TRE DIGTE FRA JUNI TOTUSINDEOGFIREOGTYVE

det er juni og regnen vasker alt det gamle væk men

tynger alt det nye ned med vemod

over tørken og kulden som altid følger

der var engang hvor

jeg søger som altid tilflugt i fortællingernes evighed

selvom den er og bliver en melankoli sat på formel

lige så ufri som fantasier

-

Det er frygteligt at gå til lægen

Du er dødelig

Du skal ikke dø 

-

Jeg taler om Douglas Couplands roman

og mærker en ungdom gøre mig rastløs

over en indsigt og viden jeg ikke havde

men alligevel stadig har i dag

Genkender en tomhed

som jeg med mit ene ansigt siger jeg ikke

kunne spejle mig i

men afslører med det andet

at den tomhed stadig er her

Jeg må rejse mig og rydde bordet for vinglas og rester

PILOU ASBÆKS TÆNDER

Til biddet

Hver gang, men især i den forsmædelige scene, hvor Didrik angstfuldt fejt overgiver og underkaster sig så voldsomt, at tyskerne tager ham for gal, ser man hans tænder stå som perler i en skyttegrav. De er alt for pæne, alt for regelmæssige, alt for hvide og alt for urealistiske til at sidde i munden på et 1800-talsmenneske. Den problematiske tandstilling er naturligvis tydeligere, hvis vi kigger Laust og Peter og ikke mindst deres salig fader efter i mundhulen, fordi de modsat Didriks godsejerliv, har levet et underklasseliv, og derfor burde have nogen virkelig rådne pløkker groende derinde, men med Pilou Asbæk er det bare så oplagt, fordi han godt kan lide at åbne munden og skrige - muligvis fordi han har så flotte tænder.
Der vil naturligvis være andre - og mere graverende - historiske fejl i iscenesættelsen af slaget ved Dybbøl og det Sønderjylland, København, Danmark og ikke mindst Tyskland (undskyld Preussen), som serien har givet os, men tænderne er interessante på anden vis end som en svipser.
Tænderne er som anakronisme et vidnesbyrd om, hvad vej verden er gået de sidste 150 år. For gemt i beundringsværdige barter og uldne uniformer, knitrende kjoler og hoppende hestevogne, glimter Pilou Asbæks hjørnetænder med hele sundhedsvæsnets sejr over sygdomme i tænder og andre steder. Når seriens læger og lazaretfolk er på arbejde ser vi hospitalsvæsnets niveau og muligheder som det var dengang. Når mad og vin serveres og indtages, er det afstemt med datidens menuer. Selv græs, himmel og træer er det lykkedes at få til at ligne. Sproget skal vi måske vare os med at rose for dets samtidighed - men det er på den anden side så flygtigt et fænomen. Kanonernes torden og tårernes trillen. Ingen tvivl skal herske om indsatsen for at give os et autentisk billede af tiden og stederne. Havde der været flere kvinder med end fru Louise Babett Heiberg, havde den kommende film også kunne sælges som såkaldt ‘kostumefilm’ (der ér bare ikke salg nok i generalernes uniformer, når det kommer til det). Bare ikke tænderne fik man forklædt. At vi ikke alene har lykkedes med at beholde dem i munden siden dengang, men af vi også er lykkedes med at rette dem til, sætte kroner på og polere det værste nikotin- og citronsnavs af emaljen. Det kan man se på Pilou Asbæks tænder.
Kig blot på Deres egen badeværelseshylde, eller hvor mængden af tandredskaber nu måtte befinde sig: Tandpasta med særlige enzymer i mange overbevisende farver, maskiner med roterende børstehoveder eller børster med særlige greb, særlig vokset tråd og ergonomiske stikkere. Tunge, du vor faste følgesvend, går ikke længere på opdagelse i huller og huler og gebissernes mere eller mindre behagelige pasform, du kæler ikke længere ømt for bylder og blottede nerver. Nej, alt det er væk, og i stedet skridter du de ranke bisser af, som en  anden helsekraftig officer sine soldater.
Og nu er vi helt derinde, hvor tænderne sidder fast i kraniets kæber, og kan bruges til at identificere, hvem det er man ikke længere kan kende på det ydre, og anakronismen derfor også viser sig at være en korrektion til fiktionens historieløshed. For tænderne er jo et bevis på kroppens eksistens i nutiden, tænderne kigger ud af det skin(d) serien har skabt og siger vi befinder os her i 2010’erne. Vi kan IKKE bevæge os frit i tiden. Vi har ønsket at pudse og polere vores primitive og forfængelige knogler i 150 samfulde år siden Didrik skulle have skreget sin desertering ud gennem tænderne, og derfor understreger og afslører tænderne kroppens bevaring - det lange liv - som en moderne prioritet. En meget konkret og sanselig prioritet, der byder sandsynligheden i spillet og fortællingen om Danmarks fortid trods i langt højere grad, end at konstatere det er Pilou Asbæk, der spiller Didrik gør. Det er hans tænder, der afslører det. Hans pæne tænder.

OMVENDSLEV FOR V(R)ISNE VÆKSTKRITIKERE

Blamegame

Tænk hvis man en dag - eller bare en tv-udsendelses tid - vendte om på ansvaret i dette senmoderne samfund. Således skulle alle firmaer stå til ansvar for alt det elendige og forstemmende svineri man finder i by og på vej: McDonalds-poser og krus, øl- og sodavandsdåser fra Carlsberg og Coca-Cola, cigaretskodder fra Prince og Pall Mall. Man kunne ikke som energidrik-producent tørre den af på forældrene, når de unge mennesker hårdt pumpet af Cult og RedBull faldt om med forhøjet blodtryk. Tuborg måtte stå frem og sige, ja vi ved det - det er blandt andet vores skyld der er så mange alkoholikere i landet - for uden Fine Festival og Guldøl havde den del af drukDanmark nok været mindre. MotoGuzzi og Honda måtte medgive, at deres motorcykler kører alt for hurtigt og kan slå både førere og andre ihjel. 
Jeg tænker altså ikke engang på de virkelig slemme producenter, som sniger ptalater og anden forbuden kemi ind i legetøj og cremer, heller ikke de kriminelle narkotikaforhandlere - men på helt almindelige og uskyldige firmaer, som fremstiller varer, der i større mængde eller anvendt forkert er ødelæggende for kultur og natur.
Jeg tænker heller ikke på at oprette en totalstat, hvor det er slut med individets fri valg.
Jeg kunne bare godt tænke mig for een gangs skyld at høre dem sige: Vi ved det godt. Det er noget lort vi laver. Og lavede vi det ikke, ville verden på visse måder være et bedre sted at være.
Jeg er træt af at høre, at lavede de det ikke ville nogle andre bare gøre det. Jeg er træt af at høre, at hvis man ikke vil have lungekræft, huller i tænderne, forhøjet blodtryk, skrumpelever og udslæt, så kan man bare lade være med at købe de varer som giver een det. Vel at mærke varer, hvis eneste og tydeligste eksistensberettigelse er netop det, at de skal købes. 

Jeg er træt af at min frihed bliver taget som gidsel i et dødssygt kommercielt spil, jeg ikke synes jeg har meldt mig til.

HVORDAN GÅR DET?

Walk don't run

Af grunde som er denne blog uvedkommende har jeg i de sidste mange måneder måttet erstatte løb med gang. Af føromtalte grunde er jeg selvsagt ikke tilfreds med min tilstand - men jeg er til gengæld meget tilfreds med motionsformen, som har vist sig at have langt flere fordele, end man kunne forvente.
Det burde måske ikke komme som en overraskelse at det at gå er godt - når man som enhvert andet dannet menneske kender til Søren Kierkegaards gå-vaner, caminoens velsignelser og den romantiske vandrers fænomenologi. Ikke desto mindre vil jeg dele følgende afgørende fordele med Dem:

Når man går, glemmer man hurtigt, at det er for helsens skyld, hvorved man langt bedre kan gøre sig fri af de tanketæmmende emner (samvittighed og stress), som løbet har det med at dominere ens hode med.
Når man går, bliver rytmen og kroppen forenet som musik.
Når man går, har man altid tid til at gå. Man kan ikke lige nå at gå, hvorfor selve turen altid allerede er beroligende.
Når man går, er man på een gang et vanemenneske og åbent for nye tanker og veje.
Når man går, føles klodens rotation under fødderne. (det passer)
Når man går, går man ud og hjem på samme tid - cirklen er tydeligere end distancen.
Når man går, møder man indforstået andre gængere - som munke nikker man til hinandens meditative metode.
Når man går, går man sammen med hele menneskehedens historie, fordi der altid har været folk, der har flyttet sig på denne måde - flygtningestrømme, folkevandringer, plyndringstog, fællesskaber.
Når man går, kan man vælge landskaber og omgivelser. Alt kan bruges. Parcelhuskvarterer, klippekamme, bøgeskove.
Når man går, kan man købe dyre sko.
Når man går, kan man godt invitere nogen med. Og snakke.

Hvis du går længe nok, møder du Marie Key, Peter Sommer, Peter Laugesen og Peter Bastian. Hver for sig.

ER DU SKADET?

 

Sundhedstjekket syg

"Skadet" er det nye sesamord (se mere om det begreb i anonyme eponymer). For er man skadet er man sikret en optimal position i dette senmoderne, sundhedskonforme og selvmodsigende samfund.
Som "skadet" får man jo både bekendtgjort høj helseaktivitet og stort omsorgsbehov. Det er en omnipotent udmelding. Prøv også heltevarianten med både at være skadet og ALLIGEVEL deltage. Større badebillet findes ikke. Det er det samme som at være erfaren og få lov til at deltage på en nybegynders vilkår.
Men hvorfor overhovedet interessere sig for skadens sociale slagsider? Fordi skaden - og brugen af den - indikerer en usund opfattelse af sundhed (se mere om atiteser i ti triste antiteser) i mentaliteten omkring det at dyrke motion. Enhver kan sige selv, at når skaden giver så store privilegier, som den gør, så er den i disse tider, hvor netop forskelsbehandling, opmærksomhed og status er i høj kurs, jo ikke længere en straf eller en konsekvens - men en præmie. Ja, kan man fremtrylle en slynge, et magnetbånd, elastikbind eller evt. bare et lillebitte træk på det ene ben, så er det at sammenligne med en orden.
Skaden kan også fungere som fantastisk fender for de tidligere så famlende og ubehagelige afslag. Nu behøver du ikke længere bekendtgøre svagelige (og ofte komplet diskvalificerende) udsagn og træk som "jeg har dårlig ryg", "jeg har ikke lyst", "jeg er udmattet", "jeg er i dårlig form", "jeg bryder mig ikke om at motionere", "jeg er bange for ikke at være lige så dygtig/hurtig/god, som resten af verden/mine venner tror jeg er", men kan feje det hele væk med en skade.
Skulle der nu sidde nogen med dårlige hofter og et par krykker til at holde dem oppe og føle sig fornærmet, undskylder jeg uforbeholdent for ovenstående analyse. Dens udgangspunkt er jo ikke den reelle og konkrete skade. Gud forbyde vi her på bloggen skulle beflitte os med andet end hjernespind. Det handler om den måde skaden har sneget sig ind i vores bevidsthed og sociale kontrakter på. Det handler derfor lige så meget om, hvornår og hvordan vi bruger vores måske-skader overfor os selv og hinanden. For hvor praksis i den sociale virkelighed længe har været skepsis overfor alle former for skader, der skulle skaffe folk særstatus, så har den i dag mistet grebet overfor dem. Jo vigtigere den almene helsestandard er blevet, jo sværere er det blevet at afvise dem, der eksponerer den - fx som skade.
Og hvordan undgår vi så at skaden tager overhånd og bliver vigtigere end sundheden for os selv og samfundet? Måske ved at mærke efter. Måske ved at turde tale om smerte?

Hvis De ellers sværger på ikke at ville falde i hypokonderfælden, så kan denne adresse muligvis hjælpe. Ikke at jeg dyrker nogen form for motion for tiden.