SPEJLANSIGT

Nogle morgener synes jeg, de ansigter jeg møder er så strenge. Lukkede. Som om deres former er størknet vrede.

Så tænker jeg, de blikke de har kastet på sig selv i spejlet har ødelagt noget. Genkendelsen. Påmindelserne.

At se sig selv, være sig selv. Ensom. Sig selv seende.

Spejlingens rum er sjælsresistente. Man fortaber sig i øjnenes desperation.

Alle kroppens og ansigtets fejl er spejlets fejl. Man tilgiver ikke en urenhed, et næsehår, en sovekrølle, en gnidret læbestift.

Man tilgiver ikke et vansiret menneske. Skelene øjne. En dansende asymmetri. Krøllet mimik.

Man betragter sin egen mislykkede sminke i de andres ansigter og kalder dem falske, fordi spejlet stadig sidder i øjet.

Hvordan ville det være at stå op til en dag vidende, at hverken du eller nogen du mødte, havde set sig selv i et spejl den dag?

Ville du se ansigterne på en anden måde?

Se en mildhed, en ømhed i dem. Ansigter formet indefra. En tankes profil. Blikke som søgte blikke.

Mennesker båret af møder med mennesker.

NOTER FRA FORSTADEN 28 - 52

Nogle dage synes man ikke beslægtet med mennesker. Deres planer er ligegyldige og meningsløse, deres tale fyldt med ord om ord og ikke andet. Og den følelse af hykleri man fyldes af, fordi man ikke kan undgå at være sammen med dem, kan man ikke komme af med, fordi man umuligt væsensforskelligt kan være andet end netop det, de også er. Man mimer med om ord og planer og tid, som ikke længere er andet end beskrivelser. Omgivelserne støtter ryg og lænd og røv, som en arkitekttegnet slavehær. Den gode stemning - hyggen hedder den - støtter intellektet med sukret gift og spinkle stilladser af kulhydrater. Væsker af forskellige farve, konsistens og alkoholprocent gennemskyller legemet, som en Dionysisk dialyse uden andet mål end at investere i den næste fiasko. Yngel og underholdning piler som blinkende floder uophørligt mellem benene på een, og fremprovokerer en autentisk svimmelhed, som man i mangel af bedre favner og byder velkommen som angst. Også for fremtiden, der ikke fortoner sig i afgrunde, men har antaget form af en mur millimeter fra din pande. Det er ikke som en fremmedgørelse, det er mere som en drøm, man drømmer og ved man drømmer. Som en drøm man står op inde i og betragter sig som del af. Og først dér forstår er et mareridt. Og det er alt sammen også bare noget jeg har sagt. Før.