Viser opslag med etiketten transport. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten transport. Vis alle opslag

lørdag den 1. juni 2024

TRANSPORTMØNSTER





















Han sidder i toget 

blikket hviler i det landskab 

han kører gennem.  


Et træ 

en gård 

en bro 

en bil som kører på vejen langs med jernbanen i næsten samme hastighed 

som hans inde i toget. 

Umuligt at forstå ikke at måle. 

Med de rette instrumenter. 

Regnearter. 


Han tænker på de ting han ikke har fået ryddet op i 

og smidt ud. 

Han tænker på stationen 

hvor han stod og ventede. 

Kold og nøgen mellem plakater og automatiske døre. 

Han tænker på 

hvordan rytmen 

svarer til pulsen  

som han kan mærke med hjertet på ryggen. 

Lyden af ordet sveller. 

Tænker han på. 


Et træ 

en gård 

en bro 

en trailer parkeret ved en skovsti 

en mand ved en overskæring kigger forbavset på hans blik. 

Han kigger selv efter han er kørt forbi. 


Han tænker på de bakker der lå 

de træer der stod 

for længe siden 

hvor en dreng og pige 

kælkede klatrede 

lo. 

Højt som kun de glemsomme kan. 

De uskyldige. 

Som ham. 

Grådløs. På en anden måde. 

Ruden er både blank og gennemsigtig. 


En fugl 

en sky 

en sø 

en kvinde på en cykel med motor. 

Nederdelen flagrer foran det sorte stel. 

De usynlige eger. 


Han tænker på  

at blive beskrevet. 

Blive set. 

Læst. 

Rammet ind. 

Som en skitse eller et udkast. 

Han tænker på en tegning han så på et museum i Paris. 

Hvordan den hvis den  

kunne  

ville spørge hvad den lavede der 

i et oevre der først og fremmest består af færdige værker. 


Rummet 

himlen 

lyset 

mørket. 

Sporet. 


Han tænker på at ankomme. 

En ny station. 

Han tænker på hvordan man kan mærke farten sænkes 

og toget standse. 

Hvordan togets døre åbner sig mod de nye passagerer. 

At stige ned i perronens menneskevarme 

nøgen og kold 

udhvilet efter rejsen. 




lørdag den 15. oktober 2022

torsdag den 22. november 2018

VI KIGGER EFTER MINDER


En kvinde i et andet stof kigger gentagne gange på sig selv. Som at se sig selv se sig selv. Sit eget stof.


torsdag den 28. december 2017

SPEJLANSIGT
























Nogle morgener synes jeg, de ansigter jeg møder er så strenge. Lukkede. Som om deres former er størknet vrede.
Så tænker jeg, de blikke de har kastet på sig selv i spejlet har ødelagt noget. Genkendelsen. Påmindelserne.
At se sig selv, være sig selv. Ensom. Sig selv seende.
Spejlingens rum er sjælsresistente. Man fortaber sig i øjnenes desperation.

Alle kroppens og ansigtets fejl er spejlets fejl. Man tilgiver ikke en urenhed, et næsehår, en sovekrølle, en gnidret læbestift.
Man tilgiver ikke et vansiret menneske. Skelene øjne. En dansende asymmetri. Krøllet mimik.
Man betragter sin egen mislykkede sminke i de andres ansigter og kalder dem falske, fordi spejlet stadig sidder i øjet.

Hvordan ville det være at stå op til en dag vidende, at hverken du eller nogen du mødte, havde set sig selv i et spejl den dag?
Ville du se ansigterne på en anden måde?
Se en mildhed, en ømhed i dem. Ansigter formet indefra. En tankes profil. Blikke som søgte blikke.
Mennesker båret af møder med mennesker.


mandag den 22. maj 2017

SOL PÅ KAPELLET

















Sol på kapellet
De røde varme sten holder bygningen op over kirkegårdsmuren
Udenfor på mine to skøre cykelhjul mig på vej
Kapellets blyindfattede ruder er mørke, for det er morgen og lyset er stadig slukket derinde
Min lyse frakke blafrer som sejldug
Nu ligger kapellet bag mig og fra rampen op til Vesterbro kan jeg snart se hvordan togskinnerne stritter som neg som afskårne blodårer som afstemte vers i hver sin retning



mandag den 12. december 2016

MED AUSTER OG DESCARTES I TANKERNE I TOGET

















Tænker, erindrer, læser, sover, erkender og rejser på samme tid. Øjnene åbner og lukker. Læser og kigger. Staver og falder i staver. Billeder glider forbi og sejler igennem. Handlinger, personer, fremtid. Symboler og hegn. Vejr. Lys. Mørke. En simultanitet på sporet mellem København og Aarhus. Unik og kompleks.
Men der er een position [kalder vi det] over dem alle. Den der opdager alt det, jeg gør, på samme tid som jeg gør det. Som kan opfatte det hele ske og kun gøre det. En suveræn position. Mon den er min?
Også læsningen af Paul Austers ‘Rejser i Scriptoriet’ - som jeg har med på rejsen - er flersporet. For jeg genkender både Kafka og Conrad i teksten, men selvfølgelig også Austers egne tekster. Skrift, læsning og aflæsning af læsning snor sig ind i sporene, forsvinder og dukker op som pælene udenfor, som landsbyer man synes man kender. 
Der er dem der taler om teksten - også med afsæt i ordets etymologi -som noget, der er vævet eller flettet. Lag som danner en tekstur, en flade, der består af et uendeligt antal berøringspunkter og fremstår som et mønster. I så fald er min tekst de lagner, der hænger til tørre langs med banen og bølger i vinden og fanger lyset, der trænger ned mellem de drivende skyer.


Det er derfor jeg elsker toget og togets bevægelse. Bevægelsen er den bevidstløse bevidsthed. Man ved man bevæger sig - det aktiverer bevidstheden, så alle tanker tænkt ud over bevidstheden om bevægelsen er på en måde sikrede eller sikre: De findes. Descartes tænkte kun. Han kørte ikke med tog.

onsdag den 27. juli 2016

HAMBORG MALPENSA

















Terrortialsang

Sad i Hamborg lufthavn og tænkte på bomber, men uden held. Det hele var for almindeligt - ikke ligefrem trygt - men bare almindeligt, og man er alt for optaget af noget andet. Frygten, som man mærker foran tv’et eller avisen er abstrakt. Bomben er konkret. Planlægningen af anslaget abstrakt. Bomben er konkret. Risikosamfundet er en konstruktion. Bomben er konkret.

Jeg prøver ikke at lave en lækker filosofisk problemstilling ud af terror - jeg prøver at forstå, hvad det er, hvordan det virker.
Når jeg tænker på, hvor umuligt det var at forestille sig ulykker på rejsen, når man rejste med sine små børn. Gud måtte da holde hånden over dem, mine små børn, og dermed også mig. Er det dét skjold man (terroristerne) hamrer løs på: At man ikke kan forestille sig det sker for ens børn - at man ikke kan se det ske midt i alt det almindelige? Var det meningen med Nice?

Jeg vil medgive, at jeg på denne sommers rejse var mere tilbøjelig til at sidestille alle de mange timers transit, tjek og tidlig transport med bekæmpelsen af terror - minimeringen af risiko, men det bragte mig ikke nærmere frygten. Jeg vadede gennem så mange andre møller og scannere end angstens. Viste pas og boardingpas af så mange andre grunde. Men et sted lige i nærheden af utålmodigheden og de endeløse gange og lede plastikbakker med plastikmad ligger en udmattelse og kæler med angsten. På alle hylderne med parfume og sprut stikker en tanke til meningsløsheden. Et besvær flirter med frygten for nederlag. 

Jeg tænkte den tanke at droppe alle sikkerhedsforanstaltningerne - som i en drøm, hvor alle maskiner sukkende går i stå og uniformerne sænker arme og instrukser. Klikkene, blikkene, summende, kiggende stop. Vi rejser på tillid og ære. Vi rejser på vores glatte ansigt og med rene hjerter. Alt hvad man skal bruge fungerer naturligvis - men man tjekker ikke andet og mere end billetten og baggagen for at sikre ingen står nøgne eller ender forkerte steder.
Hvad så?

Ville det regne med fly over alle verdens lufthavne? Ville metal og kød overtage terminalerne som en fundamentalistisk, rustrød, snerrende slyngplante og lægge alle rejsedrømme øde? Ville man trække sig tilbage som spolede man en dokumentarfilm om charterrejsernes succes baglæns? Ud gennem de automatiske glasdøre trukket af rullende kufferter, ind i bilerne i fuld fart baglæns på motor- og landeveje, ind i villakvartererne og lejlighederne, hvor den sidste kop kaffe venter på den rødternede dug?
Og kedsomheden.

Eller ville man være klar til at tage opgaven på sig at være menneske? Ikke dø som soldat, betjent, politiker eller demonstrant - bare som almindelig dansk dansker på vej til stranden? Stridsmænd for fadøl og fodbad. Kom lad os boarde flåden som det almindeligste i verden, rejse ud på opdagelse med åbent sind - mødige af et helt års arbejde i minerne, men også trætte af af se de værdier vi holder for hellige blive pakket mere og mere ind i ting og begreber, som ikke ligner dem: Demokratiet er gemt bag militæret, medmenneskeligheden bag paskontrollen, kærligheden bag rejsedokumenterne, stoltheden bag irisanalysen og personligheden bag nationaliteten.

Da jeg stod i kø i Milanos lufthavn, stod jeg bag en familiefar til tre, som havde benyttet opholdet til at få tatoveret sætningen “Molto nemici - Molto onore” på sin læg. Oversat betyder det “mange fjender - stor ære,” og signalerer således uden tvivl en kampgejst, der hører til i militæret - i krigen. Og så vidt jeg kan finde ud af, er det da blandt andet også brugt af italiens fascistiske leder Benito Mussolini i 1931. Faderen stod der imidlertid i civil og var på den måde måske udtryk for min drøm om, at vi som borgerlige partisaner tager kampen op mod alle de fjender vi har. Vi rejser ud som soldater - holder på og demonstrerer vor ret til tilbagelænet livsstil og nordisk frisind.

Eller også var han udtryk for det modsatte. Måske var han udtryk for at forestillingen om det fjendtlige, nu dominerer alle vore tanker og hele vores krop - at de menneskelige værdier endegyldigt er blevet koloniseret af systemet og dem, der med folkets gunst skiller snot fra skæg og får fra bukke og forventer tak. At vi nu kun har tilbage at hade og vente på man får slåsset færdig, mens friheden forbløder og vi fristet over evne vifter med fascistoide slogans i den tro vi endelig har forstået folkets agt og vilje.
Hvordan kæmper man for tanti amici - tanta gioia i stedet?

lørdag den 20. september 2014

MODEL OG BANE



Trainsport

Når man bygger modeller er man af indlysende årsager optaget af virkeligheden. Måske mere end man er, hvis man kalder sig filosof eller ideolog. Modelbyggeren er et grundigt menneske med blik for detaljer og funktioner, med interesse i historie og mekanismer, udvikling og opfindelser. Modelbyggeren har måske ry af at være et indesluttet og måske endog soclalt dårligt fungerende menneske. I den seneste legofilm er modelbyggeren blevet psykopatisk.
Jeg misunder modelbyggeren. Hans ro, hans målrettethed, hans tålmod. Og altså hans vinkel på virkeligheden. Den er så ren og forholdsmæssig. Gengivelsen af virkeligheden er så besværlig, når man skriver om den, synger om den, maler eller tegner den. Modelbyggeren har en kontrakt, der ligner en pagt.
Jeg misunder modelbyggeren. Glæden ved at få noget til at stå og ligne. Begejstringen ved at finde et hus eller en bil eller en vogn, som fuldender et scenarie. Det er så svært ellers at begejstres over virkeligheden - og altid hyklerisk at begejstres over mimesis i film eller kunst. Hos modelbyggeren mødes mimesis og magi på en lødig måde, fordi der skal pudses og limes og måles og males på samme måde som … i virkeligheden.
Jeg misunder modelbyggeren. Den tredimensionale fotograf. Hans mulighed for bogstaveligt talt at gribe ind i scenen og tiden og stedet; dreje en bygning 4° og lakere et hus i Technicolor™. jeg misunder ham hans tur til butikken med virkelighed; grantræer, elme, rhododendron, granitsten og grus. Små matte plastposer fyldt med stof og materie, som kan vokse videre lige ind i hovedet og drømmene på ham.
Og så stod jeg dér i Hadsten Centret og tænkte på alt det jeg lige har skrevet. Og så så jeg, at jeg så. For jeg så, at jeg ikke kunne se een eneste graffiti. Ikke eet tag eller et piece eller bare resterne af en plakat for en koncert eller et dyrskue. Spor efter liv. Jeg har aldrig savnet synet af mennesker eller liv på modelbanerne - der har magien, fantasien og de utrættelige tog sørget for. Men virkeligheden er, som alle modelbaner understreger med deres 70’er-æstetik og MR-tog, også historie, og historie er tid, og tid er spor efter mennesker. Ikke tog.

Jeg misunder stadig modelbyggeren, men nu forstår jeg, han blot er menneske som mig, som en digter eller en demokrat. Han gør alt hvad han kan for at gengive virkeligheden. Og så ændrer han den.


tirsdag den 17. september 2013

NOGLE MORGENER



Nogle morgener har man kun overnaturen at holde sig til. Håbe på en krumme eller en måge er et tegn. Regne med alle hjertets overslag skal bruges senere samme dag. Se en skygge falde fra sted, hvor ingen mennesker står. Tælle trin på trapper uden at vide hvilket hvad de skal. Møde sit eget forsyn i en note eller et blik. Tro på at ånde ind i en verden, der er mere levende end blæk og metal, mere sanselig end sten og javel, mere kærlig end sig selv.