Church on time
Forleden på kirkegården hvor min fader og min faders moder ligger - eller retteligen står - i de ukendtes grav; kaldet urneplænen, følgende tanke:
Når man strejfer rundt på plænerne og stierne mellem sten og navne, efterladte og blomster, kommer det altid til at handle om tid og historie, og om hvordan vi mennesker, fædre og sønner rækker ud efter hinanden gennem de abstrakte rum af levet liv og fortælling. Hvad vil det sige at tænke på sin fader som den person han var før han begyndte at dø? Hvad vil det sige, at han på et tidspunkt tænkte, at hans urne skulle stå her i nærheden af, hvor jeg går nu?
Selvfølgelig foregår der en dialog på en kirkegård. Luften er fyldt med sjæle - eller det der kommer nærmest; tanker om de døde. Man skal ikke tro minderne er en ordentlig eller ordnende størrelse.
Alene det at de sjældent kommer kronologisk, og at de bæres i ens egen åndende nutid hvor fortidige de måtte være, gør den slags projekter (gennemtænke liv og relationer efter en skala) umulige.
Måske er det absolut anakronistiske en del af den fred kirkegårde altid emmer af. Man har vel mest almindeligt tænkt, at freden kom af de lange rækker af sovende og flygtige besøg af sørgende, af den milde vækst og cyklus de studsede hække og buske står og bær. Men måske kommer freden i lige så høj grad af, at der ikke kan være en lineær tid til stede - ikke at den står stille, men netop fordi den flyder som vandpytter i stille regn.
Hvad den besøgende måtte mangle af orden og redelighed - det har stedet til gengæld mangefold. Kirkegårde er så ordentlige steder som nogen kan være det. Kombinationen af det universelle litrasystem og fuglenes kvidren, brosten og kapellers fuger sminket med træernes duvende skygger og det altid nærværende, stiltiende og indforståede kodeks for ædekvat og formel opførsel giver en meget korrekt men stadig hjemlig ordentlighed.
Tillad mig at se frem til at blive tænkt på.
Kære Klaus.
SvarSletDu lokker mig ind i et univers der undersøger - forsøger at blotlægge - de fine, fine tråde som holder et liv sammen og som holder det liv sammen med andre liv. Du beskæftiger dig med noget universelt her. Jeg har haft de samme tanker - omend uden på nogen måde at besidde evnen til at kortlægge dem lige så præcist som her. Der er noget dekonstruktivistisk over at eksponere den dobbelthed, der knytter an til på den ene side at undres over døden og dens på en måde storhed - idet at den passivt rækker så langt ind i de liv, den først senere aktivt slutter. Og på den anden side den infame, lille og patetiske forfængelighed, vi alle vist er rundet af; glemmes vi, når vi dør? Det gør vi jo nok, desværre på den lange bane. Du har gjort en del for at nå udødeligheden i kraft af din bog (den er blivende!) - men nogle gange kan jeg blive helt syg ved tanken om at simpelthen at være et godt menneske ikke er nok til at blive husket. Hvorfor vil man gerne huskes? Er det sådan en nytte-etisk spasme? Vi vil ikke have levet "forgæves"?
Det er vel OK at det handler om historie og tid, når man bevæger sig ind på en kirkegård? Er det løsningen på problemet om glemselen? Jo tættere en kronikeren af et liv, vi er i stand til at foretage, og det gør vi vel med en insisteren på at være aktivt tilstede i de liv, der er tættest på os - jo stærkere er chancen for, at vi ihukommer også de relationer, der ligger i næste led; venner og bekendte. Hvis folk interesserer sig meget for mig, vil de vel også på et tidspunkt finde ud af, at jeg har haft en relation til dig. På den måde øger man vel chancen for at blive husket lidt? Giver det mening mon?
Indtil jeg så etiketten på dit indlæg, troede jeg, at fotografiet var fra Vejlby kirkegård i Århus.
Ved at interessere mig for dit liv og dine tanker har jeg nu i godt et par timer udskudt at sætte mine madvarer fra morgenens indkøb i køleskabet. Jeg har derved fremmet den forrådnelsesproces, der naturligvis er uundgåelig ved at bryde varernes kølecirkel. Et meget konkret valg fører til et meget konkret resultat; jeg skal senere spise en agurk der er lidt mere rådden end den kunne have været fordi jeg har forsøgt at begribe noget af dig. Jeg kan bare kraftedeme ikke vinde, kan jeg? Men måske vandt du?
K.
Som bekendt overvinder kærligheden alt - så jeg tror bestemt det er nok at være et godt menneske.
SvarSletOg også gode mennesker glemmer.