DOBBEL OP IGEN

JUNG · YANG

DOBBEL OP

LOOK DON'T LOOK

FREMTIDEN ER ERR ERINDRING

EN [...] FREMTID

MAGRITTE RUTEN [RISSKOV]

ØJNE ER AT TO

SEEING IS BELIEVING

HVID TOYOTA SORT

Blev i morges på vej til arbejde overhalet af en hvid Toyota. I øjeblikket for overhalingen og konstateringen af farve, mærke og model (Avensis) blev jeg ramt af en gammel fornemmelse af, selv at sidde i en hvid Toyota på vej til arbejde. For jeg kørte faktisk i en hvid Toyota (Corolla) gennem nogle år i slut-90’erne. Jeg kunne mærke Corollaens vægt, motorkraft og styretøj, sanse kabinens rum og lyd indlejret i den tids bevægelse mod skolen og eleverne. Jeg kunne på en måde bedre mærke det unge menneske i den hvide Toyota, end mig selv i den sorte Renault Clio jeg sad i, uagtet jeg skulle den samme vej som dengang. Jeg blev overhalet af min fortid, og det var bevægelsen uden på bevægelsen, der gjorde det. Dén og så et ganske lille glimt af kronologisk tvivl. Som når man går bag sin egen skygge lidt for længe.

RØDE STREGER

© n i c k l a s . r e d . 2 0 1 6 

BOGSTAVFIGUR

ANSIGTSÅBNING

Elleve uvidenskabelige sprog- & kulturhistoriske opdateringer til eftertanke eller ikke til eftertanke

Oliekrise > Finanskrise

Rotteræs > Selvrealisering

Homofili > Pædofili

Ideologi > Fanatisme

Workout > Fitness

Den kolde krig > Civilisationernes sammenstød

Det offentlige rum > De sociale medier

Dannet > Selfmade

Tankegang > Mindset

Ugift > Single

Jeg > Mig

BØN TIL EN HØJERE INSTANS

En Ottokupon

Hvorfor er alle andre end mig asociale?
Hvorfor er der ingen der tænker på mig?
Kære instans, vil du ikke nok hjælpe dem med at få øje på mig, så jeg bedre kan komme til at hjælpe med det jeg helst vil?
Fx ved jeg ikke hvordan jeg skal fortælle de andre, at jeg er den sidste der går, når der ikke er nogen tilbage, til at se det.
Jeg savner også stor tak for at holde mit helbred ved lige.
Kan du give mig et tegn på om det er ok stadig at gå med sit Folkekirkens Nødhjælpsbadge - selvom jeg samlede ind for dem for flere måneder siden?
Må man godt have 'Hus forbi' liggende sammen med sine coffee-table-bøger? Og er det ok ikke at købe det hver gang?
Jeg er meget jalous på læger og tandlæger, men tjener de egentlig ikke for meget til at man kan sige de hjælper lige så meget som fx mig, der jo ikke skal have penge for at tænke på andre end mig selv?
Der er noget galt med trafikken - alle er ligeglade med den måde jeg kører på, som ellers er den rigtige. Kan man ikke lave noget ved det, så det blev mere retfærdigt?
Det er mest det med om tingene er retfærdige jeg tænker på.
Hvorfor er alle andre end mig asociale? Det er uretfærdigt, synes jeg, hr Instans. Venligt men bestemt. Altså.

KRIMIKONSTIPATION - pitch 2

Som var han blevet fanget af et fiktivt dobbeltspil gik det langsomt op for Nielsen, at det måtte være ham selv, der havde dræbt forfatteren. Kula Strekksoms ganske lille bekendtskabskreds og minimale berøringsflade med verden var gennemtrevlet og nu opløst i et håbløst mønster, som indforstået grinede fra de trætte og bløde masonitplader, der tjente som opslagstavler i hans midlertidige kontor. Lydene fra de nye naboer i hans fraskilte tilværelse var stadig fremmede, men pludselig langt mere virkelige, som han sad der med livet og døden og tiden på hænderne. Langomt pillede han billeder og tekst ned fra tavlen, lagde dem på gulvet og fandt matchene i hans eget elendige liv.
På teksten 'mordvåben' placerede han sin gamle jagtkniv, som han ikke havde kunnet finde siden før hele sagen startede. På 'motiv' fandt han snart en knoglesmertende træthed over den uendelige række tv-serier og romaner med skildringer af forbrydelser, der på ingen måde mindede om hans egen triste hverdag. Morderens adgang til lejligheden i lyset af Kula Strekksoms uigennemtrængelige isolation lå lige for. Hun havde jo selv kontaktet ham i sin research for flere år siden, da hun startede på det der skulle blive hendes ufuldstændige 17. roman om 'livet på A-gangen'. En, mente Nielsen, rædsomt langtrukken serie om en vicekriminalkommisær, der har taget springet fra en universitetsuddannelse som psykolog til arbejdet som politi, i et håbløst forsøg på at kontrollere sine dæmoner.
På det dårlige billede fra overvågningskameraet lagde han sit eget id. Ja, sit eget id - Freuds selvlysende skelet stod igen for ham og pegede med sine kræftramte, krumme fingre på hans ubevidste voldelige, hans tjenstlige sublimering og hans uundgåelige misgerning.
Han sukkede, løftede sølvskeen og rørte et par gange rundt i den kolde og tykke kaffe på det vaklende skrivebord. Lyset gik ud igen.