FREMTIDEN ER ERR ERINDRING

HAi-KU SUiTE DAViD BOWiE (#3)

Var han en Rock Gud
En forsølvet Prometheus
Lag på lag af tro?

Lånte vi hans lys
Eller stjal vi fra hans sjæl
Da han gik til ro?

Han havde humor
Olympisk i sin vælde
Mer end nok til to.

DAViD BOWiE iDOLPLAKATER

Gravet ud af papirbunkerne i det organiske arkiv er her komplet med bagsider (og evt. en undren over, hvordan DB kunne finde vej til Ude og Hjemmes midtersider og Søndags BT's) tre gode falmede skud. 

SAUSSURE LA ROUTE

It's a dog's

Her har været et billede af en hund engang. Der har nok også været en tekst. Man kan faktisk lige ane et “ER OGTER IEG!” Men mest af alt er det en rest, et tømt tegn, en ikke-advarsel. Som på den anden side ikke behøver ikke at være gældende, da hunden - dens fysiske manifestation - sagtens stadig kan befinde sig i huset, selvom skiltet(s betydning) er forsvundet.
Ved hundeomridsets ene øre (man antager dens højre), ligger der ligesom en skygge bagved, som gør skiltets tømthed for hund endnu mere mystisk. Skyggen signalerer nemlig krop og dimension, men altså i et fladt og meningsløst univers. Det bliver en slags forstærkning af vores ransagende blik, som nærmest kommer bagom hundemasken.
Bemærk også, hvordan den efterladte omridsstreg, af hvad man formoder er en eks-schäfer, har fået en næsten Pluto-agtig karaktér. En regulær modsætning til vagthunden som symbol.
Mærkligst er dog det andet øre, hvis oprindelige form er umulig at afkode. Hvorfor er den endt med at ligne en udgravning? Det betyder paradoksalt nok, at de andre tegnrester; i.e. ikke-hunden - faktisk bliver tydeligere og stærkere at aflæse. Som når man ser et halvt klistermærke og automatisk danner helheden.
Skiltets pointe er at vi genkender det som et advarselsskilt, men læser det som et tegn på tid, der svækker advarslen. “Det er så længe siden dette skilt blev sat op, at hunden må være død.” Vi er ikke langt fra Kierkegaard legendariske “Her rulles”-skilt, som stod i pantelånerens vindue. Men kan alligevel ikke vide, om huset stadig har en hund - eller pantelåneren også har en rulle til salg.

 











I det gamle rom lavede man sine ‘Cave Canem’-skilte af mosaikker, som stadig står strålende og tydelige i dag, uden vi skænker egentlige og ægte hunde en tanke.

FEM STORE SEMANTISKE GÅDER FRA TEGNESERIEUNIVERSET

Kan De se, hvad jeg mener?

1) Hvorfor bliver z’erne større, når de forlader den sovende figur?
Z’et angiver jo en snorkelyd - eller sovelyd er nok mere korrekt - og størrelsen må derfor henvise til lyden, altså niveauet. Men lyden må da være højere jo tættere man er på den sovende tegneseriefigur?
Måske er z’erne karikeret over æteriske størrelser som damp og røgringe, der som bekendt fylder mere og mere som tiden går, men samtidig mister deres konsistens. Det vil være en logisk konsekvens af genren, da bogstaverne jo også er frigjort af taleboblen, og derfor er fri til at være fysiske! Man kan i den anledning trække ligheder til udtrykket at ‘snorkboble’, hvor søvnen også har en slags repræsentation udenfor den sovendes krop.

2) Hvorfor er smerte markeret med en stjerne?
Stjernen kan jo være alt fra et ledetegn til et astronomisk faktum, men da ikke muligt hverken grafisk eller indholdsmæssigt at forbinde med smerte? 
Måske er stjernen valgt som en slags parallelillustration på den måde smerte registreres. Hvis man er bekendt med smerter af en vis kaliber, ved man også at den kan ‘stråle’ fx ned i låret eller ud i underarmen. Stjernens takker (i visse tilfælde blot streger) kan altså repræsentere selve den måde smerten synaptisk rejser fra midtpunktet; det som fremprovokerer smerten, og så ud i kroppen. Det interessante er dog at vi forstår billedet - hvis ikke intuitivt, så trods alt kulturelt umiddelbart.
Stjernen kan også være et forsøg på at gengive det glimt man ser (måske; for det gælder vel ikke nødvendigvis for alle?), hvis man slår hovedet voldsomt. Men at gøre det til en stjerne er en fortolkning, som lige så vel kan være hentet i ikonografien eller fyrværkeriet.

3) Hvad siger Woodstock? Alternativt: Hvorfor taler Woodstock med pinde? Endnu mere alternativt: Hvilket sprog taler Woodstock?
Den grafiske provokation Woodstocks udsagn er befriende. Her er (eller var; R.I.P. mr Schulz) en tegner, som forstod at vise hvor lidt indsigt vi sølle mennesker har i kæle- og andre dyrs kommunikation. Men hvorfor vælge pinde - alternativt streger? Måske fordi Woodstock er en simpel skabning, der ikke kaster sig ud i mere komplicerede formuleringer? Måske fordi pinde og fugle deler et vist interessefællesskab? Jeg mindes en roman (‘Fuglene’) af Terje Vesaas, hvor hovedpersonen (en retarderet ung mand) læste beskeder fra fuglene i den fugtige søbred. Vi er nok tæt på med Woodstocks ‘bogstaver’. Den sandsynlige forklaring kan dog meget vel ligne nedenstående bandeordstegn: Vi skal se han siger noget, men vi må selv pinde ud, hvad det er.

4) Hvad laver spiralen i bandeordstegnene?
Det siger sig selv, at yngre læsere kan forundres over, hvad hashtag’et og snabela’et laver i ederne, men her på bloggen ved vi godt det var tegn, som i tegneseriens barndom ingen, eller meget begrænset funktion havde, og derfor var velegnet at smide ind, hvis læserne skulle bruge deres egen fantasi, til at oversætte de grove udsagn med. Det samme gælder for asterisken, som (heldigvis) endnu ikke er blevet annekteret af det grasserende virtuelle sprog. Spiralen er mystiskere - for den findes ikke på tastaturet og dens symbolske betydning leder umiddelbart i helt andre retninger end sgu og fanden.
Spiralen handler mere om tid, evighed og/eller overnaturlige kræfter. Det kan selvfølgelig i sig selv kvalificere den til en bandeordsfunktion: For syv tusinde sataniske troldmænd, som Haddock måske kunne have sagt. Men jeg tror enten spiralen er hentet ind som svimmelheds/kvalme/smerte-tegnet, som man også kan møde, hvis en figur er fuld eller af anden grund påvirket af kræfter udefra, men det kán også være spiralen er hentet ind som fjeder - sprængfarlig fyldt med edsvoren energi - eller også, hvad der måske er mest tænkeligt, så er spiralen simpelthen velegnet på grund af sin slående lighed med lorten.

5) Hvorfor en tankeboble? Og hvorfor små bobler op til en tankeboble?
Egentlig misvisende at det kaldes en tankeboble, da det mere ligner en sky, end en boble. De små bobler er dog … bobler. Ordlyden viser dog også hen til den mest sandsynlige forklaring på dette internationale ikon. Tanker er uhåndgribelige og flygtige størrelser på samme vis som (sæbe)bobler og (himmel)skyer. Skyformationen antyder dog også en vis ophøjethed ved tænkningen - uagtet der kan findes mere eller mindre ædle motiver gemt i figurernes tanker. Man kunne supplere med at de små bobler er endnu en illustration på tankens væsen: Det associative, springende og akkumulerende.
Jeg vil dog gerne tilbyde endnu en forklaring på tankeboblens form - nemlig den åbenlyse, at den deler omrids med den grafiske repræsentation hjernen ofte har. Tænk lidt over det.

HAVE A NICE DAY

You were just a face in the crowd

Out in the street, walking around

Den simple gengivelse af et ansigt - de to prikker og munden - siges at være det billede vi hurtigst genkender. Man kunne kalde det et ursymbol og reflektere over, om der er forskel på verdens grafiske repræsentation og sproglige - bogstaverede? Det er under alle omstændigheder denne dybtliggende genkendelsesmekanisme, der får folk til i tide og utide at udbryde "Se! Det ligner et ansigt." Det kan være mere eller mindre passende, og mere eller mindre irriterende. Men reglen gælder ligefuldt for undertegnede, så da jeg forleden nat mødte denne herre;

kunne jeg ikke andet end registrere, at den lignede et ansigt.

Denne version af ansigtet ligger dog i en lidt anden retning, end man måske tænker det glade grafiske ansigt, som også kendes fra remsen om Nikolaj. Her er vi sporet ind på det mere dystre eller uudgrundelige ansigt. I et essay om "Ø'et i død" skriver P.C. Jersild om netop denne figur - da død som bekendt staves 'död' på svensk. Han sammenligner blandt andet Ö'et med Munchs 'Skriget'. Der er noget om snakken.
Michael Kvium har også et forhold til den dystre repræsentation. Fx i et billede som dette;

hvor han bruger fingeraftrykket til at generere ansigtet. Kvium er også fascineret af den hurtige aflæsning, men han trækker ikonet mere i retning af det tomme og truende, som han har for vane. Sjældent filosofisk ser vi Kvium anvende prikkerne i dette værk:

Det mest udbredte simple ansigt er selvfølgelig 

'en, som har sejret så massivt, at den nu kan bøjes og trækkes efter alle sprogets regler, uden at stave eller sige så meget som en lille lyd : P hvilket egentlig er i meget fin sync med den ursproglige oprindelse - selvom det er tankevækkende, at symboler som korset, hjertet og duen ligger langt senere i udviklingen af den menneskelige bevidsthed og kommunikation.

Det gør det måske en lille bitte smule mere interessant - og glædeligt - at bruge den : )

Her er nattens ansigt for øvrigt i u-uhyggeligt dagslys:

Og her følger flere ansigter fra den virkeligt hverdagslige hverdag:

P.C. Jersild og Lars Adelius: Afslutningen - tanker om døden (1993)

BILLEDE 1:1 TEKST

IKONOGRAFATALISME II

Det væltede timeglas ligner et uendelighedssymbol, for når man ikke rigtig kan få tiden til at gå, så føles den ofte som en evighed. Det er ikke nødvendigvis det samme som, at det at dø er nødvendigt for det leve - men det snerper, især når man betænker hvor svært det er at være sikkert i live. Retur til hjerternes fest og ikonografiske lighed med timeglasset (IKONOGRAFATALISME I ... der manglede ligesom også noget i den remse).Godt nytår.