SL·ÆG·TERS GANG

DÉT BLIK

Man møder en gammel ven på biblioteket, som får een til at genfortælle og tænke over, om alle de ting, der er sket og man har gjort siden dengang. Og mens man fortæller, står den gamle ven og blinker og misser og har det der drag om munden som kun fortiden kan have, når den en sjælden gang får chancen for at bedømme sin fremtid.

KIEFERHOMEN I, II, III

SELVBIOGRAFISK TEKST (2)

Nogle gange er det nemmere at være vågen.

Nogle gange er det nemmere at sige det, man forventer man vil sige. Nogle gange kan man gemme sig i sig selv. Lade de andres blik forme sig. Blive afgjort.

Nogle gange forsvinder sandheden om det, man troede var bestemt. Den tid man har været her. For du ejer ikke din egen historie, når du giver den til andre. Så får du det igen, at du ikke mere er den.

Stop. Lad være med at holde fast, for du holder ikke fast i noget, der findes. Ensomhed findes ikke. Hvis du er alene, er du ikke. Heller ikke ensom. Descartes vidste, nogen ville læse hans tekst.

Nogle gange er det nemmere at tage stilling. Stille sig op, som om man var nogen. Nogle gange skal man lade benene være stive for ikke at vælte.

Alt det man ikke er. Kunne blive. Forandres til. Det kræver bare en prædikant og et navn. 

MUSIK I DEN TEKNOLOGISKE REPRODUCERBARHEDS TIDSALDER

Oops I CD'ed again!

Hvorfor bliver jeg ved med at købe lp'er og cd'er, når nu enhver kan se og tilmed véd dybt ind i sin teknologihistoriske og erfaringsbaserede bevidsthed, at det kun er et spørgsmål om tid - som i måneder og år - før mediet er væk fra hylderne? Og her næres ingen illusioner om en genkomst a' la LP'en. CD'en bliver nok nærmere et nostalgisk smykke og en hipstergimmick, som vi har set det med kassettebåndet de sidste år. Så hvorfor er det jeg troligt hænger i, og smider penge efter de blanke skiver, hvor jeg møder dem: Brugt, i netbutikkerne, på lagersalg og af og til i en regulær butik? Hvorfor bærer jeg til stadighed poser hjem med glæde og en varm følelse af at eje mere musik, der skal lyttes igennem, når jeg kunne streame (næsten) det samme, i (næsten) samme kvalitet via - i mit tilfælde - TDC-play? Billigere, nemmere, mere mobilt og med algorytmiske krykker til at finde nye emner efter min smag.

Spørgsmålet er om afspilningen - afspilningsteknologien - har indflydelse på værkets status. Lydmæssigt indiskutabelt - det er også derfor der står næsten i parenteserne ovenfor. Udbudsmæssigt også indiskutabelt (det andet næsten); for der er vigtige kunstnere og udgivelser, som ikke findes på en og anden tjeneste - både store, grådige og ganske små, ukendte kunstnere. Men har selve afspilningen også indflydelse på, hvordan man oplever værkets kunstneriske status? Herunder altså også om det, at man ejer en fysisk reproduktion af værket, som man kan afspille, skaber en anden situation, end når man ejer et abonnement til en tjeneste, der gør en i stand til at vælge værket fra en liste eller en søgning?

Her nærmer vi os elementer, som er svære at udrede, for mit musikalske levned har alle dage været bundet op på samlingen - og dermed købet og ejerskabet. Fra de første kassettebånd med ABBA til LP-pladerne med Thin Lizzy og CD'erne med Chemical Brothers. Derfor er vanen - og måske endda den kapitalistiske mentalitet - svær at gennemskue i så henseende. For jeg har stadig (næsten) alle de kassettebånd, LP'er og CD'er jeg købt gennem tiderne. Og jeg vil altid helst eje min musik i en fysisk fremtrædelsesform. Jeg kan ikke oversætte de filer jeg køber på iTunes til et ejerskab, og jeg kan ikke på nogen måde 'mærke' jeg ejer Lars H.U.G.s 'Ti sekunders stilhed', selvom jeg hørte den adskillige gange på TDC-play, da den udkom. Jeg er altså nødt til at eje - og derfor fysisk købe - min musik, for at forstå, hvorfor jeg kan spille den og måske endda høre den. Det overflødiggør i væsentligt omfang streamingen. Men streamingen - har det vist sig - er heller ikke tilfredsstillende at lytte til. Jeg kan ikke præcist sætte ord på hvorfor, men jeg føler mig ikke på samme måde forpligtet på eller indforstået med musikken. Det minder om radioens strøm af musik: Det er nogen andre, som har valgt og nogen andre, som afspiller. Det er en sammenhæng jeg kan lytte til, men ikke helt bliver del af. Det siger jeg vel vidende, at jeg er på kanten af at forråde fortidens mange lykkelige nattetimer med Radio Luxemburg og de mange ulykkeligt lykkelige med P4's Barometersange, som var essentielle og livgivende, men som lyd betragtet ikke min lyd, mit værk. Helt grotesk bliver det, når jeg lytter til de CD'er fra min samling, som jeg har rippet og lagt på min computer - for dem 'streamer' jeg problemfrit og med fuldt udbytte. De kommer fra min fysiske computer - men åbenbart via en anden kanal, end dem jeg har streamet og streamer fra last.fm, radioio, jazzradio, youtube og soundcloud. Det er som om den lyd er fortryllet.

Derfor kan man meget passende inddrage den tyske filosof Walter Benjamin, der filosoferede over en beslægtet situation i hans essay 'Kunstværket i den tekniske reproduktions tidsalder' fra 1936. For Benjamins effektive nyskabelse er også et fortryllende begreb, han kalder værkets 'aura', og dermed også det han kalder værkets 'auratab', når det reproduceres. Han siger også at "reproduktionsteknikken løsriver det reproducerede fra traditionssammenhængen." Af flere årsager; bl.a. den at han er et politisk dyr, lægger han udtalt vægten på kunstværkets egen status i forbindelse med den kapitalistiske praksis (udbytning) og forførelse (æstetisering), mere end på forbrugets indflydelse på samme, som jo er det jeg ælter rundt i her. Det betyder imidlertid ikke, at hans begreber ikke er brugbare. 

Jeg kan således nemt identificere streaming med noget affortryllet, der kun mimer en oprindelig praksis, hvor man var tættere på kunstværket. En maskinel, banal og upersonlig afliren, overfor en fysisk, personlig og stedbunden betjening af værket, som jeg i mangel af bedre så må verificere med ejerskabet. Åbenbart fordi ejerskabet er den eneste måde jeg kan begribe, at jeg spiller musik på. At JEG (af)spiller musikken og involverer mig i værkets traditionelle værdi. Benjamin taler også om, hvordan 'udstillingsværdien' fortrænger 'kultværdien' ved værkerne. Og her ser jeg ingen problemer i at sammenligne de mange streamingtjenesters selvpromoverende slogans om, hvor mange millioner sange, de kan tilbyde, med udstillingensværdien - for ikke at tale om søgemekanismernes omnipotente og altid vulgært, villige altseende lup - overfor min egen private, fysisk betingede hemmelige aflytning med det kultiske, mystiske og sjælelige. 

Jeg påstår altså - delvis med Benjamins antropologisk orienterede kritik af reproduktionen - at digitaliseringen af musik, og den heraf medfølgende gnidningsløse, allestedsværende og selvpromoverende praksis det har medført, har en indflydelse på musikken som værk, der gør jeg ikke kan fornemme dens oprindelige aura. Jeg er imidlertid splittet på ejerskabet, og dermed kaptalismens rolle i forbruget - da Benjamin ser den som medvirkende til ødelæggelsen af værkets aura. For som allerede nævnt er kapitalismen jo en sentimental præmis for paradokset ved købet - ejerskabet. I øvrigt både ved købet af streamingtjenesterne såvel som de fysiske medier. Men med streamning synes jeg - som i øvrigt i mange andre sammenhænge, hvor man kun har en identitet, hvis man har et kreditkort - købet er skjult og næsten påfaldende 'glemt', for ikke at sige 'flovt'. Her ligger det ligefor at kaste et blik på film- og tv-streamingtjenesterne, der også tilbyder et guddommeligt livsforlængende - og indifferent - flow, som sætter en ære i ikke at være andet end nydelse, der bevæger sig i en inciterende radius rundt om det likvide jeg. Altid uden at påpege kontrakten, som jo er en partykiller. Har man først købt abonnementet er man i de hellige haller. Kulten er købet og kunsten er blevet til kontrakten. Værket er væk.

Walter Benjamin siger: "Menneskehedens fremmedhed overfor sig selv har nået den grad, hvor den formår at opleve sin egen tilintetgørelse som en æstetisk nydelse af første klasse."

Måske har han stadig ret. I så fald skal jeg nok være glad for, jeg kun køber musik reproduceret til fysisk form, og håbe på, at den modvilje jeg har mod at lytte til andet holder mig i live og fri af den digitale tilintetgørelse.

MR FACE VALUE - BOWIES ANSIGT AN SICH

"Judge it by the cover! I dare you. Judge it by the cover!"

Ikke nogen særlig original vinkel vel? Men vi prøver alligevel at kigge på hans to seneste covers. 
Her som jeg mødte det første i forbindelse med singlen 'Where are We Now?'

Og her som albummet 'The Next Day' kommer til at se ud.

Bowie har gennem sin lange selvoptagne karrirere formået at konkretisere ansigtet - an sich. Det er i hans tilfælde ikke en talemåde, at han har mange ansigter. Han har skiftet dem som andre skifter masker. Det er derfor man ofte nævner kamæleonen og ikke maskespilleren, når man skal karakterisere ham. Eller det ved jeg jo ikke, men jeg opfatter ikke hans ansigter som roller - måske netop fordi han har holdt så kategorisk på det altid skulle være det, der bar hans persona. Alle covers prydes af dette ansigt - ganske få tager hele kroppen med - og altid er der dette unikke dobbeltblik fra kraniet ud gennem ansigtet, som for at understrege det bipolære og dialektiske i ansigtsmaskens evindelige skiften. Hvor man oplagt kan tale om look i andre rock- og popstjerners tilfælde, så er det hos Bowie ikke hele outfittet han betoner, men væsentligst ansigtet, der bærer det nye.
Det er selvfølgelig også derfor de seneste covers er særlige. Både på det ene og det andet er ansigtet jo forsvundet. Så hvad er det han fortæller os?
Han fortæller han os - i god overensstemmelse med hypen og foromtalerne og singlen - at nu får vi endelig den rigtige vare. Den 66-årige er (endelig) nået til år og skel mellem virkelighed og reality, hvad man kun kan fortælle ved - paradoksalt nok - IKKE at have et ansigt på coveret. Bowies sande jeg er ikke til at vise. Det er vi nødt til at tænke os til. Hans sande jeg er selvfølgelig en platonistisk konstruktion, hvor ideen om de skiftende identiteter er det mest ægte, hvorfor vi kun ser en skærm, hvorpå han gentagne gange har projiceret sine ansigter. Det er lykkedes ham at gøre det skjulte til det sande. Det er en ultimativ kamæleonisk manøvre mere end tæt på Magrittes signaturgreb. Alternativt kan man vælge at tolke firkanterne som spejle, og forstå hans ansigter som noget vi fans, lyttere, tilbedere og apostle har skabt i vort billede - ikke mindre virkelige, men bestemt mere attitituderelativistiske.
Så hvor er vi nu?
Alt efter temperament kan man vælge og sige, han har taget toget til hauptbahnhof en sidste gang - og derfor ikke er rejst incognito. Man kan også vælge at sige han - især med Heroes-coveret - vipper billedet en sidste utrolig gang og - måske en smule mæt af dage-melankolsk - konstaterer, at selv det glatte (i.e. rynkede) ansigt er et blandt andre, og bare fordi det ikke er nyt, så er det stadig et i rækken af alle de andre.
Andy. Here's another 15 minutes. Mesterligt.

Hvis man vil vide, hvad designeren har tænkt - så står det her:

http://virusfonts.com/news/2013/01/david-bowie-the-next-day-that-album-cover-design/

HOS LÆGEN

Et nedkogt kammerspil

Patienten: Jeg har ondt i livet.

Lægen: Højre eller venstre side?

Patienten: Jeg har også ondt i hodet.

Lægen: Jeg har nogle piller som kan save hodet af og derved tage de værste smerter.

Patienten: Jeg har ondt af mig selv.

Lægen: Det er jeg ked af at høre. På Deres vegne naturligvis.

Patienten: Jeg har ondt i blodet.

Lægen: Her kan vi tage en prøve.

Patienten: Rorschach?

Lægen: Var det højre eller venstre side, de sagde?

Patienten: Jeg kan prøve.

Lægen: Mener De at forstå?

Patienten: Nej. Det modsatte.

Lægen: Udstå?

Patienten: Nærmest.

Lægen: Det kan forklare nogle af smerterne.

Patienten: Som sagt.

Lægen: Jeg tror vi skal tage en leverbiopsi.

Patienten: Jeg mener nu nok jeg er klar over at jeg lever.

Lægen: Men biopsien er uvildig.

Patienten: Men jeg er uvillig.

Lægen: Det kan forklare nogle af smerterne.

Patienten: Har De nogle piller der kan save livet af?

Lægen: Sidste dør på egen hånd.

Patienten: Ak ja.

Lægen: Selv tak.

EN ULTIMATIV PERSONLIGHEDSTEST PÅ KUN TI SPØRGSMÅL!

Hvem er du, hvem?

1: Hvad tænker du på foran en blomsterbutik?
A) Døden
B) Din elskede
C) Livet
D) Linné

2: Kommenterer du andre folks trafiketik?
A) Altid.
B) Aldrig.
C) Hvis den er iøjnefaldende.
D) Ved ikke.

3: Du skal pludselig på toilettet, så du
A) begynder at lede efter et i nærheden som du straks entrer og tømmer dine organer i.
B) forbereder dig på at kontrollere dine organer så du kan finde det rigtige sted at komme på toilettet.
C) ignorerer det og fortsætter dine gerninger og venter på næste udkald.
D) mærker efter

4: Du har læst et digt af Søren Ulrik Thomsen, hvad ser du for dit indre blik?
A) Din barndoms yndlingssovedyr.
B) En kirkegård.
C) Potsdamer Platz, Berlin.
D) En blomsterbutik.

5: Dit livs kærlighed har lokket dig i vandet - men det er så koldt, at det gør ondt i knoglerne. Du beslutter dig for
A) at fingere at du måske har trådt på en knivmusling/er blevet brændt af en brandmand og humper ind.
B) at vente til dit underliv også er følelsesløst og håber det gør dukkerten mere udholdelig.
C) at spørge om I ikke kan gå ind igen sammen, fordi det smpelthen er så koldt, at det gør ondt i knoglerne.
D) det du hele tiden har besluttet dig for.

6: Du har fået råd til at købe lidt til dig selv - skal vi sige 8 - 900 kroner.
A) Du vælger en modevare.
B) Du vælger en vintageting.
C) Du køber noget der kan deles med din elskede - fx noget fra en blomsterbutik.
D) Du lægger lidt oveni og køber et par sko.

7: Du skriver invitationer og har glemt hvordan man staver til bedste vens kærestes navn, så du
A) tager chancen og staver det på den mest almindelige måde.
B) SMS'er din ven.
C) skriver "& Co :-)" efter vennens navn.
D) skriver deres efternavne.

8: I har lige elsket og der er meget snasket på lagenet, du
A) tørrer efter med det der måtte være ved hånden.
B) rykker dig selv og din elsker over i en anden del af sengen og cuddler.
C) står op og rykker lagenet af - det kunne jo sive videre ned i topmadrassen.
D) falder i søvn.

9: Du står for at skulle henrettes.
A) Du er skyldig.
B) Du er uskyldig.
C) Du er medskyldig.
D) Du ved ikke hvorfor.

10: Du falder over en personlighedstest i et blad/på en blog.
A) Du tager den, men svarer ikke ærligt.
B) Du ignorerer den.
C) Du læser den, men svarer ikke.
D) Det er denne test.

Flest A-svar: Du er et menneske, præget af livets tildragelser og de humørsvingninger de nu giver. Du er både asocial og afhængig af andre - og elsker begge dele (dig selv og de andre). Du er indbildsk i en grad der lige netop gør du ikke selv kan se det.
Flest B-svar: Se "Flest A-svar:"
Flest C-svar: Se "Flest B-svar:"
Flest D-svar: Du er lige nøjagtig den du skal være. Se evt. "Flest C-svar:"
Tag testen igen imorgen - så skal du bare se det.