Viser opslag med etiketten Per Højholt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Per Højholt. Vis alle opslag

torsdag den 19. september 2013

"DET VIDUNDERLIGSTE AF MENNESKETS REDSKABER



er uden tvivl bogen. De øvrige er forlængelser af dets krop. Mikroskopet og teleskopet er forlængelser af dets syn, telefonen er stemmens forlængelse; dernæst har vi ploven og sværdet, forlængelser af menneskets arme. Men bogen er noget ganske andet; bogen er en forlængelse af hukommelsen og fantasien."

Jorge Luis Borges
Med skyldig tak til poetens (a.k.a. Per Højholts) hoved

lørdag den 12. december 2009

I poetens hodeve

Ja, bloggen har et navn, der lyder som en digtsamling af Per Højholt. Men den er for det første ikke opkaldt efter noget, og det var heller ikke tanken, navnet skulle lede tankerne her på en Højholt fansite eller lignende. Jeg er ikke hverken større eller mindre fan af Højholt end af så mange andre kunstneriske koryfæer. Men jeg anerkender hans størrelse og betydning og har da læst ham.

Jeg kender ham dog bedst som standhaftig "hovedstolsmodstander" > aldrig skrive om dig selv på en måde der har med det intime at gøre; det gør digtene mindre digteriske (og livet mindre livligt vil jeg tro). Pudsigt er at, når man så læser ham, så ved man altid, at han er så meget i opposition til det selvbiografiske, at det næsten er blevet personligt at være så upersonlig.
Noget andet er så, at jeg i samlingen Poetens hoved (ja den) læser følgende linier: "Min datter. Nu har de igen fortalt dig / at jeg slår dig ihjel med min omsorg. // Husk på hasselnøddens skal / halvhård når den plukkes af busken // er en passende udfordring / til deres proteser." og undres over om han netop i denne samling har trukket stolen ud fra bordet og tæppet væk? Heldigvis fortsætter han i mere velkendte spor: "I, mine små nedfaldne, dør i deres lommer / som fingerting, pansrede behag. // Men trøst: dig ved din særlige skæbne. Endnu et / til trøst: dødfødt var du ikke ... // Hvad mig angår vil jeg hellere / knække halsen på et digt / end se det flage påskønnet / på toppen af en budding." og således dreje tingene (nødderne og datterens nærvær) i deres rette retning igen: Kunsten og digtet. Og måske netop her pointere, at han, hvis det endelig skal være, højst vil bruge hovedstolen til at ødelægge digtet, så det bliver mere digt af at det rent faktisk kan ødelægges som et sådant. Kan også blot være han er anti-forelsket i billedet af en budding med spændstig lyrisk rejsning, som MÅ segne, enten under egen vægt og potens, eller fordi budding bare er for blævret at annektere til noget så tungt som kunst. Således nævnt ikke glemt: Hr Per Højholt. Og tak.

Bloggen har sit navn fra den dumme lyd af "hode", fordi det er sjovt, at vores tænkeboks lyder som ... ja som om det er beslægtet med budding. Og Poeten det er mig.