KIEFERHOMEN XIV

DON'T LOOK DOWN

Kig ikke ned. Kig ikke op. Kig helst ikke, så længe du ikke ved med sikkerhed, hvem der ser. 

Er du faldet? Gør det ondt? Hvor længe har du ligget her?

KIEFERHOMEN I, II, III

ALT.5

ALT.2

HAi-KU SUiTE DAViD BOWiE (#3)

Var han en Rock Gud
En forsølvet Prometheus
Lag på lag af tro?

Lånte vi hans lys
Eller stjal vi fra hans sjæl
Da han gik til ro?

Han havde humor
Olympisk i sin vælde
Mer end nok til to.

HAi-KU DAViD BOWiE (#2)

Døden går igen

henover de ting og mænd

der ikke kan selv

HVOR DER ER PROBLEMER ER DER POESi

Turn and face the strange

Jeg har skiftet undertitlen på bloggen. Det er ikke epokegørende nyt, men det er en mægtig god sætning - som jeg endda tror salig Per H. (som indirekte & uinviteret har en andel i bloggens navn), ville have sat pris på.

Men som sagerne er nu, er den hentet fra nyligt salige David Bowies sang Dancing with the Big Boys. Meget er sagt og skrevet om ham de seneste dage - og jeg skal prøve at holde mig for god til at træde videre i, på eller ind i dén storm. Men sangen kommer altså fra et af de album han lavede, som der er almindelig enighed om, ikke hørte til de stærkeste. Tonight hedder det, og det kom i 1984 på EMI. Jeg hører dog til dem, der holder endog rigtig meget af det og dets blåtonede, lidt naive rock ’n reggae univers. Jeg mener også der virkelig solide numre på, som Loving the Alien og måske især Blue Jean. Vi finder også et forsøg - tror jeg godt man kan tillade sig sige - på at gentage successen med China Girl; for Iggy Pop-sangen Neighborhood Threat er også kommet med - i en version som i øvrigt sagtens kan matche Iggys. Coverversionen af Beach Boys-nummeret God Only Knows er udenfor kategori, og iøvrigt - som så meget af hans musik - vævet ind i mit ikke helt enkle liv dér i midtfirserne, så dets dybe melankoli indlejret i den strangeness og pop, som stranddrengene altid har i deres musik, var som noget flydende jeg igen og igen kunne indtage, for at forstå kærligheden, som kærlighed så ud i midtfirserne.

Men på albummet er altså også bemeldte sang Dancing with the Big Boys, som jeg hørte forleden via albummet Sound + Vision, der har hele tre numre med fra Tonight. Og dér var den så, linien: Where there’s trouble, there’s poetry. Inde midt i en ikke voldsomt stærk tekst og en bare ok sang. Den stod imidlertid meget klart frem med sin slående logik - den slags lykkelig logik, som ikke kun er banal, men meget dybere end det. Men hvad dette guldkorn laver inde i en tekst, som mest synes at have et semi-økologisk-quasi-samfundskritisk budskab er mere mystisk. Heldigvis (?) har den følgeskab af en anden linie; Your family is a football team, som heller ikke falder lige elegant på plads i helheden.

Hele teksten lyder sådan her:

Så hvorfra den kommer, eller hvem der er hhv. poesi og digter er svært at bedømme. Det er næppe ham eller hende på dansegulvet, der bliver ført af industrien og økonomiens store drenge. Det kan måske være en omvendt ordstilling - en replik, der skal forklare, hvordan de store drenge ser på poesien; Alle de steder, hvor tingene ikke går som de skal, dér hænger poesien ud. Øv! det bryder vi os ikke om. 
Det passer sammen med, at man bare får at vide, at man har at holde sig til den prik man nu bliver tildelt i samfundet. At se og føle sig sådan marginaliseret kan bestemt være flovt. Så kan det måske bedre betale sig (…) at organisere familien og livet som en nådesløs og tromlende sportsgren.

Disse lidt slatne fortolkninger ændrer heldigvis ikke det mindste ved liniens gavmilde budskab: Hvor der er problemer er der poesi. Hvor man er fanget i noget, er man nødt til at skabe - eller får man brug for - poesi. Poesien er et svar, et redskab, en helt uomgængelig konsekvens af alt det vi ikke umiddelbart kan håndtere. Jeg kunne ikke være mere enig.

Og for bare at slå et sidste søm i kisten - så er hans sidste album vel så rigeligt bevis for netop dette: Where there’s trouble there’s poetry. R.I.P.

DAViD BOWiE iDOLPLAKATER

Gravet ud af papirbunkerne i det organiske arkiv er her komplet med bagsider (og evt. en undren over, hvordan DB kunne finde vej til Ude og Hjemmes midtersider og Søndags BT's) tre gode falmede skud. 

HAi-KU DAViD BOWiE (#1)

Endnu et dødsfald 

går gennem verdens uro

et døgn eller to.

MR FACE VALUE - BOWIES ANSIGT AN SICH

"Judge it by the cover! I dare you. Judge it by the cover!"

Ikke nogen særlig original vinkel vel? Men vi prøver alligevel at kigge på hans to seneste covers. 
Her som jeg mødte det første i forbindelse med singlen 'Where are We Now?'

Og her som albummet 'The Next Day' kommer til at se ud.

Bowie har gennem sin lange selvoptagne karrirere formået at konkretisere ansigtet - an sich. Det er i hans tilfælde ikke en talemåde, at han har mange ansigter. Han har skiftet dem som andre skifter masker. Det er derfor man ofte nævner kamæleonen og ikke maskespilleren, når man skal karakterisere ham. Eller det ved jeg jo ikke, men jeg opfatter ikke hans ansigter som roller - måske netop fordi han har holdt så kategorisk på det altid skulle være det, der bar hans persona. Alle covers prydes af dette ansigt - ganske få tager hele kroppen med - og altid er der dette unikke dobbeltblik fra kraniet ud gennem ansigtet, som for at understrege det bipolære og dialektiske i ansigtsmaskens evindelige skiften. Hvor man oplagt kan tale om look i andre rock- og popstjerners tilfælde, så er det hos Bowie ikke hele outfittet han betoner, men væsentligst ansigtet, der bærer det nye.
Det er selvfølgelig også derfor de seneste covers er særlige. Både på det ene og det andet er ansigtet jo forsvundet. Så hvad er det han fortæller os?
Han fortæller han os - i god overensstemmelse med hypen og foromtalerne og singlen - at nu får vi endelig den rigtige vare. Den 66-årige er (endelig) nået til år og skel mellem virkelighed og reality, hvad man kun kan fortælle ved - paradoksalt nok - IKKE at have et ansigt på coveret. Bowies sande jeg er ikke til at vise. Det er vi nødt til at tænke os til. Hans sande jeg er selvfølgelig en platonistisk konstruktion, hvor ideen om de skiftende identiteter er det mest ægte, hvorfor vi kun ser en skærm, hvorpå han gentagne gange har projiceret sine ansigter. Det er lykkedes ham at gøre det skjulte til det sande. Det er en ultimativ kamæleonisk manøvre mere end tæt på Magrittes signaturgreb. Alternativt kan man vælge at tolke firkanterne som spejle, og forstå hans ansigter som noget vi fans, lyttere, tilbedere og apostle har skabt i vort billede - ikke mindre virkelige, men bestemt mere attitituderelativistiske.
Så hvor er vi nu?
Alt efter temperament kan man vælge og sige, han har taget toget til hauptbahnhof en sidste gang - og derfor ikke er rejst incognito. Man kan også vælge at sige han - især med Heroes-coveret - vipper billedet en sidste utrolig gang og - måske en smule mæt af dage-melankolsk - konstaterer, at selv det glatte (i.e. rynkede) ansigt er et blandt andre, og bare fordi det ikke er nyt, så er det stadig et i rækken af alle de andre.
Andy. Here's another 15 minutes. Mesterligt.

Hvis man vil vide, hvad designeren har tænkt - så står det her:

http://virusfonts.com/news/2013/01/david-bowie-the-next-day-that-album-cover-design/

OVER LYD OG UNDER LØDIG

The Daft Club

Nå, så har jeg som en anden app'ologet installeret TDC Play på min smarte telePhon. Det er vel sket ud fra et slags økonomisk antidumhedsforsikringsrationale ... fordi man i disse tider skal passe på med ikke at være dum nok til at betale for noget man lige så godt kan gøre sig fortjent til på anden vis - hvor der handles der spildes som bekendt. Og i disse tider handles der rigtig meget. Især med det spild vi skal have som undskyldning eller bonus (alt efter mentalitet og politisk standpunkt) for at have brugt vores penge. Det var nu ikke tanken det var den store kulturanalyse, der skulle rulles ud - men den lille.
For nu har jeg så i dag lyttet til 'forsiden' på TDC Play - vel vidende der er lidt bagkatalog, men for bare at være sådan en TDC Playboy, der lystlytter lidt hisset og hid. Og hvad fik jeg så ud af det (Udover Cohens stentorrøst)? Følgende: Tanke (1) om at TDC Play, Spotify, Wimp og lign. graver en overfladisk grav for musikken. Guderne skal vide der er et katalog af den anden verden på disse tjenester (forsøger at lade digression på ordet 'tjeneste' ligge til en anden gang, men kan ikke lade være med at se en slags ironi i at flere musiksites hedder noget med bjørne(tjenester) og at man sjældent får gjort sig en tjeneste uden på forventet efterbetaling), men da kun, hvis man selv har indsigt i det. Hvordan finder man ned under forsiden som er pænt plastret til med playlister og alle andres grødkvalte smag (props til TDC Play for at køre tema!)? Er man ung eller bare uerfaren musikpirat og parat til et eventyr for livet, så er det sgu trist at blive rullet af en top ti eller sidste skrig! For i Tanke (2) forstod jeg, at dybde er afhængigt af tid og materie. Når jeg kan dykke ned i et bagkatalog, er det da fordi jeg nogle klare, skønne og gennemsvømmede magiske laguner af lyd, som jeg brugt timer på at lytte mig ind på livet af. Jeg har vendt de vinylpader gang på gang, startet cd-spillen igen og igen, og sat Tunes'ne på repeat fordi jeg har turdet dybet og den sande bevidsthedsudvidende musikalske erfaring ... are you experienced or expired? Du bliver ikke en erfaren farende svedig rocksvend af at poppe toppen af kroppen - du skal have det hele med. Du skal lytte så længe at du ikke hører efter men kører den på klangen uden at klynke, bare synke dybt ned i old school sound and vision (som i epifani).
Så lad mig da dø i synden, hvis det er syndigt at være afhængig af tid, sted og krop - og det er det nok i disse virtuelle tider. Jeg har tænkt mig at dø med hovedtelefonerne på og den sagte, sentimentale lyd af en pick up, der jævnt, perpetuelt venter i inderste rille på det næste himmelske vendepunkt.