SOL PÅ KAPELLET

Sol på kapellet
De røde varme sten holder bygningen op over kirkegårdsmuren
Udenfor på mine to skøre cykelhjul mig på vej
Kapellets blyindfattede ruder er mørke, for det er morgen og lyset er stadig slukket derinde
Min lyse frakke blafrer som sejldug
Nu ligger kapellet bag mig og fra rampen op til Vesterbro kan jeg snart se hvordan togskinnerne stritter som neg som afskårne blodårer som afstemte vers i hver sin retning

KUN DE GLEMTE ER DØDE

BILLEDE = TEKST

ARNESTED

Church on time

Forleden på kirkegården hvor min fader og min faders moder ligger - eller retteligen står - i de ukendtes grav; kaldet urneplænen, følgende tanke:
Når man strejfer rundt på plænerne og stierne mellem sten og navne, efterladte og blomster, kommer det altid til at handle om tid og historie, og om hvordan vi mennesker, fædre og sønner rækker ud efter hinanden gennem de abstrakte rum af levet liv og fortælling. Hvad vil det sige at tænke på sin fader som den person han var før han begyndte at dø? Hvad vil det sige, at han på et tidspunkt tænkte, at hans urne skulle stå her i nærheden af, hvor jeg går nu?
Selvfølgelig foregår der en dialog på en kirkegård. Luften er fyldt med sjæle - eller det der kommer nærmest; tanker om de døde. Man skal ikke tro minderne er en ordentlig eller ordnende størrelse.
Alene det at de sjældent kommer kronologisk, og at de bæres i ens egen åndende nutid hvor fortidige de måtte være, gør den slags projekter (gennemtænke liv og relationer efter en skala) umulige.
Måske er det absolut anakronistiske en del af den fred kirkegårde altid emmer af. Man har vel mest almindeligt tænkt, at freden kom af de lange rækker af sovende og flygtige besøg af sørgende, af den milde vækst og cyklus de studsede hække og buske står og bær. Men måske kommer freden i lige så høj grad af, at der ikke kan være en lineær tid til stede - ikke at den står stille, men netop fordi den flyder som vandpytter i stille regn.
Hvad den besøgende måtte mangle af orden og redelighed - det har stedet til gengæld mangefold. Kirkegårde er så ordentlige steder som nogen kan være det. Kombinationen af det universelle litrasystem og fuglenes kvidren, brosten og kapellers fuger sminket med træernes duvende skygger og det altid nærværende, stiltiende og indforståede kodeks for ædekvat og formel opførsel giver en meget korrekt men stadig hjemlig ordentlighed.
Tillad mig at se frem til at blive tænkt på.

TELEFON FRA AFDØDE

Nostalgi a' la carte

eller

Ingen skal skrive min gravskrift
eller
Hjernen er sit eget elektriske kredsløb

Flere steder møder og støder man på døde, der optræder via QR-koder på gravsten. Fx her Og det har strejfet mig før, og det er omtalt før på dette sted - men her forekommer det mig vi har det endelige billede på, hvordan, hvor meget og hvorfor, vores hukommelse og erindring smelter sammen med teknologien. Det kunne ligne en faustisk fortælling om, at maskinerne nok skal agere depot for vore minder, men samtidig også altså tappe dem for fortolkning og relevans - erstatte dem med fotografi og konstans. Jeg skriver på en blog - jeg skal ikke være maskinstormer i så henseende, men jeg vil gerne kæmpe for hukommelsens fri bevægelighed, retten til efterMÆLE og et minimum af koncentration, når vi tænker på de spor vi kommer fra.
Man kunne også spørge, om ikke koderne ender som en slags slappe facebook-profiler ingen gider tjekke ud, fordi man dybest set hellere ville skrive på sin egen - eller endnu værre: At den bittersøde leg med navne og årstal man kan praktisere på kirkegården går tabt i en fantasiløs Pokémon-lignende scanning kun Michael Ende kunne have forestillet sig?
Man kunne også se for sig en sten med ordet "Mor", "Lis" eller "Tak" - og så en QR-kode, hvor den anonyme krop og g(l)emte historie blev hevet frem i lyset og farisæisk forklaret af en iPhone. Ellers tak!
I forbindelse med debatten om e-bogens 'boglighed' og udmålte tid har Erwin Neutzsky-Wulff konstateret følgende: Og det kom mig for, hvor flygtigt og ligegyldigt [...] alt det er, som forlader sig på strøm og batterier.