Det er et vigtigt men, det der. For den samme sætning uden men, kan give en noget anden betydning. Det er imidlertid ikke til at se, hvilken, der er den rigtige så at sige.
Hvis vi tager idiomet i sit mest udbredte version - altså med men’et - bruges det almindeligvis kritisk-sarkastisk om sammenhænge, hvor mennesket bliver overset, kørt over eller rent faktisk slået ihjel af ‘operationen.’ Operationen kan være så meget, men er i store træk det man vil kalde systemet, staten, bureaukratiet eller noget andet teknokratisk-despotisk. Og i de sammenhæge kan det sådan set være alt fra fint nok til nødvendigt med lidt ironi eller skru i de hverdagslige vendinger, når man har mødt og stødt sig på det.
Udsagnets etymologi henlægger bemærkningen til en operationsstue på et hospital, og der virker det også oplagt med galgenhumor, omend det ikke er for svage eller evt. pårørende sjæle. Det betyder så, at analogierne til andre kuldsejlede projekter skal understrege, at man er kritisk overfor en unødvendig eller alt for omstændelig proces i skikkelse af bedrevidende og instrumentalistiske kirurger og overambitiøse kolde videnskabsmænd. I andre fx bureaukratiske sammenhænge taler vi så om bedrevidende og instrumentalistiske embedsmænd … eller nyttige idioter, som det ser ud udefra.
Det smukke ved talemåden er selvfølgelig, at den på en måde parodierer - som det hedder, når man arbejder med replikker - udsagnet, som det ville være sagt, konstaterende, men i overensstemmelse med sandheden, af dén involverede part, som ikke døde naturligvis. Det gør den ekstra skarp og ekstra opmærksomhedskrævende. Lidt som med “Derfor ikke”-kommentaren, som jeg må skrive om en anden gang
.
Talemåden uden med: Operationen lykkedes - patienten døde, fremtræder nu enten som en stramning af anklagen for magtmisbrug eller semantisk mere oplagt, at man havde til hensigt at slå patienten ihjel. Og så ender vi igen i det paradoksale felt, for hvilken operation har til hensigt at slå en patient ihjel? En patient vel at mærke. Hvis det var en stikker eller en diktator eller bare fjenden, så var det jo fint nok, men så var operationen jo heller ikke den slags operation vi har talt om tidligere.
Spørgsmålet et således ikke overraskende, hvor meget metaforen i talemåden kan holde til. Kan en patient sidestilles med en medborger eller også med en fjende? Som man måske kan fornemme ligger udfordringen i parodien; det at talemåden er lagt i munden på en karakter og ikke den person, der anvender talemåden.
Flere talemåder er faktisk parodier eller vandret ind via citater (Forholdene i jernindustrien, Du kan sagtens narre alle folk noget af tiden, Man har et standpunkt til man tager et nyt) og det kan nogle gange give et godt hint til, hvordan man skal udlægge dem - men her er citatet enten en slags koncentrat eller anonymt.
Jeg hælder selv til versionen med men’et, fordi den stadig har det absurde og kyniske og overgrebet i fuldt omfang, og med men’et får den halt klassiske uempatiske tone med, man nogle gange kan opleve i sammenhænge og sammenstød med store operationer som banker, kommuner og parkenringsselskaber.
Håber De overlever til vi mødes igen.
The Big Apple (etymologisk ordbog)
.jpg)
