den selvbiografiske læsning skal du virkelig TURDE den. Vi snakker ikke empati eller mimesis. End ikke abstraktion eller fantasi. Overhovedet ikke 'godt at kende fra sig selv'. Vi snakker SELV-biografisk analyse og fortolkning med bogen i dit eget skød, hvorfra du skal fødes og leve og dø med de personer du måtte blive til gennem læsningen.
Og så siger jeg:
God fornøjelse. Måske er du side 9-pigen.

Der er hentet citater og ideer fra Franzens 'Pain Won't Kill You' (min oversættelse), Aristoteles' poetik (Poul Helms oversættelse), Brainy Quote (min oversættelse), Ivan Z. Sørensens: Dantes øjeblikke.

Quote
"Når folk hellere vil læse om afdøde kunstneres liv end at forstå deres kunst (hvilket bogmarkedet konstant vidner om) og når de støttes i dette i et væld af skribenter, der tror, at vejen til at forstå en kunstners værk går gennem vedkommendes liv, så får kunstnerlivet en særlig feticheret status, som man bør være på vagt overfor. For den er fuld af fejslutninger, og det er dem der gør, at folk bliver overraskede over at Kafka var i godt humør, at Hemingway var svagelig og at Van Gogh udviklede en ganske velovervejet og møjsommelig malerteknik. Man vil hellere høre det modsatte."

Torben Sangild på kunsten.nu (hermed anbefalet)
Bemærk den charmerende freudianske svipser i ordet 'fejlslutninger'!

Wien - itinerarium constructio

Blauer Zweig

Jeg er på vej til Wien. Hvor heldig kan man være? Seks dage i den europæiske rygmarv. Jeg glæder mig. Og det på trods af, at mit kendskab til Wien er begrænset til den skyldige kulturelle ballast man altid bør have, og en enkelt regnvåd sommerdag i 2008, hvor vi cyklede ind og ud, og kun plukkede de allermest modne fugter. (Det var ved samme lejlighed jeg købte par #K2 - som man kan se på den anden blog (*). Følgende er første indlæg (no pun intended, da jeg passer skoene fint) i en førrejseguide til Wien.
Indtil videre er det lykkedes mig at få læst fire noveller af Stefan Zweig; Guvernanten, Brev fra en ubekendt, Tvang og Uventet bekendtskab med et håndværk, hvoraf kun de to foregår i Wien - Guvernanten og Brev fra en ubekendt - og i forhold til rejseforberedel-serne ikke på anden vedkommende måde, end den giver et indblik i borgerskabets diskrete harmende opførsel anno 20'erne. De er dog alle fire fremragende fortællinger - fremragende fortalte fortællinger.
I tilfældet Guvernanten (1911) ligger synsvinklen hos TO små piger, som i løbet af fortællingen nærmer sig en fælles forståelse af verdens urimelighed og deres store kærlighed til den titelbærende barnepige. For læserens øjne udspiller sig imidlertid et tragisk - melodrama-tisk er nok mere passende - scenarie, hvor guvernantens sociale og eksistentelle livsbane blotlægges så man skammer sig på sit køns vegne. De to spor; som man med fuld ret kan kalde virkeligheder, står og skubber mod hinanden hele vejen til den uhyggelige slutning, der mere efterlader de små piger, end guvernanten og læseren i det kolde mørke. Novellen Brev fra en ubekendt, hvis titel er en af de få jeg kender til i litteraturens verden, hvor fortællerens tone - ikke forfatterens teleskop - har fundet ind (Blicher kan også), er en ligeså lidt flatterende beskrivelse af en Wienerresiderende forfatter(!), som tilskrives af en beundrerinde, men hvis beskrivelser af nattelivet blandt rige mænd og prostituerede kvinder er særdeles stemmingsfulde, og derfor i rejseforberedelsessammen-hæng ganske inspirerende. Vi er i samme leje som Schnitzlers Träumnovelle/Kubricks ret stærke gendigtning.Der spares ikke det hele taget ikke på de store og stærke, fortærende og provokerende følelser hos Zweig. De er båret af et sprog, sjældent spændstigt og blomstrende - også langt mere end godt er - men dragende og masturberende som det nu er; meget tilfredsstillende. Især når det er et selv, der fortæller. Som i novellen med den besynderlige titel Uventet bekendtskab med et håndværk, der så foregår i Paris - og helt givet må være inspireret af Poes MODER-DNA'ske fortælling om manden i mængden. Her får vi ikke at vide, om fortælleren (også) er forfatter, men hans sprog tyder på det: "Dette søde under skyldtes et skybrud, en af hine kapriciøse aprilbyger, ved hvilke foråret så ofte uopdragent forkynder sin ankomst. Allerede på vejen hid var vort tog kørt mod en horizont, der hang sort ned fra himlen over markerne; men først ved Meaux - da forstads-husene allerede strøede deres legetøjsklodser ud over egnen, og de første plakattavler skrigende hævede sig af det dybtforargede grønne, og den bedagede englænderinde over for mig i kupeen var begyndt at samle sine fjorten tasker og flasker og rejseetuier sammen - først da brast den endelig, den svampede mættede sky, som vred og blyfarvet var løbet omkap med vort lokomotiv siden Epernay." Denne mand kan lide at høre sig selv tale. Han tror han afslører sine ører, men det er hans tunge. Oversættelsen har "bibliotikar Helge Kjærgaard" foretaget for Jespersen og Pio i løbet af 1972.
Rejsen er begyndt.