ADAGIO CANTABILE

For musik gælder fysikkens love men gudernes paradoksale bestemmelse. Musik er et liniært og perspektivløst rum. Musik er defineret af vedtagne, anskuelige og teoretiske parametre, men også grænseløst og relativt. Du kan befinde dig i musikkens rum og samtidig være dets resonans. Musik er formløst altid allerede en ide, en tanke en indskyldelse et glimt i din bevidsthed. Mønstre, bølger, systemer, punkter, forløb, fortællinger om intet og alt. Hvis ikke det var så nemt at lytte, ville musik være en gåde. Vi er alle lydfødt, før vi er noget andet.

MERE OM STREAMING SOM NETOP IKKE ER STREAMING MEN EN STRØM KLIPPET I PENGESTYKKER

Det er egentlig ikke fordi jeg vil gøre streaming til min hovedfjende - den slags ‘tjenester' er lige så uovervindelige som vindmøller og drager - men jeg ér også nødt til at kæmpe mod alt det, der ikke respekterer og destruerer det, der er kunst og kunstnerisk intention.

Hvis jeg fx siger Chemical Brothers, The Orb og Pink Floyd. Hvis jeg fx siger liveoptagelser. Hvis jeg fx siger Frank Zappa. Hvis jeg fx siger, hvad fanden er det, der sker med musik, der er følt, tænkt, drømt, knoklet ud i enheder, der IKKE ligger som redebonne regninger og opdelte enkeltmandsvirksomheder, men NETOP som flydende, følsomme, fascinerende forløb af lyd, stemning og intention?

Så er svaret død og kalkulérbar kynisme. 

Vi kunne også - for morsomheds skyld - kalde det pinlige pauser, hvor alle de artistiske anstrengelser for lov at stå og stritte med en kapitalisérbar intention, der næppe har været dominerende i studiet eller på scenen, da musikken blev til. For det er egentlig ikke morsomt, at musikken skal kunne klippes i bidder som man middelalderligt primitivt gjorde det med smykkerne dengang frygt herskede på jord. De skal de imidlertid, fordi ellers kan man åbenbart ikke streame dem.

Kernetragedien er nok, at hvor kunsten og kunstnerne til alle tider tidligere har formået (og ønsket) at bryde formatet - det være sig med forgængelige værker, umulige optagelser, mystiske sprog, levende teater og kunst forklædt som hverdag, så er de (i skikkelse af musikerne) nu bundet, lænket og pisket til at følge streamingformatet, fordi formidlingen og afspilningen af værkerne er fjernet fra dem, der gør det levende: Lytterne. Kilet ind mellem værk og bevidsthed sidder en mørk masse uden kunstnerisk tæft, og synes det er vigtigere at kunne tælle og betale. Vi kunne for sjov sige det er dém vi kan høre i pausens uhyggelige susen. Det er bare ikke sjovt. Og det er ikke ligemeget. Lige så lidt som det ikke er ligemeget med alt det andet, der bliver lettere, hvis bare man betaler en ubetydelig pris for det. Hvad der er ubetydeligt for dig, er millioner af kroner værd for andre. Og de tager tingene alvorligt.

MUSIK I DEN TEKNOLOGISKE REPRODUCERBARHEDS TIDSALDER

Oops I CD'ed again!

Hvorfor bliver jeg ved med at købe lp'er og cd'er, når nu enhver kan se og tilmed véd dybt ind i sin teknologihistoriske og erfaringsbaserede bevidsthed, at det kun er et spørgsmål om tid - som i måneder og år - før mediet er væk fra hylderne? Og her næres ingen illusioner om en genkomst a' la LP'en. CD'en bliver nok nærmere et nostalgisk smykke og en hipstergimmick, som vi har set det med kassettebåndet de sidste år. Så hvorfor er det jeg troligt hænger i, og smider penge efter de blanke skiver, hvor jeg møder dem: Brugt, i netbutikkerne, på lagersalg og af og til i en regulær butik? Hvorfor bærer jeg til stadighed poser hjem med glæde og en varm følelse af at eje mere musik, der skal lyttes igennem, når jeg kunne streame (næsten) det samme, i (næsten) samme kvalitet via - i mit tilfælde - TDC-play? Billigere, nemmere, mere mobilt og med algorytmiske krykker til at finde nye emner efter min smag.

Spørgsmålet er om afspilningen - afspilningsteknologien - har indflydelse på værkets status. Lydmæssigt indiskutabelt - det er også derfor der står næsten i parenteserne ovenfor. Udbudsmæssigt også indiskutabelt (det andet næsten); for der er vigtige kunstnere og udgivelser, som ikke findes på en og anden tjeneste - både store, grådige og ganske små, ukendte kunstnere. Men har selve afspilningen også indflydelse på, hvordan man oplever værkets kunstneriske status? Herunder altså også om det, at man ejer en fysisk reproduktion af værket, som man kan afspille, skaber en anden situation, end når man ejer et abonnement til en tjeneste, der gør en i stand til at vælge værket fra en liste eller en søgning?

Her nærmer vi os elementer, som er svære at udrede, for mit musikalske levned har alle dage været bundet op på samlingen - og dermed købet og ejerskabet. Fra de første kassettebånd med ABBA til LP-pladerne med Thin Lizzy og CD'erne med Chemical Brothers. Derfor er vanen - og måske endda den kapitalistiske mentalitet - svær at gennemskue i så henseende. For jeg har stadig (næsten) alle de kassettebånd, LP'er og CD'er jeg købt gennem tiderne. Og jeg vil altid helst eje min musik i en fysisk fremtrædelsesform. Jeg kan ikke oversætte de filer jeg køber på iTunes til et ejerskab, og jeg kan ikke på nogen måde 'mærke' jeg ejer Lars H.U.G.s 'Ti sekunders stilhed', selvom jeg hørte den adskillige gange på TDC-play, da den udkom. Jeg er altså nødt til at eje - og derfor fysisk købe - min musik, for at forstå, hvorfor jeg kan spille den og måske endda høre den. Det overflødiggør i væsentligt omfang streamingen. Men streamingen - har det vist sig - er heller ikke tilfredsstillende at lytte til. Jeg kan ikke præcist sætte ord på hvorfor, men jeg føler mig ikke på samme måde forpligtet på eller indforstået med musikken. Det minder om radioens strøm af musik: Det er nogen andre, som har valgt og nogen andre, som afspiller. Det er en sammenhæng jeg kan lytte til, men ikke helt bliver del af. Det siger jeg vel vidende, at jeg er på kanten af at forråde fortidens mange lykkelige nattetimer med Radio Luxemburg og de mange ulykkeligt lykkelige med P4's Barometersange, som var essentielle og livgivende, men som lyd betragtet ikke min lyd, mit værk. Helt grotesk bliver det, når jeg lytter til de CD'er fra min samling, som jeg har rippet og lagt på min computer - for dem 'streamer' jeg problemfrit og med fuldt udbytte. De kommer fra min fysiske computer - men åbenbart via en anden kanal, end dem jeg har streamet og streamer fra last.fm, radioio, jazzradio, youtube og soundcloud. Det er som om den lyd er fortryllet.

Derfor kan man meget passende inddrage den tyske filosof Walter Benjamin, der filosoferede over en beslægtet situation i hans essay 'Kunstværket i den tekniske reproduktions tidsalder' fra 1936. For Benjamins effektive nyskabelse er også et fortryllende begreb, han kalder værkets 'aura', og dermed også det han kalder værkets 'auratab', når det reproduceres. Han siger også at "reproduktionsteknikken løsriver det reproducerede fra traditionssammenhængen." Af flere årsager; bl.a. den at han er et politisk dyr, lægger han udtalt vægten på kunstværkets egen status i forbindelse med den kapitalistiske praksis (udbytning) og forførelse (æstetisering), mere end på forbrugets indflydelse på samme, som jo er det jeg ælter rundt i her. Det betyder imidlertid ikke, at hans begreber ikke er brugbare. 

Jeg kan således nemt identificere streaming med noget affortryllet, der kun mimer en oprindelig praksis, hvor man var tættere på kunstværket. En maskinel, banal og upersonlig afliren, overfor en fysisk, personlig og stedbunden betjening af værket, som jeg i mangel af bedre så må verificere med ejerskabet. Åbenbart fordi ejerskabet er den eneste måde jeg kan begribe, at jeg spiller musik på. At JEG (af)spiller musikken og involverer mig i værkets traditionelle værdi. Benjamin taler også om, hvordan 'udstillingsværdien' fortrænger 'kultværdien' ved værkerne. Og her ser jeg ingen problemer i at sammenligne de mange streamingtjenesters selvpromoverende slogans om, hvor mange millioner sange, de kan tilbyde, med udstillingensværdien - for ikke at tale om søgemekanismernes omnipotente og altid vulgært, villige altseende lup - overfor min egen private, fysisk betingede hemmelige aflytning med det kultiske, mystiske og sjælelige. 

Jeg påstår altså - delvis med Benjamins antropologisk orienterede kritik af reproduktionen - at digitaliseringen af musik, og den heraf medfølgende gnidningsløse, allestedsværende og selvpromoverende praksis det har medført, har en indflydelse på musikken som værk, der gør jeg ikke kan fornemme dens oprindelige aura. Jeg er imidlertid splittet på ejerskabet, og dermed kaptalismens rolle i forbruget - da Benjamin ser den som medvirkende til ødelæggelsen af værkets aura. For som allerede nævnt er kapitalismen jo en sentimental præmis for paradokset ved købet - ejerskabet. I øvrigt både ved købet af streamingtjenesterne såvel som de fysiske medier. Men med streamning synes jeg - som i øvrigt i mange andre sammenhænge, hvor man kun har en identitet, hvis man har et kreditkort - købet er skjult og næsten påfaldende 'glemt', for ikke at sige 'flovt'. Her ligger det ligefor at kaste et blik på film- og tv-streamingtjenesterne, der også tilbyder et guddommeligt livsforlængende - og indifferent - flow, som sætter en ære i ikke at være andet end nydelse, der bevæger sig i en inciterende radius rundt om det likvide jeg. Altid uden at påpege kontrakten, som jo er en partykiller. Har man først købt abonnementet er man i de hellige haller. Kulten er købet og kunsten er blevet til kontrakten. Værket er væk.

Walter Benjamin siger: "Menneskehedens fremmedhed overfor sig selv har nået den grad, hvor den formår at opleve sin egen tilintetgørelse som en æstetisk nydelse af første klasse."

Måske har han stadig ret. I så fald skal jeg nok være glad for, jeg kun køber musik reproduceret til fysisk form, og håbe på, at den modvilje jeg har mod at lytte til andet holder mig i live og fri af den digitale tilintetgørelse.

Aaaauuuuuuuhhhhhhh!

Man skal aldrig skue ulven på luven

Mange lyde trigger mange følelser. Dufte trigger minder. Smage steder? Måske et vel hurtigt ræsonnement, men så kan man tænke over det. Her skal det handle om de lyde man reagerer på øjeblikkeligt. Lyt engang til linket på overskriften ... (((( )))) ... Aha! Kuldegysninger? Gru måske? Kriller? Sugen i maven, hvis jeg smider dig ud i en skov, der dufter af vådt træ og sur bund? Slukker dagen, tænder månen. Lader lidt ånde flyde som tåge fra din halvåbne mund. Strammer om brystet så åndedrættet bliver kort og hektisk. Hvis intet af dette rør dig er du muligvis mere civiliseret end mig - eller også er du meget mindre.
Man snakker i flere sammenhænge om hvordan reaktionsmønstre fra urmenneskets hverdag stadig spiller ind på det spinkle liv, vi elendige civilister prøve at stable på benene med farvede huder, skove omsat til møbler og nødder, bær og rødder blendet til smoothies. Derfor overvejer jeg om ulvens tuden på samme måde blot er en atavistisk adrenalinpumpe, eller - hvad jeg egentlig synes ville være mere interessant - udslag af en mytologisk og kulturel fintuning af et væsen og dets lyd.
Bortset fra Lille Stygge Ulv og den ulv Romulus og Remus diede er der ikke mange go'e og rare ulve i den vestlige kulturs baggage. Altid er de blevet brugt som uhyggespredere og varsler. Altid er lyden af den hylende ulv sat på som trumf, for at gøre ensomheden og udsatheden ekstra tydelig. Personligt i en grad så en rævs ellers ikke imponerende galpen IRL kan gøre noget af det samme! Selv på de - ellers fra dyrenes synspunkt objektive - naturkanaler, trænger ulvens snerren og kolde blik lige ind i hjertet på een. Sig mig - havde urmennesket ikke fjender, der var større, flere og statistisk set langt farligere end ulven? Bjørnen (i dag teddybjørnen!) eller ilden (i dag fyrfadslyset!) for eksempel?
I Aalborg Zoologiske Have havde man i 70'erne ulve. De gik med deres karakteristiske hoppende krop og ludende hoved i vatter og blikket klart som glas, i et bur tæt på havens yderste hegn. Når man på den nærliggende skole hørte løvernes brøl var det en næsten hyggelig påmindelse om haven, der var fyldt med aber, popkorn, is og klappegeder - vi Aalborgbørn bliver aldrig blaserte! Men den tuden som aldrig lød fra ulvenens struber var i den nøgne tanke skrækkelig som døden. Usynlige i deres snavsede grå pels, lydløse og evigt cirklende, som en spiral fra underbevidstheden, var ulvene havens største skræk.
Spørgsmålet er jo kort og godt om man kan opdrages til at frygte et dyr? Urmennesket behøvede ikke opdragelse. Det fik en lang række instinkter med i fødselsdagskagen - og resten kom fra de rap over fingrene de fik. Nogen må have fortalt og vist mig til bevidstløshed (netop!), at ulven er det mest uvenlige og uhyggelige dyr vi har. Der er jo ingen kære mor, der har sagt: "Når du skal hjem fra skole, så pas på ulvene! De er livsfarlige!"