Jeg læser i Søren Ulrik Thomsens ‘En hårnål klemt inde bag panelet' og svinger mig i hans sprog som Tarzan i min barndoms sort-hvide eftermiddagsforestillinger. Kraftfuldt, rytmisk og smukt og måske lidt for hastigt, for nogle gange registrerede man det var klippet sammen af de samme tre sving, og at tempoet var skruet en lille smule op, men så så man det ikke alligevel, for fascinationen af Tarzan var vigtigere. Denne kombination af gud og dyr, mand og naturbarn, hersker og tjener rummede så mange livgivende åbenbaringer for barnet på tæppet i hvis åbne mund et stykke smeltende kandis, mørkt og varmt flød ud på tungen. Ikke ulig en helt anden fornemmelsen af Søren Ulrik Thomsen og hans kunst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar