de kriminelle udlændige
skal ud af landet
så der bliver bedre plads
til de danske
POESI ER DET PÅ KANTEN
folkets
ikke de eksistentielle
men de umulige
hvor man skal sige
ja
eller
nej
så man ved hvor man er
og især hvor man var
når man skal være
noget bestemt
engang
de taler om valg
mens de
klemmer livet ud af sproget
og gør det eksistentielt
og udemokratisk
Hvis De mener hjulet er en del af mennesket, eller De mener det er så vigtig del af dets historie, at det er en del af mennesket, så vil jeg bede Dem betragte hjulet igen med en del af dig, der kan minde om dets form.

støvet fra alle de opløste statuer
er ikke til at se igennem
selvom vi godt forstår at
noget heroisk slået til atomer
er det samme som
svævende metaforer
der er det samme som en tåge
der tørrer stemmen ud
kan de finde hinanden
ved de overhovedet de leder
efter kærlighed
vi går tur på stranden
selvom det er 3. januar
er det stadig med følelsen af
at skulle ind i det nye år
man kan ikke spejle sig i de gigantiske ruder på husene ned til vandet
men gør det alligevel
de har bygget penthouselejligheder ovenpå behovspyramiden
forsvindingspunktet ender i deres røvhul
det gør det i denne del af Aarhus
for en gangs skyld er der folk i husene
de ligger i sofaer og tjekker noget på deres computere
ligesom vi gjorde i formiddags
vi hilser på alle vi møder og tænker på om de som os
bare er på besøg
vi mangler ikke penge siger vi
og slet ikke så mange
men det gør vi alligevel
virker det til
i vores eget røvhul
havet ved siden af os
har uens og ulige bundlinjer
hver gang bølgerne slår ind
om de kommer fra Molslinjen eller Mærsk
så er man flyttet ind på Paradisæblevej
inden for marginen af det litterære kvarter
naboerne kigger ind og inviterer på kaffe og ostet dansk ironi
hos Benny And
som vil det bedste
mens Onkel Dan til venstre
byder på gummirock og sexappeal
som vil det værste
jeg hilser pænt og siger meget gerne
meget gerne
men der så meget lige nu
på grund af flytningen og adresserne
og den nye skattepromille
overfor hos Simon Grotriand er der rullet ned
det har der været siden jeg kom
han bor i et A-hus jeg i et to-plans
vores hække er gamle og luder som
udtjente gardere
eller bitre socialdemokrater
det har hele tiden været min mening
eller nok mere et ønske
at få foden under eget skrivebord
men nu mens solen går ned til toner fra svenske viser og Lou Reed
og blænder mig i ruderne overfor hos Simon
står fortiden ikke så klart som den gjorde
dengang jeg troede det at skrive digte
var så let som at klø sit navn i nakken
på det ældste træ i skoven
og ridse sin vrede i lakken
på den sidste bil i parken
samtale med bombepulsen
be like
hvornår går det her galt
den svarer
det gik galt for længe længe siden du
regnen er min trofaste revisor
den lægger små optiske forvrængninger på min hud
og min rude
det er smuthuller for håbet om en anden udsigt
og en balanceakt der konstant falder ned på kravebenet
livet smager som at stikke tungen ud
og slikke på en alexandriner fra sidste sommers fryser
en lynstang på tværs af rimet
gul og gammel som nikotin eller lak eller
papir gledet bag reolen
han vil ikke gå ned fra scenen
selvom han forbløder i lys
en Broby-Johansen-lampe i mini-skørt der spermer sig selv
han vil ikke slås af hesten
fordi hesten slet ikke er
og næsten ikke findes for en forhærdet narcissist
han må klynge sig til en opretstående katastrofe
han vil ikke grine
selvom latteren er ægte nok
han vil størkne i rollen
som den faste statist
som den sidste fantast
som den falske cellist
der bukker og buher
fordi publikum er gået
eller aldrig kom
han er bare et fjols
en nar
en charlatan hvis det går an
for Kierkegaardske permissioner
han er bare en der vil have lov at være
en forvirret elsker
en forivret tekst der
bliver væk
for sig selv
hvem vil være et tankeeksperiment
hvis man kan holde om et menneske
mens pulsen bomber fremtiden