DRØMMERE RØMMER MERE ØMME

Jeg har altid forsøgt at leve i et elfenbenstårn. Men en flodbølge af lort hamrer mod dets mure og truer med at underminere det.

Gustave Flaubert; i et brev til Ivan Turgenjev 1872

YPPIGE BLOMSTER

OM UNDERHOLDNINGENS INDERSTE VÆSEN

Jeg hader at blive underholdt, jeg har ikke tid til det. 

Fra Per Pettersons 'Ud og fange heste'

NÅR MAN TALER OM

ET SPØGELSE ER ET SPØGELSE I ET LAGEN

Bedsheet stories

Indskydelsen og eftertanken kommer fra Robert Musil, der i en af sine mange undersøgelser skriver:

"Men når ånd står alene, som nøgent navneord, bart som et spøgelse, man ville låne et lagen - hvordan forholder det sig da? Man kan læse digterne, studere filosofferne, købe billeder og føre nattevise samtaler: men er det ånd man får ved det? Sæt at det er ånd: men ejer man den så? Denne ånd er uløseligt bundet til den tilfældige skikkelse, den optræder i! Den går gennem det menneske, der gerne vil optage den i sig, og efterlader kun en ler rystelse. Hvad stiller vi op med al den ånd?" ('Manden uden egenskaber' i Karsten Sand Iversens oversættelse fra 1995).

Musil siger således at spøgelset er nøgent, hvorfor det har behov for et lagen - i overført betydning mener han selvsagt, at ånden er bar og derfor uden genkendelige eller karakteristiske træk og har brug for noget, der kan formidle den. Og den diskussion er i selv spændende - men for mig kom det til at handle om, hvorfor spøgelser er iklædt lagener? 
Hvis man vi have billeder andre steder fra end den levende fantasi er Christian Lemmerz 'Todesfigur' ganske velegnet:

Den umiddelbare sammenhæng til Musils metafor, er naturligvis, at spøgelser ikke er synlige, hvorfor de iklæder sig et lagen - for, må man gå ud fra, at blive netop synlige for dem de op-, og eller hjemsøger. Det er imidlertid en lidt underlig tanke, at et spøgelse således ville gå igennem linnedskabet for at finde en passende robe, for slet ikke tale om, hvordan dette væsen - der jo er æterisk - kan gribe og klæde sig i noget som helst. Spøgelset iklædt lagen, som går gennem vægge må således have haft lagenet med 'hjemmefra'.
Og faktisk handler flere forklaringer på, hvorfor spøgelset er iklædt et lagen da også om, at man ofte svøbte den afdøde i et klæde i kisten. Så når den afdøde af den ene eller anden grund ikke var færdig med det dennesidige, så foregik gengangen iklædt et lagen. Hvad skulle de ellers tage på? Blandt andet Evald Tang Kristensen har gengivet, at man brugte lagenet som forklædning, hvis man ville skræmme nogen, og her er vi vel tilbage i 1800-tallet.
En anden kilde her på det på mange måder spøgelsesagtige net nævner imidlertid teatret som afgørende for at vi kan se spøgelser, når vi ser lagener. Således stod man ligeledes i 1800-tallet og havde brug for en anden måde at gengive spøgelser på, som var mindre klodset og dermed mindre latterlig, end den indtil da brugte rustning man blandt andet kan finde hos Shakespeare. Altså egentlig samme princip som Musils nøgne ånd, lagenspøgelsets garderobe og vel også begravelses'tøjet', hvis gengangeren var af en vis byrd. Her skal indskydes, at traditionen med at spøgelser kan gå rundt i rustninger ikke er mig helt ubekendt:

Nogen får på teatret så den tanke, at en række af spøgelsets (andre) træk vil kunne gengives med et lagen: Det svævende, amorfe, anonyme, det i princippet (igen) usynlige og ukendte. Og sådan opstår billedet af spøgelset som iklædt et lagen. Vi kan jo ikke udelukke at den kreative rekvisitør har brugt nøjagtig samme associationsrække som vi har, nemlig ligklædet. Men en af konsekvenserne af denne forhistorie er så, at den bonde Evald Tang omtaler altså lige så godt kunne have fået ideen fra teateret som fra overtroen … eller virkeligheden.
Jeg er pinligt bevidst om at jeg egentlig ikke 'løser' nogen gåde med dette indlæg. Men jeg er lidt mere afklaret med det paradoksale i spøgelsets på een gang afklædte, påklædte og iklædte gyselige lagenkostume. 
Godnat. Husk at lægge rent på.

teater
Evald Tang
Shakespeare
Barks

KNAUSGÅRDKONSTIPATION 2

"Men jeg ser i dag, madame," fortsatte han eftertænksomt, "en ny art fortællekunst vise sig og vinde indpas i vor civiliserede verden, - ja, den har allerede hævdet sig imellem os og fået stor magt over vor tids læsere. Denne nye kunstart har en anden ærgerrighed end de gamle historier, den har foresat sig at gribe mennesker fra det der kaldes det virkelige liv, at placere dem i sine romaner, hvor det så kan føje sig, og dér at lade dem selv forme og bestemme historien. Den er, for at kunne bevare disse sine virkelige mennesker på nært hold og på samme plan som læseren og for ikke at gøre ham bange, rede - og villig - til at ofre og give afkald på historien selv."

Karen Blixen i 'Kardinalens første historie' (1957)

Skal man knytte bare een kommentar til dette tankevækkende citat i relation til tidens dominerende autobiografisme, må det være, at Blixen, hvem jeg antager kardinalen taler for, peger på den afgørende mangel ved Knausgård & Co's litteratur, at det ikke er fiktion. Det burde jo som sådan ikke være et problem, da den selvbiografrende litteratur jo netop ikke ønsker at være fiktion - men noget mere eller andet end fiktion. Fiktionens kraft eller raison d'etre er imidlertid, at den udgør det levende i virkeligheden - fortællingen om mennesket. Og hvis man bytter det fiktive i romanerne ud med det virkelige, så står man tilbage med en fiktiv virkelighed, der ikke evner at løfte hverdagen og meningen med livet op til mere eller andet end de døde realiteter. 
Det er meget paradoksalt alt sammen. Men det er uden tvivl interessant, at baronessen peger på denne 'risiko' for så mange år siden. Vi kan ikke vide, hvem eller hvad det er hun taler imod - slet ikke da teksten ikke har nogen pålidelig anvisning på, hvilken tid den skal forestille at foregå i.

AMOR FATI

Donner und Blixen

Man skal elske sin skæbne, siges det. Bedst og mest emfatisk hos baronessen i hendes mange fortællinger: Peter og Rosa, Heloïse, Babettes gæstebud, Det ubeskrevne blad, Skibsdrengens fortælling og mange mange flere, hvor hendes hovedpersoner opnår den unikke forløsning, der kun er beskåret dem, hvis frihed ligger i skæbnens fangenskab. 
Men jeg både forstår og forstår det ikke. Jeg forstår godt man skal favne sit liv og sine muligheder, men den handling det er at gøre sådan, er dét så skæbnen, eller er skæbnen det, at man ikke kan gøre andet (noget anderledes)? Når Babette - masterchef de Paris - elsker sin skæbne i nogle pietistiske søstres grovkøkken, uden chance for andet end grød og suppe så langt armene rækker, er dét så at elske sin skæbne, fordi netop dét køkken giver hende indsigt i sanselighedens værdier? Når Simon i 'Skibsdrengens fortælling' griber muligheden for at elske, dræbe, næsten dø og flygte, er det så at favne sin skæbne, eller at lade den føre een? Når Heloïse - som er er en af mine yndlingsfigurer fra de rungstedlundske gemakker - ender i et tyndt evakostume i en anstrengt jagtscene, men med sin ungdoms skønhed i behold, er det så fordi hun forstod, og derfor greb sin skæbne på et tidspunkt, hvor netop nøgenheden var det eneste hun ikke burde vise i en jordisk sammenhæng?
Jeg har altid elsket Blixens fortællinger, fordi deres eksistentielle og adelige rebuser har talt mod den dybe meningsløshed hverdagen nådesløst udfordrer een med. Hos hende fandt man - ikke ulig hollywoods hverdagsdramaer - en storhed i det skum fjorden sender svævende ind over marehalmen, en storhed i den måde man vender cyklen på, fordi man glemte sit silketørklæde på kommoden, en storhed i hvad ved jeg det liv man prøver at få til at betyde noget mere og andet, end nogle timer klemt inde mellem drømmene.
Men nu er jeg blevet i tvivl om, hvordan man gør. Elsker sin skæbne, altså. Hvordan finder man balancen mellem det man er givet intellektuelt, fysisk og socialt (arv og miljø m.a.o.) og den vilje man også har? Hvordan gør jeg mig fri og fanget på een gang?
Når baronessen viser vejen, hvor er det så hendes point of no return ligger? Hvad er det, der er hendes skæbne? Hvornår og hvordan er det hun favner den? Er Blixen netop ikke talskvinde for at skæbnen er noget man vælger - noget man stiller an? Kan man sige hun behændigt byggede et fangenskab på sin faders grav, og at dette fangenskab var alt det hun ønskede af sit liv?
Jeg er tohundredtyvetusind sider bagud i diverse blixeniana og biografier til overhovedet at gætte på noget så kernekraftigt, men det billede jeg har af hende ligner ikke et menneske, der favner sin skæbne. Det ligner et menneske, der gør det tydeligt at man hár en skæbne, og at den skæbne er forbundet med om man tør være i verden.

Vi supplerer meget passende med en stemme fra den nykårede Alice Munros galleri:

"Somme tider er vores forbindelse flosset, den er i fare, den virker næsten borte. Udsigter og gader nægter ethvert kendskab til os, luften bliver tynd. Foretrækker vi ikke at have en skæbne at underkaste os, noget der gør krav på os, hvad som helst, i stedet for den slags usikre valgmuligheder, vilkårlige dage?"


Citat fra novellen 'Den albanske jomfru' i samlingen 'Offentlige hemmeligheder' - Samleren 1996, på dansk ved Lisbeth Møller-Hansen

"DET VIDUNDERLIGSTE AF MENNESKETS REDSKABER

er uden tvivl bogen. De øvrige er forlængelser af dets krop. Mikroskopet og teleskopet er forlængelser af dets syn, telefonen er stemmens forlængelse; dernæst har vi ploven og sværdet, forlængelser af menneskets arme. Men bogen er noget ganske andet; bogen er en forlængelse af hukommelsen og fantasien."

Jorge Luis Borges

Med skyldig tak til poetens (a.k.a. Per Højholts) hoved

DIGT TIL ALLE DE KOMMENDE KONFIRMANDER

Moderen spørger Ham:
- Er du min Gud eller søn,
naglet til korset? Hvordan
finder jeg vejen hjem?

Kan jeg betræde mit hus
uden at vide besked:
er du min søn eller Gud?
Levende eller død?

- Kvinde, svarer Han, - vid,
det er det samme, fordi:
levende eller død,
søn eller Gud - jeg er din.



Af det kan man lære, at der (altid) er andre, der har langt større kvaler med sin tro end en selv, men at det, det (altid) ender med og kommer an på, er om du tør tro på kærligheden.

Teksten er et uddrag af digtet 'Nature Morte' af Joseph Brodsky i Mette Dalsgaards oversættelse.

Vi må tro på den frie vilje. Vi har intet valg.

- Isaac Singer

Bogen "verdens værste citater" (Bazar, 2007), hvor citatet optræder, nævner desværre ikke om det er forfatteren (Isaac B. Singer) eller symaskineopfinderen (Isaac M. Singer), der har formuleret dette skønne paradoks. 

Eksistentiel falsifikation

 

 Fysikkens kærlighed

Her et citat som kan få selv den sikreste pessimist til at vakle under sin egen vægt, når han spørger hvorfor alting dog skal være så forfærdeligt:

"Det er måske, fordi det ikke er sandt."

Citatet stammer fra den franske fysiker Dominique François Jean Arago (1786 - 1853) og jeg stødte på det i Jules Vernes fornøjelige roman 'Rejsen til månen' (1865). Givet det er fysiker, der har fundet frem til denne nyttige rækkefølge af ord, kan man også slutte de næppe har været ment som motto for mennesker eller modsvar til pessimister (også mennesker), men jeg ser ingen grund til at ikke at anvende naturvidenskabens redelige tilgang til hypoteser i bred forstand, på livets mange andre forhold. Således vil Aragos sætning også kunne besvare følgende:

"Hvordan kan det være, jeg ikke kan finde det, der gør mig lykkelig?"

Om fænomenologisk genspejling;

"Det, at man karakteriserer de andre, gør, at man får vished om, hvem man selv er. Altså, man ved jo ikke, hvis man bor på en øde ø, hvilke gode karakteregenskaber, der karakteriserer en selv. Det ved man først i det øjeblik, de er konfronteret med det anderledes, med de andre. Og det er derfor, vi faktisk tror at man bruger den her som en helt generel grundmodel at sige "svenskerne er sådan, tyskerne er sådan". Det er for at sige "hvordan er danskerne". Og sådan gør vi jo næsten også indenfor vores grænser. Vestjyden siger: "Jeg er sådan!" Hvor ved han det fra? Det gør han ved at lave en modspejling til sig selv. Det bliver gerne dem på Sjælland og særlig dem i København. Så kan han rigtig se, hvordan han selv er."

(Palle O. Christiansen, direktør for Dansk Folkemindesamling, i Poul Friis' program i DR P1, den 28. juli 2004.)

Citatet er hentet HER

 

The poet ... may be used as a barometer, but let us not forget that he is also part of the weather.

Lionel Trilling

Intet i livet er [nemlig] gratis, og som tommelfingerregel kan man groft sagt sige, at hvis du ikke betaler for services på nettet, så er det fordi, du ikke er kunden. Du er det produkt, der handles med.

TÆNK 14. oktober 2011 / Thomas Lemke