OLIEDREVET IRONI & BANAL MELANKOLI

Visse morgener, hvor jeg ikke selv sidder i bilen, men betragter trafikken fra land giver den mig altid en fornemmelse af menneskehed. Ikke filosofisk eller humanistisk, men menneskehed i sin mest banale form; på vej til arbejde uden at stille for mange spørgsmål. Strømmen af køretøjer kombineret med daggryet og de mange ensartede silhouetter af hoveder og hjul. En summen af enheder, hvor man ikke kan skille den ene fra den anden. Tyngden og kræfternes samspil. Måske er det en følelse jeg blevet opdraget til at have gennem mediernes sprog - det utal af kortere og længere scener, der skal markere at verden er stor og menneskeheden almindeligt igang, før man zoomer ind? Alle de mennesker i deres automobile skin under solen eller skyerne. Glimtende karosserier og autoglas. Følelsen forlader mig ikke, selvom jeg udfordrer den. Sådan ser verden ud. Sådan klækkes dagen hver evige eneste tidsforskellig morgen overalt på planeten og det har den gjort siden bilen blev tilgængelig for lønarbejderen og symbolsk for civilisationen.

Er der en undergravende pointe i dette?

Skete det en morgen nord for Aarhus, at der opstod en ironi i billedet? 

At tiden var gået og historien skulle skrives om? 

Viste det sig, at alle de små motoriserede fortællinger høvlede klodens ned?

SPEJLANSIGT

Nogle morgener synes jeg, de ansigter jeg møder er så strenge. Lukkede. Som om deres former er størknet vrede.

Så tænker jeg, de blikke de har kastet på sig selv i spejlet har ødelagt noget. Genkendelsen. Påmindelserne.

At se sig selv, være sig selv. Ensom. Sig selv seende.

Spejlingens rum er sjælsresistente. Man fortaber sig i øjnenes desperation.

Alle kroppens og ansigtets fejl er spejlets fejl. Man tilgiver ikke en urenhed, et næsehår, en sovekrølle, en gnidret læbestift.

Man tilgiver ikke et vansiret menneske. Skelene øjne. En dansende asymmetri. Krøllet mimik.

Man betragter sin egen mislykkede sminke i de andres ansigter og kalder dem falske, fordi spejlet stadig sidder i øjet.

Hvordan ville det være at stå op til en dag vidende, at hverken du eller nogen du mødte, havde set sig selv i et spejl den dag?

Ville du se ansigterne på en anden måde?

Se en mildhed, en ømhed i dem. Ansigter formet indefra. En tankes profil. Blikke som søgte blikke.

Mennesker båret af møder med mennesker.

HAIKU HAVE; FORÅR I FORSTADEN

Tidligt i morges

gyvel sprunget ud, ligner

en tændt glemt lampe. 

Haiku mareridt

På den anden si-

de af natten sad det og

var ikke morgen

TIDS PUNKTÉR

Tempus insula

Lige nu for tiden går tiden for hurtigt på de forkerte tidspunkter - fx nu, hvor jeg skal falde i søvn eller er lige ved at blive 50. Eller i morgen tidlig, hvor øjnene slår sig op sekundet inden uret ringer. Eller i køen til hvadsomhelst. Eller med alt, der tager tid.

Men lige nu, hvor jeg skriver om tiden kan jeg næsten holde den i ro.  

Jeg maser tiden ned rundt om alle bogstaverne i den sorte seje masse, man godt kan få øje på, hvis man anstrenger sig lidt. 

Ordene bliver til øer i tidens strøm, som næsten lyder som tidens drøm. Bogstaverne bliver primitive bygningsværker på øerne i tidens strøm. 

Og lige nu, hvor dit øje kigger på en ø, går tiden i stø.

NOGLE MORGENER

Nogle morgener har man kun overnaturen at holde sig til. Håbe på en krumme eller en måge er et tegn. Regne med alle hjertets overslag skal bruges senere samme dag. Se en skygge falde fra sted, hvor ingen mennesker står. Tælle trin på trapper uden at vide hvilket hvad de skal. Møde sit eget forsyn i en note eller et blik. Tro på at ånde ind i en verden, der er mere levende end blæk og metal, mere sanselig end sten og javel, mere kærlig end sig selv.

ET AFGØRENDE SPØRGSMÅL I ALLE TIDERS HISTORIE

Pligten kalder, men hvad kalder vi pligten?

Tænker De nogensinde over, hvad der får Dem op om morgenen? Det gør de måske nok - men har De nogensinde tænkt over, hvad der fik deres forfædre op om morgenen? Hvem var den første, som ikke sov til han vågnede - men faktisk besluttede sig for at stå op, fordi han eller hun skulle nå at have noget ud af dagen? Og hvad var det som var så vigtigt? Det jeg eftersøger er et billede af et forhistorisk menneske på vej til arbejde.
Selvsagt er vi nødt til at acceptere en præmis om at historie (tid) er en sammenhængende størrelse, og der i den forstand ikke er nogen forskel på mig (Dem) og hulemennesket - hvis det da var et hulemenneske, som var det første menneske, der stod op om morgenen.
Jeg ved godt det er et åndssvagt og umuligt spørgsmål, men forleden morgen følte jeg mig så frygtelig ensom på vej til arbejde. Ensom og i tvivl mit refleksive, ureflekterede morgenritual alene var indpodet i denne min egen tid - eller om jeg også stod op og gik på arbejde, fordi det var blevet en del af den menneskelige gerning?
Vi snakker disse dage og aldre meget om det primitive hylster vore moderne hjerner er fanget i - her var måske for en gang skyld tale om en omvendt vinkel på sagen: Er det sådan, at fordi menneskeheden siden Arilds tid er stået op og gået på arbejde, at incitamentet er blevet en naturlig del af vores godmorgenfeber? At der her er tale om, at den primitive (nyttigt idiotiske) hjerne helt uden omsvøb hiver den noget tungere og egentlig ret-på-madras-agtigt-assimilerede moderne krop ud og i sving?
Det er jo ikke fordi det gør livet og morgenen nemmere for nogen eller Dem eller mig. Men jeg kan ikke slippe tanken om ham der tænker han må op for første gang i historien. Hvad skulle han nå? Og vidste han, at han aldrig mere kunne sove længe?
Godnat.

Dette er ikke en pibe