JEG HAR ONDT I HODET, ALTSÅ HAR JEG ET HODE

AKT

Vi er aldrig adskilt fra Historien.

FAST FICTION

Tertium non datur

Jeg tager chancen, og påstår, at den almindeligste opfattelse af fiktion er, at den følger efter virkeligheden - mimetisk, fortolkende, hermeneutisk, kritisk, whatever way you want it - men billedligt talt træder den altså virkeligheden i hælene som en anden irriterende lillesøster eller gøgler, alene for at skabe en illusion, som vi kan forholde os til. Virkeligheden er så besværlig at forholde sig til som sig selv, så der kan fiktionen lave sit spil og have sin berettigelse. Men hvad nu, hvis det ikke er tilfældet? Hvad nu hvis virkeligheden slet ikke var mulig uden fiktionen?

På Kunsten i Aalborg kan man for tiden se Omer Fasts kunstfilm (eller videoer, som man kalder det med et lidt bedaget udtryk) på udstillingen 'Present Continuous’ - eller ‘Nutiden fortsat’ som de oversætter det til. Der er flere af hans film at finde på nettet. Kender man dem ikke, kan det være en idé at se dem, men det er ikke nødvendigt for at læse videre. Men giver man sig kast med at se dem, må man under alle omstændigheder indstille sig på et større stykke arbejde, for i samme øjeblik man genkender deres banale udtryk fra ens egen tilværelse, går det op for een, hvor uhyggeligt hermetiske og mystiske de er. 

Min påstand er, at Fasts film bekræfter virkeligheden, fordi de lyver. 

Man kommer altså helt omvendt ind i virkeligheden med Fasts film - for jeg tror bestemt han vil sige noget om virkeligheden med dem - ellers ville han ikke være så optaget af især krig og psykologi som han er. Men først skal vi altså forstå, at der i det hele taget ér en virkelighed. Og det gør vi gennem løgnen. Spørgsmålet er så, hvorfor Fasts film lyver mere end så mange andre fiktive frembringelser.

Selvfølgelig er der hans flirt med facts gennem dokumentarens koder. Hans realistiske stil. Grundigheden. Hans evne til at vælge skuespillere, som ligner virkelige mennesker. Indholdet som altid tangerer steder, begreber og begivenheder, som vi læser om i avisen, ser på vej til arbejde eller kender på rygraden. Og så afmonteringen af samme. De uvirkelige hændelser. Gentagelserne. De samme scener igen og igen - eller endnu værre, med forskydninger. Erstatninger. Eller bare fra en ny vinkel. Som et måske lidt tacky billede på Fasts metode, kan man sammenligne det at se hans film med at se, nogen fjerner brikker fra det puslespil man møjsommeligt har lagt. Man genkender motivet - holder fast i motivet, fordi det forsvinder. Man evner faktisk ikke meget mere end det, fordi der ikke levnes tid til fortolkning. Fast befrugter hele tiden historierne med nye indspark, på samme tid som han begrænser dem, fordi han aldrig gør noget færdigt. Man fylder ud og fylder ind, for hver gang man mister grebet - man insisterer altså på fiktionens mulighed. Filmenens sandhed. At der ér et puslespil, selvom det er efterhånden kun er repræsenteret af nogle få usammenhængende brikker. Man ender således med at befinde sig sansende og insisterende på denne helhed i virkeligheden, fordi filmens fiktionsgreb bliver og vil være overtydelige, men ikke umiddelbart forståelige. Ikke-mimetiske.

Det er vel et nærmest kartesiansk greb at ville se løgnen og dermed tvivlen om, hvad der er virkeligt, som en forudsætning for, at der overhovedet findes noget virkeligt, men det er den fornemmelse jeg står tilbage med. Der kan ikke være en tredie position mellem fiktion og virkelighed, så når vi konfronteres med det ene, forstår vi det andet. Således også Omer Fasts fiktion. Og hans måske så meget bedre og mere end andres, der kan have en tendens til at kunne nøjes med at være fiktion. Harmløs uvirkelig.

Det er nok ikke nødvendigt, men her er den alligevel, disclaimeren:

At jeg tolker Fasts film som epistemologiske eksperimenter står for egen regning - det er ikke en anmeldelse, jeg har skrevet. Omer Fasts film er som alle vellykkede kunstværker gode for en række andre tilgange, som jeg dog vil hævde, ikke kan komme udenom at forholde sig til de sprækker, de laver i virkeligheden. Det være sig krigens, billedernes, beskuerens, fiktionens eller den sprække virkeligheden i sig selv er.

Galleriet

Kunsten

Vimeo

MED AUSTER OG DESCARTES I TANKERNE I TOGET

Tænker, erindrer, læser, sover, erkender og rejser på samme tid. Øjnene åbner og lukker. Læser og kigger. Staver og falder i staver. Billeder glider forbi og sejler igennem. Handlinger, personer, fremtid. Symboler og hegn. Vejr. Lys. Mørke. En simultanitet på sporet mellem København og Aarhus. Unik og kompleks.

Men der er een position [kalder vi det] over dem alle. Den der opdager alt det, jeg gør, på samme tid som jeg gør det. Som kan opfatte det hele ske og kun gøre det. En suveræn position. Mon den er min?

Også læsningen af Paul Austers ‘Rejser i Scriptoriet’ - som jeg har med på rejsen - er flersporet. For jeg genkender både Kafka og Conrad i teksten, men selvfølgelig også Austers egne tekster. Skrift, læsning og aflæsning af læsning snor sig ind i sporene, forsvinder og dukker op som pælene udenfor, som landsbyer man synes man kender. 

Der er dem der taler om teksten - også med afsæt i ordets etymologi -som noget, der er vævet eller flettet. Lag som danner en tekstur, en flade, der består af et uendeligt antal berøringspunkter og fremstår som et mønster. I så fald er min tekst de lagner, der hænger til tørre langs med banen og bølger i vinden og fanger lyset, der trænger ned mellem de drivende skyer.

Det er derfor jeg elsker toget og togets bevægelse. Bevægelsen er den bevidstløse bevidsthed. Man ved man bevæger sig - det aktiverer bevidstheden, så alle tanker tænkt ud over bevidstheden om bevægelsen er på en måde sikrede eller sikre: De findes. Descartes tænkte kun. Han kørte ikke med tog.

ER DET NAT // ER DER HÅB

SELVBIOGRAFISK TEKST (2)

Nogle gange er det nemmere at være vågen.

Nogle gange er det nemmere at sige det, man forventer man vil sige. Nogle gange kan man gemme sig i sig selv. Lade de andres blik forme sig. Blive afgjort.

Nogle gange forsvinder sandheden om det, man troede var bestemt. Den tid man har været her. For du ejer ikke din egen historie, når du giver den til andre. Så får du det igen, at du ikke mere er den.

Stop. Lad være med at holde fast, for du holder ikke fast i noget, der findes. Ensomhed findes ikke. Hvis du er alene, er du ikke. Heller ikke ensom. Descartes vidste, nogen ville læse hans tekst.

Nogle gange er det nemmere at tage stilling. Stille sig op, som om man var nogen. Nogle gange skal man lade benene være stive for ikke at vælte.

Alt det man ikke er. Kunne blive. Forandres til. Det kræver bare en prædikant og et navn. 

SAMMEN MED ANDRE | ALENE FOR SIG SELV

It's not that I love myself, I just don't want company 

- Joan Armatrading: Me Myself I

Olafur Eliassons gennembrudsværk var en installation på Museum of Modern Art i New York, der hed Seeing Yourself Sensing. Det er rimeligvis lige så kernefysisk typisk for hans produktion, som så mange andre af hans værker, hvor bevægelsen - ens egen - er afgørende for pointen. I forbindelse med rulletrapperne mellem etagerne havde han ophængt spejle, som reflekterede ens blik i bevægelse - dvs. det man så udover sig selv, var at man så sig selv i bevægelse - bevidst om bevægelsen, som man jo altid er på rulletrapper. Derfor fik han så sindssygt Olafursk skubbet bevægelsen ind i bevidstheden, hvor den af gode grunde jo ellers kun findes i balancecentret. Og så stod man dér (sic), med sin egen refleksion. Fascineret i og af et epistemologisk perpetuum mobile, som jeg ikke ved, om er kartesiansk eller Merleau-Pontysk udover altså at være Olafskurks.

Jeg tror egentlig ikke værket kan forklare de følgende overvejelser om det at være alene og sammen med andre, men det rummer alligevel et afgørende element. Oplevelsen af at få flyttet sit indre syn ud og tilbage på een selv. Og så tror jeg måske Olafur Eliassons værker har en form for ensomhed som grundlag for at kunne lykkes. Ofte er titlerne også noget med ‘your personal’, hvad der indikerer man er alene om erkendelsen. Og her skal det handle om ensomhed. Og erkendelsen. Måske mere præcist af, hvad det vil sige at være alene.

Forleden tilbragte jeg en række dage og nætter sammen med en gruppe mennesker. Det var dejlige dage og jeg deltog ivrigt og livligt i fællesskabets mange facetter - sociale og faglige som de nu var i denne sammenhæng og rigt i mål. Når man deltager i den slags begivenheder er det for at bidrage til den samlede og samlende pulje. Det er ikke fordi det skal lyde som et filantropisk projekt, men man yder det man nu kan, som den man nu er, og håber det hele går op i den højere enhed samværet skal nå. Man er ‘på arbejde’. Konkret, i overført betydning og helt efter normen i konkursusdanmark. Man er træt, når man kommer hjem. Kvæstet, smadret, udkørt og flad - mange trafikmetaforer melder sig. Og så sker det mærkelige.

Ved førstkommende lejlighed har man brug for at være alene. Helt forståeligt. Acceptabelt. Man er lidt tavs. Kan godt fortælle lidt. Om maden. Priserne. Sengetøj og gåture. Men man vil gerne have fred. Være lidt alene. Skal finde sig selv. Men det er mærkeligt nok slet ikke det, det handler om. Man skal faktisk gøres fri af sig selv. At være alene er ikke at være alene med sig selv. Det er at være alene. Altså helt alene - ikke engang i selskab med sig selv. Behovet går ikke på at finde noget som helst. Da slet ikke sig selv. Det går på at slippe for sig selv. Man har ikke været opløst i et fælleskab og opmærksom på alle de andre. Man har været ultimativt til stede som sig selv for at skabe et fællesskab og hele tiden arbejdet med at se og være sammen med de andre. Selv. Som sig selv. Den bedste version eller hvad man nu kalder det i disse ‘stagede’ tider.

Måske er det så himmelråbende banalt som det kan blive. Måske er det derfor jeg nervøst har garneret denne så-absolut-på-det-jævne livsindsigt med kunstværker, fremmedord, namedropping og citater. Men jeg kan ikke andet, end ærligt vedgå min stadig dirrende forundring over dette bevidsthedmæssige og paradoksale tårnspring. Efter at have tilbragt en fuld dag uden selskab af eller med nogen som helst, forstod jeg, at jeg havde glemt mig. Mere og mere. Og med stigende lykkefølelse. Måske er dette kun en erkendelse for eremitter. Munke. Og melankolikere. Så lad os da være det. Jeg synes godt om byttet. Og det skæve regnskab der hedder man mest er sig selv blandt andre. Kan tilmed nu meget bedre sige, jeg har brug for at være lidt alene for mig selv.

Eliasson på Moma