AUTOFIKTION REGEL NR. 1

TRE DIGTE FRA JUNI TOTUSINDEOGFIREOGTYVE

det er juni og regnen vasker alt det gamle væk men

tynger alt det nye ned med vemod

over tørken og kulden som altid følger

der var engang hvor

jeg søger som altid tilflugt i fortællingernes evighed

selvom den er og bliver en melankoli sat på formel

lige så ufri som fantasier

-

Det er frygteligt at gå til lægen

Du er dødelig

Du skal ikke dø 

-

Jeg taler om Douglas Couplands roman

og mærker en ungdom gøre mig rastløs

over en indsigt og viden jeg ikke havde

men alligevel stadig har i dag

Genkender en tomhed

som jeg med mit ene ansigt siger jeg ikke

kunne spejle mig i

men afslører med det andet

at den tomhed stadig er her

Jeg må rejse mig og rydde bordet for vinglas og rester

PUPPE · NAT · DRØM

Jeg vågede i nat ved at et møl baskede på vinduet for at komme ud. Så mange spørgsmål. Hvor havde puppen siddet i huset. Hvordan kunne den vide at udenfor var udenfor, når det var nat. Jeg stod fortumlet op for at hjælpe den ud og følelsen af den lille bløde krop i mine hænder gang på gang, mens jeg forsøgte at gribe og holde om den, sidder der stadig - i mine hænder. Billedet af mig udefra med hånden over et møl er som Magritte kunne have tænkt det. Månen med. Da det endelig lykkedes mig at fange det og åbne vinduet så det slap ud forsvandt billedet på samme måde som en drøm forsvinder. Jeg lagde mig til at sove igen og drømte om gamle rivaler og kærester.