Han sidder i toget
blikket hviler i det landskab
han kører gennem.
Et træ
en gård
en bro
en bil som kører på vejen langs med jernbanen i næsten samme hastighed
som hans inde i toget.
Umuligt at forstå ikke at måle.
Med de rette instrumenter.
Regnearter.
Han tænker på de ting han ikke har fået ryddet op i
og smidt ud.
Han tænker på stationen
hvor han stod og ventede.
Kold og nøgen mellem plakater og automatiske døre.
Han tænker på
hvordan rytmen
svarer til pulsen
som han kan mærke med hjertet på ryggen.
Lyden af ordet sveller.
Tænker han på.
Et træ
en gård
en bro
en trailer parkeret ved en skovsti
en mand ved en overskæring kigger forbavset på hans blik.
Han kigger selv efter han er kørt forbi.
Han tænker på de bakker der lå
de træer der stod
for længe siden
hvor en dreng og pige
kælkede klatrede
lo.
Højt som kun de glemsomme kan.
De uskyldige.
Som ham.
Grådløs. På en anden måde.
Ruden er både blank og gennemsigtig.
En fugl
en sky
en sø
en kvinde på en cykel med motor.
Nederdelen flagrer foran det sorte stel.
De usynlige eger.
Han tænker på
at blive beskrevet.
Blive set.
Læst.
Rammet ind.
Som en skitse eller et udkast.
Han tænker på en tegning han så på et museum i Paris.
Hvordan den hvis den
kunne
ville spørge hvad den lavede der
i et oevre der først og fremmest består af færdige værker.
Rummet
himlen
lyset
mørket.
Sporet.
Han tænker på at ankomme.
En ny station.
Han tænker på hvordan man kan mærke farten sænkes
og toget standse.
Hvordan togets døre åbner sig mod de nye passagerer.
At stige ned i perronens menneskevarme
nøgen og kold
udhvilet efter rejsen.
