HAMBORG MALPENSA

Terrortialsang

Sad i Hamborg lufthavn og tænkte på bomber, men uden held. Det hele var for almindeligt - ikke ligefrem trygt - men bare almindeligt, og man er alt for optaget af noget andet. Frygten, som man mærker foran tv’et eller avisen er abstrakt. Bomben er konkret. Planlægningen af anslaget abstrakt. Bomben er konkret. Risikosamfundet er en konstruktion. Bomben er konkret.

Jeg prøver ikke at lave en lækker filosofisk problemstilling ud af terror - jeg prøver at forstå, hvad det er, hvordan det virker.

Når jeg tænker på, hvor umuligt det var at forestille sig ulykker på rejsen, når man rejste med sine små børn. Gud måtte da holde hånden over dem, mine små børn, og dermed også mig. Er det dét skjold man (terroristerne) hamrer løs på: At man ikke kan forestille sig det sker for ens børn - at man ikke kan se det ske midt i alt det almindelige? Var det meningen med Nice?

Jeg vil medgive, at jeg på denne sommers rejse var mere tilbøjelig til at sidestille alle de mange timers transit, tjek og tidlig transport med bekæmpelsen af terror - minimeringen af risiko, men det bragte mig ikke nærmere frygten. Jeg vadede gennem så mange andre møller og scannere end angstens. Viste pas og boardingpas af så mange andre grunde. Men et sted lige i nærheden af utålmodigheden og de endeløse gange og lede plastikbakker med plastikmad ligger en udmattelse og kæler med angsten. På alle hylderne med parfume og sprut stikker en tanke til meningsløsheden. Et besvær flirter med frygten for nederlag. 

Jeg tænkte den tanke at droppe alle sikkerhedsforanstaltningerne - som i en drøm, hvor alle maskiner sukkende går i stå og uniformerne sænker arme og instrukser. Klikkene, blikkene, summende, kiggende stop. Vi rejser på tillid og ære. Vi rejser på vores glatte ansigt og med rene hjerter. Alt hvad man skal bruge fungerer naturligvis - men man tjekker ikke andet og mere end billetten og baggagen for at sikre ingen står nøgne eller ender forkerte steder.

Hvad så?

Ville det regne med fly over alle verdens lufthavne? Ville metal og kød overtage terminalerne som en fundamentalistisk, rustrød, snerrende slyngplante og lægge alle rejsedrømme øde? Ville man trække sig tilbage som spolede man en dokumentarfilm om charterrejsernes succes baglæns? Ud gennem de automatiske glasdøre trukket af rullende kufferter, ind i bilerne i fuld fart baglæns på motor- og landeveje, ind i villakvartererne og lejlighederne, hvor den sidste kop kaffe venter på den rødternede dug?

Og kedsomheden.

Eller ville man være klar til at tage opgaven på sig at være menneske? Ikke dø som soldat, betjent, politiker eller demonstrant - bare som almindelig dansk dansker på vej til stranden? Stridsmænd for fadøl og fodbad. Kom lad os boarde flåden som det almindeligste i verden, rejse ud på opdagelse med åbent sind - mødige af et helt års arbejde i minerne, men også trætte af af se de værdier vi holder for hellige blive pakket mere og mere ind i ting og begreber, som ikke ligner dem: Demokratiet er gemt bag militæret, medmenneskeligheden bag paskontrollen, kærligheden bag rejsedokumenterne, stoltheden bag irisanalysen og personligheden bag nationaliteten.

Da jeg stod i kø i Milanos lufthavn, stod jeg bag en familiefar til tre, som havde benyttet opholdet til at få tatoveret sætningen “Molto nemici - Molto onore” på sin læg. Oversat betyder det “mange fjender - stor ære,” og signalerer således uden tvivl en kampgejst, der hører til i militæret - i krigen. Og så vidt jeg kan finde ud af, er det da blandt andet også brugt af italiens fascistiske leder Benito Mussolini i 1931. Faderen stod der imidlertid i civil og var på den måde måske udtryk for min drøm om, at vi som borgerlige partisaner tager kampen op mod alle de fjender vi har. Vi rejser ud som soldater - holder på og demonstrerer vor ret til tilbagelænet livsstil og nordisk frisind.

Eller også var han udtryk for det modsatte. Måske var han udtryk for at forestillingen om det fjendtlige, nu dominerer alle vore tanker og hele vores krop - at de menneskelige værdier endegyldigt er blevet koloniseret af systemet og dem, der med folkets gunst skiller snot fra skæg og får fra bukke og forventer tak. At vi nu kun har tilbage at hade og vente på man får slåsset færdig, mens friheden forbløder og vi fristet over evne vifter med fascistoide slogans i den tro vi endelig har forstået folkets agt og vilje.

Hvordan kæmper man for tanti amici - tanta gioia i stedet?

ORDKLASER

BILL-ED

(C) NICLAS RED 2014

DER FINDES ÅR

Uforsætligt

Der findes år, hvor man ikke ved om man kommer til at fare vild; og om man håber på eller frygter for det vil ske.
Der findes år, hvis halvdel af mørke ikke virker til at være lagt til rette; selv på den første dag.
Der findes år, som spejler sig så anstrengt i deres ham, at de aldrig kan blive nye.

Der findes år man kan gribe og flække med de bare næver. Sprøde og saftige og lovende; som æbler fra frugthaven.

TALEMÅDER OM FEDT OG OLIE OG SMØRELSE

Sku' du smøre for nogen?

Er det ikke interessant, at en person kan være både glat og fedtet på een gang? Hvis altså han ikke er meget for at bruge penge, og det ikke er til at regne ud hvorfor. 
Jeg har aldrig tænkt over om det er to sider af samme sag, fordi jeg altid har forbundet det at være 'fedtet' med at være sådan lidt snusket-usympatisk-agtig. Men måske er man netop fedtet, fordi man kan smyge sig uden om betalingen?
Fedtstoffer findes mange steder i forståelsen af så forskellige fænomener som bestikkelse, karakter, udfordringer og almindelig afdankning.
Det er fx aldrig godt at blive fedtet ind i noget. Det eneste forsonende ved det er, at man ikke på forhånd er kigget ud som (med)skyldig. Er man derimod en af den slags, der skal smøres, står det rimeligt klart, at selvom tingene så går nok så meget som som en varm kniv i smør, så har man været med til noget ulovligt.
Det er også ret utroligt HVOR fed man kan være, uden at veje mere end det normale. Mindst lige så utroligt er det, at det udtryk (hvor fedt!) stadig er så anvendt, som det er. Sproget er som bekendt en virus, der spreder sig og bliver febril, men (og derfor?) også dør ud eller bliver slået ned af noget, der er stærkere end den. Men ikke med det fede! Hvor 'sejt' er der fx noget der er i dag? Hvor 'flippet'? 
Det er også sjovt at tænke over, om man befinder sig på stegepanden eller i maskinrummet, når tingene går som i olie? Om man er i køkkenet eller autoværkstedet, når alt går som smurt? Eller hvad der ville ske, hvis l'et i 'glat' gled - og tingene derfor gik galt?
Og hvordan kan der være så stor forskel, som der nu engang er, på een der fedter for hvad som helst, og så en fedterøv, der helst ikke vil blandes ind i noget som helst?
Det er tydeligt at det er materialet, der har hovedrollen. Det kommer sig ikke så nøje om der skal smøres madder, mennesker eller aksler - smøres skal der. Det er som bekendt smørret der gør det. 
Der ligger helt sikkert også en praksispointe begravet i det faktum, at det altid er omkring navlen - selvets udspring - at det første fedt indfinder sig. Jeg er for fed!
Velbekomme.

10 REELLE NYTÅRSFORTSÆTTER DU KUNNE OVERVEJE (inden du dør)

• Finde en politisk overbevisning.
• Ikke tage æren, selvom den er din.
• Ikke frygte det ukendte.
• Se historie.
• Finde, føle og erklære din kærlighed til et andet menneske, du ikke nødvendigvis skal have sex eller lave forretninger med.
• Læse og forstå, hvorfor en bog er en magisk del af en konkret verden.
• Investere din tid i noget, du ikke ved hvad fører til.
• Stå stille på en gågade.
• Tro på vand kan huske mens du svømmer i havet eller en svømmehal.
• Prøve selv at komme i tanke om noget du har glemt, som du ved du har vidst engang, før du slår det efter på internettet.