EN OUTSIDER I DE ANDRE

 

RUE de FEMMES

STEN BEN SKO FLUGT

Altid dette spil
At være fanget mellem ligegyldighederne i sit eget liv og andres
Trykket fra fejltagelserne på uopmærksomhedens vægte
Man ser sig forskræmt omkring i sit eget liv
og opdager at ingen iagttager een hvad man først tror
er en lettelse
men siden forstår er ensomhed

Jeg tabte min ene fod

BAG VÆGGEN

BANEGÅRDEN . ET GLIMT

Så en kvindes fod og underben i en støvle i dag. Den fod og det underben, den støvle af læder med lynlås og stikninger. Sort og lang. Den hud og den strømpe med tæer, ankel, hænder der trækker og mærker det hele sidder på, mens hun står på et gulv. Liften ved siden af med barnet, der kigger op på hendes ansigt, og aldrig vil huske støvlen, strømpen, huden, dette øjeblik i puls og tyngde, som jeg her har gjort til et minde.

MEMENTO METRO

MAGRITTE-RUTEN [PARIS]

SINE LOGO

SINE LOGO

SINE LOGO

HVORDAN GÅR DET?

Walk don't run

Af grunde som er denne blog uvedkommende har jeg i de sidste mange måneder måttet erstatte løb med gang. Af føromtalte grunde er jeg selvsagt ikke tilfreds med min tilstand - men jeg er til gengæld meget tilfreds med motionsformen, som har vist sig at have langt flere fordele, end man kunne forvente.
Det burde måske ikke komme som en overraskelse at det at gå er godt - når man som enhvert andet dannet menneske kender til Søren Kierkegaards gå-vaner, caminoens velsignelser og den romantiske vandrers fænomenologi. Ikke desto mindre vil jeg dele følgende afgørende fordele med Dem:

Når man går, glemmer man hurtigt, at det er for helsens skyld, hvorved man langt bedre kan gøre sig fri af de tanketæmmende emner (samvittighed og stress), som løbet har det med at dominere ens hode med.
Når man går, bliver rytmen og kroppen forenet som musik.
Når man går, har man altid tid til at gå. Man kan ikke lige nå at gå, hvorfor selve turen altid allerede er beroligende.
Når man går, er man på een gang et vanemenneske og åbent for nye tanker og veje.
Når man går, føles klodens rotation under fødderne. (det passer)
Når man går, går man ud og hjem på samme tid - cirklen er tydeligere end distancen.
Når man går, møder man indforstået andre gængere - som munke nikker man til hinandens meditative metode.
Når man går, går man sammen med hele menneskehedens historie, fordi der altid har været folk, der har flyttet sig på denne måde - flygtningestrømme, folkevandringer, plyndringstog, fællesskaber.
Når man går, kan man vælge landskaber og omgivelser. Alt kan bruges. Parcelhuskvarterer, klippekamme, bøgeskove.
Når man går, kan man købe dyre sko.
Når man går, kan man godt invitere nogen med. Og snakke.

Hvis du går længe nok, møder du Marie Key, Peter Sommer, Peter Laugesen og Peter Bastian. Hver for sig.

HÆLFLÆKKER

Selvmodsigerske % Sandslugerske

Nu er det her! Det nye pendulord: At flække! Engang betød det at noget deltes - fx i et godt og dybt grin, fordi man dér starter med at smile bredt og siden åbne på vid gab og grine igennem - eller flække brød, som når pølsemanden åbner brødene lige inden man får sine grillhotdogs på geled og gled (man spiser da altid mere end een hotter).
Men nu er der ikke mere at grine ad - for nu flækker man åbenbart tingene SAMMEN. Talemåden "at flikke noget sammen" er alfald langsomt blevet til "at flække noget sammen"."At flække noget sammen" er lige så logisk som "at lime noget åbent" eller "skære nogen fast." Jeg ved godt det ingen veje fører med dette sprogpolitisteri - men når nu ens ører er så sarte, så må man vel have lov at hælde lidt betændelse fra af og til.
På ezz.dk (hermed anbefalet, hvis man har god tid og er et nysgerrigt menneske) snakkes der om, om (hej! to om'er lige efter i hinanden) det er samme problem med "ligge" og "lægge" - men her er der dog tale om at noget befinder sig eller er på vej til at befinde sig i en hvilende tilstand. Der er ingen lighed mellem samle og dele. I så fald skal vi vist ud på et filosofisk overdrev, hvor genstandens potentielle delbarhed og derfor efterfølgende samlbarhed gør selve akterne beslægtede ... Nej, jeg tror bare det er med flikke som med skomageren - og gode, reperationsværdige sko, for den sags skyld: Færre kender til det, flere bruger og smider ud som det behager, uafhængigt at tid, sted og verber.
Se, det var lige så let som at sutte en mandel at skrive dette indlæg. Nu vil jeg hvile på lavbærrene og vente på nyt fra fronten.