TRANSPORTMØNSTER

Han sidder i toget 

blikket hviler i det landskab 

han kører gennem.  

Et træ 

en gård 

en bro 

en bil som kører på vejen langs med jernbanen i næsten samme hastighed 

som hans inde i toget. 

Umuligt at forstå ikke at måle. 

Med de rette instrumenter. 

Regnearter. 

Han tænker på de ting han ikke har fået ryddet op i 

og smidt ud. 

Han tænker på stationen 

hvor han stod og ventede. 

Kold og nøgen mellem plakater og automatiske døre. 

Han tænker på 

hvordan rytmen 

svarer til pulsen  

som han kan mærke med hjertet på ryggen. 

Lyden af ordet sveller. 

Tænker han på. 

Et træ 

en gård 

en bro 

en trailer parkeret ved en skovsti 

en mand ved en overskæring kigger forbavset på hans blik. 

Han kigger selv efter han er kørt forbi. 

Han tænker på de bakker der lå 

de træer der stod 

for længe siden 

hvor en dreng og pige 

kælkede klatrede 

lo. 

Højt som kun de glemsomme kan. 

De uskyldige. 

Som ham. 

Grådløs. På en anden måde. 

Ruden er både blank og gennemsigtig. 

En fugl 

en sky 

en sø 

en kvinde på en cykel med motor. 

Nederdelen flagrer foran det sorte stel. 

De usynlige eger. 

Han tænker på  

at blive beskrevet. 

Blive set. 

Læst. 

Rammet ind. 

Som en skitse eller et udkast. 

Han tænker på en tegning han så på et museum i Paris. 

Hvordan den hvis den  

kunne  

ville spørge hvad den lavede der 

i et oevre der først og fremmest består af færdige værker. 

Rummet 

himlen 

lyset 

mørket. 

Sporet. 

Han tænker på at ankomme. 

En ny station. 

Han tænker på hvordan man kan mærke farten sænkes 

og toget standse. 

Hvordan togets døre åbner sig mod de nye passagerer. 

At stige ned i perronens menneskevarme 

nøgen og kold 

udhvilet efter rejsen. 

FIG. LEAF (KIEFERHOMEN XII)

ROMAN vs MANOR

Sidetallene er det mest pålidelige i en roman. Man fristes til at sige, de er det eneste man kan tage for pålydende.
Det er alene dem, som holder læsningen - og dermed læseren - fast i det formål at nå igennem og få bekræftet alt det, der er romantisk ved en roman: Dens morale og mening, og med disse postulatet om at man forstod så og så meget af en mulig virkelighed. i.e. fiktionen.
Men sidetallene byder sig til som et faktum. Det faktiske ved romanen; at man læser og mens man læser befinder sig i et forløb.
Der er intet kunstigt ved det forløb. Ligesom størrelsen på lærredet ofte har indflydelse på prisen hos galleriet, så har antallet af sider ofte også indflydelse på prisen på romanen. Virkeligt.

Sidder De en dag således med en roman, der ikke umiddelbart kan forbindes med en mulig virkelighed, så læs - eller måske rettere; tæl Dem gennem dens skildring, og De vil opleve romanens forløb på ny, nu blot viklet ind i deres egne virkeligt talte tanker.

KÆRLIGHEDENS HÅBLØSE LIGNING

At se tilbage på den tid, hvor man manglede kærlighed, fra det sted, hvor man derfor ikke kan man tage imod den.

HAIKU MURAKAMI

Engang en kat

Et rum forsvinder i folder

Det kan ske igen

EKSISTENTIEL TRIANGULERING: GUD, MATEMATIK OG MENNESKE

Safety in numbers

Dagens tekst i søndags var fra bl.a. fra Paulus' brev til korintherne. Og i vanlig højstemt og fremlænet stil forkynder han sagernes rette sammenhæng for os jordiske væsner. Grebet er uforligneligt retorisk. En skaber siger til sin skabning; Hvad kan du vide om mig, som jeg ikke ved bedre end dig? Hvad kan du være andet end mindre end det, der skabte dig? Sandt nok, må man erkende - og alt efter temperament føle sig stærkt provokeret over hele trosteknikken, eller trygt i hænderne på noget, der sikrer der er en virkelighed. Mod slutningen af uddraget siger Paulus (som er hvad i forhold sin skaber?) følgende (på vegne af Ham): "Det er mig der har frembragt jorden, og menneskene på den. Mine hænder har spændt himlen ud, og jeg befaler over hele dens hær." Denne smukke sætning "Mine hænder har spændt himlen ud" kunne ikke andet end sparke til noget af det senest læste skønlitteratur i hjernes mange snit: (bemærk de mange kolon'er - vi er i en hierakisk opbygget tekst!:) I Daniel Kehlmanns (hermed anbefalet) skønne roman 'Opmålingen af verden' (hermed anbefalet) møder vi blandt andre matematikeren Gauss - for kendere og elskere af denne disciplin matematik, kendt som 'Fysten' - hvis faktiske erfaringer med landmåling skildres levende og humoristisk, som alt andet i denne bog. Herude på landet antyder Kehlmann - nok ikke helt ueffent - at Gauss får ideer på linie (undskyld) med Einsteins senere om det krumme univers! Gauss ser for sig, hvordan han ville kunne lave en gigantisk triangulering mellem fx bjergtoppe, hvis bare han havde instrumenterne ... i romanen en af Kehlmanns (lidt som Paulus egentligt) fortolkninger af Gauss' situation: Han er så langt foran sin tid, at han til enhver tid mangler redskaber og modspil til sin viden og sit liv. Men hér er altså en smuk symmetri mellem Biblens tekster og en af matematikkens tænkere, der kunne skabe en slags fordragelighed mellem matematikkens ofte så ugudelige logik og troens abstrakte dybder. Og Gauss var faktisk også (som ikke så få videnskabsmaæd) troende ... måske har Paulus' ord målt med et sted derude på Braunschweigs marker?
I Salmernes bog v 139 (en på alle måder stærk tekst, der har mange ligheder med Paulus' brev - retorisk og indholdsmæssigt) står blandt andet følgende: "Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det." Og ansporet af forrige analogi kunne jeg ikke andet end tænke på et andet matematisk greb, født af (Gud hjælpe os) den anden (ja, for der er kun de to, før Eistein kommer til) store matematiker Leonhard Euler - der også var stærkt troende. Eulers tanker foranstalter (gestalter er muligvis bedre) den senere teori 'Laplaces dæmon', hvor hele verden og alt i den bliver partikelgjort, hvorfor man ville være i stand til at redegøre for alt i den; hændt, nuværende og kommende, kunne man blot beregne partiklernes bevægelser. Det er jo en voldsomt materialistisk tankegang - som så alligevel rammer midt ind i hele det abstrakte skaberværks kerne, læser man teksten fra salmernes bog igen. Jeg forestiller mig altså igen en gudfrygtig men modig matematiker, der ikke mener gudsbegrebet og matematikken er fjender eller udelukker hinanden. Det tror jeg heller ikke de hverken er eller gør.

Personligt appendikS
Skulle nogen tro skribenten er matematisk begavet og bibelstærk, så lad dem være salige så. Sandheden ligger som altid i paradokset og snittet. Udover teksterne, har jeg her støttet mig til gode kollegers gavmildhed, min lokale præsts ditto, 'Biblen online', Wikipedia og et godt interview med Kehlmann på Information.dk

Hvem er hvem

Technom de Guerre

Den italienske matematiker Alfe Px. Gjapetus III har efter en lang række beregninger taget netop dette navn. Det har vist sig, at netop denne kombination af bogstaver rammer en uforholdsmæssig stor del af søgninger på nettet - altså ALLE slags søgninger. Hans navn er således det første, som er genereret udenfor en eller anden form for menneskelig bevidsthed. Det er epokegørende!
Navne har ellers traditionelt, og med god grund da, været et udtalt menneskeligt, for ikke at sige humanistisk, gebet. Så meget er investeret i et navn. Det har jo aldrig afholdt folk for at ændre deres navne, tage nye eller få en ommer af den ene eller den anden grund. Måske skulle man have set det, da numerologerne tog fat og begyndte at døbe nye, bedre og lykkeligere Annemmette'r, Zuzannee'r, Pehr Olfræk'ere og så videre. Der er dog stadig en - selvom nogen nok vil mene hysterisk - forbindelse til den menneskelige bevisthed og væren i tid hos numerologerne. Ikke længere hos Alfe Px. Gjapetus III, som nogle gange også vælger at skrive navnet Alfe Px. Gjapetus 3. Filmstjerner og andre knap så lysende stjerner har længe haft den lange finger i ideen med at have et lækkert navn, som man trods alt ikke kan hænge numerologerne op på at fifle med. Brad Pitt?! Marylin Monroe?! David Bowie?! John Wayne! Vi kender alle til deres oprindelige navne - og hvor nødvendigt (og u-ditto) det måtte have været at finde noget andet og mere catchy til dem. Archibald Leach tager dog prisen for håbløst navn - han fortjente noget bedre end det. Rygter siger Phillip K. Dick var ude i nogle af de samme overvejelser, da han skulle debutere, men selvom han måske tænkte en smule længere end Cary Grant, så havde han ikke nogen eller noget til at regne på navnet. Han hang stadig fast i det menneskelige.
Så med tilfældet Alfe Px. Gjapetus III har noget ændret sig. Hans navn er ikke til huske eller synes er lækkert om. Men det er alligevel et navn, der kommer til at dukke mere og mere op - og det fordi vi er begyndt at brænde alle broerne til hukommelsesøerne af: Hvorfor huske, hvad hun hedder, hende fra "Betty Blue 38,5¤ om morgenen" - når vi  har www og IMDB? OG Alfe Px. Gjapetus III, som stirrer os lige i fjæset og minder os om, at HAN bestemt også findes, sammen med alt det andet forladte og fortabte hukommelsesgods på nettet. Det er fantastisk udtænkt. Lidt på linie med ideen om plastik, asfalt og madpapir. Tape. Bare metafysisk.
Han bliver konge en dag. Han lever hverfald længere end Courtney Love. Og nu findes han.