Viser opslag med etiketten arbejde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten arbejde. Vis alle opslag

mandag den 15. december 2025

NY I KVARTERET







så er man flyttet ind på Paradisæblevej

inden for marginen af det litterære kvarter

naboerne kigger ind og inviterer på kaffe og ostet dansk ironi

hos Benny And

som vil det bedste

mens Onkel Dan til venstre

byder på gummirock og sexappeal

som vil det værste

jeg hilser pænt og siger meget gerne

meget gerne

men der så meget lige nu

på grund af flytningen og adresserne

og den nye skattepromille

overfor hos Simon Grotriand er der rullet ned

det har der været siden jeg kom

han bor i et A-hus jeg i et to-plans

vores hække er gamle og luder som

udtjente gardere 

eller bitre socialdemokrater

det har hele tiden været min mening

eller nok mere et ønske

at få foden under eget skrivebord

men nu mens solen går ned til toner fra svenske viser og Lou Reed

og blænder mig i ruderne overfor hos Simon

står fortiden ikke så klart som den gjorde

dengang jeg troede det at skrive digte

var så let som at klø sit navn i nakken

på det ældste træ i skoven

og ridse sin vrede i lakken

på den sidste bil i parken


søndag den 8. juni 2025

I KRISEN ER INTET ALTID EN DEL































i krisen er intet altid en del

måske den væsentligste

ligesom legemet intet ville være

uden vand


og ligesom vand

er intet tavst 

og potentielt farligt

man drukner helt stille


jeg står for længe under bruseren

mens jeg rører ved mig selv

jeg skriver noter

mens jeg er på arbejde og kører hjem


jeg lokker en sandhed ud af intet

som intet er i sig selv

og ikke forklarer

hvad krisen ellers består af


du presser bare vand af din gravsten

kunne nogen finde på at sige

tilpas umuligt

upassende poetisk




søndag den 18. august 2024

HJUL

















vi kalder os hjul

vi siger vi er hjul


små

nogle store


de skal holdes i gang

de snurrer

de kører

de drejer langsomt men sikkert


rundt


og det føles rigtigt

vigtigt


fordi det er hjul


 

tirsdag den 6. september 2016

HVID TOYOTA SORT




Blev i morges på vej til arbejde overhalet af en hvid Toyota. I øjeblikket for overhalingen og konstateringen af farve, mærke og model (Avensis) blev jeg ramt af en gammel fornemmelse af, selv at sidde i en hvid Toyota på vej til arbejde. For jeg kørte faktisk i en hvid Toyota (Corolla) gennem nogle år i slut-90’erne. Jeg kunne mærke Corollaens vægt, motorkraft og styretøj, sanse kabinens rum og lyd indlejret i den tids bevægelse mod skolen og eleverne. Jeg kunne på en måde bedre mærke det unge menneske i den hvide Toyota, end mig selv i den sorte Renault Clio jeg sad i, uagtet jeg skulle den samme vej som dengang. Jeg blev overhalet af min fortid, og det var bevægelsen uden på bevægelsen, der gjorde det. Dén og så et ganske lille glimt af kronologisk tvivl. Som når man går bag sin egen skygge lidt for længe.

mandag den 6. juni 2016

SØVNGÆNGERNOTER III

















Idet jeg træder ind på værtshuset ser han afklaret op på mig. Jeg ved i samme øjeblik, at jeg må have ledt efter nøjagtigt dette sted, for det er med en selvfølgelig følelse jeg står med mit blik i hans.
Selvom jeg kun ser ham, fornemmer jeg en mængde lysende ansigter, der svæver i det dunkle rum. De ved ikke hvem jeg er, men jeg ved de ved, hvad de overværer.
Han står med hænderne på ryggen og skuldrene let fremskudt. Hans blik er lettet og sorgfuldt på samme tid. Han siger helt unødvendigt, at siden jeg nu står her, må tiden være inde for ham. Så rækker han mig nøglerne med den ene hånd og forklædet med den anden, nikker mod kasseapparatet og går sin vej. 



tirsdag den 7. april 2015

TIDS PUNKTÉR



















Tempus insula

Lige nu for tiden går tiden for hurtigt på de forkerte tidspunkter - fx nu, hvor jeg skal falde i søvn eller er lige ved at blive 50. Eller i morgen tidlig, hvor øjnene slår sig op sekundet inden uret ringer. Eller i køen til hvadsomhelst. Eller med alt, der tager tid.
Men lige nu, hvor jeg skriver om tiden kan jeg næsten holde den i ro.  
Jeg maser tiden ned rundt om alle bogstaverne i den sorte seje masse, man godt kan få øje på, hvis man anstrenger sig lidt. 
Ordene bliver til øer i tidens strøm, som næsten lyder som tidens drøm. Bogstaverne bliver primitive bygningsværker på øerne i tidens strøm. 

Og lige nu, hvor dit øje kigger på en ø, går tiden i stø.

søndag den 26. januar 2014

FRÆKKE ORD I MUNDEN


















Oralsex

Man hører altid de frække ord. Ligemeget hvem, hvor, hvor lavt og hvornår et 'pik' eller 'patter' slipper over nogens læber, så strækker ørerne og med dem opmærksomheden sig i den retning.  Kan hænde der er en kønslig bias, men jeg vil ikke udelukke kvinders ører har nogle af de samme reaktionsmønstre som jeg. Her følger en liste over frække ord - som pludselig blev mere end det, da jeg kom til at tænke videre over dem. Det turde være unødvendigt at skrive, men vid på forhånd her kan blive tale om obskøne ord og (måske endda) synspunkter.

Blowjob - Det første der slog mig i eftertanken ved dette ord var, at handelssproget fra den branche, hvor man kan købe og sælge sex havde sneget sig ind i privatsfæren. Hvilket i princippet ikke er en ny ting; sprog og begreber vandrer tit fra en sammenhæng til en anden. Det der er særligt ved denne vinkel på blowjobbet er, at der med den seksuelle praksis følger en status-stigmatisering og en økonomisk konstruktion, som kunne understrege nogle kønspolitiske konflikter i præcis denne sammenhæng. Groft sagt kunne det hedde et blowjob, fordi det på traditionel (jeg medgiver også ret fordomsfuld) vis udstiller manden som likvid og kynisk, og kvinden som en seksuelt udbyttet proletar. Det kræver imidlertid to ting: At ordet blowjob typisk bruges af mænd om fellatio, og at ordet 'job' rent faktisk henviser til en ydelse, der skal betales for og har en pekuniær (…) værdi. Af forskellige i den grad for denne blog uvedkommende grunde, må jeg bekende, at jeg ikke ved, om blowjob er en udbredt betegnelse for cunninlingus blandt kvinder. Jeg har mine tvivl, og både ordbog (Den Danske Ordbog) og korpus.dk henviser til noget i retning af "seksuel ydelse, der består i stimulering af penis med munden".
Det er straks sværere med jobbet. Ordet kan have to oprindelser - eller kommer sandsynligvis af begge. I den ene er ordet job dannet af det engelske ord 'gob', som betyder mund - nogle vil genkende det fra udtrykket 'shut your gob'; en ikke særlig høflig måde at bede nogen om at tie stille på. En ekstra mund gør ikke sagen mindre speget, når det handler om blowjobs, men det peger altså ikke på jobbet som job, måske mere noget, der kan give een (undskyld) noget at putte i munden. Det peger den anden oprindelse 'gobbe' nemlig også på. 'Gobbe' betyder 'stykke' (hvad vi jo sjovt nok også kender fra udtrykket 'et stykke arbejde'), og er altså en betoning af, at jobbet en slags enhed, en indsats naturligvis, som vi samlet set igen kan opfatte som årsag til et udbytte, man kan putte i munden, i.e. mad. Jeg tror altså etymologisk set IKKE et blowjob udført i privaten kan eller skal sammenlignes med et job, man betaler andre for at udføre. Det ville dybest set også gøre det usmageligt. Og smag er det i denne sammenhæng helt udelukket at komme ind på. Skulle nogen tænke at etymologi og oralsex ligger så langt fra hinanden, at man ikke kan udelukke nogle mænd finder en vis tilfredsstillelse i at 'få et job' i betydningen 'blive betjent' af en kvinde - det være sig kone, kæreste, flirt men ikke prostitueret - så kan det ikke udelukkes. Men i så fald er det fordi betydningen af job har ændret sig, og det evige luder-madonna kompleks altid vil blande sig, når det kommer til sex.

Lolitadukke - Her falder tanken på, hvorfor denne dukke, som jeg antager ganske almindelige mænd anvender, for at skabe en slags totaloplevelse i forbindelse med masturbation, skal have navn efter en mindreårig pige?! Man kunne endda få den tanke, at alene navnet på denne dukke har perverteret brugerne. Jeg kan måske godt se en slags sammenhæng mellem det noget naive og 'babyfacede' udtryk nogle af disse dukker har, og så Lolita-figuren, men med de seneste års heksejagt på alt pædofilt, er det svært at forstå, man har holdt fast i navnet. Det undrer mig i høj grad også, at et navn fra en af den vestlige verdens mest anpriste romaner har fundet ind i en branche, der ved Gud ikke ellers er kendetegnet ved akademiske referencer og finkultur. Men selvfølgelig kan man forestille sig, at kendskabet til den opsigtsvækkende roman, eller eventuelt efterfølgende filmatisering, er kommet så bredt ud, at en producent har grebet ideen. Det er ikke lykkedes mig at opspore hverken navnets oprindelse eller dukkens ophavsmand - men synkroniciteten mellem romanens udgivelse og starten på dukkens produktion er ikke helt skæv.

Kussemanke - Dette helt fantastiske ord er egentlig mest medtaget for at gøre Dem opmærksom på en ny ordborg på nettet (og som app). På Moths Ordbog kan man nemlig læse om kussemanke, at det …  "kaldes det over Fitten, hvôr hâret sidder." Moths ordbog dækker det danske tale og skriftsprog omkring 1700, og udvider dermed Ord.nets i forvejen enorme historiske sprogbank, som også kan friste med en Holberg-ordbog. Man bemærker her, at man i 1700-tallet åbenbart også var bekendt med fissen - selvom en svensk påvirkning er åbenlys. Men nu vi er i området, kan jeg da fortælle, at ordet 'kusse' bl.a. kommer af 'kude', som betyder hul eller fordybning. 

Vagina - Er jeg den eneste som kan se man har brugt kussens latinske navn i en art anagram, da man skulle døbe potenspillen Viagra? Ikke noget VitaLift eller Penstrong, ingen Hardon eller Erectin. Næh, fisse får man, hvis man spiser denne pille. Måske ikke ligefrem forkert, men heller ikke fri for at være en lille smule misvisende (ahem). På 4-men.org kan man ganske vist finde en mere faktuel og kedelig forklaring, hvor navnet alene blev valgt på teknikaliteter som, at ingen havde brugt det før, det var nemt at udtale og huske og - her vil jeg så indføre ovennævnte overvejelser - at dets ordlyd ingen associationer har til noget. Dette må De kære læser selv bedømme.
Hertil kommer så at jeg (først) for nylig (så hensigten er nok ikke helt indfriet) blev klar over, man på 'Tidens kvinder' havde afholdt en på alle måder interessant konkurrence, for at finde et nyt navn til kvindens kønsdel, fordi "Det er [skal være] slut med at referere til kvindens køn som fisse, mis, kusse og andre mere eller mindre vulgære og negativt ladede navne." Man bemærker jeg her på blokken flere gange har anvendt f-ordet, og vil forhåbentlig kunne gennemskue, hvorfor hvornår. Vinderordet blev 'Gina'. Jo tydeligt (om man så må sige) hentet ud af vagina, men med en mere egenavneagtig, måske endda personificerende (Gina Lollobrigida fx) sound. Det er en gammel kamp i nye klæder. Kan man som den forfordelte selv opfinde en ny fordeling og forvente den kommer til at gå forrest derefter? Onde tunger ville sige, man kunne stikke den slags skråt op. Sagligt set skal man nok (hvad jeg da heller ikke antager Tidens Kvinder har gjort) ikke tage konkurrencen for mere end en kampagne, for en i øvrigt rimelig og relevant sag. For sproget er altid relevant og altid rimeligt medbestemmende i, hvad vi tænker og tror. Fx om et blowjob er mere eller mindre blæs end arbejde, og om en fisse er mere eller mindre end en fisse.

Disse overvejelser har ikke taget stilling til de homoseksuelle aspekter af sagen. Dem kan jeg ikke gennemskue.
Forklaringer på ord og begreber er ikke videnskabelige, men dog udført i respekt og med den glade amatørs indsigt.

[ Tidens Kvinder ]
[ 4 men ]
[ Moths ordbog ]
[ Korpus dk ]
[ Sprogspillet ]

03.04.22 - Ifølge Sprogspillet (hermed anbefalet) kommer blowjob af den sproglige sammentrækning af below + job = blowjob, understøttet af at man på en tid kaldte sexarbejdere for "blowsies." Det var naturligvis den på overfladen mest kyske tid vi kender; Victoriatiden.

10.07.23 - Et god bud på navnet kan komme fra den tyske dukke Bild Lilli, som fonetisk ligger tæt på og konspiratorisk kan kobles til nazisternes produktion af en dukke, der skulle afholde soldaterne fra af besøge prostituerede med kønssygdomme.

tirsdag den 21. januar 2014

NÆVENYTTIGE NOTER



Stikkerdrenge

Jeg har en forkærlighed for den dybeste foragt for den slags hoptimistiske feel-good konference-logik som ovenstående stykke papir er udtryk for. Hvad er det tanken brugeren skal få ud af overskriften? Hvad er det for en konflikt man potentielt ender i - med en lidt tati'sk tankegang? Hvis ikke det var så røvkedeligt politisk korrekt som det er, så var det dybt absurd. Konkretistisk er der også muligheder. Men det er ikke der vi er. Et svar er påkrævet. Således anført med den altid nyttige maskine.


tirsdag den 17. september 2013

NOGLE MORGENER



Nogle morgener har man kun overnaturen at holde sig til. Håbe på en krumme eller en måge er et tegn. Regne med alle hjertets overslag skal bruges senere samme dag. Se en skygge falde fra sted, hvor ingen mennesker står. Tælle trin på trapper uden at vide hvilket hvad de skal. Møde sit eget forsyn i en note eller et blik. Tro på at ånde ind i en verden, der er mere levende end blæk og metal, mere sanselig end sten og javel, mere kærlig end sig selv.


søndag den 16. juni 2013

ET MIT-EGET-BLIK-BLIK




















Just drive, she said

En morgen på vej til arbejde i min bil, ser jeg en rød varevogn i den modsatte side af vejen. Den har ingen mærker eller navn på siderne. Den er beskidt og en del år gammel. Den har samme farve som en falmet ordbog. En Toyota HiAce vil jeg tro.
Den holder oven på den rabat, der ligger mellem landevejen og cykelstien. Der er skov på varevognens side. På min side løber varmerørene, og bag dem ligger golfbanen.
Da jeg er kørt forbi kan jeg se, at både bagsmækken og skydedøren står åbne. Der er både lyst og mørkt i rummet. Jeg kan ikke se, om der ligger noget inde i bilen, men det vil der gøre. 
For lige før jeg passerede bilen, får jeg et glimt af en mand i røde overalls med lysende sikkerhedsstriber på. Han holder en ung buk i dens bagben og opsatser, så forbenene stritter låst og hjælpeløst op i luften. Han kigger ikke på bilerne, der kører forbi.
Det er især farven jeg kan genkalde mig. Den var nærmest gylden. Måske fordi pelsen er så ny på denne tid af året.
Jeg tænkte det kunne være mig.



onsdag den 12. september 2012

ET AFGØRENDE SPØRGSMÅL I ALLE TIDERS HISTORIE

Pligten kalder, men hvad kalder vi pligten?

Tænker De nogensinde over, hvad der får Dem op om morgenen? Det gør de måske nok - men har De nogensinde tænkt over, hvad der fik deres forfædre op om morgenen? Hvem var den første, som ikke sov til han vågnede - men faktisk besluttede sig for at stå op, fordi han eller hun skulle nå at have noget ud af dagen? Og hvad var det som var så vigtigt? Det jeg eftersøger er et billede af et forhistorisk menneske på vej til arbejde.
Selvsagt er vi nødt til at acceptere en præmis om at historie (tid) er en sammenhængende størrelse, og der i den forstand ikke er nogen forskel på mig (Dem) og hulemennesket - hvis det da var et hulemenneske, som var det første menneske, der stod op om morgenen.
Jeg ved godt det er et åndssvagt og umuligt spørgsmål, men forleden morgen følte jeg mig så frygtelig ensom på vej til arbejde. Ensom og i tvivl mit refleksive, ureflekterede morgenritual alene var indpodet i denne min egen tid - eller om jeg også stod op og gik på arbejde, fordi det var blevet en del af den menneskelige gerning?
Vi snakker disse dage og aldre meget om det primitive hylster vore moderne hjerner er fanget i - her var måske for en gang skyld tale om en omvendt vinkel på sagen: Er det sådan, at fordi menneskeheden siden Arilds tid er stået op og gået på arbejde, at incitamentet er blevet en naturlig del af vores godmorgenfeber? At der her er tale om, at den primitive (nyttigt idiotiske) hjerne helt uden omsvøb hiver den noget tungere og egentlig ret-på-madras-agtigt-assimilerede moderne krop ud og i sving?
Det er jo ikke fordi det gør livet og morgenen nemmere for nogen eller Dem eller mig. Men jeg kan ikke slippe tanken om ham der tænker han må op for første gang i historien. Hvad skulle han nå? Og vidste han, at han aldrig mere kunne sove længe?
Godnat.

lørdag den 25. februar 2012










Leonard Cohen:
Det meste af tiden bliver vi desillusionerede af det arbejde, vi har udført. Af og til er der noget, der nådefuldt stikker ud, inviterer os til at arbejde videre med det, animere det på en eller anden måde. Det er en mystisk proces.

Til Jarvis Cocker / refereret af Ralf Christensen i Information 27. januar 2012