FLORA DANICA

Flora Danica

Kongers og dronningers porcelæn

For sprog og artsbetegnelser hersker mens den vilde natur størkner i æstetik og ild

Har de forhekset riget med magt og skrift i den tro planterne nu er deres

ET SOMMERHUS EN TID

er et sommerhus tættere på årstiderne end andre huse

omkring os får rødhalsen og droslen og solsorten ynglen på vingerne 

mens de pipper og piber og hopper rundt på plænen

rådyrene kigger på når vi maler huset

og får os til at tænke over

hvad det er vi gør når vi maler huset

katten lægger døde mus på terrassen

men vi kender ikke katten

vi kigger konstant op i himlen om dagen

og lytter til mørket gennem de åbne vinduer om natten

hoveddøren står åben ligesom i kirken og vi låser ikke når vi skal til stranden

græsset er gult fordi vi har solet os og indimellem lavet stier frem og tilbage ligesom dyrene

sommerfuglene har haft deres tid i brombærkrattet

der var så mange man kunne høres deres vingeslag

bilen sætter også mærker i græsset fordi ingen kører i den

det er en lille tragedie grænsende til det ynkelige

at ferien snart slutter og en hverdagen venter i helårshusets mørke halvår

og det sammen med glemsel og længsel der afløser hinanden

hver gang man stikker nøglen i låsen for at køre på arbejde i hver sin bil

eller kommer hjem og skal gå baglæns i seng

i dag er det koldt

det regner

og det blæser

og det minder om efterår

så derfor kan jeg tænke over den slags ting og mærke

det

som sommerhuse og sommerferier og digte

er skabt af

også at  jeg er uvant med at skrive om naturen fra så hjemligt et perspektiv

MAGRITTERUTEN 10. MAJ 2026 - ISTANBUL

TURIST I DIKTATORENS HUS

turist i diktatorens hus

Palatul Primăverii

ser en påfugl skide på trappen

ukrudt i en plæne

de blå overtræk til skoene

der skal skåne en hån

leder efter en mening

mellem marmor

og Sèvresporcelæn

et tyndt lag guld på et badeværelse

og en pool

jovist

jeg vil gerne se det

men måske ikke som seværdighed

har ikke lyst til at være turist i forargelse

og blind for de de huse oligarkerne

bor i lige nu

MAGRITTERUTERN 6. MAJ 2026 - SOFIA

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER: OPERATIONEN LYKKEDES, MEN PATIENTEN DØDE

Det er et vigtigt men, det der. For den samme sætning uden men, kan give en noget anden betydning. Det er imidlertid ikke til at se, hvilken, der er den rigtige så at sige. 

 

Hvis vi tager idiomet i sit mest udbredte version - altså med men’et - bruges det almindeligvis kritisk-sarkastisk om sammenhænge, hvor mennesket bliver overset, kørt over eller rent faktisk slået ihjel af ‘operationen.’ Operationen kan være så meget, men er i store træk det man vil kalde systemet, staten, bureaukratiet eller noget andet teknokratisk-despotisk. Og i de sammenhæge kan det sådan set være alt fra fint nok til nødvendigt med lidt ironi eller skru i de hverdagslige vendinger, når man har mødt og stødt sig på det. 

Udsagnets etymologi henlægger bemærkningen til en operationsstue på et hospital, og der virker det også oplagt med galgenhumor, omend det ikke er for svage eller evt. pårørende sjæle. Det betyder så, at analogierne til andre kuldsejlede projekter skal understrege, at man er kritisk overfor en unødvendig eller alt for omstændelig proces i skikkelse af bedrevidende og instrumentalistiske kirurger og overambitiøse kolde videnskabsmænd. I andre fx bureaukratiske sammenhænge taler vi så om bedrevidende og instrumentalistiske embedsmænd … eller nyttige idioter, som det ser ud udefra. 

Det smukke ved talemåden er selvfølgelig, at den på en måde parodierer - som det hedder, når man arbejder med replikker - udsagnet, som det ville være sagt, konstaterende, men i overensstemmelse med sandheden, af dén involverede part, som ikke døde naturligvis. Det gør den ekstra skarp og ekstra opmærksomhedskrævende. Lidt som med “Derfor ikke”-kommentaren, som jeg må skrive om en anden gang

. 

Talemåden uden med: Operationen lykkedes - patienten døde, fremtræder nu enten som en stramning af anklagen for magtmisbrug eller semantisk mere oplagt, at man havde til hensigt at slå patienten ihjel. Og så ender vi igen i det paradoksale felt, for hvilken operation har til hensigt at slå en patient ihjel? En patient vel at mærke. Hvis det var en stikker eller en diktator eller bare fjenden, så var det jo fint nok, men så var operationen jo heller ikke den slags operation vi har talt om tidligere. 

Spørgsmålet et således ikke overraskende, hvor meget metaforen i talemåden kan holde til. Kan en patient sidestilles med en medborger eller også med en fjende? Som man måske kan fornemme ligger udfordringen i parodien; det at talemåden er lagt i munden på en karakter og ikke den person, der anvender talemåden. 

Flere talemåder er faktisk parodier eller vandret ind via citater (Forholdene i jernindustrien, Du kan sagtens narre alle folk noget af tiden, Man har et standpunkt til man tager et nyt) og det kan nogle gange give et godt hint til, hvordan man skal udlægge dem - men her er citatet enten en slags koncentrat eller anonymt. 

Jeg hælder selv til versionen med men’et, fordi den stadig har det absurde og kyniske og overgrebet i fuldt omfang, og med men’et får den halt klassiske uempatiske tone med, man nogle gange kan opleve i sammenhænge og sammenstød med store operationer som banker, kommuner og parkenringsselskaber. 

Håber De overlever til vi mødes igen. 

Ordnet

Politiken overskrift

The Big Apple (etymologisk ordbog)

MAGRITTERUTEN 28. APRIL 2026 - BUDAPEST

LUFTHAVNEN ER TURISTENS NATURLIGE HABITAT

lufthavnen er turistens naturlige habitat

her oplever vi endelig den perfekte balance 

mellem at være et sted

og ikke et andet

mellem at være anonym og verificeret

Adam bedes gå til gate 13

Eva følge med

de har hatte på

som de har stjålet fra et sted

de bekvemmeligt har glemt

butikkerne er som turisten selv

en sjæl i en sjæl

forynget med folie

for de sidste penge

skal blive de første igen

det er ikke en rejse

det er en tilstand

siger en filosof 

og drukner

i et rullende fortovs bølger