Flora Danica
Kongers og dronningers porcelæn
For sprog og artsbetegnelser hersker mens den vilde natur størkner i æstetik og ild
Har de forhekset riget med magt og skrift i den tro planterne nu er deres
POESI ER DET PÅ KANTEN
Flora Danica
Kongers og dronningers porcelæn
For sprog og artsbetegnelser hersker mens den vilde natur størkner i æstetik og ild
Har de forhekset riget med magt og skrift i den tro planterne nu er deres
er et sommerhus tættere på årstiderne end andre huse
omkring os får rødhalsen og droslen og solsorten ynglen på vingerne
mens de pipper og piber og hopper rundt på plænen
rådyrene kigger på når vi maler huset
og får os til at tænke over
hvad det er vi gør når vi maler huset
katten lægger døde mus på terrassen
men vi kender ikke katten
vi kigger konstant op i himlen om dagen
og lytter til mørket gennem de åbne vinduer om natten
hoveddøren står åben ligesom i kirken og vi låser ikke når vi skal til stranden
græsset er gult fordi vi har solet os og indimellem lavet stier frem og tilbage ligesom dyrene
sommerfuglene har haft deres tid i brombærkrattet
der var så mange man kunne høres deres vingeslag
bilen sætter også mærker i græsset fordi ingen kører i den
det er en lille tragedie grænsende til det ynkelige
at ferien snart slutter og en hverdagen venter i helårshusets mørke halvår
og det sammen med glemsel og længsel der afløser hinanden
hver gang man stikker nøglen i låsen for at køre på arbejde i hver sin bil
eller kommer hjem og skal gå baglæns i seng
i dag er det koldt
det regner
og det blæser
og det minder om efterår
så derfor kan jeg tænke over den slags ting og mærke
det
som sommerhuse og sommerferier og digte
er skabt af
også at jeg er uvant med at skrive om naturen fra så hjemligt et perspektiv
turist i diktatorens hus
Palatul Primăverii
ser en påfugl skide på trappen
ukrudt i en plæne
de blå overtræk til skoene
der skal skåne en hån
leder efter en mening
mellem marmor
og Sèvresporcelæn
et tyndt lag guld på et badeværelse
og en pool
jovist
jeg vil gerne se det
men måske ikke som seværdighed
har ikke lyst til at være turist i forargelse
og blind for de de huse oligarkerne
bor i lige nu
Det er et vigtigt men, det der. For den samme sætning uden men, kan give en noget anden betydning. Det er imidlertid ikke til at se, hvilken, der er den rigtige så at sige.
Hvis vi tager idiomet i sit mest udbredte version - altså med men’et - bruges det almindeligvis kritisk-sarkastisk om sammenhænge, hvor mennesket bliver overset, kørt over eller rent faktisk slået ihjel af ‘operationen.’ Operationen kan være så meget, men er i store træk det man vil kalde systemet, staten, bureaukratiet eller noget andet teknokratisk-despotisk. Og i de sammenhæge kan det sådan set være alt fra fint nok til nødvendigt med lidt ironi eller skru i de hverdagslige vendinger, når man har mødt og stødt sig på det.
Udsagnets etymologi henlægger bemærkningen til en operationsstue på et hospital, og der virker det også oplagt med galgenhumor, omend det ikke er for svage eller evt. pårørende sjæle. Det betyder så, at analogierne til andre kuldsejlede projekter skal understrege, at man er kritisk overfor en unødvendig eller alt for omstændelig proces i skikkelse af bedrevidende og instrumentalistiske kirurger og overambitiøse kolde videnskabsmænd. I andre fx bureaukratiske sammenhænge taler vi så om bedrevidende og instrumentalistiske embedsmænd … eller nyttige idioter, som det ser ud udefra.
Det smukke ved talemåden er selvfølgelig, at den på en måde parodierer - som det hedder, når man arbejder med replikker - udsagnet, som det ville være sagt, konstaterende, men i overensstemmelse med sandheden, af dén involverede part, som ikke døde naturligvis. Det gør den ekstra skarp og ekstra opmærksomhedskrævende. Lidt som med “Derfor ikke”-kommentaren, som jeg må skrive om en anden gang
.
Talemåden uden med: Operationen lykkedes - patienten døde, fremtræder nu enten som en stramning af anklagen for magtmisbrug eller semantisk mere oplagt, at man havde til hensigt at slå patienten ihjel. Og så ender vi igen i det paradoksale felt, for hvilken operation har til hensigt at slå en patient ihjel? En patient vel at mærke. Hvis det var en stikker eller en diktator eller bare fjenden, så var det jo fint nok, men så var operationen jo heller ikke den slags operation vi har talt om tidligere.
Spørgsmålet et således ikke overraskende, hvor meget metaforen i talemåden kan holde til. Kan en patient sidestilles med en medborger eller også med en fjende? Som man måske kan fornemme ligger udfordringen i parodien; det at talemåden er lagt i munden på en karakter og ikke den person, der anvender talemåden.
Flere talemåder er faktisk parodier eller vandret ind via citater (Forholdene i jernindustrien, Du kan sagtens narre alle folk noget af tiden, Man har et standpunkt til man tager et nyt) og det kan nogle gange give et godt hint til, hvordan man skal udlægge dem - men her er citatet enten en slags koncentrat eller anonymt.
Jeg hælder selv til versionen med men’et, fordi den stadig har det absurde og kyniske og overgrebet i fuldt omfang, og med men’et får den halt klassiske uempatiske tone med, man nogle gange kan opleve i sammenhænge og sammenstød med store operationer som banker, kommuner og parkenringsselskaber.
Håber De overlever til vi mødes igen.
The Big Apple (etymologisk ordbog)
lufthavnen er turistens naturlige habitat
her oplever vi endelig den perfekte balance
mellem at være et sted
og ikke et andet
mellem at være anonym og verificeret
Adam bedes gå til gate 13
Eva følge med
de har hatte på
som de har stjålet fra et sted
de bekvemmeligt har glemt
butikkerne er som turisten selv
en sjæl i en sjæl
forynget med folie
for de sidste penge
skal blive de første igen
det er ikke en rejse
det er en tilstand
siger en filosof
og drukner
i et rullende fortovs bølger