SPORTSSOMMER 2024

jeg ser sport

og jeg ser sport

lytter til endeløse analyser og hierarkiseringer

forskønnede båndsløjfer

der får mig til at glemme

det er sport

der er sport

i mit hoved Berlin 

Paris Elben Nice

vender kroppen

holder blikket

så jeg ikke mister glimtet 

af den nye mytologi

BREVE om BOWIE

Har brugt en aften på Youtube med David Bowie.

Det er som om levende billeder først giver mening, når han er på skærmen.

Forstår ikke hvordan jeg kan savne ham så dybt, så hårdt,

når han mest af alt var cool, da jeg dyrkede ham.

Måske det passer, at musikken for ham var et redskab

og mennesket altid var større end den.

"Skulle jeg vælge en vej i dag, ville jeg være fan og pladesamler," siger han.

JEG LÆSER SØREN ULRIK THOMSEN

Jeg læser i Søren Ulrik Thomsens ‘En hårnål klemt inde bag panelet' og svinger mig i hans sprog som Tarzan i min barndoms sort-hvide eftermiddagsforestillinger. Kraftfuldt, rytmisk og smukt og måske lidt for hastigt, for nogle gange registrerede man det var klippet sammen af de samme tre sving, og at tempoet var skruet en lille smule op, men så så man det ikke alligevel, for fascinationen af Tarzan var vigtigere. Denne kombination af gud og dyr, mand og naturbarn, hersker og tjener rummede så mange livgivende åbenbaringer for barnet på tæppet i hvis åbne mund et stykke smeltende kandis, mørkt og varmt flød ud på tungen. Ikke ulig en helt anden fornemmelsen af Søren Ulrik Thomsen og hans kunst.

OM UNDERHOLDNINGENS INDERSTE VÆSEN

Jeg hader at blive underholdt, jeg har ikke tid til det. 

Fra Per Pettersons 'Ud og fange heste'

DETTE ER IKKE NYHEDERNE

 Hvem ved hvad

Jeg tror det var Esben Kjærs radioprogram ‘Bagklog på P1’, der tippede vægten for  mig. Endnu et program OM nyheder, som tilmed læner sig tilfreds tilbage og skyder satirisk med skarpt efter budbringere såvel som begivenheder, og som man kan se af programmets titel åbenlyst parasitært og bedrevidende.
Han er ikke alene Kjær, men er måske med sin selvbevidste form kronen på værket, som i flæng bygger på en lang tradition fra Uha Uha! over Det der om søndagen, Selvsving og Monte Carlo. Man har altid gjort (og skullet gøre) grin med nyhederne - ikke mindst de ting, der er i nyhederne, for det er jo på mange måder dér dumhederne kommer fra. Men på det sidste er ikke kun dumhederne, men også nyhedsformidlingen og medierne kommet op og stege. ‘På det sidste’ har sit år nul med Jon Stewarts første ‘Daily Show’ (1996) vil jeg tro.
Jeg har for så vidt ikke noget mod Esben Kjær og hans program, men når jeg kalder det kronen på værket, er det fordi det virker som en naturlig forlængelse på alle de andre nyhedskritiske og mediesatiriserende programmer, at man nu laver et program, som ret suverænt vurderer om vi overhovedet havde brug for de nyheder vi nu fik i ugens løb. Det peger enten på et problem med dem der formidler nyhederne, eller nyhederne i sig selv - som sagt må det være en af de to ting man gør grin med, når man gør grin.
BBC havde tilbage i slut 70’erne en komedieserie, der hed ‘Not the nine o’clock news’, blandt andet fordi den lå på samme tid som nyhederne (de rigtige) på BBC1. Det var en udmærket udsendelse som jeg husker fra min barndoms tv-kigning - vel egentlig satire og komik, som den ser ud, når det er britisk og ikke også Monty Python. Der var fine indslag om menneskelig dårskab og ditto hos samfundets instanser. Jeg grinede. Men det var IKKE nyheder, man gjorde grin med. Bestemt anden mediebåren viden og selvhøjtidelighed, og måske også en reporter af og til, men det var IKKE klokken ni nyhederne, fordi det var noget andet.
I dag er satiren OGSÅ nyhederne - i flere programmer jo sådan set ikke andet end. Man har gjort en dyd af - eller måske netop fundet det nødvendigt at trække de to ting sammen. Udover Monte Carlo og Esben Kjær er ‘Helt normalt’ og ‘Rokkokoposten’ to andre gode eksempler på sagen. Man kan altså snildt finde nyheder kogt om og bøjet ind efter nye, underholdende og derfor i sagens natur mere spidsvinklede kriterier end de kendte Aktualitet, Væsentlighed, Identifikation, Sensation og Konflikt. Men hvorfor skal det være sådan?
Måske fordi man på grund af den store satan Fox News mener, det er vigtigt at angribe (en) nyhedsformidling, som kan få 30’ernes propaganda til at blegne. Måske fordi det altid leveringsvillige internet med dets inverterede verdenssyn hoster nogle groteske, og selvsagt underholdende nyheder op, som ukritisk henter billeder ind fra alt fra tjekkiske bilkameraer til engelske overvågnings, men sjældent har nogen som helst værdi. Eller måske fordi man ikke orker, eller endnu værre evner at se - eller gisp læse - RIGTIGE nyheder, som de skrives, tales og produceres af vore hjemlige medier, som ikke er hverken Fox News eller et konstiperet internet.
Hvis det sidste er tilfældet - hvad jeg i en vis udstrækning tror det er - så tror jeg også man vælger de underholdende nyheder, frem for de rigtige nyheder, fordi underholdning og satire - selv den virkelig skæve af slagsen - er nemmere at forstå, end virkeligheden. Det er som bekendt virkeligheden, man får når nyhedsstrømmen bevæger sig gennem hodet på een. Og jeg medgiver den ikke er lige så nem afkodelig som en joke eller et funny face, den ikke så ligetil at gå til som en hån eller en parodi, og den er ikke lige så medgørlig som en sketch eller en pastiche. DE genrer kender vi nemlig både forfra og bagfra. Dem er vi jo opdraget med, fordi man siden den senmoderne træthed satte ind der sidst i halvfjerdserne, har kunnet vælge det der IKKE var nyheder. Underforstået - fordi man ikke orkede den seriøse, kedelige, problematiserende og nok også lidt forstokkede virkelighed, som den så ud dér, stående, siden vaklende på oplysningstidens institutioners forkalkede klassiske søjler. Spørgsmålet er så om humorens og satirens valgbare tilgængelighed på et tidspunkt bliver så omklamrende, at der melder sig et behov for et program der hedder 'Dette er ikke dette er ikke nyhederne' - eller måske bare ‘Dette ER nyhederne’?!

Not the nine o'clock news
Bagklog på P1

PILOU ASBÆKS TÆNDER

Til biddet

Hver gang, men især i den forsmædelige scene, hvor Didrik angstfuldt fejt overgiver og underkaster sig så voldsomt, at tyskerne tager ham for gal, ser man hans tænder stå som perler i en skyttegrav. De er alt for pæne, alt for regelmæssige, alt for hvide og alt for urealistiske til at sidde i munden på et 1800-talsmenneske. Den problematiske tandstilling er naturligvis tydeligere, hvis vi kigger Laust og Peter og ikke mindst deres salig fader efter i mundhulen, fordi de modsat Didriks godsejerliv, har levet et underklasseliv, og derfor burde have nogen virkelig rådne pløkker groende derinde, men med Pilou Asbæk er det bare så oplagt, fordi han godt kan lide at åbne munden og skrige - muligvis fordi han har så flotte tænder.
Der vil naturligvis være andre - og mere graverende - historiske fejl i iscenesættelsen af slaget ved Dybbøl og det Sønderjylland, København, Danmark og ikke mindst Tyskland (undskyld Preussen), som serien har givet os, men tænderne er interessante på anden vis end som en svipser.
Tænderne er som anakronisme et vidnesbyrd om, hvad vej verden er gået de sidste 150 år. For gemt i beundringsværdige barter og uldne uniformer, knitrende kjoler og hoppende hestevogne, glimter Pilou Asbæks hjørnetænder med hele sundhedsvæsnets sejr over sygdomme i tænder og andre steder. Når seriens læger og lazaretfolk er på arbejde ser vi hospitalsvæsnets niveau og muligheder som det var dengang. Når mad og vin serveres og indtages, er det afstemt med datidens menuer. Selv græs, himmel og træer er det lykkedes at få til at ligne. Sproget skal vi måske vare os med at rose for dets samtidighed - men det er på den anden side så flygtigt et fænomen. Kanonernes torden og tårernes trillen. Ingen tvivl skal herske om indsatsen for at give os et autentisk billede af tiden og stederne. Havde der været flere kvinder med end fru Louise Babett Heiberg, havde den kommende film også kunne sælges som såkaldt ‘kostumefilm’ (der ér bare ikke salg nok i generalernes uniformer, når det kommer til det). Bare ikke tænderne fik man forklædt. At vi ikke alene har lykkedes med at beholde dem i munden siden dengang, men af vi også er lykkedes med at rette dem til, sætte kroner på og polere det værste nikotin- og citronsnavs af emaljen. Det kan man se på Pilou Asbæks tænder.
Kig blot på Deres egen badeværelseshylde, eller hvor mængden af tandredskaber nu måtte befinde sig: Tandpasta med særlige enzymer i mange overbevisende farver, maskiner med roterende børstehoveder eller børster med særlige greb, særlig vokset tråd og ergonomiske stikkere. Tunge, du vor faste følgesvend, går ikke længere på opdagelse i huller og huler og gebissernes mere eller mindre behagelige pasform, du kæler ikke længere ømt for bylder og blottede nerver. Nej, alt det er væk, og i stedet skridter du de ranke bisser af, som en  anden helsekraftig officer sine soldater.
Og nu er vi helt derinde, hvor tænderne sidder fast i kraniets kæber, og kan bruges til at identificere, hvem det er man ikke længere kan kende på det ydre, og anakronismen derfor også viser sig at være en korrektion til fiktionens historieløshed. For tænderne er jo et bevis på kroppens eksistens i nutiden, tænderne kigger ud af det skin(d) serien har skabt og siger vi befinder os her i 2010’erne. Vi kan IKKE bevæge os frit i tiden. Vi har ønsket at pudse og polere vores primitive og forfængelige knogler i 150 samfulde år siden Didrik skulle have skreget sin desertering ud gennem tænderne, og derfor understreger og afslører tænderne kroppens bevaring - det lange liv - som en moderne prioritet. En meget konkret og sanselig prioritet, der byder sandsynligheden i spillet og fortællingen om Danmarks fortid trods i langt højere grad, end at konstatere det er Pilou Asbæk, der spiller Didrik gør. Det er hans tænder, der afslører det. Hans pæne tænder.

FEM SANDHEDER VI KOMMER TIL AT GØRE OP MED I FREMTIDEN

1. Kroppen er den ultimative atavisme.
2. Død er den eneste mulige erstatning for underholdning.
3. Dumhed er et potentiale.
4. Rigdom er en vare.
5. Kun spiselige ting kan siges at være ægte.

REBLIK - Sandy Hook

Kynisk cyklus

Jeg noterer mig, at Poul Høi i Berlingske skriver om, at et af de få billeder, man kan finde af Adam Lanza er fra han var tolv år gammel. Høi filosoferer i vanlig høj stil (hermed anbefalet til tider) over hvordan det fortæller noget om, hvilket menneske han var, fordi han ikke ville fotograferes. 
Jeg kan ikke undgå at tænke på alle de gange vi igen og igen skal se dette billede, og den tragiske ironi der ligger i, at han i og for eftertiden altid fremstilles som jævnaldrende med sine ofre, fordi vi vil have denne ikoniske repetition på vore skærme og i vore medier. Hvad er det for en grusom poetisk retfærdighed der her etableres? 
Det lugter af popkunst, når den er værst (bedst). Det minder om billederne af den forsvundne Madeleine, som heller ikke ligner det hun måtte være i dag. Billederne af den unge Breivik. Kafka.
Disse uhyggelige ikoner, som er hentet i een sammenhæng, og tvunget ind i en anden, hvor de SKAL repræsentere noget og nogen de ikke er - men det alle vi voyeurere grådigt gør dem til.
Måske forstyrrer det mig, fordi fotografier netop er kendetegnet ved en ubrydelig kronologisk sammenhæng mellem tid, sted og menneske - som medierne titanisk æder op i en vulgær sags tjeneste. Et billede er ikke kun ærligt i sit skin, det er det også overfor historien. Og da Adam Lanza var 12 år gammel var han ikke morder. Han var et potentielt offer for sin egen forbrydelse.

Uden anden forbindelse end tragedien dette link: http://www.information.dk/320403
til et essay af Christan Mørk

THE MEDIUM IS THE MASSAGE

Remedieringsremedier 2

 

Hvis man er sentimentalt nok anlagt (vi lader ordlyden 'anlagt' stå til et andet indlæg) kan man ved at følge DR1's nye serie 'Mit publikum' komme til at græde over det man ser: 30 mennesker hjælper et enkelt menneske med sidstnævntes dilemma, ved at råde mennesket til at gøre det ene eller det andet. Det lyder ikke gribende, men det er det. Måske fordi opsætningen rummer den grundlæggende fortælling om næstekærlighed, den grundliggende længsel efter at gøre det gode og den grundlæggende skildring af, at mennesker, der tilbringer tid sammen, kommer til at interessere sig for hinanden, og den investering holder man fast i. Se det hvis du tør. Jeg tør ikke anbefale det af frygt for at miste den tillid jeg indtil nu måtte have optjent som lødig og kulturel på den fede måde.
Pointen er imidlertid også en anden.
Programmet er et andet eksempel på remedieringsbølgen (se indlægget om landskab og radiomontage her på bloggen), hvor mediet ikke bare medierer menneskelig forståelse og barmhjertighed, men - fordi det er et medie - REmedierer selv- og virkelighedforståelse. Det er ikke 'Her er dit liv / skoleklasse / næste uges tv, det er et program, der rent faktisk bestemmer, at disse menneskers liv skal ændres. Det er heller ikke 'Total makeover' / Skrot til slot eller Pimp my ride, selvom det ligner... eller?
Måske er der ingen pointe.
Måske har tv, radio lige siden deres fødsel remedieret menneskers virkelighed og selvforståelse? Måske var samtalen med Jørn Hjorting epokegørende og livsforandrende nok back in the 70'ies, alene fordi man vidste man blev hørt NATIONWIDE?
Sagen er nok nærmere - at alle de remedieringsmennesker, der efterhånden må gå rundt derude (spørg evt. næste gang De er til selskab, hvor mange der har været i medierne), i højere grad på det seneste selv har opsøgt mediet, for at for hjælp til selvet og livet. Man ser ikke anden mulighed end at få flertallets øjne, ører og hjerter til at hjælpe een på plads i tilværelsen. Man har brug for at blive remedieret - genindspillet - spolet tilbage - restaureret - remastereret, og det kan man kun gøre hvis det bevisligt sker; altså i medierne. For hvad fanden er en munk?!
Jeg skrev fordi jeg i aften - mens jeg græd over 'mit publikum' - indså, at tv er kommet for at blive. Det ikke kun del af vores lystfyldte underholdnings- og historiefortællingbehov, det er blevet et redskab på linie med eftertanke, samtale og socialt samvær. Især da, når programmets morale så entydigt er, at man skal huske på, at menneskers hjerter banker og føler for menneskers hjerter, der banker og føler for ... Remedieringsprogrammerne har møvet sig ind på og imellem os ligesom telefonen og computeren, der bestemt er sociale, og egentlig sikrer mere kontakt og menneskelighed end ingen af delene, men også stadig er et medie, en freakin' box, som helt sikkert tager sig betalt med noget jeg ikke kan se lige nu, fordi jeg har tårer i øjnene.

Andy Warhols 15 minutter - og hvad meningen var med dem

Uerkendtligheder

Spørgsmålet er om de 15 minutter Andy Warhol så pinligt nøjagtigt døbte dengang medieverdenen var ung og skyldig, handlede om os selv - eller om alle dem der kigger. Når han siger, at i fremtiden bliver alle berømte i 15 minutter, så taler han jo typisk for ham, ikke om centeret, kernen og individet. Han taler selvfølgelig om forbrugeren, seeren og dem der sidder og kigger på alle de kvartudmålte kendisser, der træder op på skærmen og skinner som voks. Andy warhols kunststykke var og er til evig tid iscenesættelsen af det tomme og indholdsløse. Så går man rundt og tror man er på vej til sine 15 minutters berømmelse, så tager man fejl. De 15 minutter tilhører alle dem der kigger på dig!

Andy Warhols 15 minutter - og hvad man får ud af dem

Bedømtheder

Første minut lærer man for anden gang i sit liv at kontrollere sin ringmuskel.
Andet minut lærer man den dybere mening med grådighed.
Tredie minut lærer man at fokusere på alt, der retter sig mod een. Dødt eller levende.
Fjerde minut lærer man alt om at leve på en løgn om at leve på en løgn.
Femte minut lærer man, at alle de andre, der har været på tv før een selv umuligt kan have haft samme oplevelse som dig.
Sjete minut lærer man at synke sit spyt på en måde der ser eftertænksom ud.
Syvende minut lærer man at tænke på de kommende otte minutter som den mest naturlige ting i verden.
Ottende minut længes man efter de første syv, og synes livet var bedre dengang.
Niende minut lærer man sin reelle alder.
Tiende minut lærer man klokken for anden gang i sit liv.
Elvte minut lærer man, at man vil gøre alt for at kunne vende tilbage til sendefladen. Alt.
Tolvte minut lærer man hvordan man tror det føles at være en, der er kendtere end en selv.
Trettende minut lærer mig at blokere for flere erfaringer, fordi man har på fornemmelsen, at det ikke mere ...
Fjortende minut ser man de første billeder af sig selv flimre, som svage neonrør.
Femtende minut ser man tunellen lukke sammen om lyset.

TViRONi!

Jeg siger jeg sagde siger du det?

Er det sådan, at det er årtiers (mis)brug af ironi, der har ført til et lag i sproget, som består af slags falsk bevidsthed / frigjorte holdninger / flydende udsagn, som stammer fra andre roller end ens egen? (Så'n lidt Goffmann'sk)
Er det sådan, at når vi illustrerer og forklarer ved hjælp af replikker, så er det en kompetence vi har fået ind med ironiens dobbeltbundethed og abstraktion - men som ikke længere slår til som sådan, og derfor skal iscenesættes med et rollebåret udsagn? (Så'n lidt Zizek'sk)
Eller ér det bare tv. Serier. Oneliners. Medierne igen? (Så'n lidt Warhol'sk)
Når et et tv på engelsk hedder 'tv-set', er det så fordi medierne netop ér det: Et fuldt sæt paradigmatisk rammestyring? Åhædr! Haan ar edderboderemæ klåg ham dær! Lug røven å tænd for tossen mand! Få no nåje fræj for helved'! Få nåje fræj på den dum'!

Krimikonstipation - pitch 1

Kriminalinspektør Janzen - eller Jazz, som hans få venner kaldte ham - kradsede sig i de daggamle skægstubbe. Det lød som velcrolukningen på hans cykelhandsker. Han stod overfor den mest usædvanlige sag han endnu i sin lange og ligegyldige karriere havde set. En seriemordermorder. Et plot i en krimiroman så langt ude, at det jo måtte komme før eller siden. Ikke mindst fordi seriemordermorderen kunne aflive sine ofre på endnu mere bestialsk vis end de helt almindelige bestialske mordere. Han havde jo en hel hævn at hænge dem op med, før han ... trak ... skubbede ... eller hvad han nu gjorde med dem. Men ikke bare dette pikante spil sad han med på sit skæve bord, hvor den nederste skuffe bandt af gode grunde, for udover at seriemordermorderen slog seriemordere ihjel - i en serie selvfølgelig - så var han så sexet indrettet og udstyret, at han rent faktisk gjorde det før de blev seriemordere. Han vidste med andre ord - og endda nogen gange også med andre metoder - hvem der blev og var seriemordere, inden de var eller blev det. Af en eller anden grund faldt Thomas Kluges maleri af Duchamps pissekumme Janzen ind. Han var kunstsamler - det eneste han egentlig anså sig selv for at være med et vist held og en endnu større professionalisme, og han lagde et stort arbejde og ditto ære i, at opsnuse de kommende stjerner, før de blev stjerner. Måske derfor han kunne se en analogi - men nok mere fordi Kluges, som altid hårfine præcision i gengivelsen af et allerede eksisterende kunstværk, var en både magisk og meningsløs gestus, som samtidig bar på et dimensionsløst raseri. Nå ja, og så var Kluge en af de få kunstnere han ikke spottede i tide og fik lusket et værk ud af, før han var uden for rækkevidde af Janzens slanter.

Carpe videm

TV er opfundet for folket

Mit tv er i stykker. Det er iøvrigt en lang historie på en anden måde, men ikke lige her. Det væsentlige er, at det er i stykker på den måde, at det bare går ud. Slukker. Går i sort. Og man ved ikke hvornår.
Hvad betyder det for tv-kigningen? Det betyder ikke overraskende, at man begynder at synes noget om programmerne! Ser man et program er man ret hurtig til at finde ud af om man er bange for at tv'et slukker - det kan endog få een til at slukke for noget man synes så godt om, at man ikke vil opleve at blive afbrudt. (Fejlen er af en karakter man ikke kan styre overhovedet - således kan man godt tænde igen, men uden garanti for, hvor længe det så holder. Den har også en variant, hvor skærmen forbliver sort, men lyden kommer igen.)
Omvendt kan fejlen også undestrege hvor ligemeget programmerne er, hvis tv'et slukker og det blot føles som om man fik fred for noget irriterende, kan det få een til at tænke over hvor meget slam man suger ind på den konto til daglig.
Film/serier er det værste. Det episke tåler ikke afbrydelser. Nyheder det nemmeste. dem er vi alligevel vant til at tage ind stykke- og stumpvis. Den enkelte nyhed - evt. med episke kvaliteter - er selvsagt også sårbar. Underholdning ligger midt imellem - det er træls, men dybest set det mest ligemegede af de tre. Sagen er den, at meget underholdning også læner sig op ad det fortællende - så fik vi den med.
Nu er det sendt til reperation (for tredie gang! Men det var den anden historie) og jeg har fået et til låns. Det fungerer. Nu kan jeg igen se tv uden at reflektere andet end lyset fra skærmen.