Terrortialsang
Sad i Hamborg lufthavn og tænkte på bomber, men uden held. Det hele var for almindeligt - ikke ligefrem trygt - men bare almindeligt, og man er alt for optaget af noget andet. Frygten, som man mærker foran tv’et eller avisen er abstrakt. Bomben er konkret. Planlægningen af anslaget abstrakt. Bomben er konkret. Risikosamfundet er en konstruktion. Bomben er konkret.
Jeg prøver ikke at lave en lækker filosofisk problemstilling ud af terror - jeg prøver at forstå, hvad det er, hvordan det virker.
Når jeg tænker på, hvor umuligt det var at forestille sig ulykker på rejsen, når man rejste med sine små børn. Gud måtte da holde hånden over dem, mine små børn, og dermed også mig. Er det dét skjold man (terroristerne) hamrer løs på: At man ikke kan forestille sig det sker for ens børn - at man ikke kan se det ske midt i alt det almindelige? Var det meningen med Nice?
Jeg vil medgive, at jeg på denne sommers rejse var mere tilbøjelig til at sidestille alle de mange timers transit, tjek og tidlig transport med bekæmpelsen af terror - minimeringen af risiko, men det bragte mig ikke nærmere frygten. Jeg vadede gennem så mange andre møller og scannere end angstens. Viste pas og boardingpas af så mange andre grunde. Men et sted lige i nærheden af utålmodigheden og de endeløse gange og lede plastikbakker med plastikmad ligger en udmattelse og kæler med angsten. På alle hylderne med parfume og sprut stikker en tanke til meningsløsheden. Et besvær flirter med frygten for nederlag.
Jeg tænkte den tanke at droppe alle sikkerhedsforanstaltningerne - som i en drøm, hvor alle maskiner sukkende går i stå og uniformerne sænker arme og instrukser. Klikkene, blikkene, summende, kiggende stop. Vi rejser på tillid og ære. Vi rejser på vores glatte ansigt og med rene hjerter. Alt hvad man skal bruge fungerer naturligvis - men man tjekker ikke andet og mere end billetten og baggagen for at sikre ingen står nøgne eller ender forkerte steder.
Hvad så?
Ville det regne med fly over alle verdens lufthavne? Ville metal og kød overtage terminalerne som en fundamentalistisk, rustrød, snerrende slyngplante og lægge alle rejsedrømme øde? Ville man trække sig tilbage som spolede man en dokumentarfilm om charterrejsernes succes baglæns? Ud gennem de automatiske glasdøre trukket af rullende kufferter, ind i bilerne i fuld fart baglæns på motor- og landeveje, ind i villakvartererne og lejlighederne, hvor den sidste kop kaffe venter på den rødternede dug?
Og kedsomheden.
Eller ville man være klar til at tage opgaven på sig at være menneske? Ikke dø som soldat, betjent, politiker eller demonstrant - bare som almindelig dansk dansker på vej til stranden? Stridsmænd for fadøl og fodbad. Kom lad os boarde flåden som det almindeligste i verden, rejse ud på opdagelse med åbent sind - mødige af et helt års arbejde i minerne, men også trætte af af se de værdier vi holder for hellige blive pakket mere og mere ind i ting og begreber, som ikke ligner dem: Demokratiet er gemt bag militæret, medmenneskeligheden bag paskontrollen, kærligheden bag rejsedokumenterne, stoltheden bag irisanalysen og personligheden bag nationaliteten.
Da jeg stod i kø i Milanos lufthavn, stod jeg bag en familiefar til tre, som havde benyttet opholdet til at få tatoveret sætningen “Molto nemici - Molto onore” på sin læg. Oversat betyder det “mange fjender - stor ære,” og signalerer således uden tvivl en kampgejst, der hører til i militæret - i krigen. Og så vidt jeg kan finde ud af, er det da blandt andet også brugt af italiens fascistiske leder Benito Mussolini i 1931. Faderen stod der imidlertid i civil og var på den måde måske udtryk for min drøm om, at vi som borgerlige partisaner tager kampen op mod alle de fjender vi har. Vi rejser ud som soldater - holder på og demonstrerer vor ret til tilbagelænet livsstil og nordisk frisind.
Eller også var han udtryk for det modsatte. Måske var han udtryk for at forestillingen om det fjendtlige, nu dominerer alle vore tanker og hele vores krop - at de menneskelige værdier endegyldigt er blevet koloniseret af systemet og dem, der med folkets gunst skiller snot fra skæg og får fra bukke og forventer tak. At vi nu kun har tilbage at hade og vente på man får slåsset færdig, mens friheden forbløder og vi fristet over evne vifter med fascistoide slogans i den tro vi endelig har forstået folkets agt og vilje.
Hvordan kæmper man for tanti amici - tanta gioia i stedet?
