Jeg mødte ikke én person dengang i 1980’erne, som sagde andet, end at det var ligesom at være med i film, når man første gang fik walkman’en på og bevægede sig ud i virkeligheden. Det var en fed følelse – en ud-af-kroppen følelse. Men hvorfor får vi ikke den følelse i dag?
Jeg kan præcisere første gang det skete for mig. Jeg havde vundet en Sony Walkman i en slogankonkurrence (”Hvis det er lyden du går efter”) og gik i let støvregn ud ad Hasserisvej ved siden af kirken med Dire Straits’ Love over Gold(1982) i ørerne, da et helt uventet episk svæv tog mig. De vante synsindtryk forandrede sig, blev omskrevet til levende fortælling med et kamera i hovedrollen. En slags fortryllelse, som jeg fra da af kunne opleve alle steder, hvis musikken var rigtig og batterierne friske. Der var et element af masturbation over det, indrømmer jeg gerne. Måske er den gamle danske term selvbesmittelse for en gang skyld meningsfuld her, for jeg blev forfalden til det og prøvede det af alle de steder jeg var og med al slags musik. Det er noget af det samme ovennævnte band beskriver i sangen Skateaway: “She's making movies on location/She don't know what it means/And the music make her wanna be the story/And the story was whatever was the song, what it was.” Sangen hedder Skateaway, fordi den besungne she kører på rulleskøjter med sit device. Og meget af magien og nydelsen kommer helt givet fra dén, indtil da ukendte oplevelse af at kunne bevæge sig med musik – altså primært ikke i en bil, hvor man jo nok havde haft stærke oplevelser med ’køremusik’ tidligere. Teknisk set har afskærmningen – som dengang var betragteligt ringere end den er i dag; vi taler om små højttalere beklædt med tarveligt skumgummi – været afgørende. Det er teknikken ofte. Ikke fordi den holdt verden ude, men fordi den via musikken sonderende førte verden ind i hodet og ind i kroppen.
Jeg skriver ”kamera i hovedrollen,” fordi det var den fornemmelse af at være med i en film, man kunne have som rolle, der er knyttet til synet; point of view’et – en fornemmelse af, at verden blev til de samme billeder, som vi så på film. Med en omskrivning af György Lukács kan man sige, at livet blev til film, og derved blev mennesket tillige skuespiller i den film – men altså med den vigtige tilføjelse, at oplevelsen af dette kom, fordi der var et element af, at man netop vár tilskuer på samme tid. Det var jo fra biografen oplevelsen havde lejret sig fra, og derfor det, der var genkendeligt: At se film.
Nydelsen ved musikkens billedliggørelse af virkeligheden (i hodet på en ganske ung aalborgenser) kan forklares på flere måder, og jeg især interesseret i, hvordan og hvorfor forandringen af verden var så tydelig. Jeg ved det er en uheldig sammenligning, men jeg skal måske bruge den senere, for det kunne sammenlignes med et filter, man fik for øjnene; huse, veje, biler, mennesker, landskaber, søskaber, industri og ens eget spejlbillede forandrede sig for øjnene af én, i det øjeblik Vangelis’ eller Bowies musik lød. Man var med andre ord parat, nærmest everready til at være med i en film. Filmen som film var en altid iboende længsel i os. Mogens Rukow har sagt han kan lide at tænke på, at der til film er knyttet en længsel efter at se billedet, og selvom jeg ikke er sikker på, det var situationer som disse, han tænkte på, så er der en forbindelse til films suggestive kraft udover, hvad man ser i biografen – altså også på cykelstien i Hasseris.
Vi tager et kig på, hvilke ting, der kunne ligge til grund for nydelsen: En status forbundet med at være en stjerne/skuespiller (den har jeg aldrig forstået, dog), ønsket om at være alle andre steder end dér, hvor man er (eskapisme-modellen), ønsket om at være alle andre end sig selv og så måske en slags pavlovsk reaktion på lyd, man hverken kunne kontrollere eller identificere. Ingen af dem, synes jeg giver en god forklaring. Jeg mangler den distinkte fornemmelse af film i dem. Selve filmen som fænomen. Et koncentrat af, hvad man har erfaret eller forstået eller bare oplevet sammen med film, i film, på grund af film – følelsen af at forstå noget, måske?
Film er meningsfyldte i kraft af en lang række årsager – det er de nødt til at være – så når man synes man genkender filmens verden i sin verden, må den fremstå meningsfuld, og altså her til forskel fra, hvordan man ellers opfatter verden.
I humorteori taler man om ’suspension of disbelief’ som en afgørende præmis. At man er nødt til at tro på framen, hvis morsomheden skal du. Men det er naturligvis også et greb der gør sig gældende i fiktionen generelt. Det er den kontrakt mellem værk og beskuer man i daglig tale kalder ’at gå med på den,’ hvor det vidunderligt upæcise ’den’ altså dækker over det, der er opfundet til lejligheden. Der er ingen grænser for, hvad man skal tro på i filmens verden – science fiction og fantasy kan her med hhv. filmene Rumrejsen år 2001 og Ringenes Herre tjene som ret tydelige eksempler på, hvilke universer man må leve sig ind i for the sake of it – men det handler også om, om man accepterer fx (anakronistisk) tøj og arkitektur, tidsfylde, skønhed, kulisser, fartbilleder, amerikanske nætter og troldepikke i den højere sags tjeneste. Og det gør man jo, for det foretrækker man jo. Der kan endog være en helt særlig nydelse forbundet med at suspendere sin skepsis, når man hengiver sig til helt umulige fortællinger eller figurer. Den sult – for nu at blive i det pavlovske – man tilfredsstiller med fortællingens endelighed og logik blev man efterhånden klar til at stille ved enhver given lejlighed med sin walkman – eller wankman, om man vil.
Filmens æstetik har/havde altså oprindeligt knyttet en følelse af mening til sig, som man lidt kækt kan sige, jeg med Marcel Prousts berømte begreb om ’ufrivillige erindringer’ junkede som en slags eksistentiel empowerment via filmens altid villige stemningsfulde budskaber om, at der var en menig, en sammenhæng, en pointe – liv?
Men hvorfor sker det så ikke mere, at verden fremstår som film, når jeg hører musik i mine hovedtelefoner? For det kan jeg med sikkerhed sige den ikke gør. Musikken er stadig fremragende og kropslig, men den forbinder sig ikke med mit syn i nogen filmisk forstand. Jeg tager til byen på min cykel med Laurie Anderson i ørerne og jeg går ture ved stranden på Fanø sammen med Jóhann Jóhannson (R.I.P.), men jeg ser kun virkelighed. Stravinsky mente, at musikkens inderste væsen er at befordre en samfølelse, en forening af mennesket og dets næste og højeste væsen – her ville det så være filmen og fiktionens oftest humanistiske budskab, men det sker ikke. Nu kan jeg jo ikke vide om det rent faktisk sker for Dem, kære læser, men jeg antager det er udbredt fænomen. Måske endda et tab?
Kan hænde vi bare hører så meget mere musik på denne moderniserede walkman-måde (trådløst, støjreduceret, lydoptimeret), at vi er blevet immune overfor hele tiden at skulle omsætte musikken til andet end den selv og vores egne variationer over venerationer, idiosynkrasier og nostalgier. Den ide kunne man godt falde for, når man ser, hvordan musikken i dag excessivt bliver brugt til at holde sig fri af socialitet og samfølelse mere end til stimulans og sublimering. Kan hænde det er en teknostalgi jeg her prøver at iscenesætte? Logisk set kan der også være tale om, at verden nu giver mere mening end filmene. Og det altså fordi enten filmene eller verden eller deres skribent har ændret sig markant siden hin dag i 1982. Det kan også være fordi forbruget af film har ændret sig, for det ved vi, at det har.
Jeg tror ikke der er den store forskel på den måde Roland Barthes i 1987 så på fotografiet, og så den måde vi ser film på i dag: “Det karakteristiske for de såkaldte fremskredne samfund er, at disse samfund i dag konsumerer billeder og ikke mere, som de tidligere, overbevisninger,” skrev han. Jeg skal ikke prøve hverken at herlig- eller helliggøre mit konsum af film som bedre eller mere ægte, end den måde vi konsumerer film på i dag. Blot pege på det faktum, at vi ser mere og flere, end vi har gjort før. Derfor kan det, Barthes så som det vigtige – overbevisningerne – og jeg i denne sammenhæng tillader mig at kalde meningen være forsvundet i forbruget. Altså ikke fra filmene. Det håber jeg hvert fald ikke, men jeg kan jo ikke med sikkerhed sige det. Derfor bliver virkeligheden ikke fortryllet mere, når vi tager hovedtelefonerne på. Derfor er vi ikke mere klar til at se en film i en hæk eller fra et skibsdæk. Vi er måske en smule for udmattede til at finde anden mening med virkeligheden, end at det netop er det den er. Ikke en film.
