HEADWAIT

Jeg går baglæns ind i min historie, ikke det mindste overrasket over ikke at genkende det, jeg ser, for vinklen er ikke den samme, som da jeg var her sidst. Når jeg umuligt kan komme længere, begynder fortællingen.

KNAUSGÅRD-KUNSTIPATION

Alle disse desperate ord, der ikke virker. Stemmer jeg trækker ud af min falske hals, mit troløse hode, i håb om en helbredelse. Der er ikke tale om at lege psykologisk tagfat, for løgnens haler er alt for nemme at fange og holde om. Rottevenner. Der er ikke tale om en religiøs håndspålæggelse, for bogen bliver aldrig sand. Det er ikke tale, som man hørte den dengang, hvor tvivlen kun boede i is og reb og råd i den fysiske verdens fælder. Råb om hjælp. Barndommens navne. Alle disse desperate ord, der ikke virker, men kommer og efterfølger og vedbliver, mens jeg'et tavst forbløder sin fremtid.Jeg kan ikke tale det frem, der er gemt i det, jeg prøver at sige, og jeg kan ikke tænke det frem heller. Mit sprog kaster kun skygger i mørke.

KNAUSGÅRDKONSTIPATION 2

"Men jeg ser i dag, madame," fortsatte han eftertænksomt, "en ny art fortællekunst vise sig og vinde indpas i vor civiliserede verden, - ja, den har allerede hævdet sig imellem os og fået stor magt over vor tids læsere. Denne nye kunstart har en anden ærgerrighed end de gamle historier, den har foresat sig at gribe mennesker fra det der kaldes det virkelige liv, at placere dem i sine romaner, hvor det så kan føje sig, og dér at lade dem selv forme og bestemme historien. Den er, for at kunne bevare disse sine virkelige mennesker på nært hold og på samme plan som læseren og for ikke at gøre ham bange, rede - og villig - til at ofre og give afkald på historien selv."

Karen Blixen i 'Kardinalens første historie' (1957)

Skal man knytte bare een kommentar til dette tankevækkende citat i relation til tidens dominerende autobiografisme, må det være, at Blixen, hvem jeg antager kardinalen taler for, peger på den afgørende mangel ved Knausgård & Co's litteratur, at det ikke er fiktion. Det burde jo som sådan ikke være et problem, da den selvbiografrende litteratur jo netop ikke ønsker at være fiktion - men noget mere eller andet end fiktion. Fiktionens kraft eller raison d'etre er imidlertid, at den udgør det levende i virkeligheden - fortællingen om mennesket. Og hvis man bytter det fiktive i romanerne ud med det virkelige, så står man tilbage med en fiktiv virkelighed, der ikke evner at løfte hverdagen og meningen med livet op til mere eller andet end de døde realiteter. 
Det er meget paradoksalt alt sammen. Men det er uden tvivl interessant, at baronessen peger på denne 'risiko' for så mange år siden. Vi kan ikke vide, hvem eller hvad det er hun taler imod - slet ikke da teksten ikke har nogen pålidelig anvisning på, hvilken tid den skal forestille at foregå i.

KNAUSGÅRDKONSTIPATION

Og netop i dette øjeblik hvor barnet kastede sit åbne blik mod mit, fordi det var eet med karrusellens cetripetale kraft, eet med dens inverterede malstrøm og eet med dens iboende frankensteinske maskineri, netop dér forstod jeg at mennesket er en selvforsynende organisme, der lever af det, det tror andre ser, tænker og ved om det - uagtet andre ikke kigger på, tænker over eller ved noget om andre end dem selv. Og alt afhængig af livskraft og eksistentiel indsigt kan denne organisme blomstre, forgå eller bare overleve.