FLORA DANICA

Flora Danica

Kongers og dronningers porcelæn

For sprog og artsbetegnelser hersker mens den vilde natur størkner i æstetik og ild

Har de forhekset riget med magt og skrift i den tro planterne nu er deres

NYTÅR PÅ STRANDEN 2026

vi går tur på stranden

selvom det er 3. januar

er det stadig med følelsen af

at skulle ind i det nye år

man kan ikke spejle sig i de gigantiske ruder på husene ned til vandet

men gør det alligevel

de har bygget penthouselejligheder ovenpå behovspyramiden

forsvindingspunktet ender i deres røvhul

det gør det i denne del af Aarhus

for en gangs skyld er der folk i husene

de ligger i sofaer og tjekker noget på deres computere

ligesom vi gjorde i formiddags

vi hilser på alle vi møder og tænker på om de som os

bare er på besøg

vi mangler ikke penge siger vi

og slet ikke så mange

men det gør vi alligevel

virker det til

i vores eget røvhul

havet ved siden af os

har uens og ulige bundlinjer

hver gang bølgerne slår ind

om de kommer fra Molslinjen eller Mærsk

KIEFERHOMEN XXI

KIEFERHOMEN XX

SubVerbum #2

jeg så vintergækker i dag

nu står de i mørket med deres stadig hvide små lygter

jeg så et rygvendt menneske i en vindueskarm i dag

ny lyser lampen på et menneske derinde

hvert forår ser vi nye ting

01.07.24 | MAGRITTERUTEN - FANØ

 

Der er vidner til alt. Der er vidner til at. Der er vidner som tavse ikke billiger din opvækst, men aldrig kommer til at blande sig i rettergangen. Min bane er frodig, men gør kun mod fortæring. Min vogn er smurt ind i rester. 

Motivet med den organiske væg har været med mig mange år. Jeg ved ikke om de ord jeg her har sat på det er dækkende. Men det er det, det handler om. At dække. 

FERIEREMINDER

kører gennem plantagen

på svigerfars Union

kroppen har led 

og muskler

der vokser

ind i stellet

kædekassen holder på vores hemmelighed

at

jeg ikke kan høre forskel

på cyklen og

fuglenes piben i træerne

for

de er lige gamle

og

havet venter under stien

TRE DIGTE FRA JUNI TOTUSINDEOGFIREOGTYVE

det er juni og regnen vasker alt det gamle væk men

tynger alt det nye ned med vemod

over tørken og kulden som altid følger

der var engang hvor

jeg søger som altid tilflugt i fortællingernes evighed

selvom den er og bliver en melankoli sat på formel

lige så ufri som fantasier

-

Det er frygteligt at gå til lægen

Du er dødelig

Du skal ikke dø 

-

Jeg taler om Douglas Couplands roman

og mærker en ungdom gøre mig rastløs

over en indsigt og viden jeg ikke havde

men alligevel stadig har i dag

Genkender en tomhed

som jeg med mit ene ansigt siger jeg ikke

kunne spejle mig i

men afslører med det andet

at den tomhed stadig er her

Jeg må rejse mig og rydde bordet for vinglas og rester

11.03.23 - MAGRITTERUTEN, RISSKOV (DET UNØDVENDIGE FORBUD)

Det var min arm. De glemte min arm. Hvor skulle de hen med det blik, den hån, forsvinde og sætte mig fast. Her. Træsoldat uden slynge, uden gråd. Mine tanker er dræn og mine ben er forankret. March på slaget. 

Det er måske noget at det mest magrit-esque jeg har set. Det vil sige, hvis det kunne omsættes til maleri. Sammenstødet mellem materialer som er de samme og så helt forskellige. Det er på mange måder et trist fotografi. Jeg bliver altid trist af at se på det. Skruen. Historien. Det unødvendige forbud (også en Magritte-titel), for man kan jo bare gå udenom. 

NATUREN VIL IKKE NATUREN VIL GERNE

Jeg er i disse dage og tider plaget af en anfægtelse ved at se vinterbadere, skovbadere, vildmarksfolk, trekkere, friliggere, kajakroere, klatrere og alle andre tænkelige naturtyper søge naturens omfavnelse og helende kraft. Det fremstår som et hyklerisk forsøg på at tvinge naturen til at hjælpe kroppen og sindet i en tid, hvor vi samtidig gør alt for at udslette den. Der er et uhyggeligt aspekt i, at skoven, havet, landskabet og klippen ikke kan afvise at give den helende energi fra sig, når mennesket sænker sin krop ned i den, fordi den energi netop er naturlig. Jeg har haft en lignende mindre anfægtelse, når jeg har betragtet, hvordan trænings-, fitness- og bulkingtyper skubber naturens produkter ned gennem deres af træning udsultede hylster for at vokse ved det og med ophøjet ro skider resterne af naturen ud i kloakken som noget ubrugeligt lort. 

For på den anden side af naturen penetrerer vi himlen med fly og raketter, borer klippen til grus og mælker havet til med plast som en pervers menneskelig aura, der flyder ind i mødet med alt det naturen bærer frem. På den anden side af de meditative scenarier pulser vi løs på mineraler og fossiler, fordi vi skal lære og selv og hinanden bedre at kende. Varmer stuer, kirker og forsamlingshuse op, for at se virkeligheden i øjnene. På den anden side af naturens helende kraft årelader vi den ind i et unaturligt kaos. 

Men det er ikke de samme mennesker, siger du. Det er de samme mennesker, siger jeg. Vi er de mennesker. 

Der er en mærkelig trøst i at dem, der ved, hvad de taler om siger, at naturen aldrig kommer til at give op, den kommer til at fortsætte – men uden os. Lad ikke den dag komme, hvor det bliver en undskyldning for at rejse med som blind passager. 

KIEFERHOMEN XXVII & XXVIII

URET OG RIMELIGT ANGÅENDE SPØRGE JØRGEN

Mange kender sangen om Spørge Jørgen - nogle har måske en lille mistanke om at der er blevet begået Jørgen uret. Er hans spørgsmål nu så dumme endda? Fortjener  han smæk og på hovedet i seng? Spørger han kun for at drille? Lad os se ad.

 

Her er teksten i sin helhed, skulle De have glemt den:

 

Nu skal jeg fortæller jer om Jørgen

Jørgen var en tem’lig artig dreng.

Men han plaged’ alle med sin spørgen,

fra han vågned’ til han gik i seng.

Far og mor de blev så trætte af det 

– det, han spurgte om var noget pjat.

Tit han spurgte bare for at drille:

Hvoffer, hvoffer dit og hvoffer dat?

 

Hvorfor har en buko ingen vinger?

Hvorfor si’r den buh og ikke vov?

Hvorfor sidder neglen på min finger?

Hvis den sad på næsen, var det sjov.

Hvorfor sidder øjet ikk’ i nakken?

Hvorfor er jeg ikke ble’t en kat?

Hvorfor kan min støvle ikke tale?

Hvoffer, hvoffer dit og hvoffer dat?

 

Hvorfor har en loppe ingen bukser?

Hvorfor er den lille fisk så våd?

Hvorfor bli’r en kylling ikke malket?

Hvorfor si’r kommoden ikke no’et?

Hvorfor er der mænd på mine seler?

Hvorfor skal vi altid gå med hat?

Hvorfor spiser løven ikke jordbær?

Hvoffer, hvoffer dit og hvoffer dat?

 

Men en dag blev det hans far for meget.

Jørg'n fik smæk og Jørg'n blev lagt i seng.

Og nu lå han der igen og spurgte,

næsten som en helt fornuftig dreng:

Hvorfor fik jeg ingen pandekager?

Hvorfor må jeg ikke lege mer’?

Hvorfor har jeg dog så ondt i numsen?

Jeg skal aldrig spørge fjollet mer’.

 

Og her kommer så en kritisk – nogle vil mener revisionistisk – gennemgang af Jørgens og sangens såkaldt dumme spørgsmål:

 

Hvoffer, hvoffer dit og hvoffer dat?

Er sangens indledende markering af, at man (i.e. sangskriverne og de voksne og manipulerende nok; også de børn, der synger med) har afsløret hans spørgen som relativistisk og forskelsløs. Men er spørgekraften netop ikke afgørende for at opnå nye svar? I hvilke undersøgende sammenhænge kan man være sikker på, at der ikke kan stilles bare eet spørgsmål mere? Jeg spørger bare?

 

Hvorfor har en buko ingen vinger?

Det er fordi den ikke nedstammer fra fuglene, men fra pattedyrene. Artsbestemmelse har med folk som Mandelstam, Linné og Darwin vist sig at være helt afgørende for overhovedet at forstå naturen. Jørgen er godt på vej med dette essentialistiske spørgsmål. 

 

Hvorfor si’r den buh og ikke vov? 

Det har dels noget med stemmebånd og -læber at gøre, men også at den har brugt sin stemme til noget helt anden end hunden, der jo nedstammer fra ulvene. Også her er Jørgen faktisk med på de første helt afgørende dele af naturforståelsen og diversiteten, som i dag jo til stadighed vokser i betydning for vor fælles fremtid.

 

Hvorfor sidder neglen på min finger?

Det er jo fordi man bruger sin finger til noget andet end det man bruger næsen til. Fingeren skal gribe, grave, tegne, kratte, holde små ting og skrive (...), og så det er praktisk med et lille hornet slidlag. Selvom man kan stikke sin næse mange steder hen (oftest) metaforisk, så kan den klare sig uden forstærkning. Menneskets hånd - og især dens berømte tommelfinger - er også helt centralt placeret i vores fantastiske menneskeheds historie.

 

Hvorfor sidder øjet ikk’ i nakken?

Det er faktisk et godt spørgsmål al den stund, at mange andre dyr enten har ret vidt udsyn eller muligheder for at se tæt på 360 grader ved at dreje sig. Men vi mennesker har brug for øjet foran til at få det mest optimale ude af vores andet fremragende redskab; hænderne (dem med fingrene). Transport (et andet karakteristika for mennesket) ville også være en udfordring. Yderligere kan man her dog også hævde, at Jørgen stiller spørgsmål til ting, der senere – altså i Jørgens fremtid – er kommet tæt på sandheden. I dag kan man således uden videre godt se med nakken, al den stund vi med vores digitale levevis i højere og højere grad har opmærksomheden rettet bagud mod alle de spor vi afsætter ligesom vi nu i klimadiskursen også har fået installeret et blik, der permanent betragter vores fodaftryk.

 

Hvorfor er jeg ikke ble’t en kat?

Her skal Jørgens forældre måske overveje om de har forsømt en enkelt eller to fortællinger om blomster og bier? Bemærk i øvrigt tendensen til at stille evolutionære og ret naturvidenskabsorienterede spørgsmål hos Jørgen. Siden hvornår har man set ned på forskere af netop disse sager?

 

Hvorfor kan min støvle ikke tale?

Ud fra et animistisk synspunkt er det faktisk et godt spørgsmål. Vi ved også at børn er bliver underholdt/oplært med en syndflod af antropomorfe dyr og genstande på deres medier, hvad der logisk kan rejse den type spørgsmål. For slet ikke at tale om hele den asiatiske tilgang til såkaldt 'døde ting,' der også griber om sig disse dage. Støvlen er en naturlig forlængelse af den menneskelige krop og i den forstand så tæt på den, at Jørgens undren er helt legitim.

 

Hvor har en loppe ingen bukser?

Igen har Jørgen fundet et afgørende skel i verden, nemlig det mellem individer, som er i stand til at bygge, forme eller skabe ting til sig selv, og så dem, der må finde sig i at søge ly i hår eller pels med den krop de er kommet til verden i. 

 

Hvorfor er den lille fisk så våd?

Ja, her kan man måske godt fornemme et lidt for enkelt spørgsmål – måske endda næsten provokerende dumt, men hvis vi tager i betragtning, at erkendelsen af fisken sjældent rummer hele dens naturlige habitat, men kun arten som den måtte tage sig ud på disken eller måske endda på papir, så er det ikke helt skørt at undres over det. Her antager vi Jørgen er blevet konfronteret med en friskfanget fisk eller lignende. Skulle det omvendte være tilfældet - altså at Jørgen stiller spørgsmålet, fordi han véd fisken er våd, når den svømmer i sit naturlige habitat - så bliver spørgsmålet faktisk videnskabsteoretisk udfordrende, idet vandet og fisken jo udgør to vidt forskellige entiteter og som sådan slet ikke kán hænge sammen. Måske rammer Jørgen ned i en både sproglig og ontologisk konflikt, der peger på at udtrykket våd slet ikke kan lade sig gøre!

 

Hvorfor bli’r en kylling ikke malket?

Igen denne sunde interesse for vores fødevareproduktion og igen - vil jeg mene - et fuldkomment relevant spørgsmål, når Jørgen nu er bekendt med bukoens kvaliteter. Dertil kan man jo overveje om Jørgens spørgsmål også her rummer en subtilitet. Kyllingen er jo et nyttedyr - produktionsdyr kaldet - og i det lys kan man faktisk godt tillade sig at sige det bliver 'malket!' Vi malker jo også grise, mink, heste og insekter i fødevareindustrien. Jørgen mangler måske - hvad hans indledende usikkerhed i forhold til patte- og kloakdyr - indsigt i æglægningens anatomi. Det svar fortjener han at få.

 

Hvorfor si’r kommoden ikke no’et?

Igen denne animistiske interesse som jeg må sige udgør en sund modvægt til de mange evolutionære og siden magtkritiske vinkler Jørgen også evner at finde. Udover det er kommoden jo for en lille dreng både stor, moderlig og næsten magisk. Dens fremtoning med ben og krop og det faktum, at dens indhold er tøj som strømer, underbukser og lignende peger også i retning af noget menneskeligt. 

 

Hvorfor er der mænd på mine seler?

Ja, hvorfor egentlig? Udover at herremoden gennem flere hundrede år er blevet skåret i snit og dele, der gør det umuligt at holde bukserne oppe, medmindre man har elastik i linningen, smæk på eller et bælte, hvad der jo gør valget at motiv oplagt, så kunne det vel ligeså godt være isvafler eller prinsesser, eller hva'? Dybest set er svaret altså, at Jørgen lever i et patriarkat - og alle ved man skal stille spørgsmål til magtstrukturer.

 

Hvorfor skal vi altid gå med hat?

Man fornemmer måske en lidt barnlig formulering og et ditto argumentativt kneb i det meget generaliserende ord "altid," man da Kamma Laurents skrev sangen befandt vi os altså i 1944, og da gik vi altid med hatte, som så blev våde, blæste af, blev glemt, skulle lettes på i tide og utide, skulle børstes og bæres korrekt efter etiketten, kom til at se slidte, dumme eller fattige ud og altså var til en hel del besvær. Ved udsigten til det, synes det faktisk rationelt, at Jørgen har en bekymring her. Han fik i øvrigt ret - man holdt op med at gå det pjat. 

 

Hvorfor spiser løven ikke jordbær?

Vi noterer os at Jørgen 1) allerede ved så meget om løven, at han er nået til det han har konstateret den ikke gør. Imponerende. At det lige er jordbær han undrer sig over, skyldes måske en tilgivelig misforståelse for et barn. Jordbær smager jo godt og de er tilmed blodrøde og formentlig tilgængelige i de varme egne, hvor løven befinder sig. Og også her mener jeg man kan udvide accepten af Jørgens interesse - for hvem eller hvad er det lige, der har givet Jørgen den opfattelse, at den ikke gør? Spiser jordbær. Kan vi være helt sikre på det? Blot fordi der ikke findes billeder af en løve, der spiser jordbær, så kan vi da ikke vide om der ikke et eller andet sted på kloden har været eller er en løve, der har hapset en lavthængende, sukkerproppet, skinnede rød frugt, kan vi?

 

Og nu lå han der igen og spurgte, næsten som en helt fornuftig dreng:

Foromtalen af Jørgens følgende spørgsmål antyder, han er ved nå frem til at tænke rationelt. Det tror jeg er en ulykkelig misforståelse. Dels fordi vold kun er rationelt i overfladisk forstand og dels fordi - som vi skal se - Jørgens sunde interesserer for det naturvidenskabelige, åndelige og antropologiske ender med at være helt afkoblet hans logiske sans, som vi indtil nu har set har været godt oppe at køre!

 

Hvorfor fik jeg ingen pandekager?

At Jørgen spørger om det, må jo være bevis for, at der hár været pandekager - og i hvilke børnefamilier laver man pandekager uden at give børnene nogen? Her er altså ikke kun tale om forskelsbehandling, men sandsynligvis om bevidst afstraffelse. Altså at kagerne er blevet lavet for at han ikke have nogen; det kan kun virke paradoksalt forstyrrende for et lille barns logik.

 

Hvorfor må jeg ikke lege mer’?

Jørgen rækker her sine forhærdede og konservative forældre en mulighed for at fortryde deres straf ved at renoncere på den intellektuelle tyngde af sine spørgsmål og reducere dem til leg. Og selvom alle opdragere og pædagoger kender til det perfekte miks af leg og læring, så hjælper det åbenbart ikke Jørgen. Og det er slet ikke logisk forsvarligt at straffe børn for at lege - hvordan skal Jørgen overhovedet komme videre i sin udvikling, hvis han hverken må undre eller muntre sig?!

 

Hvorfor har jeg dog så ondt i numsen?

Tragedien er fuldendt. Vi antager Jørgen har været klar over energioverførslen fra faderens hånd til hans balder, så spørgsmålet er her igen rettet mod den uret, der er begået mod ham. For når vi genlæser indledningen til sangen kan vi jo se, at karakteristikken af at Jørgen kun har spurgt for at drille kommer fra det voksne perspektiv og langtfra afspejles i de spørgsmål han rent faktisk stiller. Havde Jørgen taget dén juridiske embedseksamen han siden tog med udmærkelse efter at været flyttet hjemmefra som syttenårig ville han ikke have spurgt således, men alene tørt konstateret: "Justitsmord."

 

Jørgen slutter af med at sige at han aldrig vil spørge spørge fjollet mer’. 

 

Lad det være en opfordring til alle os andre Jørgen'er til at løfte arven og spørge løs. Legende, fantasifuldt, rationelt, revolutionært, fjollet og i fuld overensstemmelse med menneskeartens indbyggede trang til at vide mere. 

 

HAIKUESQUE 4

Der er krager på landevejen

Det er meget forstyrrende

med alle de biler

HAIKUESQUES 2

det var træerne

deres spor i vinden

og mine arme som jeg bar hjem

HAIKUESQUES 1

parken var lukket da vi fandt den

og låst 

kærligheden gik i stå

minder vristede sig fri 

THE HILLS

LYN KOMMER ALTID TI MINUTTER EFTER NOGET ANDET ER SKET

KIEFERHOMEN XVIII

 

EFTERÅR

HVIS MOS ER LAVET AF DRØMME