FOLKETINGSVALG I POETENS HODE 25.03.26

vi har haft valg i en nation med fire

milioner stemmeberettigede

hvor et menneske kan stille op

og få

155 stemmer

FOLKETINGSVALG I POETENS HODE 17.03.26

de taler om valg

og de taler om fejl

de andres

som de aldrig ville have begået

og hvis det var tager afstand fra

de taler om valg

og fejl

de andres

for de skal begå deres egne

ved at tale om de andres fejl

som om de var deres

FOLKETINGSVALG I POETENS HODE 08.03.26

de taler om vand

de taler om valg

og ødelægger begge dele

ved at lade fejltagelser

være argumenter

for at gentage dem

at tingene var værre i gamle dage

er årsagen til det ser ud som det gør i dag

FOLKETINGSVALG I POETENS HODE 03.03.26

 

de taler om valg

folkets

ikke de eksistentielle

men de umulige

hvor man skal sige

ja

eller

nej

så man ved hvor man er

og især hvor man var

når man skal være

noget bestemt

engang

de taler om valg

mens de

klemmer livet ud af sproget

og gør det eksistentielt 

og udemokratisk

AVISLÆSERE FORENER EDER

avisens sider sejler forbi

lige under næsen for nyheder

er de små storme 

jeg inviterer ind 

i mit i forvejen 

fyldte hovede

passive katastrofer og analyser

af inaktiv fremtid

jeg bruger lidt af mig selv

hver gang jeg bladrer

fordi jeg slikker

på min pegefinger

den skal holdes fugtig i uvejret 

jeg skal bruge den

hvis magten skulle komme strygende forbi

forklædt som fred

den kan alt det jeg skal kunne

for at overleve

pege

ytre

stemme

skyde

gøre døv

VALGT PRÆSIDENT

en 

tre bogstavs slagssang

USA

og mit hjerte

min mave

min lukkemuskel

slipper

det fælles håb for andre

for alle

for os

og bliver til noget

jeg er alene om

ikke at kunne

gøre noget ved

HAMBORG MALPENSA

Terrortialsang

Sad i Hamborg lufthavn og tænkte på bomber, men uden held. Det hele var for almindeligt - ikke ligefrem trygt - men bare almindeligt, og man er alt for optaget af noget andet. Frygten, som man mærker foran tv’et eller avisen er abstrakt. Bomben er konkret. Planlægningen af anslaget abstrakt. Bomben er konkret. Risikosamfundet er en konstruktion. Bomben er konkret.

Jeg prøver ikke at lave en lækker filosofisk problemstilling ud af terror - jeg prøver at forstå, hvad det er, hvordan det virker.

Når jeg tænker på, hvor umuligt det var at forestille sig ulykker på rejsen, når man rejste med sine små børn. Gud måtte da holde hånden over dem, mine små børn, og dermed også mig. Er det dét skjold man (terroristerne) hamrer løs på: At man ikke kan forestille sig det sker for ens børn - at man ikke kan se det ske midt i alt det almindelige? Var det meningen med Nice?

Jeg vil medgive, at jeg på denne sommers rejse var mere tilbøjelig til at sidestille alle de mange timers transit, tjek og tidlig transport med bekæmpelsen af terror - minimeringen af risiko, men det bragte mig ikke nærmere frygten. Jeg vadede gennem så mange andre møller og scannere end angstens. Viste pas og boardingpas af så mange andre grunde. Men et sted lige i nærheden af utålmodigheden og de endeløse gange og lede plastikbakker med plastikmad ligger en udmattelse og kæler med angsten. På alle hylderne med parfume og sprut stikker en tanke til meningsløsheden. Et besvær flirter med frygten for nederlag. 

Jeg tænkte den tanke at droppe alle sikkerhedsforanstaltningerne - som i en drøm, hvor alle maskiner sukkende går i stå og uniformerne sænker arme og instrukser. Klikkene, blikkene, summende, kiggende stop. Vi rejser på tillid og ære. Vi rejser på vores glatte ansigt og med rene hjerter. Alt hvad man skal bruge fungerer naturligvis - men man tjekker ikke andet og mere end billetten og baggagen for at sikre ingen står nøgne eller ender forkerte steder.

Hvad så?

Ville det regne med fly over alle verdens lufthavne? Ville metal og kød overtage terminalerne som en fundamentalistisk, rustrød, snerrende slyngplante og lægge alle rejsedrømme øde? Ville man trække sig tilbage som spolede man en dokumentarfilm om charterrejsernes succes baglæns? Ud gennem de automatiske glasdøre trukket af rullende kufferter, ind i bilerne i fuld fart baglæns på motor- og landeveje, ind i villakvartererne og lejlighederne, hvor den sidste kop kaffe venter på den rødternede dug?

Og kedsomheden.

Eller ville man være klar til at tage opgaven på sig at være menneske? Ikke dø som soldat, betjent, politiker eller demonstrant - bare som almindelig dansk dansker på vej til stranden? Stridsmænd for fadøl og fodbad. Kom lad os boarde flåden som det almindeligste i verden, rejse ud på opdagelse med åbent sind - mødige af et helt års arbejde i minerne, men også trætte af af se de værdier vi holder for hellige blive pakket mere og mere ind i ting og begreber, som ikke ligner dem: Demokratiet er gemt bag militæret, medmenneskeligheden bag paskontrollen, kærligheden bag rejsedokumenterne, stoltheden bag irisanalysen og personligheden bag nationaliteten.

Da jeg stod i kø i Milanos lufthavn, stod jeg bag en familiefar til tre, som havde benyttet opholdet til at få tatoveret sætningen “Molto nemici - Molto onore” på sin læg. Oversat betyder det “mange fjender - stor ære,” og signalerer således uden tvivl en kampgejst, der hører til i militæret - i krigen. Og så vidt jeg kan finde ud af, er det da blandt andet også brugt af italiens fascistiske leder Benito Mussolini i 1931. Faderen stod der imidlertid i civil og var på den måde måske udtryk for min drøm om, at vi som borgerlige partisaner tager kampen op mod alle de fjender vi har. Vi rejser ud som soldater - holder på og demonstrerer vor ret til tilbagelænet livsstil og nordisk frisind.

Eller også var han udtryk for det modsatte. Måske var han udtryk for at forestillingen om det fjendtlige, nu dominerer alle vore tanker og hele vores krop - at de menneskelige værdier endegyldigt er blevet koloniseret af systemet og dem, der med folkets gunst skiller snot fra skæg og får fra bukke og forventer tak. At vi nu kun har tilbage at hade og vente på man får slåsset færdig, mens friheden forbløder og vi fristet over evne vifter med fascistoide slogans i den tro vi endelig har forstået folkets agt og vilje.

Hvordan kæmper man for tanti amici - tanta gioia i stedet?

I DISSE FOR VOR TID SÅ DEMOKRATISKE TILSTANDE

PARTIBOGSTAVERNE AFSLØRER ALT

eller - bedre end at spå i Gallupgrums

A - Socialdemokraterne

Det er tydeligvis en elevatorknap. Enhver ved på hvilken etage alfabetets første bogstav ligger.

Man kunne også vælge at se A’et som et lidt sammensunket H, hvor tværstregen i begge tilfælde skal hindre vi kommer til at stå med et meget hurtigt overstået spil Mikado.

B - Radikale Venstre

Det er tydeligt man gerne vil præsentere sig sobert og stilrent. Desværre er kærligheden til den hidsige magenta ensbetydende med et bogstav, der ligner en medicinsk faremærkning. Vi tipper på det er kategori, hvor man ikke skal tage denne medicin og så regne med man kan føre nogetsomhelst fartøj forsvarligt.

C - Konservative

Det er så en pastil. Man kan vælge at se det som en halspastil eller et Hold kæft-bolsche alt efter observans. Den har under begge omstændigheder en meget sur smag og kan være svær at sluge.

F - Socialistisk Folkeparti

Partiet har - fuld af tillid til den danske vælger - sat hele to bogstaver på plakaten. De er så blevet indføjet i en ubestemmelig form, der befinder sig et sted mellem et guitarplektor og en slatten ballon. Det kan henvise til de sange der skal synges ved lejrbålet efter turen op og ned i A-tmosfæren.

I - Liberal Alliance

I’et er ikke kun valgt pga. af lyden. Det er også for at understrege vi skam har med et ideologisk parti at gøre. Det lille i understreger dette ved at at have kappet forbindelsen mellem krop og hoved. 

K - Kristendemokraterne

Logoet har samme charme som et revisionsfirmas, og kan i denne sammenhæng derfor ikke aflokkes yderligere pointer end den matematiske, at demokratiet (som man letsindigt har sat ind selvom partiets navn ikke er todelt) nok igen vil vise sig større end kristendommens lys.

O - Dansk Folkeparti

Form og farve på de to Dannebrogsflag bringer mindelser om den gode danske spegepølse. I så fald viser logoet med al tydelighed et parti/en pølsefabrik, der er evigt selvforsynende med kultur.

V - Venstre

En åben bog? I så fald er det en hardback om minimalstaten - hvis forfatter de nok stadig savner lidt i partiet. Mere oplagt er de at se V’et som et udsnit af en vækstkurve, der er defineret af et lavpunkt og et brat afbrudt opsving.

Ø - Enhedslisten

I anledningen af valget har man udformet en ny, lidt skråtstillet variant af Ø’et, der desværre mere ligner et IC4-ikon … toget kører ikke længere. Bogstavet er så kækt indføjet i en taleboble, selvom det eneste ord man kommer i tanke om er ‘øh’, når man ser det.

Å - Alternativet

Shrekpartiet går frisk til værks med den grønne farve og et Å, der vel skal vise, hvor alternativ og hipsteragtig man kan være - fordi det er et håbløst dåmt bogstav. At partiet også er store naturelskere - for ikke at sige dendrofile - viser sig ved nærmere eftersyn. Så ved De dét.