EN ENGEL I EN FLYVEMASKINE

- Men hvad laver du her, spørger jeg, da det går op for mig, at det er en engel, der sidder ved siden af mig i flyvemaskinen.

- Jeg skal til Singapore. Det er langt at flyve. 

Den svarer venligt, men præcist.  

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte samtalen. Englen bladrer i kataloget med toldfri varer. Den er ikke påvirket af, at der sidder et menneske ved siden af den.

- Er det din første rejse til Asien, spørger jeg. Latterligt banalt. 

- Nej, svarer den. Igen kort og præcist. Ikke uvenligt.

Englen lukker en lille smule luft ind i dens hvidklædte krop, sådan som man gør, når man kommer i tanke om noget eller vil tilføje noget, tænker jeg håbefuldt. Men den siger ingenting. Jeg kan næsten høre dens tanke, men ved ikke hvad den handler om. Jeg beslutter mig for at være stille lidt. 

Flyet taxier i evigheder rundt og henover banerne, mens de store vinger hopper. Jeg kigger ud på de andre fly, men kan stadig se englens spejlbillede. Den har sat bladet tilbage i holderen ‘for literature only.’

Da vi letter, lukker jeg øjnene, og da flyets stigning flader ud og jeg åbner øjnene igen, sidder der en helt almindelig mand ved siden af mig. Han smiler høfligt, og spørger hvor jeg skal hen.

ET SPØGELSE ER ET SPØGELSE I ET LAGEN

Bedsheet stories

Indskydelsen og eftertanken kommer fra Robert Musil, der i en af sine mange undersøgelser skriver:

"Men når ånd står alene, som nøgent navneord, bart som et spøgelse, man ville låne et lagen - hvordan forholder det sig da? Man kan læse digterne, studere filosofferne, købe billeder og føre nattevise samtaler: men er det ånd man får ved det? Sæt at det er ånd: men ejer man den så? Denne ånd er uløseligt bundet til den tilfældige skikkelse, den optræder i! Den går gennem det menneske, der gerne vil optage den i sig, og efterlader kun en ler rystelse. Hvad stiller vi op med al den ånd?" ('Manden uden egenskaber' i Karsten Sand Iversens oversættelse fra 1995).

Musil siger således at spøgelset er nøgent, hvorfor det har behov for et lagen - i overført betydning mener han selvsagt, at ånden er bar og derfor uden genkendelige eller karakteristiske træk og har brug for noget, der kan formidle den. Og den diskussion er i selv spændende - men for mig kom det til at handle om, hvorfor spøgelser er iklædt lagener? 
Hvis man vi have billeder andre steder fra end den levende fantasi er Christian Lemmerz 'Todesfigur' ganske velegnet:

Den umiddelbare sammenhæng til Musils metafor, er naturligvis, at spøgelser ikke er synlige, hvorfor de iklæder sig et lagen - for, må man gå ud fra, at blive netop synlige for dem de op-, og eller hjemsøger. Det er imidlertid en lidt underlig tanke, at et spøgelse således ville gå igennem linnedskabet for at finde en passende robe, for slet ikke tale om, hvordan dette væsen - der jo er æterisk - kan gribe og klæde sig i noget som helst. Spøgelset iklædt lagen, som går gennem vægge må således have haft lagenet med 'hjemmefra'.
Og faktisk handler flere forklaringer på, hvorfor spøgelset er iklædt et lagen da også om, at man ofte svøbte den afdøde i et klæde i kisten. Så når den afdøde af den ene eller anden grund ikke var færdig med det dennesidige, så foregik gengangen iklædt et lagen. Hvad skulle de ellers tage på? Blandt andet Evald Tang Kristensen har gengivet, at man brugte lagenet som forklædning, hvis man ville skræmme nogen, og her er vi vel tilbage i 1800-tallet.
En anden kilde her på det på mange måder spøgelsesagtige net nævner imidlertid teatret som afgørende for at vi kan se spøgelser, når vi ser lagener. Således stod man ligeledes i 1800-tallet og havde brug for en anden måde at gengive spøgelser på, som var mindre klodset og dermed mindre latterlig, end den indtil da brugte rustning man blandt andet kan finde hos Shakespeare. Altså egentlig samme princip som Musils nøgne ånd, lagenspøgelsets garderobe og vel også begravelses'tøjet', hvis gengangeren var af en vis byrd. Her skal indskydes, at traditionen med at spøgelser kan gå rundt i rustninger ikke er mig helt ubekendt:

Nogen får på teatret så den tanke, at en række af spøgelsets (andre) træk vil kunne gengives med et lagen: Det svævende, amorfe, anonyme, det i princippet (igen) usynlige og ukendte. Og sådan opstår billedet af spøgelset som iklædt et lagen. Vi kan jo ikke udelukke at den kreative rekvisitør har brugt nøjagtig samme associationsrække som vi har, nemlig ligklædet. Men en af konsekvenserne af denne forhistorie er så, at den bonde Evald Tang omtaler altså lige så godt kunne have fået ideen fra teateret som fra overtroen … eller virkeligheden.
Jeg er pinligt bevidst om at jeg egentlig ikke 'løser' nogen gåde med dette indlæg. Men jeg er lidt mere afklaret med det paradoksale i spøgelsets på een gang afklædte, påklædte og iklædte gyselige lagenkostume. 
Godnat. Husk at lægge rent på.

teater
Evald Tang
Shakespeare
Barks

FEM BEVISER PÅ AT DER FINDES ENGLE

Selvom du ikke tør sige du elsker hende, siger du det alligevel.

Kombinationen af udsigter og landskaber.

Kalkmalerierne.

Du vågner inden lige du kører galt i bilen.

Som med så meget andet genialt ville man være nødt til at opfinde dem, hvis ikke de allerede var her.

NOGLE MORGENER

Nogle morgener har man kun overnaturen at holde sig til. Håbe på en krumme eller en måge er et tegn. Regne med alle hjertets overslag skal bruges senere samme dag. Se en skygge falde fra sted, hvor ingen mennesker står. Tælle trin på trapper uden at vide hvilket hvad de skal. Møde sit eget forsyn i en note eller et blik. Tro på at ånde ind i en verden, der er mere levende end blæk og metal, mere sanselig end sten og javel, mere kærlig end sig selv.

Hvem er hvem

Technom de Guerre

Den italienske matematiker Alfe Px. Gjapetus III har efter en lang række beregninger taget netop dette navn. Det har vist sig, at netop denne kombination af bogstaver rammer en uforholdsmæssig stor del af søgninger på nettet - altså ALLE slags søgninger. Hans navn er således det første, som er genereret udenfor en eller anden form for menneskelig bevidsthed. Det er epokegørende!
Navne har ellers traditionelt, og med god grund da, været et udtalt menneskeligt, for ikke at sige humanistisk, gebet. Så meget er investeret i et navn. Det har jo aldrig afholdt folk for at ændre deres navne, tage nye eller få en ommer af den ene eller den anden grund. Måske skulle man have set det, da numerologerne tog fat og begyndte at døbe nye, bedre og lykkeligere Annemmette'r, Zuzannee'r, Pehr Olfræk'ere og så videre. Der er dog stadig en - selvom nogen nok vil mene hysterisk - forbindelse til den menneskelige bevisthed og væren i tid hos numerologerne. Ikke længere hos Alfe Px. Gjapetus III, som nogle gange også vælger at skrive navnet Alfe Px. Gjapetus 3. Filmstjerner og andre knap så lysende stjerner har længe haft den lange finger i ideen med at have et lækkert navn, som man trods alt ikke kan hænge numerologerne op på at fifle med. Brad Pitt?! Marylin Monroe?! David Bowie?! John Wayne! Vi kender alle til deres oprindelige navne - og hvor nødvendigt (og u-ditto) det måtte have været at finde noget andet og mere catchy til dem. Archibald Leach tager dog prisen for håbløst navn - han fortjente noget bedre end det. Rygter siger Phillip K. Dick var ude i nogle af de samme overvejelser, da han skulle debutere, men selvom han måske tænkte en smule længere end Cary Grant, så havde han ikke nogen eller noget til at regne på navnet. Han hang stadig fast i det menneskelige.
Så med tilfældet Alfe Px. Gjapetus III har noget ændret sig. Hans navn er ikke til huske eller synes er lækkert om. Men det er alligevel et navn, der kommer til at dukke mere og mere op - og det fordi vi er begyndt at brænde alle broerne til hukommelsesøerne af: Hvorfor huske, hvad hun hedder, hende fra "Betty Blue 38,5¤ om morgenen" - når vi  har www og IMDB? OG Alfe Px. Gjapetus III, som stirrer os lige i fjæset og minder os om, at HAN bestemt også findes, sammen med alt det andet forladte og fortabte hukommelsesgods på nettet. Det er fantastisk udtænkt. Lidt på linie med ideen om plastik, asfalt og madpapir. Tape. Bare metafysisk.
Han bliver konge en dag. Han lever hverfald længere end Courtney Love. Og nu findes han.

Aaaauuuuuuuhhhhhhh!

Man skal aldrig skue ulven på luven

Mange lyde trigger mange følelser. Dufte trigger minder. Smage steder? Måske et vel hurtigt ræsonnement, men så kan man tænke over det. Her skal det handle om de lyde man reagerer på øjeblikkeligt. Lyt engang til linket på overskriften ... (((( )))) ... Aha! Kuldegysninger? Gru måske? Kriller? Sugen i maven, hvis jeg smider dig ud i en skov, der dufter af vådt træ og sur bund? Slukker dagen, tænder månen. Lader lidt ånde flyde som tåge fra din halvåbne mund. Strammer om brystet så åndedrættet bliver kort og hektisk. Hvis intet af dette rør dig er du muligvis mere civiliseret end mig - eller også er du meget mindre.
Man snakker i flere sammenhænge om hvordan reaktionsmønstre fra urmenneskets hverdag stadig spiller ind på det spinkle liv, vi elendige civilister prøve at stable på benene med farvede huder, skove omsat til møbler og nødder, bær og rødder blendet til smoothies. Derfor overvejer jeg om ulvens tuden på samme måde blot er en atavistisk adrenalinpumpe, eller - hvad jeg egentlig synes ville være mere interessant - udslag af en mytologisk og kulturel fintuning af et væsen og dets lyd.
Bortset fra Lille Stygge Ulv og den ulv Romulus og Remus diede er der ikke mange go'e og rare ulve i den vestlige kulturs baggage. Altid er de blevet brugt som uhyggespredere og varsler. Altid er lyden af den hylende ulv sat på som trumf, for at gøre ensomheden og udsatheden ekstra tydelig. Personligt i en grad så en rævs ellers ikke imponerende galpen IRL kan gøre noget af det samme! Selv på de - ellers fra dyrenes synspunkt objektive - naturkanaler, trænger ulvens snerren og kolde blik lige ind i hjertet på een. Sig mig - havde urmennesket ikke fjender, der var større, flere og statistisk set langt farligere end ulven? Bjørnen (i dag teddybjørnen!) eller ilden (i dag fyrfadslyset!) for eksempel?
I Aalborg Zoologiske Have havde man i 70'erne ulve. De gik med deres karakteristiske hoppende krop og ludende hoved i vatter og blikket klart som glas, i et bur tæt på havens yderste hegn. Når man på den nærliggende skole hørte løvernes brøl var det en næsten hyggelig påmindelse om haven, der var fyldt med aber, popkorn, is og klappegeder - vi Aalborgbørn bliver aldrig blaserte! Men den tuden som aldrig lød fra ulvenens struber var i den nøgne tanke skrækkelig som døden. Usynlige i deres snavsede grå pels, lydløse og evigt cirklende, som en spiral fra underbevidstheden, var ulvene havens største skræk.
Spørgsmålet er jo kort og godt om man kan opdrages til at frygte et dyr? Urmennesket behøvede ikke opdragelse. Det fik en lang række instinkter med i fødselsdagskagen - og resten kom fra de rap over fingrene de fik. Nogen må have fortalt og vist mig til bevidstløshed (netop!), at ulven er det mest uvenlige og uhyggelige dyr vi har. Der er jo ingen kære mor, der har sagt: "Når du skal hjem fra skole, så pas på ulvene! De er livsfarlige!"

enden af regnbuen For

WYSIWYG

Det er regnbuesæson. Ved ikke hvor mange jeg så i sidste uge - og i hvert fald fem på Fanø i weekenden. På Youtube er et nyt væsen ved at skabe sig 15 millioners berømmelse. I den mexicanske golf ligger der døde regnbuer overalt på vandet.
Ethvert barn har hørt myten om, at der for enden regnbuen befinder sig en krukke slash kiste med guld slash guldmønter. Jeg er Disneybarn, så min krukke ligner noget Onkel Joakim og Carl Barks har drømt sammen: Tykmavet, tykbundet, fyldt med fede dukater og ikke til at slæbe afsted. Andre har andre associationer.
Noget pirrer dog mine tanker ved dette billede. Ikke tegningen i Anders And - den er præcis som den skal være - men myten og historien. Der er intet nyt i at der knytter sig fortællinger til naturfænomener - det er vel nærmest en antropologisk grundsætning og lykkeligvis et originalt eksempel på menneskehedens intellektuelle fortrin. Men når man finder en sten med hul i (nogle kalder det en "ko", andre en "lykkesten", andre igen vist en "øjesten" ... nej det sidste fandt jeg bare på), så betyder det lykke. Yep. Sådan. Lykke som en tube brylcreme til en mand med rigtig mange hår på ryggen. Som kun Kim kunne have sagt det. Og for at fortsætte i hans flow: Det betyder ikke du får en Audi A6, en et sommerhus ved Blåvand, et par stålindfattede briller, et par silkekimonoer eller en flinteøkse. Det betyder helt abstrakt og helt i overensstemmelse med moder (over)natur blot lykke. Samme måde med katten over vejen. Sol og regn. Mariehønen betyder godt vejr. Gøgen kukker leveår. Månen, liljen og ulvens tuden. Firkløver, lykkeben og spildt mælk. (Over)Naturens tegn er abstrakte, uhåndgribelige og følsomme.
Så hvem slæber en krukke med guld ind under regnbuen?!
Der er noget som ikke stemmer i varslet. Naturen giver ikke tegn, som hører den materielle verden til. Eventyrerne måske. Fra dem kender vi mange eksempler på, at det ene eller det andet - og i eventyr jo af og til med (over)naturens hjælp, gør den fattige bondedreng slash pige rig til deres dages lykkelige ende. Men ikke når det kommer til myter og overtro. Her er der noget galt med regnbuen som et simpelt pekuniært symbol. Jovel der er en morale i, at hvis du tror det passer, så får du ikke andet ud af dine forhåbninger, end udstillet din grådighed til alverdens gnækkende "sagde vi det ikke nok" kommentarer. Fint nok. Men myter er ikke moraliserende. De er sande på et helt andet niveau.
Nogen på kanten af den moderne tid må have slæbt den skide krukke derind. Måske Carl Barks. Helt sikkert ikke Onkel Joakim.