HVORDAN SOM MENNESKE

Øverste foto er taget på Spanien 19C's udstilling The Reminiscences of what once was af Michael Würtz Overbeck.

PIKTOGRAMSTATEN

-->

Tegn på tegn

Alle har vel efterhånden mødt skilte og piktogrammer i trafikken eller bybilledet, som nogen har ændret ved. Her tænkes ikke på klistermærker, som jo har sin egen egocentrerede dagsorden og kommunikationspraksis (vi genkalder os med glæde ’pik-mærkerne’), men på de oftest morsomme modifikationer af advarsels-, forbuds- og påbudsskiltene. Ved man ikke hvad jeg her tænker på kan man orientere sig længere nede, eller søge sig til døde.

Som udgangspunkt er en hvilken som helst vandalisering af offentlig ejendom jo rebelsk. Rebelsk-politisk, rebelsk-destruktiv eller måske bare rebelsk-rebelsk. Det at det er offentlig ejendom OG led i en kommunikativ og dermed kontrollerende praksis gør provokationen af rebellen så meget større og tydeligere. Sværere at modstå.

Men jeg tolker ikke skiltene som rebelske. Ikke ved nærmere eftertanke. Heller ikke selvom de eksplicit modsiger eller undergraver påbud, forbud og advarsler. På en måde er modifikationerne for artige – og for arty’e. Dertil kommer at skiltenes kommunikative præmis og grafik er så stærk, at hvis de ikke er komplet overmalede, så vil deres oprindelige budskab stadig tale med.

Jeg tænker i stedet, at modifikationerne er en ny, mindre bombastisk, svagere ironisk, og først og fremmest stærkt kontekstbevidst tilgang til det rebelske. Med andre ord er bemalingerne – som en passant altid er neurotisk præcist og omhyggeligt udført – mere udtryk for en høflig og humoristisk modsigelse, der understreger samfundsborgerens kompetence, frem for hans eller hendes inkompetence, hvis man kan sige det på den måde. Skiltenes oftest åbenbare budskab og dermed rationale, er ikke længere nødvendige for os; vi ved godt der er regler og at reglerne er til for vores egen (vel- og samfærdsels) skyld. Ha ha. Selvfølgelig kører vi ikke ind ad en ensrettet gade – nogen kunne jo komme til skade. Den autoritet der tidligere stod om snart sagt ethvert forbudsskilt er ikke længere nødvendig, hvorfor den rebelske kommentar også har ændret karakter.

Det minder en lille smule om Disneyland.

KABALE

TALEMÅDER OM FEDT OG OLIE OG SMØRELSE

Sku' du smøre for nogen?

Er det ikke interessant, at en person kan være både glat og fedtet på een gang? Hvis altså han ikke er meget for at bruge penge, og det ikke er til at regne ud hvorfor. 
Jeg har aldrig tænkt over om det er to sider af samme sag, fordi jeg altid har forbundet det at være 'fedtet' med at være sådan lidt snusket-usympatisk-agtig. Men måske er man netop fedtet, fordi man kan smyge sig uden om betalingen?
Fedtstoffer findes mange steder i forståelsen af så forskellige fænomener som bestikkelse, karakter, udfordringer og almindelig afdankning.
Det er fx aldrig godt at blive fedtet ind i noget. Det eneste forsonende ved det er, at man ikke på forhånd er kigget ud som (med)skyldig. Er man derimod en af den slags, der skal smøres, står det rimeligt klart, at selvom tingene så går nok så meget som som en varm kniv i smør, så har man været med til noget ulovligt.
Det er også ret utroligt HVOR fed man kan være, uden at veje mere end det normale. Mindst lige så utroligt er det, at det udtryk (hvor fedt!) stadig er så anvendt, som det er. Sproget er som bekendt en virus, der spreder sig og bliver febril, men (og derfor?) også dør ud eller bliver slået ned af noget, der er stærkere end den. Men ikke med det fede! Hvor 'sejt' er der fx noget der er i dag? Hvor 'flippet'? 
Det er også sjovt at tænke over, om man befinder sig på stegepanden eller i maskinrummet, når tingene går som i olie? Om man er i køkkenet eller autoværkstedet, når alt går som smurt? Eller hvad der ville ske, hvis l'et i 'glat' gled - og tingene derfor gik galt?
Og hvordan kan der være så stor forskel, som der nu engang er, på een der fedter for hvad som helst, og så en fedterøv, der helst ikke vil blandes ind i noget som helst?
Det er tydeligt at det er materialet, der har hovedrollen. Det kommer sig ikke så nøje om der skal smøres madder, mennesker eller aksler - smøres skal der. Det er som bekendt smørret der gør det. 
Der ligger helt sikkert også en praksispointe begravet i det faktum, at det altid er omkring navlen - selvets udspring - at det første fedt indfinder sig. Jeg er for fed!
Velbekomme.

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER

Hvad sagde du du sagde hvad?

"Rive tæppet væk under een" både kender, bruger og forstår vi - men hvor mange bruger udtrykkene "forstokket", "boldgade", "knag", "spade" og ved hvorfor? For ikke at snakke om at forstå den egentlige betydning af talemåder som "det smager jo lidt af fugl", "en tand til" eller "en dans på roser"!
Nu er der jo som sådan ikke noget galt i, at man bruger sproget som man har hørt og lært det - ellers ville det hurtigt komme til at gå for langsomt. Men hvis man pludselig får øre for det, så er der nok at undres over. Måske startede det med de typiske fejl-vendinger, hvor noget pludselig skal tages med "et gram salt", mens man ikke "ser splinten i sit øje" og enhver er "sin egen lykkesmed". Det kan også bare være en arbejdsskade, der gør mig særlig følsom overfor metaforbrug af enhver art.
Hvis vi skal tage dem i nævnte rækkefølge, så er en forstokket person sammenlignelig med enten en grøntsag, som er 'gået i stok' - fennikel fx - og derfor er blevet dårlig, sej og uegnet til spisning, eller simpelthen en stok, som den slags man går med; en ubøjelig, stiv pind.
Den helt anden boldgade omtaler man fordi udtrykket 'boldgade' er synonym med 'hjemmebane' eller det gebet man kender bedst; når noget altså ligger et helt andet sted (for een selv, eller i den aktuelle sammenhæng). Med det hedder boldgade fordi det henviser til den legeplads (boldspillested) man er vant til at komme - sjovt nok er det altså en højt uprofessionel og infantil term, man bruger til at forklare noget, man kan have et meget fagligt forhold til. Udtrykket "at være på egen boldgade" kan også betyde, at man er alene om en sag - altså ikke nødvendigvis sikker på sig selv og den leg man leger alene.
At nogen er 'en knag' kommer sig selvfølgelig af, at det er fantastisk praktisk at have en knag(e), når man har brug for den - fx på et butikstoilet eller udenfor klasselokalet, når det er vinter eller regner. At det i det hele taget hedder en knag skyldes måske, at der i ordets oprindelse er en forbindelse til 'knast' - altså er sted i træet, hvor man kan se, der har siddet en gren på træet, før det blev til tømmer. Og på den gren ... ja der kan kan man hænge sin hat.
Spade - ikke som slang for guitar, hvad den sikkert kom til at hedde i en rock 'n rebel-agtig fuckfingerattitude overfor manuelt arbejde - kalder man nogen, der bestemt ikke er en knag. Men hvorfor kalde en idiot ved samme navn som et både praktisk og effektivt redskab? Fordi spaden, på rette linie med en lang række andre redskaber og genstande vi ikke ellers kan undvære, er et dumt og uvirksomt objekt i sig selv. Vi tænker her på personer, der er dumme som døre, brædder, snot og huller i jorden (er et hul et objekt?!). Der kan måske ses i sammenhænge med de frygtede 'nyttige idioter' - som vi af og til hører omtalt i den politiske boldgade. Men redskaber er særdeles anvendte i billedsproget - helt sikkert fordi de fleste kender til deres udformning og anvendelse. Hvis du ikke kan komme på flere eksempler, er det fordi du har en hukommelse som en si.

Talemåden "det smager af fugl" kvalificerer sig i denne sammenhæng ved at være besynderlig. Bortset fra kramsfugl kender jeg ikke nogen fugle på menukortene. Der kaldes de altid ved artsnavnet (and, due, vagtel ..). Men når noget smager af fugl, så smager det i en eller anden forstand godt nok. Talemåden kender jeg mest i sammenhænge, hvor man ikke synes man har ramt helt rigtigt, men heller ikke ved siden af. Her er ikke tale om en ubrugelig erstatning for noget, men heller ikke 'the real maccoy'. Brugen af selve fuglen - væsenet - fortaber sig desværre i en slags omfattende brugsbetydning; tænk over de mange sproglige sammenhænge, hvor fuglen optræder enten antropomorft (en underlig fugl, en ensom fugl, en spillefugl) eller blot som dyr (fugls føde, "fugle på taget" (som er den seneste version af det oprindelige ordsprog "hellere een fugl i hånden, end ti på taget"), fri som fuglen). Men med til at flytte fuglen ind i talemåden, har givet været dens status i symbolske og religiøse sammenhænge. Her har vi mange religioner og folkeslag repræsenteret gennem alt fra Frans af Assisi, over Fugl Fønix til indianernes ørnefjer.
En bonus ved researchen blev dog, at Malk de Koijn (hermed anbefalet) enten har excellent etymologisk instinkt, eller Ordbog over det danske sprog stående i studiet! Men nu er kvindens (og vel egentlig også mandens) kønsdele vel også noget af det mest sprogligt billedliggjorte organ vi kan finde på Guds grønne jord.
Vendingen "at give den en tand til" er taget med, fordi man nemt kommer til at tænke på de tænder der vokser i kraniet. Muligvis fordi man ofte bider tænderne sammen, når man giver den en ekstra skalle. Men når man lige skal give den en tand til, er der selvfølgelig tale om en af de klassiske maskinmetaforer, fordi tanden sidder på tandhjulet. Den slags henvisninger er sproget fuldt af. Maskinen er en af de prototyper man støder på, når man læser om kognitive metaforer hos Lakoff & Johnson eller Kasper Lezuik Hansen. Det vil sige, det er af den slags metaforer, som kan bære store og komplekse begreber som livet og døden, ideer og arbejde, med sin figurative, olierede, mekaniske og fysiske fremtoning. Uagtet de færreste ved, hvordan en maskine fungerer i sin helhed. Billedet med tandhjulet er altså meget generøst overfor sin bruger, og man kan således helt selv bestemme om man tænker på tandhjul og gearskift, blider og borge eller kødhakkemaskiner og ... kød, når man bruger det. I researchfasen fandt jeg som bonus en forklaring på den ligeså udbredte vending "at have en sød tand", men den tand slår vi ud en anden gang.
Talemåden "(ingen) dans på roser" er voldsom forstyrret af det næsten lige så kendte, sjældnere brugte "ingen roser uden torne". Så måske er der tale om en omvendt metonymi; en 'toto pro pars' ikke en 'pars pro toto', så det man egentlig henviser til, er den mere oplagte situation, hvor nogen har strøet rigeligt med rosenblade for ens ærbare fødder, for at gangen (dansen - ja vel livet!) skal føles ekstra blød og vederkvægende? Men sandheden er nok, at rosen simpelthen er så stærkt et symbol - som blomst og i sin helhed - at man ser bort fra de stikkende torne i vendingen. Rosen kan billedliggøre alt fra Jesus til kysseklare læber, fra følelser til køn. Og det er så den positive omnipotens, man har valgt at indkalde til tjeneste.
Med et for ham usædvanligt plat skin navngav Søren Ulrik Thomsen een af sine sin poetikker 'En dans på gloser' - sikkert med henvisning til talemåden, fordi det at digte netop ikke er nemt, men heller ikke ubehageligt, og slet ikke uskønt. Hvorfor hører man i øvrigt oftest udtrykket som 'IKKE en dans på roser?' Hvor mange beskriver noget - fx en eksamen - som at det var en dans på roser ... bortset fra den originale digter selvskrevet?

Disse forklaringer er en skønsom blanding af fakta, fantasi og fornuft. Sprogvidenskabeligt er ikke alle påstande altså bevislige.

Evig tak til Ordnet.dk (hermed anbefalet)

HAMMERSHØI-ØINE

Udsigt fra Brohusgade Aalborg søndag morgen 12. februar 07:40 2012. Det var et hammershøi-øjeblik. Motivet er på samme tid så ladet med betydning og helt almindeligt, at man ikke ved om man kigger ind i selve kulturens og eksistensens kerne, eller blot betragter byens, døgnets og årets rytme. Og måske er det det samme.

Press pause press play press foreplay

Saussure la route 2

I dag - netop i dag, da jeg sad uden min iTunes-sang-bank og derfor havde søgt nye veje - nærmere bestemt Last.fm (hermed anbefalet) så jeg det frygteligt klart! Jeg blev nærmest chokeret over det åbenlyse og vulgære ved det. Senere kom overvejelserne og eftertanken. Og alle dele kommer her:
Fallossymboler og penisattrapper er der der ved Gud nok af. Og det både i den tingslige så vel som den repræsentative og (ikono)grafiske verden: Pilene, våben, nøgler, paraplyer, knive, tuber - det er til at gå til i og af over, hvor banalt, genitalmimetisk manden har udformet sine redskaber og tegn.
De kvindelige vaginasymboler er ofte mere abstrakt-metaforiske: "Vi må dybere ind", "der er huller i hans argumentation", "han er helt opslugt af det" og lignende. Og uden at være (alt for) kønskonservativ, så finder jeg denne forskel ganske logisk: det konkrete penetrerende på den ene side, og det reflekterende absorberende abstrakte på den anden.
Men så skulle jeg lige trykke på pauseknappen på min (apropos!) "Florence and the Machine-radio" på Last.fm-grafikken - og hvad så jeg så ved siden af play-pilen (penishodet)? Jeg så to velvoksne, ja svulmende "labia majora" - som jeg tilmed var tvunget til at føre min (repræsentative ganske vist, men alligevel) finger hen på! Har andre ikke set dette?! Har den oprindelige designer af pauseknappen overhovedet været intellektuelt i nærheden af dette ursymbol? Eller har han tænkt i musikalsk, kronologisk interval-symbolik?
Fra nu af aldrig mere en pauseknap uden denne association - og næsten værre: Hvorfor pause og vagina? Hvor passer pause ind i den genitalikonografiske logik? Er det pause som i modkronologisk 'tilbage' - 'ind i skødet igen'? Eller er det mere pause som i tid til en 'frugtbar' overvejelse af det man er i gang med at afvikle?
Vi er nok nødt til at have alle tegnene med, for at retablere logikken. Afviklingsikonerne repræsenterer selvfølgelig kønsorganerne, fordi al afvikling er at sammenligne med samlejet og det lystfyldte. Om det er musik, billeder eller en tale af Lenin - så bliver det til en leg og et forløb, hvor man kan navigere sin lyst, sin interesse og sin hengivelse. Selvfølgelig via sin kontrol, som altid er sexet og stimulerende. Og hvad med stopknappen, siger du. Firkanten er materien, stoffet; et kendt symbol - knappen er således både en påmindelse og en bevidstgørelse af, AT der afvikles og elskes noget. Det konkrete - som så ganske rædselsfuldt forræderrisk bliver lig med den virkelighed, der omgiver de to legesyge knapper - der altså igen fremstår som grafiske repræsentationer. Voila. Og tak for i aften. Nu skal jeg lige spille noget af på min pc.

21.12.12 - Vil du sammenligne billeder og ikonografi kan jeg anbefale følgende website fra den kinesiske kunstner Chin Chin Wu. Hendes projekt byder på en del billedmateriale, som for altid vil ændre dit syn på kvindes skamlæber:

http://www.chinchinwu.net/?cat=39