EN FØDSELS GENFØDSEL

Spiderspiderman, Supersuperman og Batbatman. Hulkhulk.

Hvorfor har populærkulturen så stor forkærlighed for begyndelsen, at filmene igen og igen skildrer figurens fødsel og mytens udspring og elementer, som om det er i dem hele meningen ligger? Som om selve livet ikke kan bære.
Det ligner en hang til kompromisløs fatalisme, fordi skæbnen er en enklere - og mere glorværdig - måde at anskue livet på?
Det kan selvfølgelig også handle om at man gerne vil tilpasse sine fortællinger til den tid man lever i - men det strider jo på en eller anden måde imod mytens karakter. Det kan måske til nød gå, hvis man betragter Batmans mange ansigter - men med en figur som Spiderman er det svært at se, hvorfor den skulle tages om?
Det kan selvfølgelig også handle om, at man har en vis tæft for at finde ud af, hvor pengene sidder løsest hos biografgængerne - men det ændrer jo ikke på det forskruede forhold vi beskuere får til initieringen, skæbnen og Guds værksted, fordi vi gentagende gange skal plages med tragisk dna. Magtesløse sidder vi gang på gang og betragter brikkerne blive stillet op og spillet ud, på måder der paradoksalt nok både er suspensefyldte og forudsigelige.
Måske ligger noget af svaret her: Vi oplever disse genindspilninger og videredigtninger som bekræftelser på det meningsfyldte liv, fordi fortællingerne viser at livet skál gå efter en bestemt snor, for at have betydning. Det forudsigelige er det ægte, sande og virkelige? At de så er pimpet op med helteskikkelser og næsten uovervindelige fjender, bliver en del af den festlige fatalisme man kan kaste sit almindelige liv efter.

Men det forekommer mig, at lige meget hvór mange gange de prøver med de samme helte og skurke og tab og turbaner, så kommer fortællingerne aldrig for alvor ind i det guddommelige værksted. Det kan måske bedst ses i og med mange af disse genindspilninger og genfortolkninger kommer fra tegneserieuniverset. Et universers - eller skulle vi sige en genre - der på magisk vis netop bærer det guddommelige i tegningerne; skaberens pen og gnist. En hinde, en sfære og et lag af fortælling, der derfor rummer sine egne dybder. Fortællingernes udspring er på een gang synlige og usynlige, hørbare og tavse som et fortidigt big bang. Fantastisk.
Når disse kvaliteter skal omformes til film bliver myten og figurens fødsel alt for banal. Eller altfald så banal, at den kun holder i en begrænset periode, før dens bulder og brag og effekter skal skiftes ud med nye.
Som vi vil se.
Igen.
Uden tanke for at myterne derved bliver til maskiner.

KNAUSGÅRDKONSTIPATION 2

"Men jeg ser i dag, madame," fortsatte han eftertænksomt, "en ny art fortællekunst vise sig og vinde indpas i vor civiliserede verden, - ja, den har allerede hævdet sig imellem os og fået stor magt over vor tids læsere. Denne nye kunstart har en anden ærgerrighed end de gamle historier, den har foresat sig at gribe mennesker fra det der kaldes det virkelige liv, at placere dem i sine romaner, hvor det så kan føje sig, og dér at lade dem selv forme og bestemme historien. Den er, for at kunne bevare disse sine virkelige mennesker på nært hold og på samme plan som læseren og for ikke at gøre ham bange, rede - og villig - til at ofre og give afkald på historien selv."

Karen Blixen i 'Kardinalens første historie' (1957)

Skal man knytte bare een kommentar til dette tankevækkende citat i relation til tidens dominerende autobiografisme, må det være, at Blixen, hvem jeg antager kardinalen taler for, peger på den afgørende mangel ved Knausgård & Co's litteratur, at det ikke er fiktion. Det burde jo som sådan ikke være et problem, da den selvbiografrende litteratur jo netop ikke ønsker at være fiktion - men noget mere eller andet end fiktion. Fiktionens kraft eller raison d'etre er imidlertid, at den udgør det levende i virkeligheden - fortællingen om mennesket. Og hvis man bytter det fiktive i romanerne ud med det virkelige, så står man tilbage med en fiktiv virkelighed, der ikke evner at løfte hverdagen og meningen med livet op til mere eller andet end de døde realiteter. 
Det er meget paradoksalt alt sammen. Men det er uden tvivl interessant, at baronessen peger på denne 'risiko' for så mange år siden. Vi kan ikke vide, hvem eller hvad det er hun taler imod - slet ikke da teksten ikke har nogen pålidelig anvisning på, hvilken tid den skal forestille at foregå i.

AMOR FATI

Donner und Blixen

Man skal elske sin skæbne, siges det. Bedst og mest emfatisk hos baronessen i hendes mange fortællinger: Peter og Rosa, Heloïse, Babettes gæstebud, Det ubeskrevne blad, Skibsdrengens fortælling og mange mange flere, hvor hendes hovedpersoner opnår den unikke forløsning, der kun er beskåret dem, hvis frihed ligger i skæbnens fangenskab. 
Men jeg både forstår og forstår det ikke. Jeg forstår godt man skal favne sit liv og sine muligheder, men den handling det er at gøre sådan, er dét så skæbnen, eller er skæbnen det, at man ikke kan gøre andet (noget anderledes)? Når Babette - masterchef de Paris - elsker sin skæbne i nogle pietistiske søstres grovkøkken, uden chance for andet end grød og suppe så langt armene rækker, er dét så at elske sin skæbne, fordi netop dét køkken giver hende indsigt i sanselighedens værdier? Når Simon i 'Skibsdrengens fortælling' griber muligheden for at elske, dræbe, næsten dø og flygte, er det så at favne sin skæbne, eller at lade den føre een? Når Heloïse - som er er en af mine yndlingsfigurer fra de rungstedlundske gemakker - ender i et tyndt evakostume i en anstrengt jagtscene, men med sin ungdoms skønhed i behold, er det så fordi hun forstod, og derfor greb sin skæbne på et tidspunkt, hvor netop nøgenheden var det eneste hun ikke burde vise i en jordisk sammenhæng?
Jeg har altid elsket Blixens fortællinger, fordi deres eksistentielle og adelige rebuser har talt mod den dybe meningsløshed hverdagen nådesløst udfordrer een med. Hos hende fandt man - ikke ulig hollywoods hverdagsdramaer - en storhed i det skum fjorden sender svævende ind over marehalmen, en storhed i den måde man vender cyklen på, fordi man glemte sit silketørklæde på kommoden, en storhed i hvad ved jeg det liv man prøver at få til at betyde noget mere og andet, end nogle timer klemt inde mellem drømmene.
Men nu er jeg blevet i tvivl om, hvordan man gør. Elsker sin skæbne, altså. Hvordan finder man balancen mellem det man er givet intellektuelt, fysisk og socialt (arv og miljø m.a.o.) og den vilje man også har? Hvordan gør jeg mig fri og fanget på een gang?
Når baronessen viser vejen, hvor er det så hendes point of no return ligger? Hvad er det, der er hendes skæbne? Hvornår og hvordan er det hun favner den? Er Blixen netop ikke talskvinde for at skæbnen er noget man vælger - noget man stiller an? Kan man sige hun behændigt byggede et fangenskab på sin faders grav, og at dette fangenskab var alt det hun ønskede af sit liv?
Jeg er tohundredtyvetusind sider bagud i diverse blixeniana og biografier til overhovedet at gætte på noget så kernekraftigt, men det billede jeg har af hende ligner ikke et menneske, der favner sin skæbne. Det ligner et menneske, der gør det tydeligt at man hár en skæbne, og at den skæbne er forbundet med om man tør være i verden.

Vi supplerer meget passende med en stemme fra den nykårede Alice Munros galleri:

"Somme tider er vores forbindelse flosset, den er i fare, den virker næsten borte. Udsigter og gader nægter ethvert kendskab til os, luften bliver tynd. Foretrækker vi ikke at have en skæbne at underkaste os, noget der gør krav på os, hvad som helst, i stedet for den slags usikre valgmuligheder, vilkårlige dage?"


Citat fra novellen 'Den albanske jomfru' i samlingen 'Offentlige hemmeligheder' - Samleren 1996, på dansk ved Lisbeth Møller-Hansen