DRØMMERE RØMMER MERE ØMME

INGEN AF DISSE

En mand kommer ind i en restaurant. Han tager frakken af og vil give den til tjeneren, men forsvinder i samme øjeblik tjeneren griber frakken.

En luftakrobat svinger i sin trapez, da han er i svingets yderste position slipper han grebet og hvirvler ind i en frakke.

Manden fra restauranten dukker op i et fald.

Luftakrobaten rammer ikke den anden akrobats udstrakte hænder, og iklæder sig istedet frakken inden han lander i et tomt sæde blandt publikum, hvorfra han uskadt betragter resten af forestillingen. Der er bl.a. et nummer med heste og aber.

Manden fra restauranten dukker ikke op igen. 

Luftakrobaten vinker til sine kolleger, da han forlader cirkusteltet gennem noget, der ikke kan siges at være en dør men mere en flænge.

Tjeneren på restauranten føler skyld. Det er en god frakke.

JEG ER TRÆT AF HULEMENNESKET

www.missing-link.com

Jeg er så træt af hulemennesket, fordi jeg i snart sagt enhver af livets udfordringer støder på ham, når man skal forklare, hvorfor problemerne er opstået eller skal løses. Tænk selv efter, hvor mange gange De har hørt tale om stress som betinget af vores stenalderreflekser, hvor ofte den kost vi spiser er dårlig for os, fordi vi faktisk burde være på palæodiæt eller leve af rawfood, hvor ofte den nye dagsorden i kommunikationens virtuelle univers af enkeltstrengede relationer ødelægger det urgamle behov for grupperelation og nærhed, hvor ofte klimaforkæmperne taler om en mere simpel livsstil - som ideelt set godt kunne ligne et fortidsmenneskes, hvor ofte hjernens mindset og kognitive evner skal parkeres hos det umælende fortidsvæsen som forklaring på ting vi kan eller netop ikke kan. For enden af alle nutidens sociale, biologiske og sågar teknologiske blindgyder står hulemennesket med hår på hele kroppen, ualmindelig dårlig ånde og griner ad os, fordi det har alle svarene.

Jeg er især træt af, at der simpelthen ingen merit er i at snakke om hulemennesket. Vi er kommet hele denne lange vej for hvad? Se tilbage på noget vi var engang? Sagen er jo den, at hulemanden efterhånden har fået karakter af advarselslampe eller en perfid civilisationskritik. Som om vi har fejludviklet os og alting bare ville være nemmere, hvis vi gryntende sad rundt om bålet og … ja, sad rundt om bålet.

Jeg ved godt jeg taler mod bedre vidende - men kan det passe vi ikke har flyttet os det mindste, når nu vi har flyttet så meget andet? Kunne man forsøgsvis kaste et blik på de lidet primitive ting vi gennem historien har tænkt os frem til og tilmed formet, og stadig påstå vi er hulemennesker? Vi taler nu uden at blinke om den antropocæne tidsalder, men insisterer stadig på, at vi dybest er hulemennesker? Vi går altså vores egen undergang i møde som de mennesker den er længst fra?  

Det er kroppen siger de. Kroppen og kemien og genomerne. Du kan ikke undslippe den slags på så kort tid. Men er det ikke en selvmodsigelse så stor og uforskammet, at man derfor ikke kan få øje på den?

Jeg er da med på at jeg er et stresset, sukkersygt, ensomt og på mange måder forulykket menneske - men at fortælle mig det er fordi jeg dybest set er et hulemenneske på afveje nægter jeg at tro på. Der må være en anden forklaring.

Det slår mig, at denne tekst på flere måder spejler det opgør med troen på den skabende Gud, som evolutionisterne jo blandt andet bruger hulemennesket til. At jeg føler en trang til at modsige en (her videnskabelig) autoritet, som vil bestemme over min verden, min krop og min identitet. Ikke fordi det skal handle om religion - men måske nok tro. Troen på hvad mennesket er og kan.

MEMENTO METRO

DEN TØRRE SANDHED

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER - MAD

Spis noget til

Det er jo ikke hverken svært eller mystisk at bruge talemåder som (ikke at have) ‘salt til et æg’, synes om en fyr han er en ordentlig ‘bøf’ eller en pige, at hun er en ‘lækker steg’. Vi har heller ikke udfordringer - som sådan - med at 'slå større brød op, end vi kan bage’ eller få serveret ‘en tynd kop te’. Som det fremgår er madvarer en yndet gruppe til vore faste vendinger - helt sikket fordi, som andre emner, der også dominerer idiomerne, mad er sanseligt og nemt at oversætte.

Der er imidlertid en lille gruppe vendinger, jeg må indrømme, jeg ikke helt forstår, hvorfor vi siger. Jeg - og givet også De, kære læser - forstår til fulde betydningen af at ‘klare ærterne’, ‘hvile på laurbærrene’ og 'være en hård banan’. Men hvorfor siger man sådan? 

At klare noget kan betyde adskillige ting: At ‘gøre klar’ til afgang, start eller anden aktivitet. At komme ‘udenom’ eller forbi problemer; overomme udfordringer. At ordne, fikse, reparere eller ændre fra en tilstand af dysfunktion til det modsatte. At lysne, gøre gennemsigtig eller på anden måde (igen) ændre fra een tilstand til en anden. Alle betydninger kan være relevante, da ærter som bekendt kan ankomme til køkkenet i både bælge eller form af tørrede. Og man kan derfor godt se det hensigtsmæssige i, at de skal ‘klares’, for at kunne blive til at spise. Indsatsen i at bælge en pose ærter står bare ikke helt mål med den indlejrede betydning af talemåden. Hvis nogen har klaret ærterne, har de ikke ordnet en bagatel, vel? Så her er det mere oplagt at se på, hvordan man virkelig kan blive udfordret af frøene. Ifølge Ordbog over det danske sprog kan talemåden være kommet fra netop besværet med at få de tørrede ærter kogt igennem - altså noget man må antage har taget lang tid, og derfor naturligt må have sneget sig ind i den daglige tale i køkkenregionerne: Er ærterne klaret? Underforstået; så vi kan komme videre i menuen. Et mere nutidigt eksempel på slowfood finder vi med kikærterne, der som bekendt skal stå i blød i et døgn, og altså også skal klares, hvis man vil lave sig en hummus fra bunden. 

Hvis man hviler på laurbærrene svæver man i overhængende fare for at blive en badebillet … et udtryk vi må tage op en anden gang. Laurbærrene er ensbetydende med sejre - det ved vi, mere eller mindre instinktivt, når vi genkalder os billeder og logoer, hvor laurbærkransen kranser denne eller hin sejrherre: Ole Olsen (speedwaysporten har en udtalt forkærlighed for store kranse), Fred Perry (der notorisk brand-mærker sit tøj) eller Julius Cæsar (der blot bar den som diskret pandebånd). Talemåden beskriver altså metaforisk, at man sætter sig (for godt og mageligt) til rette på sine egne sejre, hvorved man dels gør sig til offer for selvforherligelse (badebilletten) og/eller kan blive stødt fra tronen af mere ærgerrige rivaler. Så vidt så godt - eller skidt. Men hvorfor laurbær? Hvad er der lige ved dét træ, hvis bær i øvrigt sjældent optræder og hos visse arter ligefrem er giftige? Så vidt jeg kan se er der to mulige spor - som meget vel kan være eet, men det kan ikke bekræftes. 

‘Laus’ betyder på latin hæder og anseelse. Man kender det fra sammenhænge, hvor man kan dimittere 'cum laude' – med ros, 'magna cum laude' – med stor ros eller 'summa cum laude' – med største ros. Forstavelsen lau- er således hjemme - og planten hedder da også på latin ‘laurus’, hvilket for en ikke-gennemskolet latiner kunne være tæt nok på, til at være en forbindelse. Men leder man videre bliver forbindelsen mellem træet og hæderen dog også mytologisk funderet. For den (intellektuelle og åndelige) græske gud Apollon fik i antikken tilskrevet træet som sit, fordi præstinderne i Delfi - dér man kunne få oraklet til at svare, ved De - spiste dem, for bedre at kunne modtage beskeder fra netop denne altseende og alvidende gud. Mytologien bunder som altid oprindeligt i liderlighed, for da bemeldte Apollon på et tidspunkt efterstræbte nymfen Daphne, forvandlede hun sig til en laurbærbusk, af hvis blade han så lavede en krans til sit hovede - vi lader billedet stå et øjeblik (mens vi ser en parade af laurbærkransede kejsere, studenter og sportsudøvere defilere forbi, og ikke tænker på Freud).

Bananen er nok den mest interessante fødevare i denne sammenhæng. For hvordan i alverden ender dette udtryk i munden på mennesket? Talemåden skal måske lige vendes; for en hård banan er jo en type, der ikke let lader sig skræmme eller intimidere. En person som kan stå for et vist pres. Om vedkommende er mere eller mindre hård end den hårde negl og den hårde hund er nok op til den enkeltes sproglige praksis (i.e. alder), men vi er nok trods alt ikke i kategorien ‘kynisk satan’. Med den hårde banan som udtryk er der (mig bekendt) ingen forklaringer at finde på udtrykket. Der findes beslægtede sløve bananer og man kan såmænd også gå bananas - men årsagen til denne eksotiske frugts togt ind sproget er ikke til at finde. Så her er banen fri til sproglige spekulationer.

Først overvejede jeg om netop bananens transport kunne være nøglen - altså at de læsses og (især) losses i havnemiljøer, der som bekendt huser hårde og stærke typer - så en havnearbejder kunne måske på et tidspunkt have fået tilnavnet ‘en hård banen’, men mon ikke det ville være blevet dokumenteret/registreret? Jeg må huske at spørge en havnearbejder næste gang jeg møder en. Så er der selve frugten (som egentlig er et bær - men det må man læse om andetsteds), der som bekendt kan blive meget overmoden og blød, under de rigtige (forkerte) omstændigheder. Dette giver den hårde banen en særlig status som udholdende og modstandsdygtig, hvad der naturligt nok kan være blevet til en god og forståelig vending i sproget. Problemet her - og i det hele taget med bananen - er, at den er ganske ung i det danske køkken. Faktisk kom den først hertil omkring 1900, og sprogligt set burde anvendelsen af dens ord egentlig være veldokumenteret, hvad det ikke er. Bortset selvsagt fra i slangordbogen, hvor der er mange bananer - heraf især een, der kunne være relevant. Nemlig som et andet udtryk for penis. Ja. Det er ikke det mest anvendte jeg kender, men hører man nogen sige om en fyr, at han har en vældig banan, så er man selvsagt ikke i tvivl om, hvad der hentydes til (også her ville undtagelsen, der bekræfter reglen være sjov at kigge på). Jeg vil lade det være op til Dem, kære læser, at vælge hvorfra udtrykket ‘at være en hård banan’ er kommet, og med Freud stille fejlcitere; at nogle gange er en banan bare en banan, nogle gange er en krans bare en krans og nogle gange skal man bare klare ærterne uden så mange omsvøb.

Sex og mad er og bliver faste medlemmer i talemådernes klub. Velbekomme.

Fortolkninger og bud dannet på baggrund af research, fornuft og god fantasi og således ikke videnskabeligt holdbart.

Wiki

Ordbog over det danske sprog

Urtehaven

A.K. Nielsen

bananer

BORDSKIK

TI KATEGORISKE AFGØRELSER TIL 2014

Forsætligt

1) Mennesker som kender Deres forældres navne betyder mere for Dem, end dem, som kun kan deres børns navne.

2) Det er mere ærligt at sige man har løjet, når man har løjet, end at undlade at sige noget i det hele taget.

3) Noget kan først siges at være alvorligt, når det er umuligt at lave sjov med. Så bliver der stille.

4) Mad er tid. Ikke at spise er at dø.

5) At gynge forlænger livet.

6) Hvis man ejer ting som bliver mere værd dag for dag, bør man udlade at sælge dem. Ting som mister værdi kan man derimod roligt skille sig af med så hurtigt som muligt.

7) Selvom længsel er et meget kompliceret begreb, der indbefatter både, tid, rum, sted og psykologi, fandtes det også før, det fik et navn.

8) Trafikken giver sproget så mange metaforer, fordi vi er i kronisk selverkendelse, sålænge vi kører bil. 

9) TV blev opfundet i den bedste mening. Men det gør ikke alle TV-udsendelser velmenende.

10) Man kan kun tro på Gud.

'Kategorier' og deraf følgende kategoriseringer er et egentligt meget besværligt filosofisk begreb, som man - måske De - ofte bruger uden større omtanke. At noget falder i den ene eller den anden kategori - f.eks. 'substans', 'tid' og 'årsag og virkning' - betyder meget for at kunne forstå sig selv og verden. Det interessante ved kategorierne er således ikke alene det 'afgrænsede' eller 'indiskutable', sådan som vi ofte tænker begrebet kategori, men at ting tilhører forskellige sfærer af den menneskelige verden - hvor de så skal, kan og bør opfattes som forskellige grundlag for erkendelsen af den. 

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Fordi, fordi, fordi!

Herunder to karakteriserende åndssvage argumenter for at købe produkter. 

Det ene argument ('Made to go' - trykt på en pose til brød fra Se7en e11even) udmærker sig ved en utrolig enfold. At argumentet for at indkøbe dette brød er, at det er fremstillet for at blive taget med (ud af butikken) er så dumt, man ikke kan forestille sig et dårligere. Det skulle da lige være en tro på, at hvis vi blot siger det smerteligt evidente på engelsk, så er der ingen der tænker over det - nåh nej, det er det de har gjort. Det ville være to grader mere interessant, hvis man sagde man nødigt ville sælge sit brød, fordi det næsten var for godt til det - men den er set før (Riberhus, Volkswagen) - og vi ved godt det ikke passer. Så tror jeg faktisk jeg ville foretrække påskriften "Bagt for at du skal købe det." Der er noget klædeligt over det ærlige … men det er stadig ikke specielt overbevisende. 

Det andet produkt udmærker sig ved en løgn. Nu er løgne - eller skal vi kalde det eufemismer, for ikke at få juridiske problemer - ikke ligefrem en ny disciplin i markedsføringssammenhænge, og man kunne uden vanskeligheder påstå, at kerneydelsen i al reklame og marketing er gendigtning. Men jeg synes nu alligevel, at begrebet 'Frisktappet' er lige frisk nok, når det står på en karton, som tydeligvis ikke er i nærheden af en tap. Javel, man kan mene at det er en eufemisme, der skal forklare det 'ikke er særlig længe siden' mælken blev spulet ned i pappet, med et ord er altså et ord. Og 'frisktappet' kan ikke gælde for noget produkt påstemplet en produktionsdato. Det ville klæde Onkel Arla med en tilføjelse som 'oprindeligt' eller 'på et tidspunkt' - men så falmer incitamentet ligesom. På den anden side, hvem forventer (eller ønsker) en anden mælk end den sædvanligt tappede?

Med i pakken en tredie yndlingsaversion:

Hvad fanden skal de flag foran, rundtom, ovenpå og ud fra bygninger?! Når man først een gang har opdaget vor latterlige de ser ud - hvad man gør, når man prøver at forstå, hvad de vil men ikke kan (de vil signalere styrke, klasse og magt, men signalerer i stedet en barnlig, højtråbende og nærmest fiktiv selvdyrkelse), så bliver de en kilde til evig irritation, fordi de er så unødvendige. Der står et hus med et navn på, på den grund der er Jeres! Hvad tror I vi tænker, når vi ser alle de stænger og duge? Uha! Et ganske særligt hus står her på denne grund! Er det en bank gør det INGEN forskel på om jeg vil benytte mig af den. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at drejer det sig om et supermarked eller en tankstation, så virker de faktisk modsat på mig. At Shell fører sig frem på korstogsmanér frister mig ikke ligefrem, når jeg bare skal have noget benzin til at udføre min daglige dont på.
Der er noget håbløst forældet og misforstået over deres symbolik, som går fint i spænd med de to ovenfor anførte åndssvage argumenter. 

TI NYTÅRFORSÆTTER DE MED SIKKERHED KAN HOLDE TIL

Crappy new gear

I det nye år lover jeg at

1. fortryde mindst eet indkøb
2. glemme mindst eet vigtigt møde med et andet menneske
3. ordne mere over telefonen
4. levne
5. frygte klimaforandringerne
6. samle rabatkuponer
7. gøre mig utilnærmelig under transport
8. misunde jævnaldrende deres kroppe/partnere/kvikke bemærkninger
9. hykle over mit manglende politiske engagement, men hvis bare der var et parti som havde lidt mere mine meninger
10. drikke mere kildevand
11. være lidt mindre ironisk.

HVEM TÆNKER HVAD OG HVORFOR?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Knald i låget

Hvorfor er det de tillader sig at tro, at man ikke kan tænke andet end at den nye kvalitet så er bedre end den gamle?
Hvorfor er det at de tror man ikke tænker over, om man så har spildt sine penge på deres tidligere produktion, som åbenbart var ringe nok til at skulle forbedres? Og i tilkøb til dette - da slet ikke ønsker at handle med sådan nogle fuskere igen?
Hvorfor er det at de tror at man kan klæbe hvad som helst på en vare og så sælge 10% mere?
Fordi jeg har spist det, der var under låget.
Undskyld. Min hjerne er som jordbærmarmelade.
Det er en ny kvalitet ved den.

FARSMÆND OG SOVSEKVINDER

Du er hvad du spiser

Spaghettifresser, Kraut, Pølsetysker, Frogs, Risgnaskere, Beaners og Grødædere.
der er måske ikke noget mærkeligt i at man opkalder grupper eller hele folkeslag efter, hvad de spiser - men hvorfor det skal være nedsættende er straks mere besynderligt. Det vil altså sige man inddrager foretrukne føde i hånen - selvsagt fordi det er noget der stikker ud, er karakteristisk - men vel også fordi det er fremmed, det vil sige i nogle sammenhænge MÅ have været fremmed, for der er vel ikke mange som ikke æder spaghetti eller ris mindst een gang om ugen efterhånden?
Men det er stadig bekymrende, at det er VANEN man hænger ud - ikke uvanen eller det helt unikke ... åh måske med de franske frølår, som jeg ikke ved hvor tit man spiser (spiste). Og hvorfor dén vane? Hvorfor ikke siestaen, venstrekørslen, kongetroen, sækkepiberne, børneopdragelsen? Hvorfor er det lige maden man udvælger sig?
Lad os tænke tilbage på Oste-Finn og Negle-Lis eller alle de andre, som havde mad med, man ikke lige kunne se sig selv spise. Svedig remoulade. Blå ost. Sammenlagte med smør. Fisk! Pølsemadder. Hvad ved jeg man ikke lige kunne se sig selv spise. Sagen er nok - at maD på mange måder er lige som sex: Det er intimt ad helvede til, det er noget man putter ind i sig selv og/eller smager på, og det er udtryk for et ultimativt personligt valg. Fårehjerne og analsex. Ikke eller. Og sex er som bekendt også godt at håne med. Det siger sig selv (det siger CV også), at hvis du vil ramme nogen skal du så tæt på som muligt. Gerne helt ind under huden. Og om det skal ske med ske eller gaffel. Det kan komme ud på eet.
Det vi kan vente og se, er hvordan sproget reagerer på den kamp, der i øjeblikket udspiller sig på salat- og kødmarkederne. Hvordan kommer det i spil. Salatæderne ser jo ud til at have trukket det længste strå.
Velbekomme - lad det komme.