ARCHITECTE

HEADWAIT

Jeg går baglæns ind i min historie, ikke det mindste overrasket over ikke at genkende det, jeg ser, for vinklen er ikke den samme, som da jeg var her sidst. Når jeg umuligt kan komme længere, begynder fortællingen.

MERE OM STREAMING SOM NETOP IKKE ER STREAMING MEN EN STRØM KLIPPET I PENGESTYKKER

Det er egentlig ikke fordi jeg vil gøre streaming til min hovedfjende - den slags ‘tjenester' er lige så uovervindelige som vindmøller og drager - men jeg ér også nødt til at kæmpe mod alt det, der ikke respekterer og destruerer det, der er kunst og kunstnerisk intention.

Hvis jeg fx siger Chemical Brothers, The Orb og Pink Floyd. Hvis jeg fx siger liveoptagelser. Hvis jeg fx siger Frank Zappa. Hvis jeg fx siger, hvad fanden er det, der sker med musik, der er følt, tænkt, drømt, knoklet ud i enheder, der IKKE ligger som redebonne regninger og opdelte enkeltmandsvirksomheder, men NETOP som flydende, følsomme, fascinerende forløb af lyd, stemning og intention?

Så er svaret død og kalkulérbar kynisme. 

Vi kunne også - for morsomheds skyld - kalde det pinlige pauser, hvor alle de artistiske anstrengelser for lov at stå og stritte med en kapitalisérbar intention, der næppe har været dominerende i studiet eller på scenen, da musikken blev til. For det er egentlig ikke morsomt, at musikken skal kunne klippes i bidder som man middelalderligt primitivt gjorde det med smykkerne dengang frygt herskede på jord. De skal de imidlertid, fordi ellers kan man åbenbart ikke streame dem.

Kernetragedien er nok, at hvor kunsten og kunstnerne til alle tider tidligere har formået (og ønsket) at bryde formatet - det være sig med forgængelige værker, umulige optagelser, mystiske sprog, levende teater og kunst forklædt som hverdag, så er de (i skikkelse af musikerne) nu bundet, lænket og pisket til at følge streamingformatet, fordi formidlingen og afspilningen af værkerne er fjernet fra dem, der gør det levende: Lytterne. Kilet ind mellem værk og bevidsthed sidder en mørk masse uden kunstnerisk tæft, og synes det er vigtigere at kunne tælle og betale. Vi kunne for sjov sige det er dém vi kan høre i pausens uhyggelige susen. Det er bare ikke sjovt. Og det er ikke ligemeget. Lige så lidt som det ikke er ligemeget med alt det andet, der bliver lettere, hvis bare man betaler en ubetydelig pris for det. Hvad der er ubetydeligt for dig, er millioner af kroner værd for andre. Og de tager tingene alvorligt.

MUSIK I DEN TEKNOLOGISKE REPRODUCERBARHEDS TIDSALDER

Oops I CD'ed again!

Hvorfor bliver jeg ved med at købe lp'er og cd'er, når nu enhver kan se og tilmed véd dybt ind i sin teknologihistoriske og erfaringsbaserede bevidsthed, at det kun er et spørgsmål om tid - som i måneder og år - før mediet er væk fra hylderne? Og her næres ingen illusioner om en genkomst a' la LP'en. CD'en bliver nok nærmere et nostalgisk smykke og en hipstergimmick, som vi har set det med kassettebåndet de sidste år. Så hvorfor er det jeg troligt hænger i, og smider penge efter de blanke skiver, hvor jeg møder dem: Brugt, i netbutikkerne, på lagersalg og af og til i en regulær butik? Hvorfor bærer jeg til stadighed poser hjem med glæde og en varm følelse af at eje mere musik, der skal lyttes igennem, når jeg kunne streame (næsten) det samme, i (næsten) samme kvalitet via - i mit tilfælde - TDC-play? Billigere, nemmere, mere mobilt og med algorytmiske krykker til at finde nye emner efter min smag.

Spørgsmålet er om afspilningen - afspilningsteknologien - har indflydelse på værkets status. Lydmæssigt indiskutabelt - det er også derfor der står næsten i parenteserne ovenfor. Udbudsmæssigt også indiskutabelt (det andet næsten); for der er vigtige kunstnere og udgivelser, som ikke findes på en og anden tjeneste - både store, grådige og ganske små, ukendte kunstnere. Men har selve afspilningen også indflydelse på, hvordan man oplever værkets kunstneriske status? Herunder altså også om det, at man ejer en fysisk reproduktion af værket, som man kan afspille, skaber en anden situation, end når man ejer et abonnement til en tjeneste, der gør en i stand til at vælge værket fra en liste eller en søgning?

Her nærmer vi os elementer, som er svære at udrede, for mit musikalske levned har alle dage været bundet op på samlingen - og dermed købet og ejerskabet. Fra de første kassettebånd med ABBA til LP-pladerne med Thin Lizzy og CD'erne med Chemical Brothers. Derfor er vanen - og måske endda den kapitalistiske mentalitet - svær at gennemskue i så henseende. For jeg har stadig (næsten) alle de kassettebånd, LP'er og CD'er jeg købt gennem tiderne. Og jeg vil altid helst eje min musik i en fysisk fremtrædelsesform. Jeg kan ikke oversætte de filer jeg køber på iTunes til et ejerskab, og jeg kan ikke på nogen måde 'mærke' jeg ejer Lars H.U.G.s 'Ti sekunders stilhed', selvom jeg hørte den adskillige gange på TDC-play, da den udkom. Jeg er altså nødt til at eje - og derfor fysisk købe - min musik, for at forstå, hvorfor jeg kan spille den og måske endda høre den. Det overflødiggør i væsentligt omfang streamingen. Men streamingen - har det vist sig - er heller ikke tilfredsstillende at lytte til. Jeg kan ikke præcist sætte ord på hvorfor, men jeg føler mig ikke på samme måde forpligtet på eller indforstået med musikken. Det minder om radioens strøm af musik: Det er nogen andre, som har valgt og nogen andre, som afspiller. Det er en sammenhæng jeg kan lytte til, men ikke helt bliver del af. Det siger jeg vel vidende, at jeg er på kanten af at forråde fortidens mange lykkelige nattetimer med Radio Luxemburg og de mange ulykkeligt lykkelige med P4's Barometersange, som var essentielle og livgivende, men som lyd betragtet ikke min lyd, mit værk. Helt grotesk bliver det, når jeg lytter til de CD'er fra min samling, som jeg har rippet og lagt på min computer - for dem 'streamer' jeg problemfrit og med fuldt udbytte. De kommer fra min fysiske computer - men åbenbart via en anden kanal, end dem jeg har streamet og streamer fra last.fm, radioio, jazzradio, youtube og soundcloud. Det er som om den lyd er fortryllet.

Derfor kan man meget passende inddrage den tyske filosof Walter Benjamin, der filosoferede over en beslægtet situation i hans essay 'Kunstværket i den tekniske reproduktions tidsalder' fra 1936. For Benjamins effektive nyskabelse er også et fortryllende begreb, han kalder værkets 'aura', og dermed også det han kalder værkets 'auratab', når det reproduceres. Han siger også at "reproduktionsteknikken løsriver det reproducerede fra traditionssammenhængen." Af flere årsager; bl.a. den at han er et politisk dyr, lægger han udtalt vægten på kunstværkets egen status i forbindelse med den kapitalistiske praksis (udbytning) og forførelse (æstetisering), mere end på forbrugets indflydelse på samme, som jo er det jeg ælter rundt i her. Det betyder imidlertid ikke, at hans begreber ikke er brugbare. 

Jeg kan således nemt identificere streaming med noget affortryllet, der kun mimer en oprindelig praksis, hvor man var tættere på kunstværket. En maskinel, banal og upersonlig afliren, overfor en fysisk, personlig og stedbunden betjening af værket, som jeg i mangel af bedre så må verificere med ejerskabet. Åbenbart fordi ejerskabet er den eneste måde jeg kan begribe, at jeg spiller musik på. At JEG (af)spiller musikken og involverer mig i værkets traditionelle værdi. Benjamin taler også om, hvordan 'udstillingsværdien' fortrænger 'kultværdien' ved værkerne. Og her ser jeg ingen problemer i at sammenligne de mange streamingtjenesters selvpromoverende slogans om, hvor mange millioner sange, de kan tilbyde, med udstillingensværdien - for ikke at tale om søgemekanismernes omnipotente og altid vulgært, villige altseende lup - overfor min egen private, fysisk betingede hemmelige aflytning med det kultiske, mystiske og sjælelige. 

Jeg påstår altså - delvis med Benjamins antropologisk orienterede kritik af reproduktionen - at digitaliseringen af musik, og den heraf medfølgende gnidningsløse, allestedsværende og selvpromoverende praksis det har medført, har en indflydelse på musikken som værk, der gør jeg ikke kan fornemme dens oprindelige aura. Jeg er imidlertid splittet på ejerskabet, og dermed kaptalismens rolle i forbruget - da Benjamin ser den som medvirkende til ødelæggelsen af værkets aura. For som allerede nævnt er kapitalismen jo en sentimental præmis for paradokset ved købet - ejerskabet. I øvrigt både ved købet af streamingtjenesterne såvel som de fysiske medier. Men med streamning synes jeg - som i øvrigt i mange andre sammenhænge, hvor man kun har en identitet, hvis man har et kreditkort - købet er skjult og næsten påfaldende 'glemt', for ikke at sige 'flovt'. Her ligger det ligefor at kaste et blik på film- og tv-streamingtjenesterne, der også tilbyder et guddommeligt livsforlængende - og indifferent - flow, som sætter en ære i ikke at være andet end nydelse, der bevæger sig i en inciterende radius rundt om det likvide jeg. Altid uden at påpege kontrakten, som jo er en partykiller. Har man først købt abonnementet er man i de hellige haller. Kulten er købet og kunsten er blevet til kontrakten. Værket er væk.

Walter Benjamin siger: "Menneskehedens fremmedhed overfor sig selv har nået den grad, hvor den formår at opleve sin egen tilintetgørelse som en æstetisk nydelse af første klasse."

Måske har han stadig ret. I så fald skal jeg nok være glad for, jeg kun køber musik reproduceret til fysisk form, og håbe på, at den modvilje jeg har mod at lytte til andet holder mig i live og fri af den digitale tilintetgørelse.

Tid #1

Når bilen kører bevæger hjulet sig mod urets retning. Sådan er det med en mængde opfindelser og teknologiske landvindinger: De er alene opfundet for at spare tid. Som man sidder der i automobolet med alle fire urskiver spinnende under sig for at nå så meget som muligt.Hvem siger imidlertid man når mere ved at bevæge sig hurtigt. Banalt javel. Den har vi hørt så mange gange før, det virker som spild at tid at gentage den. Netop. Men problemet er ikke at vi har hørt den før, men at alle har hørt den på forskellige tidspunkter. Sammenlign med billedet af køen på motorvejen en sommerdag. Efterhånden går alt i stå - vi vælger her at sige, det ikke skyldes et færdselsuheld, da jeg ikke ønsker nogen skal komme til skade i min metafor - og langsomt stiger folk ud i varmedisen og spejder frem og tilbage ad vejen, og i den forstand bagud og fremad i tid. Strækker sig, kører hænderne gennem håret elller over issen. Læner sig mod bilen og trækker vejret. Børnene kryber efter og ved på forhånd de aldrig vil kunne overskue så kompleks en situation, men nyder en uventet boble af voksen mildhed og fatalisme. Urene går i stå. Man tænder en cigaret. Nikker til naboen, som var køen et spontant fremskudt parcelhuskvarter.I den situation regulerer vi tiden efter farten og erkender det ikke bliver anderledes. Der er noget vi ikke når, men det er ikke det samme som at sætte noget til. For her står man jo, med tiden på sine hænder - som det må hedde i en ikke ueffen oversættelse af det engelske.
Skulle det hænde man bevæger sig på motorvejen en decemberdag og kommer glat igennem uden ophold, måske endda med en gennemsnitsfart over de 120, så ender man der i stolen hos sine venner eller sin familie og føler sig gammel på en kvalmende måde. Har den nye bil sparet mig tid eller liv? Hvorfor er det livet skal flyttes så hurtigt som muligt fra sted til sted. Fylder det mere af den grund? Ja, selvfølgelig kan man ikke gå til Middelfart, når man selv bor i Århus - men det er da kun fordi det er der heller ingen andre der gør. Ben er kødteknologi - de er forbundet med hjernen på samme måde bilens hjul er forbundet med urskiven.
Alt dette selvfølgelig under den forudsætning at det ikke var tilfældigt vi valgte en skive med to visere, som marcherer højre om til at måle tiden med. På en klode befolket af venstrehåndede ville vi - meget lig Walter Benjamins i fremtiden blæste engel - bakke i mål, konstant klogere og altid beredte. Måske ikke et dårligt alternativ.