HVORDAN GÅR DET?

Walk don't run

Af grunde som er denne blog uvedkommende har jeg i de sidste mange måneder måttet erstatte løb med gang. Af føromtalte grunde er jeg selvsagt ikke tilfreds med min tilstand - men jeg er til gengæld meget tilfreds med motionsformen, som har vist sig at have langt flere fordele, end man kunne forvente.
Det burde måske ikke komme som en overraskelse at det at gå er godt - når man som enhvert andet dannet menneske kender til Søren Kierkegaards gå-vaner, caminoens velsignelser og den romantiske vandrers fænomenologi. Ikke desto mindre vil jeg dele følgende afgørende fordele med Dem:

Når man går, glemmer man hurtigt, at det er for helsens skyld, hvorved man langt bedre kan gøre sig fri af de tanketæmmende emner (samvittighed og stress), som løbet har det med at dominere ens hode med.
Når man går, bliver rytmen og kroppen forenet som musik.
Når man går, har man altid tid til at gå. Man kan ikke lige nå at gå, hvorfor selve turen altid allerede er beroligende.
Når man går, er man på een gang et vanemenneske og åbent for nye tanker og veje.
Når man går, føles klodens rotation under fødderne. (det passer)
Når man går, går man ud og hjem på samme tid - cirklen er tydeligere end distancen.
Når man går, møder man indforstået andre gængere - som munke nikker man til hinandens meditative metode.
Når man går, går man sammen med hele menneskehedens historie, fordi der altid har været folk, der har flyttet sig på denne måde - flygtningestrømme, folkevandringer, plyndringstog, fællesskaber.
Når man går, kan man vælge landskaber og omgivelser. Alt kan bruges. Parcelhuskvarterer, klippekamme, bøgeskove.
Når man går, kan man købe dyre sko.
Når man går, kan man godt invitere nogen med. Og snakke.

Hvis du går længe nok, møder du Marie Key, Peter Sommer, Peter Laugesen og Peter Bastian. Hver for sig.