AARHUS FESTUGE 2024 - KIGGER PÅ

jeg kigger på festugen

i folk

om den sidder helt tæt og 

dybt

eller bare er et vedhæng som et 

fnug 

eller en å-våd brudekjole

jeg kigger på festugen

i deres øjne

for at se

om vi er enige

om glæden 

promillen

om at natten kommer med sit skjold

og den utålmodige fortælling om

sidste år hvor

jeg kigger på festugen

og dens fliser

der stikker op

som fadølssnublesten

eller scener for opgør

mellem elskende

børn og byen

HAIKUESQUES 1

parken var lukket da vi fandt den

og låst 

kærligheden gik i stå

minder vristede sig fri 

UDØDELIG

FRYGT OG LEDE I CORONAENS TID II

Han havde et coronapas. 

Hun havde et coronapas. 

Hun havde ikke et coronapas.

Han havde ikke et coronapas.

NAILED #4

DRØMMERE RØMMER MERE ØMME

NOTER FRA VIA FERNANDO PESSOA 6 - 16

Hvis skibet går ned, er det så vigtigt at kende dets navn, når man er ombord?

Jeg læste i en bog at nattens drøm fandtes dér. 

Et atlas er ikke en bog om steder, men en bog om tider.

Blev Buddy Holly begravet med sine briller på?

Er det mangel på kærlighed, der får mennesker til at stjæle?

Jeg har aldrig læst et digt, uden at tænke det var mig, der skrev det i samme øjeblik. 

Man leder efter overgange. Men de fører ingen steder hen. Kun frem og tilbage.

Fiktion er kun fiktion, fordi den læner sig tungt op ad virkeligheden. Altså er den lige så gældende som ordet gærdesmutte.

Når man tænker på sin fortid, kan man ende med tænke sig helt op i sin egen utilstrækkelige forestillingsevne.

Jeg er en golem af papir. Væk mig.

Jeg drømte lykkeligt, at jeg spillede hovedrollen i mit eget teaterstykke. Lykken viste sig at ligge i at fylde rollen ud med sig selv.

Det er svært at leve. Hvor ofte skal man ikke vælge mellem hest eller kobra?

Man kan ikke undslå sig eksistens og betydning, hvis først man bliver opfattet af andre. Derom drejer sig al generthed.

Det jeg mindst kan lide, er at være den, alle tror, jeg er. Det er som at finde sig selv i et opfundet menneske.

Det bliver så banalt. Og så hader man også det.

HAi-KU DAViD BOWiE (#2)

Døden går igen

henover de ting og mænd

der ikke kan selv

KÆRLIGHED I TIDSFORSKELLENS TID

 Hvis nu de ord skrev havde skrevet blev taget var forsvundet og jeg stadig elskede dig

Fra de ord blev tastet til dine øjne forsvandt de og tilbage blev jeg elsker ikke 

Dit svar dukkede op som slugt af en hval en fisk slimet svar uden mening og alene kold

 
Jeg tror ikke internettet har et forhold til de ord vi sender imod tidens opdelte zoner steder der ikke findes hvor vi står når de lander stumper og istykker og trykker som besatte på reply reply reply

JEG LÆSER PABLO LLAMBIAS OG TÆNKER

 
















Jeg læser Pablo Llambías og tænker
på en kvinde jeg ikke er forelsket
i. Hans sonetter får mig til at for-
stå, at når hun og jeg taler sammen

er det egentlig digte forvandlet
til sprog. Det er mærkeligt sådan at stå
med et begær vakt af en bog og skrevet
tilbage til sig selv. Jeg farer vild i

sprog og virkelighed og frygter kærlighed-
en gør det samme. Han siger der ikke
er forskel på digte og dage og dul-
mende sex, men jeg bruger punktummer som
piller mod vrangforestillinger og
prøver at elske digtenes sprog igen.

DE VOKSENDES RÆKKER

HVIS De føler Dem modig er her fem indledninger til en tale til konfirmanden, som med garanti ikke bliver som den slags taler er flest:

1) Jeg ville gerne have givet dig mere kærlighed, end du har fået. Men der var ikke mere at give.

2) Hvornår bliver man for gammel til at tro på Gud?

3) Har du tænkt over at man lige så godt kan sige ‘de voksnes køer’, istedet for ‘de voksnes rækker’?

4) Penge ér alt.

5) Når jeg taler til dig, taler jeg lige så meget til den opdragelse jeg har givet dig.

WEBANTROPOLOGI

Søgninger er og bliver symboler ... eller faktuelle konstateringer alt efter temperament og videnskab. I dette tilfælde viser søgningen, hvorfor der ikke rigtig er noget (som helst) der virker til at kunne blive til noget (som helst). Herunder kærlighed, selvværd og økonomisk vækst.

EPISK ANAGRAM

Jeg har ikke noget at skrive. 

Jeg har ikke evnen til at tænke over noget.

Jeg kan ikke samle mig om at sætte et begreb i bevægelse, spørge ind til en absurditet eller vinkle en handling.

Jeg kan ikke sige, hvad det er, der gør jeg har mistet evnen. Jeg kan end ikke sige, hvad evnen går ud på?

Selv det jeg har mistet, ved jeg ikke hvad er. 

Men befinder jeg mig på bunden, udtjent og målløs, så er det på en måde, der ikke skræmmer mig. For der er intet tilstede i dette øjeblik. I disse ords forestilling.

Måske bortset fra netop dét.

Sprogets rum.

Disse ord, disse vægge, dette hus, som ikke sørger, ikke længes, ikke ér. Er alligevel.

Jeg skriver trygt og godt blandt venner.

Ord.

Mor.

KÆRLIGHEDENS HÅBLØSE LIGNING

At se tilbage på den tid, hvor man manglede kærlighed, fra det sted, hvor man derfor ikke kan man tage imod den.

Hvor er gåden konge? I spørgsmålet.

Fem nye gåder for poeter og andre sprogbrugere

1) Hvilken forblindelse kan få folk til at se klart?

2) Jeg får altid det sidste ord, men er aldrig tilfreds. Hvem er jeg?

3) Jeg sagde "Jeg elsker dig", men hun troede mig ikke. Hvorfor?

4) På hvilket dørskilt har manden intet navn?

5) Ordene forsvandt lige så hurtigt som jeg skrev dem. Hvorfor?

-

1) Diktatorens
2) Spørgsmålstegnet
3) Det ved jeg ikke.
4) På døren ind til herretoilettet
5) De var skrevet i vand

TALER OG SANGE FRABEDES

Klinkelinkeligeligding!

Jeg skal gøre dette så godt og uhildet jeg kan, men det er ikke nemt.
Jeg er nu igen blevet inviteret til et arrangement, hvor den inviterende part frabeder sig taler og sange (og indslag). Det er nok til at jeg ser et mønster: Spørg Dem selv, om De ikke også genkender det? 
Er der et mønster, er der en grund, er der en grund, er der en grund til undersøge den. Så hvorfor vil folk pludselig ikke længere have den form for opmærksomhed?
- Den oplagte grund er pengenes magt og indflydelse: Det er os der betaler for gildet, vi bestemmer musikken. Og da flere og flere af de traditionelt store fester (fx bryllupper) betales af hovedpersonerne selv, og ikke deres (konservastive) forældre, så øges frekvensen. Og det er selvfølgelig i orden at ville bestemme den slags, selvom der svarer til at råbe til værtshuset, at man giver en omgang, hvis der vel at mærke kun bestilles små fad. Det forklarer heller ikke hvorfor det ikke må ske, at nogen siger eller synger noget. 
Det kan have at gøre med den omsiggribende 'selvkontrol'. Her tænker jeg ikke på 'selvkontrol' som i at kunne styre sig selv, men den kontrol, der skal sikre, at der ikke slipper noget belastende ud om een selv - hvad en tale eller en sang eller en sketch i sagens natur nærmest pr. definition skál gøre. Det kan også være for at beskytte sig mod de venner eller familiemedlemmer, som er virkelig dårlige talere eller festgængere; som drikker sig fulde eller bliver rædsomt sentimentale i fuld offentlighed.
Årsagen kan også findes i det mere pragmatiske. Taler og indslag (især de 'sjove') er efterhånden blevet så omfattende, at man ikke kan overskue omfanget og ud(s)trækningen, og derfor har lukket ned for dem. Det kunne pege på, at tendensen til at festen skal være så overdådig og retrotraditionel som muligt, er ved at dø ud - måske kan vi genfinde nogen lignende i polterabend-kulturen?
I forlængelse af denne iagttagelse, kan man måske se tendensen til at frabede sig opmærksomheden, som en slags ultimativ høflighed overfor gæsterne: Man ønsker simpelthen ikke at gæsterne skal trækkes med alt andet end en fornøjelig aften og noget god mad?
-
Det jeg har svært ved at acceptere er, at man på meget uhøflig facon samtidig fratager gæsterne muligheden for at få sagt, hvad man mener om værterne! En fest og en tale er en fremragende platform til refleksion og respekt. Her kan man endelig få summet op og sat på plads, her kan man få erklæret sin kærlighed og karakteristik og sin næsegruse beundring, her kan man arbejde hjerte og sprog sammen i en beskrivelse, der gør begge dele lidt mere virkelige. 
...
Nej, siger jeg. Der ér ting man ikke kan sige til hverdag. Der ér ting man skal sige i vidners påhør. For at vise man mener det. Og for mene det.
Og nu kan jeg se det. Det tog lidt tid. Men det er fordi jeg ikke holder taler på facebook for nogen. Men det må være derfor. At talen er forstummet. At sangen er slut. At sketchen ligger på youtube.
Min tale er dermed også slut. Tak for opmærksomheden.

DIGT TIL ALLE DE KOMMENDE KONFIRMANDER

Moderen spørger Ham:
- Er du min Gud eller søn,
naglet til korset? Hvordan
finder jeg vejen hjem?

Kan jeg betræde mit hus
uden at vide besked:
er du min søn eller Gud?
Levende eller død?

- Kvinde, svarer Han, - vid,
det er det samme, fordi:
levende eller død,
søn eller Gud - jeg er din.



Af det kan man lære, at der (altid) er andre, der har langt større kvaler med sin tro end en selv, men at det, det (altid) ender med og kommer an på, er om du tør tro på kærligheden.

Teksten er et uddrag af digtet 'Nature Morte' af Joseph Brodsky i Mette Dalsgaards oversættelse.

EN SCENE

IKONOGRAFATALISME

Der er en livbekræftende lighed mellem timeglassets dødsfigur og de forbundne hjerters evige bevægelse. Husk den tid der går med at elske langt overgår tiden brugt på at frygte døden. Glædelig jul.

Næstekærlighed og næste kærlighed

Splinter og bjælker i menneskets hus

Lige siden tekst (Luk 6:36-42) og prædiken fjerde søndag efter trinitatis har den uhyggelige lydlige sammenhæng mellem begrebet 'næstekærlighed' og det at 'næste kærlighed' rumsteret i mine tanker. I de samme dage (medio juli 2011) både læste jeg i Don Miguel Ruizs "The Four Agreements" og forsøgte hårdt at løse problemstillingerne omkring, hvad vi mennesker egentlig og forhelvede vil og gør med hinanden. Da ramte B.S. Christainsens uhyggelige credo mig som en dårlig ånde, og følgende blev mine (velovervejede) tanker:
Egentlig er forskellen mellem de to indstillinger det samme som forskellen på "glæde" og "selvglæde" - og den er vel til at få øje på - men det afgørende i "næstekærlighed overfor næste kærlighed" er, at det er meget svært at se forskel i praksis. At 'næste kærlighed' betyder at man 'bygger' sin kærlighed. Man kan næsten (...) høre ligheden til det engelske substantiv 'nest' = rede, men ordet fungerer alså også i en verbumform. I dag vil jeg ikke postulere, at der er en lingvistisk-fatalistisk pointe i, at de to ord ligner hinanden, men bare hefte mig ved den sorte ironi.
Det jeg frygter er, at vi i forsøget på at dyrke næstekærligheden kommer til at trække den til os, frem for at sprede den. Der er så mange der taler om, hvor vigtigt det er at beskytte og dyrke kærligheden, at vi ender med at ville kontrollere den - gøre den risikofri. Men hvor meget er den da værd? Hvor er næstekærligheden, hvis vi kan overskue den og selv bo i den - ultimativt (kun) starte med at elske os selv, for overhovedet være i stand til at elske andre. Jeg ved godt, at man først skal tage iltmasken på selv, når flyet styrter, før man hjælper sit barn - men gælder det også for næstekærligheden? Der findes ikke nogen meningsdannere i dag (jo, der er helt sikkert nogen, men de er få) som udpeger andet end familien som det vigtigste i deres liv - selv i disse valgkamptider kan det nok blive svært. Og det er fordi det er der kærligheden findes, og der vi har lært den at kende (hvis vi er heldige i to omgange - som barn og siden i sin egen familie). Men familie som en kærlighedsrede er jo en dysfunktionel familie i den store sociale sammenhæng. For når man prøver at veksle sin familiekærlighed til næstekærlighed, bliver det jo ikke til andet end endnu en tur rundt på den hæklede grydelap - vi elsker den nære omverden, den lille verden, og vi gør det ofte ved hjælp af de mure vi bygger for at holde det næste bekendtskab ude. Ja, det er dumt at gøre noget dumt, og det er dumt at satse noget så dyrebart som kærlighed - men hvornår ved man om har noget, før man har prøvet om det kan mistes?
Jeg mener selvfølgelig alt dette handler om, at det da for pokker må være muligt at starte et andet sted end i bankboksen og underbuksen; at al den coachkultur og selvopbygning, som så vidt jeg kan se i vid udstrækning bygger på - IKKE at være eller gøre noget for eller med DE ANDRE, er ved at trætte mig til døde i sit ensidige syn på, at mennesket a priori er uden for fællesskabet - i værste fald, fordi fællesskabet er en fælde og noget som truer dig. Jeg tror ikke det passer - og jeg tror ikke man bliver et mindre (dueligt) menneske af at tænke på fællesskabet - og jeg tror ikke vi for alvor kommer videre, før næste kærlighed bliver til næstekærlighed.
Amen. (Havde jeg ikke een længevarende uddannelse skulle jeg klart overveje teologi.)