Pligten kalder, men hvad kalder vi pligten?
Tænker De nogensinde over, hvad der får Dem op om morgenen? Det gør de måske nok - men har De nogensinde tænkt over, hvad der fik deres forfædre op om morgenen? Hvem var den første, som ikke sov til han vågnede - men faktisk besluttede sig for at stå op, fordi han eller hun skulle nå at have noget ud af dagen? Og hvad var det som var så vigtigt? Det jeg eftersøger er et billede af et forhistorisk menneske på vej til arbejde.
Selvsagt er vi nødt til at acceptere en præmis om at historie (tid) er en sammenhængende størrelse, og der i den forstand ikke er nogen forskel på mig (Dem) og hulemennesket - hvis det da var et hulemenneske, som var det første menneske, der stod op om morgenen.
Jeg ved godt det er et åndssvagt og umuligt spørgsmål, men forleden morgen følte jeg mig så frygtelig ensom på vej til arbejde. Ensom og i tvivl mit refleksive, ureflekterede morgenritual alene var indpodet i denne min egen tid - eller om jeg også stod op og gik på arbejde, fordi det var blevet en del af den menneskelige gerning?
Vi snakker disse dage og aldre meget om det primitive hylster vore moderne hjerner er fanget i - her var måske for en gang skyld tale om en omvendt vinkel på sagen: Er det sådan, at fordi menneskeheden siden Arilds tid er stået op og gået på arbejde, at incitamentet er blevet en naturlig del af vores godmorgenfeber? At der her er tale om, at den primitive (nyttigt idiotiske) hjerne helt uden omsvøb hiver den noget tungere og egentlig ret-på-madras-agtigt-assimilerede moderne krop ud og i sving?
Det er jo ikke fordi det gør livet og morgenen nemmere for nogen eller Dem eller mig. Men jeg kan ikke slippe tanken om ham der tænker han må op for første gang i historien. Hvad skulle han nå? Og vidste han, at han aldrig mere kunne sove længe?
Godnat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar